I 2009 besluttede et eller andet studiehoved, at ”The Cabin in the Woods” ikke skulle udsendes i biograferne, selvom den var færdig og klar til distribution. Først i 2012 blev den sat op i biograferne, hvor såvel biografgængere og anmeldere har været mere begejstrede end negative.
Filmen blev således lagt på hylde i 3 år!
Hvorfor, må man spørge sig selv, især efter at have set filmen, der tager en gammelkendt (og også misbrugt og fortærsket!) genre og fornyer den ved at vende alting op og ned med kraftig brug af humor, meta og ikke mindst gode effekter!
Jeg kan nok godt svare på, hvorfor studiebossen valgte at sende den ud netop nu. Chris Hemsworth ("Thor" og "The Avengers") er nu et household-navn, så hans navn øverst på en plakat, ser godt ud. Det gjorde det måske ikke i samme omfang for 3 år siden. Desuden er det den altid underfundige og fantastiske fanboy-favorite instruktør Joss Whedon, der sammen med Drew Goddard ("Cloverfield") har stået bag manuskriptet. Whedons navn er i øjeblikket fastklistret til den yderst succesfulde "The Avengers"-film, der kører sin sejrsgang over hele verden netop nu - med masser af dollars til følge!
Studiebossen har givetvis regnet rigtigt i sin økonomiske kalkule af, at det NU var et godt tidspunkt at sende filmen ud, men for satan da, hans kreative hjerne har da været helt slået fra, hvis den overhovedet eksisterer!
For "The Cabin in the Woods" er en fantastisk underholdende film, hvor både gode skuespilspræstationer, effekter og humor virker fortrinligt sammen med et plot, der helt sikkert ikke er set før.
Filmens præmis er det gammelkendte med en gruppe teenagere, der tager ud til et forladt sted for at ryge, drikke, knalde og hygge uden voksne, og hvor en grum skæbne venter dem i form af død, gru og blod. Vi har set det med Jason, Freddie, Evil Dead og mange andre, og genren er som nævnt tidligere blevet (mis)brugt utallige gange!
Også de normale stereotyper er til stede. Muskelmanden, hans promiskuøse kæreste, den kloge, hashhovedet og "the final girl", pigen, der altid står til sidst, når rædslerne er overstået!
Men her stopper lighederne!
Filmens præmis og plot er simpelthen djævelsk godt fundet på, og de meta-niveauer, Whedon og Goddard har lagt ind, fungerer perfekt og giver filmen både ro og dybde nok til, at den engagerer meget, trods det umiddelbart smalle plot!
...Filmens effekter er forrygende, og Whedon og Goddard valgte bevidst IKKE, at filmen skulle være 3D – way to go!
Samlet set er der tale om en fantastisk underholdende film, der formår at rykke tæppet væk under tilskueren masser af gange undervejs. Det er en slasherfilm, der er en homage til de gamle (og ofte dårlige!) film, men som tilføjer genren vitalitet og styrke, fordi den vælger den skæve vinkel, i stedet for den lige vej. Det er en film, der om end den ikke nødvendigvis bliver em klassiker, stadig vil blive drøftet meget rundt omkring, ikke mindst på grund af alle de referencer der er til popkulturen indenfor gyser/horror genren.
Se den før din nabo, og hvis din nabo ser den før dig, så sig til ham, at han intet skal fortælle om plottet, for så risikerer du at ødelægge oplevelsen for dig selv!
Helt almindelige mennesker vinder den store lottogevinst, mister gamle venner, får tvivlsomme nye og ender med at formøble formuen. Et velkendt scenarie, når folks hverdag ændres dramatisk fra den ene dag til den anden.
De tre gymnasieelever Andrew, Matt og Steve er ude for noget lignende, men mere ekstremt, da de efter berøringen af en mystisk genstand pludselig får evnen til at flytte ting med tankens kraft.
"Chronicle" er et underholdende bud på, hvad der kan ske, hvis helt almindelige mennesker får superhelteevner, og atypisk for genren ikke vælger at trække i en farvestrålende spandexdragt for at nedkæmpe grønne gobliner og blækspruttemænd - den slags eksisterer slet ikke i "Chronicles" univers.
Hvad hvis evnerne i stedet for blev brugt til at hævne sig på skolens bøller, vejens narkopushere og den fordrukne og voldelige far? Noget mere jordnære antagonister end man er vant til, men også meget mere interessante.
"Chronicle" er i det hele taget meget mere interessant end den gængse superheltefilm og deraf mere spændende. På en nærmest naturalistisk måde behandler den superheltegenren og dens fortærskede skabelsesberetninger fra en helt ny vinkel. Hovedpersonerne er realistiske og har indre dæmoner, der er langt mere troværdige end de fantasifulde "problemer", som de normale superhelte døjer med.
...Selvom filmen i sin grundform er forudsigelig formår den at overraske med velskrevne karakterer og imponerende effekter, der for en gang skyld understøtter historien og ikke omvendt.
De tre drenges skæbne står ikke 100% mejslet i granit og især Andrews historie er rørende, da man føler hans tiltagende frustration over både at ville de nye og mere imødekommende omgivelser, men også hans ønske om at gøre op med en virkelighed, der er lige så rå og brutal, som før han fik sine utrolige evner.
"Chronicle" holdt min interesse fangen fra start til slut. Mange steder dybt original og fantastisk underholdende. En vedkommende fortælling om pludselig popularitet, mobning, miljø og arv, ansvar og konsekvens.
"Chronicles" autentiske billedstil passer godt til historien. De hårde klip og de grynede billeder skyldes imidlertid præmissen om, at den ene af de tre drenge filmer alt, hvad de oplever. En unødvendig gimmick, der flere steder føles som en klods om benet og distraherer mere end den gavner. Det er nemt at se bort fra, men jeg undrer mig meget over, hvorfor filmmagerne valgte denne noget slidte tilgang.
Trods denne skønhedsplet glæder jeg mig meget til at se, hvad folkene bag "Chronicle" finder på næste gang.
Igennem de seneste år har Marvel - den ene af de store superhelte-tegneseriemastodonter - bygget op til denne film. Gennem mere eller mindre subtile hints har de i tidligere film (Hulk, Ironman, Captain America m.fl.) indikeret at noget større var på vej, at superheltefilmen over dem alle var på vej, og nu er den her!
Og det er bestemt ventetiden værd!
Ingen af faldgruberne rammes, og filmen lider ikke samme triste skæbne som den forfærdelige "Spider-Man 3", og der er ikke Michael Bay overdrive i actionscenerne!
Det er fanboy-favoritten Joss Whedon (Buffy, Angel og Firefly), der har skrevet og instrueret filmen.
Filmen samler de store superhelte, der denne gang må dele egotrippet med adskillige kolleger. Iron Man, Hulk, Captain America og Thor må samle sig for at afværge selve menneskehedens udslettelse. Plottet er simpelt, set før og ganske banalt, og faktisk filmens eneste svaghed, men Whedon er en fantastisk filmskaber, og han har lavet en film, der trods alle banaliteterne virker suverænt!
...Humoren er fantastisk og veltimet med både oneliners og situationskomik, actionscenerne er forrygende og medrivende, og manuskriptet formår at gøre alle heltene nødvendige på hver deres måde.
Det er en hæsblæsende tur, og selv de mange over-the-top elementer (flyvende usynligt hangarskib anyone?) virker, fordi Whedons tongue-in-cheek humor og manus leverer elementerne med et skælmsk blik i øjet.
Skuespillerne morer sig tydeligt i deres vante roller, og igen stjæler Robert Downey Jr. mange scener, selvom han får kamp til stregen af sine kolleger!
Filmen er en af de mest vellykkede superheltefilm, jeg har set, og jeg glæder mig allerede til den næste film i serien.
Solid popcorn-underholdning med interessante personportrætter gør, at filmen trods en banal præmis, leverer topunderholdning til masserne, mens den samtidig tilfredsstiller de mange millioner fans af tegneserien!
Det er gammelkendt, at for mange kokke fordærver maden. I Hollywoods tilfælde er det studiebosserne, der sætter for stor lid til de mange testscreenings, hvor mavesure, forvirrede mennesker får alt for meget magt over de film, der ender med at ryge ud til biograferne.
I tilfældet "Dream House", hvor en kapabel instruktør, Jim Sheridan ("In the Name of the Father" og "Min venstre Fod"), og adskillige virkeligt dygtige skuespillere (Rachel Weisz, Daniel Craig og Naomi Watts), ikke får mulighed for at lave den film, de faktisk ønsker, men derimod er uvillige marionetter i et absurdteater, hvor penge, testpublikums og underlige mavefornemmelser styrer gildet. Resultatet?
En film, der klippes færdig af studiebosserne, og som faktisk afskrives af både skuespillere og instruktør.
...Det er en skam, ikke mindst fordi filmen ikke er dårlig, men man aner i høj grad, hvor den er blevet klippet i stykker og ændret, med en mindre interessant film til følge.
"Dream House" handler i bund og grund om et ungt forelsket par, en klassisk perfekt kernefamilie, der kort efter at være flyttet ind i drømmehuset med deres to smukke unge døtre, opdager husets voldsomme fortid. En fortid, hvor en hel familie blev skudt og dræbt på mest brutale vis. Mere skal ikke siges om plottet her, for de mest interessante elementer er det, der gør filmen seværdig.
Og i øvrigt vil jeg ikke gøre som traileren, nemlig at spolere filmen for alle, der så traileren, fordi alle twists and turns blev udbasuneret i en sådan grad, at der i mine øjne er tale om decideret terrorvirksomhed.
Nuvel, med et intakt plot (SE IKKE TRAILEREN!) kan man se frem til en ganske interessant film. Den giver bestemt noget at tænke over, den er ikke til at regne ud, fordi det twist, man gætter på kommer, kommer allerede 35 minutter inde i filmen, så derefter sidder man og gætter på, hvordan tingene udvikler sig, hvis man altså ikke har set traileren.
Der er tale om en film, hvor alle skuespillere spiller jævnt og godt, og instruktionen er også foretaget habilt. Det er decideret uforståeligt, at man ikke lader en virkelig dygtig instruktør, der har bevist sine evner flere gange med små og store film, få frie tøjler til at lave DEN film, han ønsker, istedet for at forlade sig på de førnævnte testscreenings, hvor alles personlige agendaer får frit spil.
"Dream House" er både rørende, interessant, barsk og tankevækkende, men den når aldrig helt op at ringe, ikke mindst fordi den er klippet sønder og sammen. Det er virkelig en skam, for jeg sad med en følelse af, at det kunne have været en fantastisk film, en film, man ville bruge tid på bagefter, den var slut.
Nu sad jeg med oplevelsen af, at jeg var godt underholdt, og at jeg tænkte undervejs, men da den sluttede synes jeg den mest af alt var startet godt, fortsat ok og sluttet som en generisk actionthriller med skyderier og ildebrand til følge. Den fortjente bedre, men nu er det denne film, vi har, og som sådan fungerer den udemærket, men heller ikke mere!
Etteren var ok, og trods en elendig 3D-konvertering visuelt imponerende, ligesom den med sin simple, men spændende religiøse historie var effektiv. Den var klart bedre end den original, den var et remake af, men noget mesterværk var det ikke, og nogen stor film var det heller ikke. Men den var underholdende, og det var faktisk dens eneste mission!
Etteren tjente ganske udmærket, så det var vel bare et spørgsmål om tid, før toeren ville komme, og den er her nu i form af ”Wrath of the Titans”.
Toeren handler igen om Perseus, den store græske halvgud, der er søn af Zeus. Han får hjælp af dronning Andromeda, en menneskekvinde, der tager hele verdens ve og vel på sine, ganske brede og trænede, skuldre!
Hvor det i etteren var Hades, Zeus's bror, der var skurken, som forsøgte at bringe verden til en ende ved brug af en enorm blæksprutte (The Kraken), så er det i denne film selveste Zeus' og Hades' far, den verdensomstyrtende ”Kronos”, lavet af lava, CGI og masser af fantasi, der forsøger at gøre kål på livet for alle mennesker og livet, som vi kender det! (Ja, de havde god fantasi, de grækere!)...
Igen må Perseus sætte ud på sin flyvende hest Pegasus for at redde verden!
Jeg kan godt lide filmen!
Effekterne er faktisk imponerende flotte, og skuespillet er også ok. Både Liam Neeson og Ralph Fiennes gentager deres roller som henholdsvis Zeus og Hades, og derudover er der et ganske fint persongalleri, med både kendte og ukendte skuespillere, der leverer varen, men heller ikke mere!
Filmens plot er mere kompliceret end etterens, men stadig til at følge med i, og faktisk synes jeg, at filmen er bedre end etteren, fordi der kommer mere af den spændende græske mytologi ind i den.
...Filmens actionsekvenser er bragende flotte, og man nyder turen, også i 3D, der i denne film er mindre forstyrrende end det plejer. De supplerer filmens spændende historie godt, uden at dominere.
Det er solid underholdning, der kører i højt gear fra starten af, og ligesom med etteren, bliver der ikke brugt meget tid på at karakterudvikle - den hæsblæsende kamp for menneskehedens eksistens går i gang med det samme. Det gør ikke noget, og der er tale om rigtig god underholdning, smæk for skillingen og en tur, der selvom den er glemt, når man forlader biografens mørke, stadig er sjov at være med på!
Den er bedre end etteren, men ikke så meget bedre, at den skal have højere karakter. Etteren fik 4 nullermænd, det får denne film også, dog med pil op ad, fordi den simpelthen har en bedre og mere interessant historie.
Det er god popcornunderholdning, men ikke mere, og så længe du går ind i salen med den forventning, så bliver du ikke skuffet.
I 2009 besluttede et eller andet studiehoved, at ”The Cabin in the Woods” ikke skulle udsendes i biograferne, selvom den var færdig og klar til distribution. Først i 2012 blev den sat op i biograferne, hvor såvel biografgængere og anmeldere har været mere begejstrede end negative.
Filmen blev således lagt på hylde i 3 år!
Hvorfor, må man spørge sig selv, især efter at have set filmen, der tager en gammelkendt (og også misbrugt og fortærsket!) genre og fornyer den ved at vende alting op og ned med kraftig brug af humor, meta og ikke mindst gode effekter!
Jeg kan nok godt svare på, hvorfor studiebossen valgte at sende den ud netop nu. Chris Hemsworth ("Thor" og "The Avengers") er nu et household-navn, så hans navn øverst på en plakat, ser godt ud. Det gjorde det måske ikke i samme omfang for 3 år siden. Desuden er det den altid underfundige og fantastiske fanboy-favorite instruktør Joss Whedon, der sammen med Drew Goddard ("Cloverfield") har stået bag manuskriptet. Whedons navn er i øjeblikket fastklistret til den yderst succesfulde "The Avengers"-film, der kører sin sejrsgang over hele verden netop nu - med masser af dollars til følge!
Studiebossen har givetvis regnet rigtigt i sin økonomiske kalkule af, at det NU var et godt tidspunkt at sende filmen ud, men for satan da, hans kreative hjerne har da været helt slået fra, hvis den overhovedet eksisterer!
For "The Cabin in the Woods" er en fantastisk underholdende film, hvor både gode skuespilspræstationer, effekter og humor virker fortrinligt sammen med et plot, der helt sikkert ikke er set før.
Filmens præmis er det gammelkendte med en gruppe teenagere, der tager ud til et forladt sted for at ryge, drikke, knalde og hygge uden voksne, og hvor en grum skæbne venter dem i form af død, gru og blod. Vi har set det med Jason, Freddie, Evil Dead og mange andre, og genren er som nævnt tidligere blevet (mis)brugt utallige gange!
Også de normale stereotyper er til stede. Muskelmanden, hans promiskuøse kæreste, den kloge, hashhovedet og "the final girl", pigen, der altid står til sidst, når rædslerne er overstået!
Men her stopper lighederne!
Filmens præmis og plot er simpelthen djævelsk godt fundet på, og de meta-niveauer, Whedon og Goddard har lagt ind, fungerer perfekt og giver filmen både ro og dybde nok til, at den engagerer meget, trods det umiddelbart smalle plot!
...Filmens effekter er forrygende, og Whedon og Goddard valgte bevidst IKKE, at filmen skulle være 3D – way to go!
Samlet set er der tale om en fantastisk underholdende film, der formår at rykke tæppet væk under tilskueren masser af gange undervejs. Det er en slasherfilm, der er en homage til de gamle (og ofte dårlige!) film, men som tilføjer genren vitalitet og styrke, fordi den vælger den skæve vinkel, i stedet for den lige vej. Det er en film, der om end den ikke nødvendigvis bliver em klassiker, stadig vil blive drøftet meget rundt omkring, ikke mindst på grund af alle de referencer der er til popkulturen indenfor gyser/horror genren.
Se den før din nabo, og hvis din nabo ser den før dig, så sig til ham, at han intet skal fortælle om plottet, for så risikerer du at ødelægge oplevelsen for dig selv!
Helt almindelige mennesker vinder den store lottogevinst, mister gamle venner, får tvivlsomme nye og ender med at formøble formuen. Et velkendt scenarie, når folks hverdag ændres dramatisk fra den ene dag til den anden.
De tre gymnasieelever Andrew, Matt og Steve er ude for noget lignende, men mere ekstremt, da de efter berøringen af en mystisk genstand pludselig får evnen til at flytte ting med tankens kraft.
"Chronicle" er et underholdende bud på, hvad der kan ske, hvis helt almindelige mennesker får superhelteevner, og atypisk for genren ikke vælger at trække i en farvestrålende spandexdragt for at nedkæmpe grønne gobliner og blækspruttemænd - den slags eksisterer slet ikke i "Chronicles" univers.
Hvad hvis evnerne i stedet for blev brugt til at hævne sig på skolens bøller, vejens narkopushere og den fordrukne og voldelige far? Noget mere jordnære antagonister end man er vant til, men også meget mere interessante.
"Chronicle" er i det hele taget meget mere interessant end den gængse superheltefilm og deraf mere spændende. På en nærmest naturalistisk måde behandler den superheltegenren og dens fortærskede skabelsesberetninger fra en helt ny vinkel. Hovedpersonerne er realistiske og har indre dæmoner, der er langt mere troværdige end de fantasifulde "problemer", som de normale superhelte døjer med.
...Selvom filmen i sin grundform er forudsigelig formår den at overraske med velskrevne karakterer og imponerende effekter, der for en gang skyld understøtter historien og ikke omvendt.
De tre drenges skæbne står ikke 100% mejslet i granit og især Andrews historie er rørende, da man føler hans tiltagende frustration over både at ville de nye og mere imødekommende omgivelser, men også hans ønske om at gøre op med en virkelighed, der er lige så rå og brutal, som før han fik sine utrolige evner.
"Chronicle" holdt min interesse fangen fra start til slut. Mange steder dybt original og fantastisk underholdende. En vedkommende fortælling om pludselig popularitet, mobning, miljø og arv, ansvar og konsekvens.
"Chronicles" autentiske billedstil passer godt til historien. De hårde klip og de grynede billeder skyldes imidlertid præmissen om, at den ene af de tre drenge filmer alt, hvad de oplever. En unødvendig gimmick, der flere steder føles som en klods om benet og distraherer mere end den gavner. Det er nemt at se bort fra, men jeg undrer mig meget over, hvorfor filmmagerne valgte denne noget slidte tilgang.
Trods denne skønhedsplet glæder jeg mig meget til at se, hvad folkene bag "Chronicle" finder på næste gang.
Igennem de seneste år har Marvel - den ene af de store superhelte-tegneseriemastodonter - bygget op til denne film. Gennem mere eller mindre subtile hints har de i tidligere film (Hulk, Ironman, Captain America m.fl.) indikeret at noget større var på vej, at superheltefilmen over dem alle var på vej, og nu er den her!
Og det er bestemt ventetiden værd!
Ingen af faldgruberne rammes, og filmen lider ikke samme triste skæbne som den forfærdelige "Spider-Man 3", og der er ikke Michael Bay overdrive i actionscenerne!
Det er fanboy-favoritten Joss Whedon (Buffy, Angel og Firefly), der har skrevet og instrueret filmen.
Filmen samler de store superhelte, der denne gang må dele egotrippet med adskillige kolleger. Iron Man, Hulk, Captain America og Thor må samle sig for at afværge selve menneskehedens udslettelse. Plottet er simpelt, set før og ganske banalt, og faktisk filmens eneste svaghed, men Whedon er en fantastisk filmskaber, og han har lavet en film, der trods alle banaliteterne virker suverænt!
...Humoren er fantastisk og veltimet med både oneliners og situationskomik, actionscenerne er forrygende og medrivende, og manuskriptet formår at gøre alle heltene nødvendige på hver deres måde.
Det er en hæsblæsende tur, og selv de mange over-the-top elementer (flyvende usynligt hangarskib anyone?) virker, fordi Whedons tongue-in-cheek humor og manus leverer elementerne med et skælmsk blik i øjet.
Skuespillerne morer sig tydeligt i deres vante roller, og igen stjæler Robert Downey Jr. mange scener, selvom han får kamp til stregen af sine kolleger!
Filmen er en af de mest vellykkede superheltefilm, jeg har set, og jeg glæder mig allerede til den næste film i serien.
Solid popcorn-underholdning med interessante personportrætter gør, at filmen trods en banal præmis, leverer topunderholdning til masserne, mens den samtidig tilfredsstiller de mange millioner fans af tegneserien!
Det er gammelkendt, at for mange kokke fordærver maden. I Hollywoods tilfælde er det studiebosserne, der sætter for stor lid til de mange testscreenings, hvor mavesure, forvirrede mennesker får alt for meget magt over de film, der ender med at ryge ud til biograferne.
I tilfældet "Dream House", hvor en kapabel instruktør, Jim Sheridan ("In the Name of the Father" og "Min venstre Fod"), og adskillige virkeligt dygtige skuespillere (Rachel Weisz, Daniel Craig og Naomi Watts), ikke får mulighed for at lave den film, de faktisk ønsker, men derimod er uvillige marionetter i et absurdteater, hvor penge, testpublikums og underlige mavefornemmelser styrer gildet. Resultatet?
En film, der klippes færdig af studiebosserne, og som faktisk afskrives af både skuespillere og instruktør.
...Det er en skam, ikke mindst fordi filmen ikke er dårlig, men man aner i høj grad, hvor den er blevet klippet i stykker og ændret, med en mindre interessant film til følge.
"Dream House" handler i bund og grund om et ungt forelsket par, en klassisk perfekt kernefamilie, der kort efter at være flyttet ind i drømmehuset med deres to smukke unge døtre, opdager husets voldsomme fortid. En fortid, hvor en hel familie blev skudt og dræbt på mest brutale vis. Mere skal ikke siges om plottet her, for de mest interessante elementer er det, der gør filmen seværdig.
Og i øvrigt vil jeg ikke gøre som traileren, nemlig at spolere filmen for alle, der så traileren, fordi alle twists and turns blev udbasuneret i en sådan grad, at der i mine øjne er tale om decideret terrorvirksomhed.
Nuvel, med et intakt plot (SE IKKE TRAILEREN!) kan man se frem til en ganske interessant film. Den giver bestemt noget at tænke over, den er ikke til at regne ud, fordi det twist, man gætter på kommer, kommer allerede 35 minutter inde i filmen, så derefter sidder man og gætter på, hvordan tingene udvikler sig, hvis man altså ikke har set traileren.
Der er tale om en film, hvor alle skuespillere spiller jævnt og godt, og instruktionen er også foretaget habilt. Det er decideret uforståeligt, at man ikke lader en virkelig dygtig instruktør, der har bevist sine evner flere gange med små og store film, få frie tøjler til at lave DEN film, han ønsker, istedet for at forlade sig på de førnævnte testscreenings, hvor alles personlige agendaer får frit spil.
"Dream House" er både rørende, interessant, barsk og tankevækkende, men den når aldrig helt op at ringe, ikke mindst fordi den er klippet sønder og sammen. Det er virkelig en skam, for jeg sad med en følelse af, at det kunne have været en fantastisk film, en film, man ville bruge tid på bagefter, den var slut.
Nu sad jeg med oplevelsen af, at jeg var godt underholdt, og at jeg tænkte undervejs, men da den sluttede synes jeg den mest af alt var startet godt, fortsat ok og sluttet som en generisk actionthriller med skyderier og ildebrand til følge. Den fortjente bedre, men nu er det denne film, vi har, og som sådan fungerer den udemærket, men heller ikke mere!
Etteren var ok, og trods en elendig 3D-konvertering visuelt imponerende, ligesom den med sin simple, men spændende religiøse historie var effektiv. Den var klart bedre end den original, den var et remake af, men noget mesterværk var det ikke, og nogen stor film var det heller ikke. Men den var underholdende, og det var faktisk dens eneste mission!
Etteren tjente ganske udmærket, så det var vel bare et spørgsmål om tid, før toeren ville komme, og den er her nu i form af ”Wrath of the Titans”.
Toeren handler igen om Perseus, den store græske halvgud, der er søn af Zeus. Han får hjælp af dronning Andromeda, en menneskekvinde, der tager hele verdens ve og vel på sine, ganske brede og trænede, skuldre!
Hvor det i etteren var Hades, Zeus's bror, der var skurken, som forsøgte at bringe verden til en ende ved brug af en enorm blæksprutte (The Kraken), så er det i denne film selveste Zeus' og Hades' far, den verdensomstyrtende ”Kronos”, lavet af lava, CGI og masser af fantasi, der forsøger at gøre kål på livet for alle mennesker og livet, som vi kender det! (Ja, de havde god fantasi, de grækere!)...
Igen må Perseus sætte ud på sin flyvende hest Pegasus for at redde verden!
Jeg kan godt lide filmen!
Effekterne er faktisk imponerende flotte, og skuespillet er også ok. Både Liam Neeson og Ralph Fiennes gentager deres roller som henholdsvis Zeus og Hades, og derudover er der et ganske fint persongalleri, med både kendte og ukendte skuespillere, der leverer varen, men heller ikke mere!
Filmens plot er mere kompliceret end etterens, men stadig til at følge med i, og faktisk synes jeg, at filmen er bedre end etteren, fordi der kommer mere af den spændende græske mytologi ind i den.
...Filmens actionsekvenser er bragende flotte, og man nyder turen, også i 3D, der i denne film er mindre forstyrrende end det plejer. De supplerer filmens spændende historie godt, uden at dominere.
Det er solid underholdning, der kører i højt gear fra starten af, og ligesom med etteren, bliver der ikke brugt meget tid på at karakterudvikle - den hæsblæsende kamp for menneskehedens eksistens går i gang med det samme. Det gør ikke noget, og der er tale om rigtig god underholdning, smæk for skillingen og en tur, der selvom den er glemt, når man forlader biografens mørke, stadig er sjov at være med på!
Den er bedre end etteren, men ikke så meget bedre, at den skal have højere karakter. Etteren fik 4 nullermænd, det får denne film også, dog med pil op ad, fordi den simpelthen har en bedre og mere interessant historie.
Det er god popcornunderholdning, men ikke mere, og så længe du går ind i salen med den forventning, så bliver du ikke skuffet.
Alle sejl har været sat til. Hypet som arvtager til Twilight-filmenes succes, og baseret på en bestseller-bog. Det kan næsten kun gå galt.
Men nej, "The Hunger Games" er blevet en bragende succes både økonomisk og blandt kritikerne - og i modsætning til Twilight-serien har den rent faktisk fortjent det.
Som afløser for Twilight-seriens frigide emo-hætte (ja ja, jeg ved godt hun får så hatten passer i seneste film) er hovedpersonen i "The Hunger Games" et menneske af kød og blod, som hverken er irriterende, emotionelt ustabil eller ude af stand til at tage en beslutning. En urealistisk teenager siger du? Nej, for Jennifer Lawrence evner at gøre Katniss Everdeen både troværdig og elskværdig. Det skyldes dels hendes evner som skuespiller, men også et ordentligt manuskript, der indenfor genren giver karakteren luft til at udvikle sig.
Efter en fornuftig opbygning, hvor man i større eller mindre grad introduceres for de 24 kombetanter kommer filmen op i action-gear. De udvalgte børn slippes løs i en kontrolleret skov, hvor de går i flæsket på hinanden på overraskende brutal vis.
Børnenes strabadser transmitteres direkte på tv, hvor samfundets elite følger med og har mulighed for at sponsorere deres favoritter.
Som moderne gladiatorer er børnene fra de 12 distrikter nemlig undværlige brikker i et større puslespil, hvor det specifikke distrikts resourcer spiller en vigtig rolle i de riges jagt på materielle goder og fossile brændstoffer. Der burde være nogle klokker, der ringer!
Når først man har ædt præmissen for det årligt tilbagevendende "Hunger Games", der lidt vagt forsøges forklaret, men ikke helt giver mening, er filmen både spændende og stemningsfuld.
...Perfekt balanceret fra start til slut med ikke så få satiriske prik til verdenssamfundet i dag, hvor de rige bestemmer og de fattige holdes i ave, så deres arbejdskraft og naturressourcer kan udnyttes.
Filmen tager afstand fra vold som underholdning, men falder lidt i samme grøft, da man som publikum jo netop underholdes af at se børnene kæmpe mod hinanden.
Langt mere skarp er filmen, når der gøres tykt grin med talkshows, hvor publikum uden nogen form for filter æder det de præsenteres for, og nærmest griner og græder på kommando. Eller det allestedsnærværende reality-tv, hvor virkelige mennesker udstiller sig selv, gøres til grin, heppes på og hurtigt er glemt, hvis ikke de som en anden Susan Boyle - imod alle odds - får folk til at tabe kæben.
Seneca: "I mean, everyone loves a good underdog!"
President Snow: "I don't."
Tankevækkende underholdning til masserne. Se det er en sjældenhed!
"En kongelig affære" må betragtes som et historisk drama. Med dette udgangspunkt lavede jeg min egen lille undersøgelse af hvem Johann Struensee og Caroline Mathilde i virkeligheden var. Jeg nåede dog ikke langt, før et lidet flatterende billede af Struensee skæmmede mine øjne på Wikipedia. Den mand må have haft taleevnerne i orden! Han ligner i hvert fald ikke Mads Mikkelsen, som portrætterer ham i filmen. Mads Mikkelsen ligner sig selv - og spiller sig selv. Som han plejer.
Og så er der Caroline Mathilde. Uha, ikke ligefrem nogen skønhedsåbenbaring i forhold til den billedskønne Alicia Vikander, der spiller den danske dronning i filmen.
Enten var skønhedsidealerne ikke de samme for mere end 200 år siden, eller også er det moderne biografpublikum ikke i stand til at leve sig ind i en stormfuld forelskelse, hvis ikke den involverer to attraktive skuespillere.
Og ja, jeg ved godt, at malerierne fra den tid ofte havde en uheldig tendens til at fremstille de portrætterede som ofre for indavl, men lad os ikke dvæle ved det. Hvordan er filmen?
Ikke helt dårlig, men heller ikke specielt god. Jeg har faktisk lidt svært ved, at finde ud af, hvad jeg mener om den. Den er velproduceret, hvilket taler for den. Skuespillerne er overbevisende, hvilket også taler for den. Scenografien er imponerende af en dansk film at være, og rent dramaturgisk er den bygget op lige efter bogen. Der er således ingen overraskelser at komme efter overhovedet, men det er måske også lidt meget at forlange af en film, hvis fortælling bunder i et stykke vigtig Danmarkshistorie.
Men nu er det jo en dramatiseret historisk fortælling og ikke en undervisningsfilm. Det er en kærlighedshistorie, der skal kunne mærkes. Det kan man bare ikke.
...Filmen vakler nervøst mellem det politiske spil om Danmark og forelskelsen mellem Struensee og Caroline Mathilde, men formår ikke at gøre nogen af delene spændende.
Scenerne mellem Struensee og kongen er f.eks. langt mere interessante end Struensees forhold til Caroline Mathilde, der reduceres til sengekammerbesøg og gensidig beundring af forbudt litteratur. I spillet mellem kongen og Struensee får man fornemmelsen af en konge, der ikke ville være en del af det intrigante magtspil, som han var født ind i. Deres karakterer udvikler sig i hinandens selskab, og man får gradvist sympati for dem begge. Måske lidt for meget sympati, for der er ingen tvivl om, hvilken side filmen - i bagklogskabens ulideligt klare lys - holder med. Struensees modstandere er således karikeret onde, hvorimod Struensee er den sympatiske idealist og kongen et misforstået, lallegladt fjols.
"En kongelig affære" er alt for poleret i sin skildring af denne vigtige periode i dansk historie. Var Struensee godheden selv, som det lidt klodset illustreres i en scene, hvor han piller en død bonde ned fra en pinebænk. Og hvad med venskabet med kongen? Var kongen vitterligt gal og var Struensee oprigtigt kongens ven, eller manipulerede han blot med den uligevægtige regent for at tilrane sig magten i Danmark? Det kommer filmen ikke med nogen bud på.
Der kunne sagtens være trukket spændende paralleller til vor tid, men filmens manuskript, der uforståeligt nok vandt prisen for bedste manuskript ved Berlin-filmfestivalen, formår ikke at sige noget intelligent om hverken 1700-tallets eller det nuværende Danmark.
Trods min megen kritik var det alligevel rørende, da Struensee blev ledt mod skafottet. Men det skyldes mest af alt, at de mennesker der leder ham i døden er så øretæveindbydende, at det er tabet af Struensees fremadsynede ideologier man begræder og ikke det knuste forhold til Caroline Mathilde. Det lægges der nu ellers gevaldigt op til, men det får blot filmens manglende patos til at træde endnu tydeligere frem. Hvorfor er henrettelsen af Struensee f.eks. så nedtonet? Ifølge historiebøgerne var Struensees død jo ikke så lidt makaber.
"En kongelig Affære" er teknisk imponerende, skuespillet er godt - især Mikkel Boe Følsgaard imponerer som kongen - og manuskriptet stramt, men jeg mangler den knugen i maven, som en så tragisk og spændende historie burde afstedkomme.
George Clooney er en mand med mange talenter. Hans evner som skuespiller er efterhånden blevet bevist i adskillige sammenhænge, senest i filmen "The Descendants", der sikrede ham en Oscar-nominering. Han evner at spille både sjove og seriøse roller, og han evner både dramaet og actiondelen.
Med sit klassiske all american good looks, har han været førestevalget i mange Hollywoodfilm de seneste 10 år, og han har i de seneste år også vist, at han er en habil instruktør.
På mange måder minder Clooney om Robert Redford, en anden skuespiller der er både alsidig og talentfuld, og som oveni en særdeles stærk skuespilskarriere, tillige også er en god instruktør. Også Redford havde et "all american good look", og en af hans stærkeste performances var i den politiske thriller "Alle Præsidentens Mænd" fra 1976, hvor han sammen med Dustin Hoffmann bragte det betændte "Watergate" frem i lyset og afslørede amerikansk politiks skyggesider.
"Kamæleonen" har ikke så lidt tilfælles med netop denne film. "Kamæleonen" er en af den slags film, der begynder langsomt, sikkert og som filmen skrider frem afdækker og eksponerer et plot, hvor man som tilskuer åndeløst må sidde og holde fast i stolen, fordi spændingen simpelthen stiger og stiger.
...Filmen mister aldrig sin troværdighed, og elementer som biljagter og skyderier er den lykkeligvis blottet helt for, til fordel for et meget realistisk og (formentlig desværre!) nøgternt portræt af USAs politiske system, der i den grad udstilles som både sygt, kynisk og rent ud sagt manipulerende.
Filmens plot skal vi ikke dvæle længe ved, men kort fortalt handler "Kamæleonen" om en ung ambitiøs konsulent, der finder en ny form for arbejdsglæde, da han begynder at arbejde for den stærke, erfarne, dygtige og mest af alt ærlige politiker, spillet af George Clooney. Den unge mand spilles intenst af Ryan Gosling, der endnu engang cementerer, at han er en af de stærkeste "nye" kort i Hollywood, og filmens omdrejningspunkt, primærvalget blandt demokratiske kandidater til præsidentposten, vækkes til live set gennem øjnene hos især Goslings ambitiøse og (til at begynde med!) idealistiske mand.
Clooney har instrueret, og han sørger for, at pacing og fremdrift i filmen føles helt naturlig. FIlmen er naturligt spændende, og klædeligt nok forsøger Clooney ikke at hæve spændingen med urealistiske elementer eller forcerede plotdevices. Filmens tempo er faktisk lige tilpas, og det er en både spændende og uhyggelig rejse ind i en verden, de færreste af os formentlig har meget kendskab til.
Uanset om den er 100% realistisk, så taler det til filmens fordel, at man som tilskuer i hvert fald TROR på, at det er realistisk, og man føler sig bestemt ikke manipuleret eller lignende.
Det er sjældent, at Hollywood formår at komme med en film som dette, uden at den på en eller anden måde er maret af klassiske Hollywood-elementer som action eller overskruet dramatik, men Clooney formår at holde skruen i vandet, fuld hammer, uden at miste fokus, nemlig at fortælle en klassisk, gammeldags politisk historie.
Liam Neeson har en evne til at vælge filmprojekter, der trods plothuller og utroværdigheder er både underholdende og intense. "Taken" og "Unknown" fulgte denne opskrift og fik med det professionelle håndværk og Neesons solide spil to utrolige historier til at glide ubesværet ned. Det gør sig også gældende for "The Grey".
"The Grey" handler om syv oliearbejderes kamp for at overleve i Alaskas ubarmhjertige ødemark, hvor de jages af blodtørstige ulve, hvis territorie de er havnet i efter et flystyrt.
...
Fra det frygtindgydende flystyrt i starten af filmen til de mange scener med (ikke helt overbevisende) computergenerede ulve var jeg naglet til biografsædet.
Jeg ønskede oprigtigt, at de overlevede fra flystyrtet også skulle overleve de barske vilkår i Alaskas ødemark. Ikke fordi historien fremstiller dem som sympatiske, heltemodige mænd, men fordi de er så tilpas nuancerede, at man på den ene eller den anden måde kan sætte sig i deres sted, mens de kæmper mod ulve, hinanden, og om at holde varmen. En vigtig faktor i denne genre, hvor nok så spændende historier ofte falder til jorden, fordi man er fløjtende ligeglad med de personer som medvirker.
Nogen vil sikkert grine hånligt af de utrolige scener, som udspiller sig i filmen, men jeg synes de fungerede på filmens egne præmisser.
Jeg åd "The Grey" råt for usødet, fordi den emmer af godt håndværk og lysten til at fortælle en spændende historie, der ikke giver sig ud for mere end den er, men som alligevel formår at tilføje genren en snert af dybde, da de pressede mænd gør sig flere eksistentielle overvejelser undervejs.
Jeg har ingen ide om ulve i virkeligheden opfører sig som de gør i filmen, men det er heller ikke nødvendigt at vide, for mødet mellem ulv og mand er så intenst og skræmmende, at man glemmer alt om logik og fornuft mens det står på.
Med en rå billedside, en skræmmende lydside og godt skuespil fra alle sider er "The Grey" en kompromisløs og intens overlevelsesfilm, der er spændende fra start til slut. Hverken mere eller mindre.
NB. Husk at blive siddende til efter slutteksterne.
Netop som filmindustrien synes at have nået et teknologisk højdepunkt med digitale filmfremvisninger, 3D og computergenerede billeder dukker en film som "The Artist" op og minder os om, hvor det hele startede.
Som fotografen der fokuserer på at have det bedste udstyr frem for at blive en bedre fotograf, er filmindustrien godt i gang med at bilde publikum ind, at det er teknologien der skaber de magiske øjeblikke på film.
Problemet er bare, at uden en god historie kan du smide nok så mange effekter efter en film, uden at de nødvendigvis hjælper til med at tryllebinde publikum.
Teknologi kan virkeliggøre en films univers, det så vi jo med "Jurassic Park", der vel nok er den seneste film, som trods en banal historie fik biografpublikummet til at tabe kæben, men det vil altid være den gode historie, som fanger publikum og får dem til at glemme verden omkring sig.
Det er "The Artist" et glimrende eksempel på.
...
Med en hjertevarm historie om stumfilmstjernen George Valentin, hvis storhed og fald vi følger gennem en kort årrække, erklærer "The Artist" sin kærlighed til eget medie - billeder, musik og skuespil går ganske enkelt op i en højere enhed.
Hvor Martin Scorseses "Hugo" hyldede pionererne inden for filmkunsten og især fokuserede på den magi teknologien kan tilføre mediet, er "The Artist" ude i et andet ærinde.
Som en gammel forstokket filmanmelder, der harcelerer over, at de ikke længere laver film som i de gode gamle dage, synes "The Artist" at fortælle os, at det gør de skam stadigvæk.
Historien er enkel og bringer intet nyt med sig, hvis man har set "A Star is Born" fra 1937 og 1954, men det er heller ikke nødvendigt. "The Artist" vil blot fortælle os en god, universel historie og minde os om, hvorfor det er, vi elsker at gå i biografen.
Man forføres øjeblikkeligt af den fantastiske kemi mellem de to (tre med Uggie the dog) elskværdige hovedrolleindehavere, hvis udstråling brænder igennem lærredet ved hjælp af stumfilmens karakteristiske fagter og mimik.
Jean Dujardin som spiller George Valentin har i den grad fortjent sin Oscar, og Bérénice Bejo der spiller Peppy Miller blev i den grad snydt for sin. Synd, for hun leverer en vanvittigt, charmerende præstation, som pigen der ved et uheld bliver en stor Hollywood-stjerne.
Det er altså endnu ikke for sent Hollywood. "The Artist" beviser, at der stadigvæk er damp på kedlen og liv i de gamle klude. Pudsigt, at vi skulle så langt tilbage i tiden for at blive mindet om det.
Med en meget gennemført genskabelse af en svunden tid formåede "The Artist" at tryllebinde mig med sin enkle historie og sin afvæbnende charme.
Martin Scorseses film handler ofte om mord, død, afpresning og ja, mord! Hans gangsterfilm er legendariske - ofte både realistiske og barske.
Med "Hugo" forsøger han sig med en for ham ganske ny genre, nemlig børnefilmen - en balancekunst mellem en dyb og poetisk historie, med kraftige elementer af eventyr og en snert af science fiction.
Filmen handler om den forældreløse Hugo Cabret, der lever sit liv i klokketårnet på Gare Montparnasse i Paris i 1930'erne. Han lever af at stjæle daglige fornødenheder fra stationens mange brugere, og hans eneste underholdning er at sidde gemt bag de mange store ure, hvor han observerer de faste brugere af banegården. Hans hobby er at reparere en mekanisk mand (automaton), som er det eneste han har tilbage fra sin far, der er død nogle år tidligere. Hugos talent for det mekaniske fornægter sig ikke, men han mangler de sidste dele, der kan få metalmanden, som han er overbevist om bærer på en besked fra sin far, til at fungere.
Filmen forsøger at skabe et magisk univers, hvor scenerierne og genskabelsen af Paris anno 1930'erne, er fantastisk flotte, omend lidt kolde og CGI-agtige. Det sidste tror jeg dog er et bevidst valg, for det er et eventyr, Scorsese fortæller os - det må gerne se lidt uvirkeligt ud.
"Hugo" er en lang hyldest til filmmediet, og som sådan er den ganske interessant. I starten af filmen anvendes elementer fra stumfilmens slapstick-rutiner, mens kærestedramaer udfolder sig lydløst foran Hugo, der observerer de forelskedes sværmerier fra sit tårn. Efterhånden som filmen skrider frem, og man lærer om Hugos liv på banegården, vækkes filmen mere og mere til live på lydsiden, og den fiktive historie krydres elegant med fakta om de første film og filmskabere. Som et forsøg på at lave en komprimeret, kronologisk gennemgang af filmhistorien - en interessant ide, der ganske vist hylder mediet, men som desværre ikke er særligt spændende at se på!
Filmens pacing og narrativ er faktisk dræbende kedelig i første halvdel, hvor filmen mangler fokus.
Der er ellers masser af talent i filmen på både instruktør, skuespils- og effektsiden, så det er underligt, at den ikke lever og ånder mere, end den gør.
"Hugo" vil for meget, og filmens grafiske effekter lægger op til meget mere, end hvad filmens historie kan levere. Historien om Hugo er faktisk ikke særlig interessant i sig selv, men bliver det efterhånden, som historien om den aldrende legetøjshandler Georges Méliès (Ben Kingsley) får mere og mere fokus i filmen. Nærværende bliver det dog aldrig helt - nærmere lidt små-sentimentalt.
Scorsese, mesterinstruktør som han er, hylder filmmediet på fornemste vis, men det er svært at lade sig fange af det eventyr, der udspiller sig på lærredet. Først til sidst, da historien for alvor begynder at rulle, suges man ind i filmens univers, og magien anes i glimt.
Hvis Scorsese havde brugt samme stramme narrativ og pacing igennem hele filmen, ville den formentlig have fungeret bedre som fortælling. Nu minder den mest af alt om et skib, hvis kaptajn har sovet over sig, for til sidst, inden katastrofen indtræffer, at indfinde sig på dækket og rette skibet op.
Sasha Baron Cohen (Ali G, Brüno og Borat) har en ganske underholdende birolle som stationens betjent, der overspilles i starten for til sidst at kunne trænge til lidt mere plads i manuskriptet, hvis figuren for alvor skal blive interessant. Det gør sig i det hele taget gældende for mange af filmens karakterer, der er underligt todimensionale.
Skuespillet er såmænd ganske fint på alle pladser. Især Hugo spilles med stor indlevelse, men det er desværre - ligesom resten af filmen - til tider også en anelse træagtigt og over the top.
Alt i alt er "Hugo" et smukt og elegant forsøg på at lave noget anderledes og fortryllende, der ender med at være lidt kedeligt, lidt trivielt og kun ganske lidt magisk. Vanvittigt interessant for de filminteresserede, der vil kunne få timer til at gå med at fange alle referencer og hyldester, men uden det ekstra lag, der for alvor kan få filmens simple historie til at lette fra det papir, den er skrevet på.
Der er tydeligvis ikke finanskrise i Hollywood, når man kan bruge 250 millioner dollars på en film så triviel og gammeldags som "John Carter".
John Carter er en soldat, der kort efter afslutningen på den amerikanske borgerkrig på mystisk vis teleporteres til planeten Mars (Barsoom). Her bliver han ufrivilligt indblandet i et magtspil om den røde planet, der beboes af forskellige racer, som bekriger hinanden. John Carter får hjælp af den smukke prinsesse Dejah Thoris, som er flygtet fra et tvangsægteskab med planetens største tyran.
Det er muligt, at forsvare filmens utidssvarende udtryk med at oplægget er skrevet i 1917, og dermed ligger før Star Wars, Jens Lyn og andre lignende film, men det ændrer ikke ved, at historien - grundet sin sene filmatisering - føles som en håbløst gammeldags og klichefyldt kopi, af noget man har set tidligere (og bedre) i en eller anden form.
Andrew Stanton, som har instrueret filmen, plejer ellers at være god til at fortælle en vedkommende historie. Det så vi med Pixar-filmene "Find Nemo" og "Wall-E", men altså ikke med "John Carter".
På intet tidspunkt formår Stanton at vække sine karakterer til live. John Carter grynter sig igennem hele filmen, Mars-prinsessen er smuk og ikke så meget andet, mens filmens mange skurke på ingen måde er mindeværdige. Noget af en sjældenhed i denne genre, der ellers ikke skorter på ikoniske skurke - Darth Vader anyone?
...Ikke siden "Avatar" er der kastet så mange penge efter et projekt, hvor hjertet i den grad mangler. Som med "Avatar" er historien klodset, humoren kun for de allermindste og action-scenerne uengagerende - omend spektakulære.
Jeg havde faktisk svært ved at se, hvor de 250 millioner dollars var blevet af på lærredet. Filmen er såmænd ganske flot lavet, og den fortjener et skulderklap for sømløst at blande de store sets sammen med den computergenererede grafik, men det er vi som publikummer efterhånden vant til. I en film som "Jurassic Park" var effekterne en stor del af oplevelsen, men der er løbet meget vand under broen siden, så fokus burde igen være på den gode fortælling, og der fejler "John Carter" noget så grusomt.
Værst er det næsten, at filmen har overskud til at gøre grin med den selvhøjtidelighed, som ofte plager genren. Selvironi er godt, men også farligt, hvis man ikke har holdt sin egen sti ren. Et godt eksempel er da prinsessen fra Mars holder en tale, der viser sig blot at være en øvelse. Som publikum når man lige at korse sig over den svulstige monolog før prinsessen selv indser, at talen er lige pompøs nok. Muligvis en drillende henvisning til "Dune" - en af 1980'ernes største science fiction flops, hvor en prinsesse åbner filmen med en meget alvorlig monolog - men en farlig en af slagsen, da jeg nemt kan forestille mig, at "John Carter" - trods sin bredere appel end "Dune" - kan ende med at lide samme skæbne.
Jeg elsker genren, men jeg lader mig ikke forføre af hvad som helst. "John Carter" er en kedelig og uvedkommende bøvs fra Hollywood, som sikkert havde fungeret bedre i 1970'erne med Charlton Heston i hovedrollen.
USA har stadig et åbent sår efter begivenhederne den 11. september 2001, og det sår heler nok aldrig helt.
Når Hollywood drister sig til at lave film om begivenhederne, så er det helt klart, at både filmfolk, skuespillere og alle andre involverede er meget bevidste om, at selvom der er tale om en universelt rammende historie, så skal det hele behandles meget taktfuldt for ikke at vække irritation, frustration eller direkte vrede hos især det amerikanske publikum.
I årene efter 11. september kom der flere film om katastrofen, hvor den bedste, og måske eneste dramatisk interessante rent håndværksmæssigt, er Paul Greengrass' ”United 93”, der på en meget nøgtern og underspillet vis viste katastrofen uden (for) mange dramatiske kunstgreb.
"Utroligt højt og ekstremt tæt på" handler om den den 9-årige Oskar Schell, der trods en borderline Asbergers (en slags autisme) har et dejligt og trygt liv, ikke mindst grundet sin far, Thomas Schell, der forstår sin søn og formår at udfordre og bekræfte den højt gearede og udfordrende Oskar, der elsker sin far betingelsesløst.
Thomas Schell spilles af Tom Hanks, hvis præstation er ganske kort, men med vanlig indlevelse og dramatisk forståelse. Hanks kører lidt i automatgear i en rolle, der næsten er skrevet til ham, men han har ikke meget skærmtid, da hans deltagelse kun sker i flashbacks, fordi filmens omdrejningspunkt er, at han er en af de mange, der afgik ved døden den 11. september 2001.
Filmen dejer sig om Oskars forsøg på at forstå og acceptere sin nye virkelighed, savnet og tabet af sin far og at blive voksen hurtigere, end livet giver tid til.
Sandra Bullock spiller moderen, og hun er også ganske udmærket, mens den bedste præstation leveres af veteranen Max Von Sydow, der også blev Oscar nomineret for sin rolle, en rolle, han leverer uden at sige et ord. Sydow spiller den mystiske lejer, der bor til leje hos Oskars farmor, og som sammen med Oskar begiver sig ud i New Yorks gader for at finde den lås, der matcher en nøgle, Oskar finder i sin fars ejendele, kort efter hans død.
Filmen er instrueret af Stephen Daldry, der har flere store film under sin kappe, herunder bl.a. "The Hours" og "The Reader", og filmen er baseret på en bestsellerroman af Jonathan Safran Foer.
...Alt i alt er der ekstremt meget talent i denne film, på alle pladser, og filmen er da også vellykket.
Dramaet er voldsomt, og visse scener er lige ved at kamme over, men bliver på den rigtige side, og Thomas Horn, drengen der spiller Oskar, er troværdig i sin sorg og frustration i kølvandet på tragedien. Ofte er han decideret rørende som den småautistiske dreng, der simpelthen ikke forstår livet, mens han har styr på matematik, logik og alle mulige detaljer.
Filmen har generelt fået en lunken modtagelse i USA, men i mine øjne var jeg rigtig glad for filmen. Jeg synes det var en rørende og gribende oplevelse, hvor man ser tragedien gennem øjnene på Oskar, en vinkel, der også gjorde romanen særdeles interessant.
Det kan anføres, at filmen måske er lidt undervældende, hvis man kigger på skuespillerne, instruktøren og oplægget bag, og måske kunne filmen have været helt oppe at ringe, men det gør den ikke. Den er ikke et mesterværk, der generelt vil blive husket som en stor film, og selvom alle skuespillerne gør det rigtig godt, instruktion og pacing er god og dramaturgien er medrivende - så er det altså ikke nok til seks nullermænd.
Smuk og realistisk, til tider gribende og rørende, "Utroligt højt og ekstremt tæt på" er en film, du sagtens kan nyde i nuet. Og ja, ikke et mesterværk, men det er ekstremt tæt på ;)
Antal nullermænd til Extremely Loud & Incredibly Close:
Det er ikke svært at se, hvilken instruktør, svenske Daniel Espinosa er inspireret af. Denzel Washingtons mangeårige ven og samarbejdspartner Tony Scotts billedsprog og tempo er meget tydeligt i ”Safe House”, der starter i 4. gear og slutter i 5.!
Filmens handling finder sted i Sydafrika, hvor Ryan Reynolds – der må siges at være kommet ret langt siden sin tid som den dvaske Berg i ”To fyre og en Pige” - fungerer som vagtmand i et såkaldt CIA-safehouse, huse, der ligger rundt omkring i verden til brug for CIA til mere eller mindre lyssky handlinger. Reynolds er ambitiøs, og keder sig bravt i den stille og ganske begivenhedsløse position. En dag sker der dog noget. En kendt forræder – Tobin Frost, spillet af Washington – er anholdt på konsulatet i Cape Town, og transporteres til Reynolds Safe house til afhøring, indtil han kan transporteres ud af landet til USA.
Men Frost har en skjult dagsorden, og han er i besiddelse af noget meget dyrebart, der kan få selv kølige mænd, til at eksplodere. Verden er ikke sikker, jorden brænder under Tobin Frost, og snart er livet ikke en leg for unge, ambitiøse Reynolds' CIA-mand.
Der er forrædere, skuddueller, biljagter og masser af twists and turns undervejs. Filmen er baseret på spillet mellem Reynolds og Washington, og det fungerer faktisk godt. Er der mere til Washingtons figur end bare ondskab og forræderi? Hvem er den eller de rigtige skurke og er Reynolds CIA-mand på den rigtige side?
...Turen er hektisk, og billederne er flotte og veludførte i actionscenerne, der som sagt minder meget om det, Tony Scott plejer at levere.
Man må dog sige, at filmens pacing, især den første halvdel, er ganske sublim, og man suges godt og grundigt ind i filmens univers. Til sidst i filmen drukner de gode intentioner dog lidt i actiondunder og bulderbrag, men det gør ikke noget.
Filmen formår at holde publikum fanget i spænding, altid gættende på, hvem skurkene er, om Washington er god eller ond, og ikke mindst, hvad Reynolds CIA-mand finder på.
Det er god popcornunderholdning, flot håndværk og godt udført. Der er masser af point for stil, actionscenerne og plottet, men det trækker ned, at filmen ikke rigtig ved, hvornår nok er nok actionmæssigt.
Samlet set er der dog tale om en gedigen actionfilm, der passer til både actionhungrende mænd og til kærestepar, der har brug for at mærke adrenallinen pumpe lidt, håndfladerne fugtes og at få en chance for at rykke sammen og gisne om, hvem der dog kan stå bag de forræderier, vores uheldige CIA-mand må slås med undervejs.
"The Tailor of Panama" og "The Constant Gardener" er gode eksempler på vellykkede John le Carré filmatiseringer. De har begge det tilfælles, at der er interessante menneskeskæbner involveret. Skæbner som man af den ene eller den anden grund kan identificere sig med, og som dermed gør le Carrés ofte indviklede historier interessante at følge.
"Tinker, Tailor, Soldier, Spy" kan ikke bryste sig af et tiltalende persongalleri. Samtlige karakterer er usympatiske, kalkulerende og paranoide individer, der selv om de arbejder for samme sag, synes at modarbejde hinanden endnu mere.
Vi befinder os i 70'erne (le Carrés bog er fra 1974), hvor alt er gråt i gråt. Den kolde krig har lagt sit klamme tæppe ud over Europa, hvor alle lader til at have en hemmelig agenda, der synes mere fabrikeret af egen paranoia end rodfæstet i virkeligheden.
Der tales om guld i form af informationer man kan sælge og købe. Et spind af viden om egne og fremmede rækker, der udveksles i et væk - ofte med fatale følger.
Chefen for det britiske Secret Intelligence Service trækker sig tilbage, da en opgave i Budapest går galt. Med en mistanke om at hans gamle afdeling har en muldvarp - en russisk spion på allerhøjeste sted - hidkalder han den semi-pensionerede spion Smiley (Gary Oldman), som diskret skal undersøge sagen.
...Der er ingen smarte biler, gadgets eller letlevende damer med eksotiske navne i "Tinker, Tailor, Soldier, Spy". I modsætning til Ian Flemings bøger om James Bond lever le Carrés karakterer i den virkelige verden, hvor spionage er en benhård branche, der nemt efterlader dig i kulden.
Filmen fungerer momentvis, som da man følger agenten Ricki Tarr (Tom Hardy), der har været forsvundet bag jerntæppet i et stykke tid. Hans historie er dog kun en lille brik i det store puslespil og nedprioriteres til fordel for filmens evindelige flashbacks til en julefrokost, der bruges til at forklare karakterernes bevæggrunde - ofte ved blot at observere deres handlinger og interageren. Her får man en fornemmelse af, at alle har noget på spil, og at det mange gange er personlige konflikter fremfor politiske, der ligger til grund for deres gøren og laden. Men, hvor raffineret det end kan virke, at de tillukkede karakterer primært udtrykker sig via mimik og gestik, kvæler det også filmen som fortælling, da den flere steder går i total tomgang.
Det er ærgerligt, for det komplicerede plot er intelligent skruet sammen, og filmen formår på forbilledelig vis at genskabe den deprimerende virkelighed, som den kolde krig medførte, men med en pacing der får selv de sløveste 70'er-film til at ligne Bourne på steroider, slæber filmen sig afsted og ender som en grå, uvedkommende masse.
Det betyder, at jeg ligegyldigt, hvor velspillende de herrer Oldman, Firth m.fl. er, og hvor meget man end fornemmer de tilrøgede lokaler i MI6's kolde kontorbygning, har svært ved at engagere mig i det magtspil, som udspiller sig på lærredet.
Jeg er ikke i tvivl om, at instruktøren Tomas Alfredson har forsøgt at tænke ud over den sædvanlige spionfilm-skabelon, og hatten af for det, men denne nytænkning hjælper ikke meget, når den elementære spænding udebliver, og når hele affæren er så forbandet kedelig.
Så hellere lidt farverig eskapisme, hvor heltens vigtigste opgave er at sikre sig, at Martinien er shaken, not stirred.
Antal nullermænd til Tinker, Tailor, Soldier, Spy:
Legende, stjerne, superstjerne, sexsymbol, misbruger og maneater!
Altsammen ord, der beskriver Marilyn Monroe, en af Hollywoods bedst kendte ansigter gennem tiden. Et kompliceret menneske, der vanskeligt lader sig beskrive og portrættere, men det er rent faktisk, hvad den ukendte engelske instruktør Simon Curtis har gjort, med denne lille perle af en film.
Filmen er baseret på Colin Clarkes dokumentariske fortælling om sit møde med superstjernen i forbindelse med sit arbejde for Sir Laurence Olivier og produktionen af filmen ”The Prince and the Showgirl”, hvor Olivier og Monroes egoer tørnede sammen i forsøget på at skabe en let fordøjelig komedie, et topmøde mellem toppen af poppen fra henholdsvis engelsk og amerikansk filmindustri.
Filmen spænder tidsmæssigt over blot en uges optagelser af filmen, og det er modigt at forsøge at portrættere et så komplekst menneske som Marilyn Monroe i disse rammer.
Normalt forsøger denne type film (bl.a. Zandlivets seneste ”Dirch”) at vise hele mennesket ved at portrættere fra vugge til grav, og ofte, som det var tilfældet med ”Dirch”, gaber filmene over for meget og rammer derfor ved siden af i mere eller mindre grad.
...Med ”My Week with Marilyn” formår Curtis på fornemste vis at gengive en historie, man som tilskuer suges ind i og accepterer uden forbehold.
Portrættet af Monroe, en celeber, feteret superstjerne, der dybest inde i sjælen længes efter reel bekræftelse og den kærlighed, hun som barn blev nægtet, er en sart fortælling, hvor man kommer ind under huden på legenden.
Michelle Williams er blændende smuk og fantastisk castet i rollen som den unge stjerne, og hun formår at give rollen den rette balance af sex, flirt, usikkerhed og angst, der giver en troværdig beskrivelse af en person, hvis facade i fotografernes blitzlys var stålsat, men som bagved var sart som gammelt porcelæn. Hendes portræt er Oscar-værdigt, man tror på hende som sexsymbol, og man forstår den unge Colins hovedkulds forelskelse - også på en uge.
Overfor Williams står den erfarne Kenneth Branagh, der alsidigt giver den gas som den krukkede men rare Sir Laurence Oliver, og også hans præstation bør give anledning til Oscar-tanker.
I mange gode biroller ses stjerner som Dame Judi Dench, Julie Ormond og Emma Watson (ja, hende fra Harry Potter filmene er blevet voksen!), og især Dame Judi Dench lyser op og stjæler de scener, hun er med i.
Endelig er Eddie Redmayne, der er bedst kendt for sin rolle som Jack i filmatiseringen af Kenn Follets klassiker ”Jordens Søjler”, tilpas jomfruelig til at være troværdig i rollen som den unge Colin, der mister både hjerte og uskyld i sit møde med tornadoen Monroe.
Alt i alt er ”My Week with Marilyn” en modig film, der tør stole på sit oplæg og som formår at skabe et portræt af mennesket Marilyn Monroe på elegant og lydefri vis, uden dikkedarer og uden at virke forceret. Pacingen i filmen er perfekt, og filmen er både sød, underfundig og dyb, uden at opstyltet drama eller prætentiøst skuespil på noget tidspunkt ødelægger det.
Jeg var vild med filmen, der gav mig et hidtil ukendt indblik ind i sjælen på en ung og feteret stjerne, der i offentligheden lykkedes med at være ”that girl”, men som uden for rampelyset sloges med angst, depressive tendenser og et arret sjæl, der længtes efter kærlighed og bekræftelse, hun kun sjældent oplevede, og først reelt fik i forbindelse med sin alt for tidlige død.
John Carpenter var på toppen af sin karriere, da han i 1982 lavede 'The Thing'. En gyser baseret på bogen 'Who goes there' af John W. Campbell Jr., og som allerede var blevet filmatiseret i 1951 under titlen 'The Thing from Another World'.
Med et solidt cast, vanvittigt imponerende special effects og en kompromisløs og stramt fortalt historie skulle man tro, 'The Thing' automatisk blev et hit. Men nej. Publikum blev væk. De ville hellere se et lille, sødt rumvæsen ved navn E.T..
Det var dog på ingen måde slut. Det hurtigt voksende hjemmevideomarked fik øjnene op for 'The Thing', hvor den op gennem 80'erne, 90'erne og 00'erne blev en af Universal Studios største salgssucceser på VHS, DVD og Blu-ray.
Hvorfor der skulle gå næsten 30 år før Universal Studios fik lyst til at lave en fortsættelse (i dette tilfælde en prequel) ved jeg ikke. Måske det skyldes respekt for oplægget (jeg tvivler), måske det aldrig har været nærliggende at fortælle endnu en historie om det grusomme udefra. Før nu.
Med den ukendte instruktør Matthijs van Heijningen Jr. i instruktørstolen blev 2011 året, hvor vi igen skulle stifte bekendtskab med de kolde arktiske egne, hvor ingen er, hvad de giver sig ud for.
Som med 'Invasion of the Body Snatchers' blev de forrige film lavet under den kolde krig, hvor de kunne ses som allegorier over frygten for skjulte kommunister i vor midte. Derfor er det måske ikke helt overraskende, at Universal Studios vælger at lave en opfølger netop nu. Efter den 11. september 2001 har det vestlige samfund nemlig fået noget nyt at frygte i form af religiøs terrorisme. Kan vi stole på vores nabo?
Det tror jeg ærligt talt, hverken instruktør eller manuskriptforfatter har skænket en tanke. 'The Thing' anno 2011 er en monsterfilm og intet andet.
...Der er uden tvivl lagt en masse kræfter i at genskabe omgivelserne fra John Carpenters 'The Thing', så den norske lejr rent faktisk ligner den lejr amerikanerne besøgte i 'The Thing' fra 1982, men det er desværre også det eneste filmen gør rigtigt i forhold til originalen - som den tydeligvis ser så meget op til.
Der skæves således lige vel rigeligt til Carpenters version. Faktisk så meget at nogle scener fremstår som dårlige efterligninger af de originale. Tag blot den berømte blodprøvetest, der i Carpenters udgave var en emminent spændingsscene, hvor overraskelserne vitterligt var overraskende, og hvor humoren var lige i øjet midt i den anspændte situation. I 2011 er blodprøvescenen skiftet ud med en tilsvarende, men ikke videre kløgtig scene, hvor uhyret skal afsløres ved at kigge efter plumber i videnskabsmændenes tænder. Kvikke som videnskabsmændene er, har de nemlig opdaget, at uhyret ikke er i stand til at replikere uorganisk materiale. Scenen fungerer sådan set udemærket, men når man nu alligevel lægger sig så tæt op af originalen, hvorfor så ikke bare lave en genindspilning til et nyt publikum?
Et velkendt problem i gysergenren er, at man som publikum ofte skal frygte for nogle personer, som man er fuldstændig ligeglad med. Det gør sig også gældende her, hvor dårlige replikker og klicheagtige - eller manglende - karaktertræk er med til at sænke pulsen, når ubehagelighederne burde give hjertebanken. De arktiske videnskabsmænd udryddes en efter en, og man kunne ikke være mere ligeglad.
Det er jo ikke fordi 'The Thing' fra 1982 var et blændende karakterstudie, men der var alligevel så stor forskel på de forskellige personer, at man med det samme forstod deres bevæggrunde og indbyrdes forhold. En meget vigtig faktor for den paranoide stemning som Carpenter skabte ved at så tvivl om, hvem der var blevet overtaget af monsteret og hvem, der endnu var menneske.
Filmen lider samtidig under en seriøs mangel på skuespillere, som kan brænde igennem på lærredet. Jeg savnede virkelig Kurt Russels antihelt MacReady for ikke at nævne de mange andre mindeværdige karakterer fra 1982-udgaven. Mary Elizabeth Winstead er ikke nogen Ellen Ripley, som hendes karakter noget så uopfindsomt er baseret på, og Joel Edgerton blegner i sammenligning med den stærkt undervurderede Kurt Russel, som han tydeligvis er en pendant til.
Der er ingen tvivl om, at der er lagt en masse arbejde i at få de to film til at ligne hinanden og de mange små plotdetaljer, som kæder de to film sammen, er udført med respekt. Det er bare nytteløst, når spændingsniveauet ikke når den gamle film til sokkeholderne - vi kender jo allerede den norske lejrs skæbne. Når filmen samtidig mangler den paranoide uhyggesstemning som gennemsyrede hvert eneste billede i Carpenters version, og på ingen måde kommer med noget nyt og interessant om væsenet, ja så er der ikke meget tilbage, som retfærdiggører dens eksistens. Ikke engang effekterne - som man ellers skulle tro, at de ville have gjort sig voldsomt meget umage med - matcher den første film. De computergenerede effekter er nærmest pinlige i sammenligning med Rob Bottins mesterlige effektarbejde, som han udførte i en alder af 23 år.
Når rulleteksterne kører over skærmen og Ennio Morricones ildevarslende score langsomt fades op (Marco Beltramis score er intetsigende), er der kun et at gøre: sætte Carpenters mesterværk på.
Mit kendskab til J. Edgar Hoover er begrænset. Jeg ved, at han var arkitekten bag FBI, at han eftersigende havde et hemmeligt arkiv med penible oplysninger om alt fra skuespillere til statsoverhoveder, og at han muligvis var homoseksuel.
Efter at have set Clint Eastwoods 'J. Edgar' er jeg ikke blevet meget klogere på J. Edgar som person. Måske fordi han værnede så meget om sit privatliv. Måske fordi han trods sine bedrifter ikke er en særligt spændende person at fortælle en sammenhængende historie om.
Eastwoods film om J. Edgar føles da også meget fragmenteret. Sat sammen af de historiske begivenheder, som J. Edgar var vidne til eller med til at påvirke - med fokus på det magtapparat han fik sat i gang, og som han styrede med hård hånd indtil sin død i 1972.
...Det var ikke et ufarligt magtspil J. Edgar mestrede, men Eastwood formår ikke at gøre det spændende at følge. Dertil føles J. Edgars vej til toppen alt for nem, da man kun får fornemmelsen af de forhindringer, der kunne have væltet ham af tronen.
Det skyldes blandt andet en meget overfladisk behandling af J. Edgars privatliv, som i en fiktiv historie kunne være flettet meget bedre sammen med det arbejde, som han viede sit liv til. Det skaber et mangelfuldt portræt af en mand, hvis enkeltstående bedrifter er mere interessante, end det liv han levede udenfor FBI.
Jovist, Eastwood tager bladet fra munden og lader spekulationerne om J. Edgars homosekusualitet fremstå som fakta (åbenbart et meget kontroversielt emne i USA), men det fører ingen vegne. Måske fordi forholdet til hans partner Clyde Tolson i virkeligheden ikke var særligt interessant - set med nutidens øjne - eller fordi fremstillingen af de to mænds forhold mangler den saft og kraft, der for alvor kunne gøre emnet kontroversielt.
I et forsøg på at dække over filmens manglende narrativ hopper Eastwood frem og tilbage i tiden i et væk. Det forstyrrer ikke som sådan, men tydeliggører manglen på en sammenhængende, interessant historie, der udover at vise J. Edgars betydning for samtidens og eftertidens USA, også kunne berige publikum med et noget mere nuanceret karakterstudie, end det man præsenteres for nu.
Eastwood tør bare ikke at kravle ind i hovedet på J. Edgar og komme med et bud på, hvilke tanker der lå bag den komplicerede mands handlinger i privatlivet og på arbejdet. Det var måske for hård kost for den gamle republikaner?
DiCaprio gør ellers, hvad han kan. J. Edgars fremtoning og kropssprog rammes præcist, men han bliver aldrig levende som person. Det er muligvis korrekt, at han nærede stærke følelser for sin dominerende moder, og at hans kyniske fremtoning kan skyldes moderens ønske om at lille Edgar skulle blive til noget stort, men de mange flashbacks til Edgars barndom fremstår som klicheer, og er dybt uinteressante at følge, hvilket er symptomatisk for filmen, der er en noget langtrukken affære.
Henrik Ruben Genz og Erling Jepsen har lavet film sammen før. Den fremragende ”Frygtelig Lykkelig” fra 2009, hvor dansk lokalsamfundskultur fik en tur gennem vridemaskinen forklædt som western med en storspillende Kim Bodnia som vadersiklædt cowboyskurk.
”Undskyld jeg forstyrrer” er således deres anden film sammen, og den handler igen om de almindelige mennesker og deres almindelige hverdag - under ualmindelige omstændigheder.
Filmen handler i bund og grund om den smukke unge Helene, hvis forhold til sin mor mildest talt er dysfunktionelt. Helene leder forgæves, og har gjort det længe, efter sin far, som hun aldrig har kendt. Ved et tilfælde bliver hun indlemmet i en teatertrup, der er ved at opsætte et ganske særpræget stykke for at redde teater, instruktør og fallerede skuespillere fra at gå i glemslen - for ikke at glemme personlig fallit. Instruktøren er muligvis hendes far, forfatteren (spillet af Nicolas Bro) kan ikke skrive om andet end en kronhjort, og skuespillernes divaniveau overgås kun af deres ego.
...Helene spilles af den smukke Sara Hjort Ditlevsen, hvis ansigt er ligeså kønt som det er jomfrueligt. Hun er godt castet, og rammer tonen i sin rolle med perfekt timing og tilpas sødme og melankoli.
De øvrige skuespillere prøver, men virker generelt, som om de kun yder 90 %, så selv kapaciteter som Stine Stengade, Peter Ganzler og Lotte Andersen virker som om de ikke rigtig ved, hvordan de skal gribe deres roller an. Kun momentvis viser de, hvorfor de er blandt de mest brugte skuespillere på både film og scene.
Filmens problem er imidlertid hverken skuespillet eller instruktionen. Det er tanken bag, den er galt med. For hvor ”Frygtelig Lykkelig” virkede i skøn forening med de skæve vinkler, Erling Jepsen dyrker i sit forfatterskab, så er skævheden i denne film mere irriterende og påtaget, og det virker simpelthen distraherende.
Filmen kunne have været hyleskæg, den kunne have været sød og tragisk på samme tid, og man aner bestemt, hvor det kunne være båret hen af, hvis manuskriptet var strammet op.
Filmen er ikke decideret dårlig, men det er bestemt heller ikke en god film.
Generelt har den fået gode anmeldelser her i landet, men i denne anmelders øjne er der tale om ”Kejserens nye klæder”, hvor anmelderne er vant til, at Genz/Jepsen produktioner er gennemarbejdede og interessante portrætter af almindelige mennesker, med en skæv menneskelig vinkel.
”Undskyld jeg forstyrrer” har de skæve vinkler, den har de almindelige mennesker og den har, momentvis, de sjove, søde og hyggelige scener, men filmen rammer simpelthen ved siden af flere gange, bliver triviel og uden styring og deraf kedelig og uinteressant.
Jeg er helt sikker på, at Genz/Jepsen laver en ny film snart, de virker godt sammen, men jeg håber de toner ned for skævheden og forsøger at tegne portrætterne rent, frem for på denne måde at forcere en skævhed, der ender med at knække filmen!
Den har alt det, en 2'er som regel har. Mere action, flere eksplosioner, færre højdepunkter og et langt mindre interessant plot!
Jeg vil gerne stå ved, at jeg var uenig med Gabriel (den anden filmanmelder på denne side!), da han gav den første Sherlock Holmes film af Guy Ritchie en lunken anmeldelse. I modsætning til Gabriel, var jeg ikke så distraheret af Guy Ritchies moderniserede actionportræt af den kendte London-detektiv. Jeg fandt den første film underholdende, og jeg kunne sagtens se, hvordan Ritchie forsøgte at opdatere figuren til et mere actionpræget publikum (det publikum, Ritchie kan, og kun kan, appellere til!). Jeg syntes hans brug af slowmotion, selvom det var lidt overdrevet, virkede i actionscenerne, hvor Holmes deducerede slagets gang forud for første slag, og på den måde besejrede selv de største og hårdeste modstandere.
Men!
Nu har vi fået en 2'er, og den klarer sig godt i biffen, tjener masser af dollars, men!
Lad mig starte med at gennemgå handlingen i filmen.
Eksplosion!
Lidt plot, lidt dårlig humor og en slåskamp.
Flere eksplosioner.
En mindre eksplosion.
Endnu en dårlig vits, lidt homoerotisk spil mellem Watson og Holmes.
Eksplosion.
Eksplosion, et plothul og endnu en eksplosion!
Så kommer der lidt plot igen; der mangler dog stadig lidt handling, men filmen er ved at være slut.
Slåskamp og en eksplosion.
Lidt kæk dialog frem og tilbage mellem Holmes og Watson.
Eksplosion og slåskamp og bombe, der ikke sprænger, lidt skyderi og så en eksplosion, og nogle der dør.
Filmen slutter...
Helt ærligt!
...Hvor 1'eren i min optik var tilforladelig popcorn-underholdning, så er 2'eren i den grad en decideret voldtægt af Sir Arthur Conan Doyles oplæg.
Denne film handler IKKE om Sherlock Holmes, men derimod om en slags superhelte-detektiv, der er lige dele skør og lige dele kriger. Der er en total mangel på de klassiske deduktioner, Holmes er så kendt for, og filmen har så mange plothuller, at man simpelthen må græmme sig.
Filmens skurk, den berygtede Professor Moriarty, spilles med stor overbevisning og underholdende indlevelse af Jarred Harris (Mad Men), men er alt for lidt på skærmen. Filmens fokus på forholdet mellem Holmes og Watson fremfor en decideret dyrkelse af det klassiske arvefjendeopgør mellem Moriarty og Holmes, er faktisk filmens største brøler. Kun i de sidste 15 minutter af filmen aner man, hvor godt det kunne være blevet, og først i slutningen af filmen leverer Robert Downey Jr. et ordentligt portræt af Holmes, og har faktisk indtil da været decideret irriterende undervejs.
Dette er IKKE en Sherlock Holmes film, det er en Guy Ritchie actionfilm, der er absolut blottet for skuespillerkemi, et ordentligt plot, interessante actionscener og charme!
Spild af tid, det kommer jo an på, om man kan lide en film, bygget op som skitseret ovenfor. Jeg gider ikke bruge tiden på det, og det er synd og skam, at man ikke laver en ordentlig 2'er, når nu 1'eren faktisk havde spor af noget større.
Antal nullermænd til Sherlock Holmes: A Game of Shadows:
"Kronvidnet" falder inden for kategorien sladderbøger/bøger der giver dig et kig ind i en verden, du dårligt kan forestille dig i din vildeste fantasi. Denne læser blev revet med og slugte det råt.
Kronvidnet refererer til Kasper Vetter, der siden sin pubertet søgte miljøet omkring HA, og som 26-årig besluttede at melde sig selv til politiet og dermed vidne mod sine gamle kammerater.
Ifølge forordet har Kasper Vetter skrevet bogen i sin tid i fængslet, hvor han ventede på PET's dom over, om han kunne optages i deres vidnebeskyttelsesprogram eller ej. Som bekendt blev han optaget og lever i dag under ny identitet inklusive ni nye tænder og nyt ansigt.
Optegnelserne fra fængslet blev sendt til forlaget Peoples Press som en slags forsikring mod, at politiet ikke bare brugte hans viden, men også ville sørge for, at hans videre skæbne ikke blev blandt de gamle venner, der nu var blevet hans dødsfjender. Berlingske journalist og Cavlingprisvinder Morten Frich har behandlet manuskriptet og forsøgt at indhente kommentarer fra alle, der anklages i bogen – i øvrigt uden det store held. Frich understreger i forordet, at Vetter kan have pyntet på sagerne, fordi det er til hans fordel, at angive flest muligt osv. Det er fint at huske den pointe, men Frich skriver også, at han i det store hele har fået bekræftet de fleste af anklagerne.
...Er bare halvdelen af den livsstil, der beskrives sand, så er denne læser rystet, selvom det mest fascinerende ved historien nok er, hvorfor Kasper Vetter, der kommer fra en tilsyneladende normaltfungerende og sund familie, opsøger rockermijøet og i den grad frivilligt vælger at leve på kanten.
Og egentlig får vi aldrig et klart svar på den trang, udover at Kasper har en ekstrem drift mod at blive succesfuld og anerkendt og leve det gode liv uden at yde den store indsats. Han vil også have et Rolex Oyster Perpetual Submariner i guld med diamanter til en net pris af 175.000 kr. Han vil også køre Audi A8. Han vil også vælte sig i kvinder og stoffer – og respekt. Og det lykkes for ham, fordi han er kvik, hurtig til at udtænke forretningsplaner og koncepter, og fordi han er fantastisk til at møde de rigtige mennesker, der kan bære ham op i hierarkiet hele vejen mod toppen af karrieren, på de rigtige tidspunkter.
Vetter beretter om en underverden på Århuskanten, som er stærkt viklet ind i det officielle hverdagsdanmark. Hvor fængselsbetjente, revisorer, bankfolk og jurister udmærket er klar over, hvem og hvad de handler med, men ellers er skruppelløse, når bare afkastet er godt, kokainen flyder og kvinderne byder sig til. Det er steroider i fitnesscentrene, kopitøj til masserne, importerede kvinder på bordellerne og hash kørt ind fra Amsterdam. Det er trusler, tjenester og klemmer på hinanden, og et hierarki, hvor broderskabet officielt tæller mest, men også et hierarki, hvor en præsident hurtigt kan degraderes, og hvor penge uofficielt styrer det enkelte medlems gerninger.
Vi får historien om Kasper, der aldrig formelt bliver HA'er, men færdes tæt på og er fortrolig med toppen. Kasper, der gerne vil tjene kassen, og derfor pludselig selv står i Marabella – hashens andet led i værdikæden efter Marokko – for at forhandle med enten Mohammed, der finansierer grupperingen omkring Blågårdsgade, eller Carsten Smørhår, der betaler AK81, for at opdage, at de to magtfulde herrer, behandler hinanden med respekt, mens deres håndlagere hjemme i Danmark ligger i dødelig krig mod hinanden. Det forbedrer ikke hans efterhånden mindre begejstrede holdning til miljøet, og forstærker kun beslutningen, der har været undervejs længe, om at melde sig.
Denne læser synes, det var spændende stof, fordi det er en verden, der normalt ikke er tilbøjelig til at fortælle om sin eksistens af naturlige årsager. Det er skræmmende og fascinerende.
Tom Rachmans debut, "De ufuldkomne", har vist fået rigtig gode anmeldelser. Denne læser har ikke læst dem, men læst bogen, og er knap så begejstret.
"De ufuldkomne"s omdrejningspunkt er en engelsksproget international avis med redaktion i Rom, hvis sidste salgsdato egentlig for længst er overskredet. Vi får 11 vinkler på avisen, fra de forskellige på redaktionen, grundlæggeren, den faste læser og udgiveren. Og det er ikke et muntert billede, der tegnes. De er nogle stakler, og nogen af dem mere underholdende end andre.
Grunden til, at "De ufuldkomne" formentlig er blevet så vel modtaget er sikkert, at anmelderne derude, genkender kulturen og de dilemmaer, som avisen står overfor. For at give et par eksempler, så løber det ikke rundt. Udgiveren er uduelig og har fået avisen som projekt, for at han ikke skal ødelægge andet i koncernen, og forholder sig på ingen måde til problemerne. Avisen har end ikke en hjemmeside, oplagstallet falder, og abonnenterne dør bort.
Specielt historien om freelancer ved et tilfælde, Winston Cheung, er skæg. Cheung møder avisens chefredaktør på et seminar, hvor hun hurtigt konstaterer, at han ikke har kvalifikationerne i orden til et åbent job hos dem som korrespondent i Mellemøsten. Han taler end ikke en smule arabisk. For at slippe af med ham, beder hun ham maile en af de andre ansatte. Og pludselig befinder Cheung sig i Cairo på prøve som korrespondent. Her møder han snylter og alfahan Rich Snyder, der er på prøve i samme job, og invaderer alt, hvad der er Cheungs, inklusive pc og lejlighed i jagten på at få jobbet og den grænseoverskridende historie, som han jager som en elefant i en glasbutik, mens Cheung ufrivilligt kommer til at skulle feje glasskårene op. Hos denne læser var billede ret klart af, hvordan denne selvforherligende og hensynsløse Snyder fuldstændig udraderer Cheung inden hans karriere nogensinde fik begyndt.
...Også historien med læsernes redaktør, Herman Cohen, er sjov, hvis man selv besidder et sprogrøgtergen som denne læser. Her er en mand, der kæmper en uvindelig kamp mod skribenter, der sjusker og misbruger og skævridder sproget. Hans Bibel over brølere er kanon.
Eller historien om avisens mest trofaste læser, Ornella de Monterecchi, der lever en syret, ensom tilværelse i sin herskabslejlighed i Rom, hvor hun tyranniserer den ene stuepige efter den anden, og læser avisen på en ganske særlig måde. Monterecchi er ikke født i samme stand, som hun giftede sig ind i, så hun har måttet tillære sig at læse avis som ambassadørfrue. Hun har bare fået gjort det på en noget andet måde, end de fleste: Hun læser hver en avis fra ende til anden. I kronologisk rækkefølge. Fordi hun ikke havde og har andet at lave. Det betyder, at da vi møder hende, er hun nået til 24. april 1994. Dvs. hun kan ikke finde netop den avis på loftet, hvor det ellers er stuepigens fremmeste opgave at styre arkivet i korrekt rækkefølge, så hun ikke får viden om verden, før hun er nået til den. Den manglende avis viser sig at være blevet brugt til at tørre Monterecchis mands blod op med under mystiske omstændigheder.
Det er sjovt, og det er sørgeligt, men for denne læser står det lidt uklart, hvad Rachman vil med sin historie. Vel er den underholdende, vel berør den et fænomen i tiden, hvor papiraviserne er truede, og deres kulørt ansatte ligeså. Men der mangler et eller andet, der gør den til mere end en hyggelig og ætsende historie om menneskeskæbnerne omkring en døende avis.
Krimi. Og af den type, som rigtig mange inkarnerede Nesbø-fans har ventet længe på. Den niende i rækken om politimanden Harry Hole (som skal udtales på norsk og ikke engelsk by the way). For denne læser var det første møde med Nesbø på skrift – og dermed også Hole. Forventningerne var ret høje, da jeg havde forstået på læsende venner og bekendte, at her var virkelig nogle krimi og spændingssnapse at komme efter.
Jeg blev lidt skuffet, men lad det være sagt med det samme: Du bliver glimrende underholdt, der er action og udvikling i historien, men denne læser er altså glad for realisme, og i Holes verden sker der lige lovligt mange tilfældige sager, der kan holde helten i live, til, at jeg helt kan opsuges og rives med. På mange måder minder den del om Stieg Larssons Millenium-trilogi, hvor Salander også overlever lidt rigeligt af likvideringsforsøg på heldet og det pudsige sammentræfs regning.
Her hører ligheden mellem Larsson og Nesbø så op. Larsson havde eftersigende en pointe med sine krimier, og talte de undertryktes sag. Nesbø er noget mere politisk ukorrekt, og forbrydelsen er bare et påskud for at udrulle et listigt plot med en del anløbne personer involveret.
Hvad handler det så om – uden at spolere det hele? Jo, Harry Hole har trukket sig som fordrukken betjent, har levet en form for nyt liv i østen, og der, hvor vi møder ham, er han netop kommet tilbage til Oslo, fordi hans papsøn står anklaget for at have slået en mand ihjel. Det antydes, at han skylder på farkontoen, og tidligere har brændt ham af (der mangler jeg så viden fra de otte forgående bind) så Hole lægger alle kræfter i at afdække, hvem der egentlig stod bag mordet. Papsønnen er narkoman, og det var ham, som han hænges op på mordet også. Nu begynder en spændende jagt ind i narkomiljøet i Oslo, hvor russiske gangstere, korrupte politifolk og anløbne politikere får Harry Holes noget kontante stil at følge. Og apropos kontant stil og slægtsskabet med Larsson, så er der et endnu tydligere stilfællesskab med Raymond Chandler. Privatdetektiverne Philip Marlow og Sam Spade har ikke levet forgæves, selvom Hole ikke er private eye, men ex-betjent.
Vi følger ikke kun Harry Holes hjerneaktivitet og hans opklaringsarbejde, men også et par af de impliceredes færden, og så den dødendes sidste tanker. Det sidste er et fint greb, der gør det hele lidt anderledes, fordi læseren jo fra start kan regne ud, at den myrdede ved, hvem morderen er.
Alt i alt savner denne læser noget mere end hårdtslående og tøff underholdning. På den anden side var der god underholdning hele vejen, og 'Genfærd' klæbede til fingrene, da den første side var slået op.
Indrømmet. Jeg har en forkærlighed for krigslitteratur, så denne dagbog fra første verdenskrig var et oplagt valg.
Journalisten Helle Retbøll Carl har redigeret bogen, og så vidt jeg forstår betyder det primært, at hun har lavet noter, der hjælper på forståelsen af de steder og personer, der under og efter den første verdenskrig tørnede ind i Mathias P. Høegs skæbne. Ellers er det menig Høegs dagbog, vi får serveret her godt hundrede år efter krigen.
Høeg må i krig for Tyskland, selvom han er dansksindet. Han er en pragmatisk mand, der drager mod østfronten og efterlader kone og nyfødt søn hjemme i Tirslund. Vi hører ikke meget om selve krigen, kun et par enkelte sider om de meningsløse kampe, hvor Høeg og hans kammerater står, ja uden flere patroner. Således bliver de krigsfanger og sendes til det yderste Sibirien. Og det er det, de over 400 sider handler om.
...Det er svært at sige, hvad de 400 sider egentlig handler om, for der sker ikke ret meget. I virkeligheden afspejler de jo også det faktum, at man som krisfange får sat sit liv helt i stå.
Vi følger dagligdagen i diverse lejre, som Høeg flyttes rundt til. Til håbløshed, fattigdom og sygdom, men også en flok mænd, der på trods af deres gerninger og det faktum at de repræsenterer det hadede Tyskland møder russere, der hjælper med mad og husly. En flok mænd, der selvom de flere gange flyttes frem og tilbage i Sibirien forbi Bajkalsøen i stuvende fulde uopvarmede togvogne stadig kan tale om stedets uovertrufne natur og jernbanens suveræne ingeniørkunst - og ligefrem glæde sig til at kunne gense dette sceneri som frie mænd. Der er lyspunkter og poetik i Høegs liv.
Stort set alle Høegs kammerater dør som tiden går. Han selv overlever, fordi han har hænderne skruet rigtigt på, så han kan tjene penge på at lave forskellige møbler og redskaber for de overordnede, der hurtigt spotter hans talent, uanset om de er tyske, russiske eller tjekkiske.
Vi hører ogå om Høegs ekstremt langsommelige tur hjem til det, der dengang var Tyskland, hvor bolsjevikkerne stormer frem, tjekkerne slår til og kosakkerne kæmper. Hvis der blev en genforening med kone og søn, så hører vi ikke om den. Bogen er clean cut fra krigsfangeskabet starter til det slutter.
Fortællingen er udstyret med et langt efterord med billeder og anden dokumentation om Høegs liv. En hale på historien der viser, at Høeg ihærdigt forsøgte at få udgivet sin erindringshistorie efter han kom hjem, men at mange forlag afslog og kaldte arbejdet klodset og ubehjælpsomt og ville have det gennemskrevet af andre. Det er ret absurd, for det fineste ved 'Jeg har ikke flere patroner' er netop sproget og Høegs fine sans for at iagttage og beskrive, hvad der foregår omkring ham. Så meget desto bedre at bogen nu er udgivet.
Det man som læser får med af oplevelse fra 'Jeg har ikke flere patroner' er den desværre evigtgyldige sandhed om krig, nemlig at den har kæmpe konsekvenser på menneskeligt plan, men at godhed som regel også findes mellem mennesker, men ikke de mere abstrakte nationalstater.
'Kun hvis du har lyst' er en beretning fra en amerikansk pige, der er blevet misbrugt, og den er blevet en bestseller på internationalt niveau.
Det er en bog, du formentlig ikke har lyst til at læse, for essensen er, hvor let spil en pædofil har, når han udser sig et perfekt offer, hvor familien er fraværende og blinde, og hvor barnet hungerer efter kontakt og venskab. På den anden side eksisterer den virkelighed jo desværre, og måske Margaux Fragosos lyst til at dele sine sørgelige oplevelser med os, kan gør os mere opmærksomme på de faresignaler, nogen bør spotte og reagere på. Det er et blik ind i en frygtelig verden, som måske er mere nuanceret end man kunne forvente.
Margaux vokser op i 80'erne i et New Yorks mindrebemidlede nabolag. Hun er et ensomt 7-årigt enebarn med en streng far, hvis fokus er, hvordan familien tager sig ud udenfor lejlighedens fire vægge, ikke hvordan den fungerer indadtil. Han knokler for at tjene penge til mor og datter, som han anser for frihjulskørende snyltere, så han tager sig nogle soloture med kvinder og købte kammerater på slæb for at holde livet ud. Moren er psykisk syg, ude af stand til at arbejde og konstant på telefonen til diverse selvhjælpelinjer, hvis hun ikke sidder i soveværelset og hører høj musik.
Pludselig møder Margaux en spændende mand ved den offentlige swimmingpool. Hun tiltrækkes straks af hans barnlige sind og glade leg med sine drenge. Inden eftermiddagen er omme, er hun og moren inviteret hjem til 51-årige Peter, som han hedder.
Inden længe så hænger mor og datter dagligt hos Peter, med det gamle faldefærdige hus, der er fuld af kaniner, hunde, krybdyr og ikke mindst en kælder - hvor moren aldrig kommer - samt et kammer med rigeligt mange unge uskyldigt udseende piger på vægen ... Det er hans kæreste, der ejer huset, men de er vist ikke rigtig kærester længere. Hun har nogle børn, der bor der, og plejebørn anbringes og fjernes igen fra huset jævnligt.
Margaux har fundet den perfekte voksne legekammerat, der ikke stiller krav. Dvs. efter et halvt års tid kommer Margaux med i kælderen, mens moren som sædvanlig drikker kaffe i haven og nyder at andre passer hendes barn. Peter har fødselsdag og ønsker sig en særlig gave, men selvfølgelig kun hvis hun har lyst. Det har Margaux, for hun vil ikke skuffe Peter, hendes eneste ven, og herefter danner de et umage par indtil hun er først i tyverne, hvor han begår selvmord. Han sørger endda for, at de ”bliver gift” ved sin egen mystiske ceremoni i en kirke.
...Det der både er styrken og svagheden ved fortællingen er, at Margaux fortæller med barnets stemme uden nogen særlig refleksion over, hvordan pokker en gammel mand kan slippe afsted med at misbruge et barn og siden ung kvinde, der er godt begavet.
Det er en styrke, fordi man forstår hendes fascination af ham, og at de har et helt særligt forhold, underforstået fordi han manipulerer hende til at tro, at ingen andre vil kunne forstå deres helt særlige kærlighed, og så det faktum, at hun ikke har andre. Hun er sågar selv med til at fjerne alt bevismateriale inden socialforvaltningen sent i forløbet tropper op grundet tips fra offentligheden. I korte passager beskriver hun hans overgreb, hvor hun spiller forskellige roller, dels fordi hun skal lege den lille datter i knæstrømper, der bliver voldtaget af sin far, når hun har været uartig, dels vel som overlevelsesmekanisme og mulighed for at træde ud af sig selv. Desværre reflekterer hun ikke rigtig over, heller ikke som voksen, at det, der burde være et alarmtegn af de helt store, og at den kærlighed, hun tror hun har til Peter, måske ikke rigtig har med kærlighed at gøre alligevel, og dog bliver hun jaloux, hvergang hun opdager, at han har andre meget unge piger i sit liv, og at han rent faktisk har været i fængsel for at misbruge sine egne døtre. Hun vil være hans eneste kærlighed.
Det er vanvittigt at tænke på, om hun mon overhovedet var ude af det forhold i dag, hvis ikke Peter havde begået selvmord, selvom de i hendes ældre teenageår ikke har et fysisk forhold længere, da Peter åbenlyst ikke synes hun er tiltrækkende som næstenvoksen. Alligevel er de sammen konstant, hvilket ødelægger hendes spirende forhold til venner og kærester, fordi hun altid skal over til Peter og må lyve om, at han er en gammel onkel, hun passer.
Bogen rummer et kort efterskrift om, at hun er videre i dag, læser litteratur forstås og er blevet mor, men intet om, hvordan man lever med at have været blevet misbrugt i over 15 år uden at ens mor og far, skolen, naboer, de perifere skolekammerater hun trods alt har eller andre med mistanke gør en skid. I bogen antydes det, at faren ved hvad der foregår, men har droppet at stille noget op med hende, fordi han synes hun er uregerlig – og hvad vil naboerne ikke tænke, hvis det kommer frem … Moren har hun tilgivet. Hun mener at hun har været for psykisk syg til at afkode, hvad der foregik, og hun har sikkert ret: Ved den offentlige swimmingpool kysser Margaux og Peter en dag hinanden, og en livredder reagerer prompte ved at spørge moren, om det er faren, for ellers er det ikke normalt. Moren bliver helt forvirret og ringer til sin hær af psykiatere, der kan fortælle, at det absolut ikke er normalt, og så reagerer hun ved at forsøge at få Margaux væk fra Peter, men hun ender altid hos ham igen, da han ofte er den eneste, der står klar til at hjælpe hende, da forældrene absurd nok ikke magter det.
Alt i alt er det en interessant beretning, men samtidig også lidt irriterende, fordi vi ikke helt får en plausibel forklaring på, hvorfor hun bliver hos Peter, og med mange løse ender. Mener hun selv, hun blev manipuleret til at tro det var kærlighed eller havde hun et medansvar? Det synes jeg står hen i det uvisse, desværre.
Indrømmet: Jeg har bevæget mig om '3096 dage' som katten om den varme grød allerede fra den udkom på engelsk sidste år. Kunne ikke helt bestemme mig for, om det var sladder og sensationshunger af værste skuffe, eller om det ville være noget andet og mere interessant. Besluttede mig for, at det måtte undersøges nærmere.
Det har jeg ikke fortrudt. '3096 dage' er en sober bog om en helt ufattelig historie, der er så uvirkelig, at jeg flere gange undervejs måtte huske mig selv på, at det altså ikke er fiktion det her, men en sand historie.
Natascha Kampusch har sammen med to forfattere skrevet bogen, og vi starter med de tidligste barndomsminder fra forstadsbetonghettoen, hvor hun voksede op med et forældrepar, der langt fra var i harmoni. Faktisk giver hun den del af sit liv ret meget opmærksomhed, men det skal nok udligne det forfærdelige faktum, som hun selv skriver, hun kæmper med, nemlig at hun i dag er reduceret til ”hende fra kælderen”, for selvfølgelig har hun også haft et liv før og får vel også et efter kidnapningen.
...Kampusch er ekstremt reflekteret over hændelserne fra tidlig barndom til den fatale dag, hvor hun første gang går alene i skole, har en mærkelig fornemmelse af uråd, da en mand står afventende på fortovet ved siden af en varevogn.
Nogen gange sad denne læser med en fornemmelse af, at hun da umuligt har kunnet huske alle de detaljer, og så på den anden side, så har hun jo haft uendelig meget mere tid end os andre til at reflektere og repetere, når hun var spæret inde, mens ventilatoren klaprede og urtimeren bestemte døgnrytmen. Det er den voksne Kampusch, der analyserer.
Vi ved alle, hvordan det endte: 3096 dage eller omkring ni år i en fugtig kælder på fem kvadratmeter i sin kidnappers vold og magt, men det er interessant at få Kampusch' ord på, hvad der skete og ikke mindst hvordan i alverden hun kom igennem og bevarede håbet og modet til at stikke af, første gang hun fik chancen.
Det er virkelig en syg mand, hun er fanget hos, og jeg led med hende og forstod ikke, hvorfor hun skulle udsættes for så grusom en skæbne. Det er sørgeligt at han nåede at begå selvmord, så vi aldrig bliver klogere på, hvorfor i alverden han havde brug for at dominere en ti-årig pige og mishandle hende.
Det jeg sidder tilbage med, er stor respekt for Kampusch som menneske. Tænk at overleve det mareridt komplet isoleret. Som hun selv skriver, er hendes skæbne mere grusom end at komme i fængsel, fordi fanger i det mindste ved, hvorfor de er dømt. Samtidig fortæller hun en interessant historie om at kunne tilgive. Hun mener ikke, at hun var kommet igennem uden at kunne tilgive sin bøddel, men hendes irritation er stor, når omverdenen taler om stockholmsyndrom osv: Det er en naturlig mekanisme også at holde af sin krænker, fordi han er eneste kontakt til omverdenen og eneste mulighed for at få mareridtet til at høre op. Desuden får vi historien om, hvor skidt politiet har håndteret opklaringen og hendes genopdukken. Da Kampusch endelig stak af, var alle mistroiske, og hun blev sågar lagt i håndjern. Som hun skriver, var det aldrig sådan hun havde forestillet sig at blive modtaget. Desuden lækkede politiet hele historien til pressen, hvilket hun allerede dengang havde frabedt sig, at frygt for, aldrig at få et almindeligt liv igen og bare blive ”hende fra kælderen”.
'Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forvandt' var sidste års helt store julesatsning fra forlaget Modtryk, der havde købt det svenske manuskript for en mindre formue. I Sverige havde den ukendte forfatter solgt som varmt brød, ifølge forlaget fordi bogen blev solgt ind via personlige anbefalinger fra en masse boghandlere. Min fornemmelse er, at den også har solgt rigtigt godt i Danmark – og jeg forstår egentlig ikke hvorfor. Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig ubetinget at anbefale den.
Konceptet er godt, så forventningerne var også i orden: 100-årige Allan Karlsson vågner på plejehjemmet og orker ikke at fejre sin egen fødselsdag med et surt plejepersonale, borgmesteren i Malmköping og den lokale sprøjte i fællesrummet. Han får møjsommeligt møvet sig ud ad vinduet i sine bløde sutter – og stikker af. Får ved et tilfælde stukket af med en pushers kuffert – fuld af sorte penge – og bliver af den årsag jagtet rundt i de svenske skove i selskab med en broget skare inkl. storbandende landbokone, elefant og rockerchef, han møder undervejs. Der er således lagt op til en spøjs jagt med mange tilbageblik på hovedpersonens liv, der kan sætte vores samtidig i relief.
Sådan går det bare ikke helt. Genren er feel good (og indrømmet dermed ikke på min top fem liste over favoritter) så det bliver ved det harmløse, gakkede og underholdende – selvom der er masser af action og op til flere drab, og selvfølgelig et sæt betjente modelleret over Kling og Klang-skabelonen.
Hvis jeg skal sammenligne med noget, som bliver det Bjarne Reuters 'Den iranske gartner', som nok var sjov, men heller ikke rigtig havde noget på hjertet. Selvom Stalin, Truman, Mao og andre prominente personer fra verdenshistorien har været tæt på den naive, men heldige Allan Karlsson, så er det hele bare for sjov. Og det kan jo være fint nok, men denne læser kedede sig altså.
Historien kunne snildt have været 200 sider kortere uden det gjorde noget på den dårlige måde. Skabelonen gentages for mange gange, hvor Allan endnu engang via uransagelige veje bumper ind i kendte personer, der misbruger ham, uden han opdager det, og hver gang kommer han alligevel glad videre med skinnet i behold og endnu flere mønter på kistebunden.
Javel, man er for det mest underholdt, og 'Den hundredårige...' skal nok blive filmatiseret, og vil måske også fungere langt bedre som film end roman, men bag komik bør der også være et bid eller noget, der maner til eftertanke, og det er der ikke i denne bog.
Antal nullermænd til Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt:
Morten Brask debuterede for nogle år siden med 'Havet i Theresienstadt', som jeg har fået anbefalet, men ikke læst, så da jeg så 'William Sidis' perfekte liv' var det klart, jeg måtte læse den. Ikke mindst fordi den handler om noget så fascinerende som den person med den højest målte IQ nogensinde. Et vidunderbarn fra USA. Brask skriver i forordet, at vi skal være vidne til at stykke fiktion, men at han har studeret den historiske William Sidis, så romanen lægger sig altså i et rum i mellem fiktion og historisk roman/portrætbog.
Sidis bliver født af et par ukrainske jøder, der er flygtet til New York, i slutningen af 1800-tallet. Vi får meget fint antydet, hvilket uhyrligheder de har været udsat for, og som har lagt grund til den meget fokuserede og unuancerede adfærd, de har: Faren er vældig klog, og moren er ambitiøs. For dem er der ingen tvivl om, at lille Billy ikke skal spilde sin tid på at lege i parken. Han skal lære at drage logiske slutninger, hvilket gør, at han som halvanden-årig kunne læse på fra avisen, som 8-årig havde opfundet og skrevet om sproget vendergood med fuld grammatik, og som 11-årig holder sin første forelæsning på Harvard om den fjerde dimension.
Historien er fortalt, så vi springer i tiden mellem forskellige faser i hans liv. Vi hører om hans problemfyldte liv på gymnasium som 7-årig og universitet som 11-årig, hvor han er vældig meget yngre end alle de andre. Vi hører, hvordan hans far altid er begravet i forskningen, og ikke hører morens klager over, at hun har ofret sit doktorhverv for at passe familien. Hun tager Billy med til de jødiske saloner, hvor alle milliardærkonerne vil se vidunderbarnet. Vi hører, at Billy selv synes, det er noget pjat, at han skal vises frem, og at han allerede som tre-årig forstår, at han ikke er som de andre børn, der ikke gider lege med ham.
Samtidig hører vi om 20-årige Billy, der forelsker sig hovedkuls i den revolutionere Martha, der arbejder for en kommunistisk revolution i USA. De får et varmt forhold, og Billy er ikke socialt handicappet, måske bare sen i sin udvikling, men under en blodig demonstration skilles deres veje, og den kærlighed bliver aldrig til andet end en drøm hus Billy. Hans forældre udnytter deres netværk, og får ham ud af fængslet, så han aldrig får sin retsag, hvor han ville være blevet frifundet. Han skal med al vold og magt væk fra socialismen, da den kan skade hans karriere. De får erklæret ham mentalt utilregnelig og indlagt på et psykiatriske hospital ...
Sidste parallelhistorie er Billy i 40-årige i ensomhed, hvor han forsøger at skjule sin store intelligens ved at tage almindelige jobs, men må sige op hver gang nogen opdager, at han er det engang som omtalte geni, der kortsluttede og blev kommunist.
Historien har det hele: Den er både rørende, vedkommende og tragisk. Om forældre, der får mishandlet det barn, de er så forblændet på at give alle de muligheder, de ikke selv havde. Samtidig er det en utrolig portræt af en spændende tid i USA, hvor der var kort proces mod socialismen. Men allermest er det et nuanceret og troværdigt portræt af, hvordan et menneske, med helt ekstreme evner, tænker og observerer, og hvilke problemer det giver i hverdagen, når der står journalister foran skolen og vil vide, hvordan det er at være USA's klogeste hoved, når lærerne hader en, for at irettesætte deres viden, og når man af egen drift skriver grammatikker og astronomibøger som 8-årig i stedet for at lege med de andre børn ved fontænen i Central Park.
Lad mig starte med at klarlægge mine præferencer: Jeg er ikke den vilde krimi-på-bog-fan, og læser generelt ikke mange, og slet ikke danske, krimier. Jussi Adler-Olsens 'Journal 64' er min første danske krimi siden Kongemordet af Hanne Vibeke Holst.
Som Holst i sin storhedstid har 'Journal 64' også storsolgt, og Adler-Olsen fik boghandlernes pris, De Gyldne Laurbær, på baggrund af denne fjerde bog om Carl Mørck, chef for politiets afdeling Q, så på papiret burde det jo være en fantastisk krimi.
Men denne læser skulle 100 sider ind i den knap 500 sider store bog, før det blev bare lidt spændende, og der tegnede sig et nogenlunde rids af, hvad krimien egentlig handlede om.
Nu skal jeg nok lade være med at afsløre for meget af selve ”mysteriet”, men 'Journal 64' er opbygget sådan, at vi følger Carls Mørck og hans to kolleger og deres opklaringsarbejde parallelt med, at vi præsenteres for en anden skæbne, Nete Hermansen, der ind i mellem fra sin lejlighed ved Søerne tænker tilbage på sin fortid, og dermed giver læseren en viden om en sammenhæng, som politiet ikke besidder.
På den måde er 'Journal 64' ikke en krimi, hvor du skal regne ud, hvem morderen er. Det ved du tidligt, selvom der dog er indarbejdet en enkelt overraskelse mod enden.
...Det interessante er i højere grad selve forbrydelsen, og underliggende det menneskesyn, der indtil 50'erne i Danmark gjorde det muligt at tvangssterilisere en masse kvinder, som det højreorienterede bedre borgerskab ikke havde lyst til at videregive deres arvemateriale.
Det handler om, at kvinder, der tidligt blev gravid, og måske ikke havde den bedste baggrund, blev stemplet som åndssvage og sendt til opbevaring på Sprogø under fængselslignende forhold, og de danske Dr . Mengele'er, der med glæde, steriliserede dem på række.
Men selve mystikken slutter lidt bræt, og den ene hovedperson, Nete Hermansen, alias journal 64, er ikke en troværdig karakter. Der sker ting og sager, som vi ikke rigtig får nogen argumenter for, er realistiske, og det er irriterende.
På den anden side, så var denne læser efter side 100 godt underholdt, og det gamle fif med at give læseren større viden end bogens hovedpersoner samt at skift synsvinkel i hvert afsnit i mellem hovedpersonerne, holder effektivt de sidevendende fingerspidser i gang. Men igen, selve mysteriet og ikke mindst karaktererne, forbliver for stereotype og for urealistiske, ligesom Adler-Olsen nok flirter med, hvem der har ret til at tage liv, og om et liv er mere værd end et andet, uden at komme under huden med, hvordan specielt Nete Hermansen egentlig hænger sammen psykologisk. En mere nuanceret Nete kunne have løftet krimien væsentligt fra underholdende mordgåde til en mere psykologisk skildring af, hvad overgreb gør ved mennesket.
En fotobog ud over det sædvanlige, hvor der er noget på spil. Jeg fattede interesse for den, fordi den fik en del omtale ved udgivelsen, og temaet, forladte steder, finder jeg også på en gang frastødende og tiltrækkende, så den skulle læses.
Det er Jan Elhøj fra den hedengangne Banjos Likørstue og reklamemanden Morten Kirckhoff, der står bag de mange billeder og de få engelske ord, der følger. Og jeg synes, det er rigtig interessant.
Bogen dokumenterer en masse steder, huse, gårde, hospitaler, laboratorier osv., der er forladt. De ligger i Danmark, Europa og Kina. Der er en indbygget tristesse, som er til at tage at føle på, for hvorfor og hvordan blev disse steder forladt? Hvor er stedets mennesker blevet af? Det er et dokument over globaliseringens konsekvenser, når det lille bryggeri, sennepsfabrikken og den kæmpe belgiske systue står tomme, som om medarbejderne er til frokostpause, hvis iagttageren ellers kan abstrahere fra vildfaren efeu, porøse malingsflager, der stille vugges af vinden og skidt fra dyr og mennesker, der åbenlyst ikke har haft noget lovligt ærinde disse steder.
Der hvor 'Abandoned' dog er mest vedkommende på et menneskeligt plan, synes jeg klart er på dansk grund og i private hjem. Vi er et eller andet sted vant til, at fabrikker, kontorer, institutioner osv. står tomme ind i mellem, men private hjem er uhyggelige uden beboere. De fleste af billedserierne følges ikke af ord, og kaldes noget objektivt som ”Mental Institution, Belgium” og ”Hospital, Russia”. Men fem serier skiller sig ud ved at være opkaldt efter den person, der har boet i huset, f.ek.s ”House of Ruth”. Det gør billederne endnu mere umulige at distancere sig fra, når nu vi ved, at Elhøj og Kickhoff ved, hvem der har boet i de umiddelbart spontant forladte stuer.
Disse fem serier, og i særdeleshed dem fra Danmark er bogens pletskud, der gør indholdet vedkommende og maner til eftertænksomhed. Det er stedet, hvor vores nysgerrighed muligvis er gået for langt, for her er noget på spil, da det på ingen måde ligner, at disse mennesker er taget fra deres hus med bevidsthed om, at de aldrig skulle vende tilbage igen.
...Ruths strikketøj venter på kakkelbordet, hendes vasketøj hænger sirligt på linen i stuen, gebisset og brillerne ligger klar, den koboltblå overfrakke hænger på sin knage, familiebillederne står der endnu og Anthon Berg-æsken indeholder stadig chokolade ... Puha.
Elhøj og Kickhoff skriver også, at de efterlod stedet i melankolsk stemning, for hvor var Ruth blevet af? Og læseren kan jo tænke videre, hvorfor er der intet sket med Ruths ting? Hvor er hendes familie? Hvor er kommunen? Hvad sker der egentlig med ens ejendele, som man har samlet og holdt af gennem et langt liv, når man dør, hvis ikke man har et såkaldt netværk? Åbenbart ingenting, og det virker meget sørgeligt.
Fototeknisk vil jeg som hobbyfotograf mene, at billederne er rigtig gode. Det er en flot bog, og, som så ofte set før, virker det stærkt, at begå billeder, hvor motivet er forfald og kaos, men formen smuk. Det giver en kontrast, hvor man sødt tiltrækkes og frastødes på en gang. Det vækker mindelser om 1600-tallets morbide vanitasmotiver, hvor livets flygtighed afbilledes. Stærkt.
Antal nullermænd til Abandoned - Adventures Of Urban Explorers:
Med et efter min mening lovende omslag, mystisk titel og placeret i en af mine favoritgenrer - dansk realisme - var forventningerne høje hos denne læser. Jeg ved ikke, hvad jeg havde ventet - men jeg fik en god og rystende bog.
For det første gav den et indblik i en verden, jeg intet kender til, nemlig den meniges i militæret alias Almegård Kaserne 1988. For det andet fik jeg en oplevelse af en dysfunktionel familie, der havde opbygget sin egen levedygtige og usunde struktur. For det tredje en godt disponeret fortælling. Fortælleren ved mere, end han lige vil ud med, og han giver bevidst meget små spor, der afslører, at alt vist ikke er, som man kunne antage med menig Balleby.
Leif Balleby er 18 år. Han spiller, som så mange gange før, matador med sin dominerende far, der er psykolog og pensioneret sekondløjtnant. Og taber. Denne aften betyder det, at han skal melde sig frivilligt til marineinfanteriet på Bornholm. Leif forstår ikke hvorfor, men gør som faren siger. Vi følger nu Leifs liv på kasernen. Først lefler han for befalingsmændene, og håber på at blive udtaget som officer. Nogen falder for han naive ambitioner, men han vrages naturligvis. Som hævn forsøger han halvhjertet at blive kommunist. Efterfølgende oplever han, at en soldaterkammerat dør under en øvelse, og det gør ham til et nervevrag - som fortsat ikke tages alvorligt af nogen af hans kolleger. Hans far får ham overført til militærpsykiatrisk afdeling, men her magter Leif ikke at fortælle sandheden om, at han er bange og ikke forstår, hvorfor det var kammeraten der døde, og ikke ham selv. Han udskrives og vender tilbage til kasernen, hvor alle opfatter ham som en uudholdelig, tikkende bombe. Efter et sløset forsøg på at desertere, tropper faren op på kasernen iført gammel uniform og laver en scene. Leif ender i Nyhavn med blod i ansigtet efter et års værnepligt.
Blendstrup må have været i hæren - siden han kan beskrive det absurde miljø så præcist. Udover et kasserneliv med befalingsmænd, der får Løjtnant Pjok og Generalen fra Basserne til at blegne, så bliver en soldat faktisk slået ihjel på grund af en bindegal befalingsmands vanvittige kommandoer, men ingen tager det rigtigt alvorligt.
...Bogen er så fin, fordi den rammende beskriver et svagt menneske, der gerne vil gøre alle glade, og gerne vil have et godt liv, men ikke forstår, hvad han skal gøre.
Konstant forsøger han at leve op til andres mål og ambitioner, hvad enten det angår militærkarriere, kvinder, politik eller træning. Konstant synes alle, han er et ligegyldigt nul, fordi de gennemskuer, at han ikke har sin egen mening om noget. Egentlig er han ikke dum - han får bare lov at være det. Kun de, der kan udnyttet ham til egne formål, samler ham op. Han ser det godt, men magter ikke at gøre noget. Samtidig har han en betændt familie med en far i spidsen, der åbenbart har besluttet, at militæret også skal modne hans fjerde søn. Han tøver ikke med - i underholdende og meget præcise vendinger - at fortælle Leif en sandhed eller to, også når han helt sikkert burde lade være, og han styrer alt, hvad Leif gør. Et eller andet sted holder han af sin søn - det er i hvert fald vigtigt, at han konstant ved hvor han er, så han kan sætte knappenåle på landkortet, men det er ikke så betingelsesløs en kærlighed, som familiens gamle hund får, og empati er der intet af.
Denne læser får ondt i hjertet på Leifs vegne, fordi han er så kikset, usikker og til grin, selvom han prøver så hårdt. På den anden side forstå læseren også, at han er en pestilens at dele stue med, fordi han netop ikke rigtig enten er totalt antimilitær og væk i en hashtåge eller har intelligensen til at gøre karriere i camouflagetøj. Og at han måske heller ikke er nogen drømmesøn for en mand, der selv har få masser af sildesalat i hæren. Det er barske løjer. Og det er godt.
Lad mig redegøre for mine præferencer først, så det ikke er skjult, at jeg har en forkærlighed for unge forfattere, der skriver om hverdags- og også gerne ghettoliv. 'Kiffe kiffe i morgen' er sådan en bog.
Det er ikke helt ufortjent, at bogen blev en overraskende sensation i hjemlandet Frankrig, hvor den udkom i 2004. Dengang var Guène kun 19 år, og det var hendes debut. Den foreligger nu endelig på dansk ved hjælp af midler fra Statens Kunstråd og Culturesfrance.
Og hvad går det så ud på? Jo, vi læser med i noget der ligner en dagbog ført af teenageren Doria. Hun bor i en betonsilo i Pariserforstaden Livry-Gargan med sin mor. Faren er smuttet hjem til Marokko til en yngre model. Mor og datter lever af almisser fra de få andre indvandrere, de kender i området – og så forskellige tilbud og tilskud fra alle de velmenende damer fra kommunen, som Doria ikke giver meget for.
...
Vi følger deres hverdag i Dorias optik. Det er ikke fordi, der er nye og rystende afsløringer her, men det bekræfter den nuværende debat, vi også har i Danmark, om, at mange indvandrere lever fuldstændigt isoleret fra det øvrige samfund.
Doria er hverken en taber eller en vinder. Hun er faktisk rimelig skarp, men det er op ad bakke, fordi hun er, hvor hun er: Hendes far er skredet, og har intet gjort for at skjule det faktum, at det ikke var godt, hun er en pige, og at det fransk samfund er noget skidt. Hendes mor taler ikke fransk, og Doria er dermed den mest voksne i familien, der må agere tolk for moren, hver gang myndighederne vil dem noget.
De hemmelige forelskelser fylder også. Hamoudi, en hærget pusher, citerer Baudelaire for hende, og de to har noget særligt sammen omkring den franske digter. Ellers går Dorias tid med at se, hvad der sker med nogle af de piger, der er lidt ældre end hende, som pludselig spærres inde af deres forældre, fordi de er blevet lidt for interesserede i franske drenge eller uddannelse. Eller drengene omkring hende, der sjældent ender med en lokal pige, men får en bragt op fra det marokkanske bøhland, og starter et minimarked, der hurtigt går konkurs.
Det fineste ved bogen er sproget, og det til trods for, at denne læser i starten havde svært ved at abstrahere fra det oversatte gadesprog: ”Det var nøjeren”. Hvordan fxxxxx lyder det lige på fransk? Men jeg vendende mig, og må indrømme at en del af charmen og humoren i denne bog netop ligger i Dorias friske sprog og hendes med en vesterlændings øjne lidt naive eller fremmedartede tilgang til virkeligheden i Frankrig. Og når nu scenen er sat til en indvandrerghetto, så virker det altså mere ok, når det er en indvandrer selv, der udsætter miljøet for kritik.
'Kiffe kiffe i morgen' (det er et ordspil mellem kif (trummerum) og kiffer (at man virkelig godt kan lide noget) er en god beretning om, hvordan det er at slås med kærlighed, udseende og identitet, som de fleste teeangere, og så have det ekstra handicap, at ens forældre ikke er med i de franske samfund, og derfor er fuldstændigt fraværende i form af hjælp og kamp mod systemet og de forudfattede holdninger. Og den er ikke uden optimisme ...
I denne anmeldelse afsløres slutningen på Claras krig! Det er måske ikke den store overraskelse, hvis du har hørt om bogen, en jødisk dagbog fra anden verdenskrig, for pr’en har bl.a. gået på, at forfatteren Clara Kramer stadig lever.
Hvis du er det mindste interesseret i anden verdenskrig, så er bogen spændende og velskrevet læsning. Sjældent handler krigsbøger om almindelige mennesker, hvad de oplevede og hvordan de overlevede. Det gør Claras krig.
Clara er jødisk skolepige, som bor i Zolkiew, som dengang lå i Polen. I ’41 har hun en idylliske hverdag, hvor det jødiske samfund lever ret afsondret fra det polske. Men inden længe kommer nazisterne og opretter en i ghetto i Zolkiew.
Claras familie forsøger at undgå den, og da de tidligere sammen med to andre jødiske familier er påbegyndt arbejdet med at udvide en krybekælder med de bare hænder til midlertidigt skjulested, ender det med, at blive deres hjem i halvandet år.
Deres held bliver, at Claras mor har haft en polsk tjenestepige, som nu viser sig at være den eneste, der er villig til at skjule familierne. Hendes mand er ellers tysker og kendt som antisemit, men dette par og deres datter viser barmhjertighed. Da alle jøderne officielt er fordrevet til ghettoen, må tyskerne frit vælge hus, og Claras redningsfamilie vælger naturligvis huset med krybekælderen ...
Nu får vi hverdagsskildringen fra en interimistisk jordkælder, hvor kun gulvbrædderne skiller deres ikke eksisterende privatliv fra værtsfamiliens og deres forskellige logerende, bl.a. tyske lokomotivfører, der kører Auschwitz-togene og blodtørstige SS officerer. Dels i kælderen må tåle hinanden og er 100% afhængige af, om deres ”værtspar” leverer mad gennem deres hemmelige lem i gulvet, og at de henter toiletspanden, så stanken ikke kommer op gennem gulvbrædderne. Sikkerheden trues konstant, bl.a. da nogle små børn mod alle odds er undsluppet nazisterne og har fundet kælderen og hver gang en af de smukke kvinder fra kælderen hentes op af husbond. Alle ved, at før eller siden vil hans kone opdage bedrageriget og have endnu mindre tilovers for beboerne i kælderen. Men inden læseren sammen med Clara holder vejret og håber at det hele går godt, har Claras mor udstyret hende med en bog, så hun kan dokumentere opholdet – også hvis de ikke skulle overleve.
I forordet skriver Clara, at hun nu som 82-årig har skrevet det hele, som hun husker og oplevede det. Det er falsk varebetegnelse, for på sidste side står der, at manuskriptforfatteren Stephen Glantz har skrevet bogen. Det svækker beretningen som personligt og autentisk dokument. Undervejs hører vi ellers, at Clara er det belæste indadvendte barn, men ringen sluttes altså ikke med, at hun bliver forfatter...
Noget af det mest interessante er Claras tanker om jøderne og Gud, men hvor troværdige er de? Er en 15-årige piges spontane eller en 82-årige amerikaners velreflekterede og politisk korrekte? Under alle omstændigheder er det spændende, når hun tænker over, hvor lidt integrerede hun i grund var i samfundet, og hvorfor jøderne skal så mange prøvelser igennem fra Gud. Det kunne have været interessant at høre lidt mere om, om Clara var blevet mere eller mindre religiøs af at overleve opholdet i kælderen – endda med hjælp fra en tysk antisemit.
Vinderen af Nordisk Råds litteraturpris! Finsk kvindelig forfatter i starten af trediverne med semi-goth udseende. Begår skæbnedrama om jalousi og kærlighed på estlandsk jord. I hvert fald ikke dagligdagskost. Og så for resten med en super flot og anderledes forside for en gang skyld. Spændende udgangspunkt.
Lad mig starte med at indrømme, at jeg er ret begejstret på flere planer.
For det første skriver Oksanen så levende, at denne læser klart kunne lugte dildskærmene i det faldefærdige landbrugs køkkenhave, der i det dunkle køkken på gaskomfuret koges sammen med eddike og hældes over de sirligt skrællede agurker og siden stilles ind i spisekammeret til vinteren. Et stemningsbillede i en for os vesterlændinge svunden tid, der dog stadig består i et af vores fattigere nabolande. De præcise og maleriske beskrivelser er for mig det smukkeste ved denne roman. Specielt den ene hovedpersons, den unge kvindes, beskrivelse af sin barndoms sorgløse oplevelser, og specielt de der småting, børn bare hæfter sig ved i den støvede uendelige sommer, er fantastiske. Bogens anden, ældre hovedperson, bemærker faktisk også, at hun har en fantastisk evne til at fortælle.
For det andet er der handlingen. Uden at afsløre for meget, kan jeg vist godt fortælle, at en ung og en gammel kvinde, begge har de mistet retten til deres frihed og deres krop, mødes i Estland i 1992, og noget af et drama oprulles. Det er godt struktureret, og egentlig får læseren bare nogle væsentlige nedslag - men udfylder let selv hullerne i historien. Eller det tror læseren han gør, indtil historien egentlig er slut og den sidste del fyldes med fortrolige papirer fra en af kommunisttidens hemmelig væsener. Det står lysende klart, at fortælleren ikke helt er til at stole på, eller også har spillet et forbløffende og kynisk skuespil overfor omverdenen.
Det handler om kærlighed, men ikke på den søde, romantiske og blåøjede måde. Det handler om, at mennesker kan blive blinde af kærlighed – også selv den ikke er gengældt. Det bliver en besættelse, hvor målet helliger midlet, og enhver kan blive ofret. Det handler om jalousi og om at opretholde en facade og ikke at have nogen at betro sine inderste, ægte følelser til. Om hvad mennesker gør bevidst eller ubevidst for at overleve. Om det er under kommunisterne, hvor alt af anden ideologisk karakter må forsages, eller om det er som indespærret luder i en lejlighed i Berlin. Begge kvinder overlever stadig på trods.
Romanen er skruet sådan sammen, at de to kvinders forhistorier lidt efter lidt klarlægges, og læseren ved tidligt, at kun den unge ved, at de er i familie med hinanden. Det er rigtigt spændende, hvordan de er havnet i de situationer, de er, og jeg forstod bedre og bedre, hvorfor de er meget mistroiske og utilbøjelige til at stole på hinanden, og ventede spændt på, om de nogensinde fik sandheden om hinanden, som jeg troede, jeg havde styr på. Men heldigvis formår Oksanen til det sidste at afsløre ting om sine personer, som jeg ikke havde set komme.
Det er sådan en bog, hvor jeg til sidst holdt vejret og læste hurtigt, for at finde ud af, hvordan det hele dog skulle ende, men samtidig godt viste, at jeg hellere skulle nyde det, for når sidste side er vendt, så var en fantastisk læseoplevelse uigenkaldeligt slut.
Lad det være sagt med det samme. Jeg er ret vild med Kim Leine – både når han skriver om Grønland og hans fars misbrug af ham selv, og i historien om bedsteforældrenes dysfunktionelle ægteskab og misrøgt af hans fader – i henholdsvis 'Kalak' og 'Valdemars dag'. Så jeg havde høje forventninger til hans tredje bog, 'Tunu', hvor Grønland igen lægger ryg til historien.
Og Kim Leine bliver bare bedre og bedre. Forbedringen ligger bl.a. i, at det indlysende selvbiografiske er lagt mere på hylden i forhold til 'Kalak'. I det mangfoldige persongalleri optræder stadig en mandlig, dansk sygeplejerske – hvilket Leine jo har været selv. Men historien virker mindre privat, og dermed mere universel denne gang. Leine skriver fin, præcis realisme. Ingen klicher. Det er jeg vild med. Men selve miljøskildringen og for mig det eksotiske indblik i livet en østgrønlandsk bygd er det mest interessante.
På det seneste har jeg læst en del bøger om afrikanere og deres møde med vesterlændinge (Cleave og Ejersbo) og jeg havde ikke set det komme, men 'Tunu' er jo en perfekt forlængelse af studiet i imperialismens stadig tilstedeværende spor i de fattige lande - herunder vestens syn på folk fra mindre udviklede egne. Vi er i en lille bygd i Østgrønland, hvor de fleste indfødte stadig lever som fangere, og hvor de få semiakademikerstillinger som lufthavnsleder, skolelærer og sygeplejerske kun besættes af folk fra Danmark. Det er rigtigt spændende stof, som af en eller anden årsag, normalt aldrig finder vej til en dansker fra det område, hvor rigsfællesskabet er fysisk forankret.
Vi følger mange personer i den lille bygd. I hvert fald nok til at jeg opgav at holde styr på alle navnene og deres interne relationer. Det er altid lidt frustrerende, men det forstyrrede egentlig ikke oplevelsen nævneværdigt. Danskerne oplever grønlænderne som nogle dovne hunde, der absolut ikke arbejder mere end højest nødvendigt, horer omkring, drikker sig bevidstløse og misrøgter deres børn. Som umulige at hjælpe og ganske ansvars- og sorgløse. Omvendt finder grønlænderne, at danskerne holder for meget igen med penicillinen, og at de burde skaffe flere hjælpemidler og bedre huse til dem. Kvinderne forstår ikke de danske mænds forventning til et monogamt liv.
Fangersjælden lever, og mændene drives mod ensomhed på fjeldet og sæljagt i små joller blandt isflagerne. Alle danser polka på det primitive, lokale diskutek i en gammel container. Folk bor i utætte skure med lokum. Butikken har ofte halvfordærvet mad, fordi forsyningerne i lange perioder ikke kan komme frem grundet vejret. Sygetransporthelikopteren kommer ofte ikke på vingerne af samme årsag, når indbyggerne er sygere, end den danske sygeplejerske kan klare. Det har fatale konsekvenser, og i det hele taget er det et meget anderledes, meget irrationalt og vældigt spændende indblik vi får i livet i en bygd i Grønland. Så ja, jeg er stadig vild med Kim Leine.
Det er egentlig sjældent, at jeg læser krimier. Jeg foretrækker dem på tv – gerne som serier. Muligvis fordi det er hurtig underholdning, der, hvis det er godt håndværk, giver ens ego mulighed for at spille klog og gætte med på, hvem morderen er. En krimi på papir, tager væsentlig længere tid, og skal dermed også være seriøst meget mere velskrevet og spændende. Men det ændrer naturligvis ikke ved, at det er gætte-med-genet, der først og fremmest skal pleases hos denne læser. Det må ikke være for let, men heller ikke umuligt.
En af de bedste svenske tv-krimi-serier er Wallander , og det er netop den sidste Wallander-krimi, jeg har kastet mig ud i. Altså en kommissær jeg kender bedst fra tv, og som jeg har store forventninger til, selvom de sidste mange tv-krimier vist ikke har taget andet end udgangspunkt i Mankells persongalleri.
Kurt Wallander fremstod sjovt nok, mens jeg læste, som en kloning af Rolf Lassgård og Krister Henriksson, der jo begge har spillet hver deres Wallander – den ene mere hærget end den anden. Så meget for egen fri vilje, når noget først har været filmatiseret. (Heldigvis blev Kenneth Branagh ikke rodet ind i min Wallander).
Wallander på bog er ikke overraskende mere nuanceret fremstillet og lever knapt så idyllisk som i serien, men bedst af alt – og det er måske netop det bedste ved 'Den urolige mand', får læseren lov til at kigge ind i politimandens metode og høre, hvordan noget giver mening i glimt og siden destilleres, hvordan det sættes i system, hvilket netværk en erfaren kommissær trækker på – og hvilke omkostninger det har. Du skal nok ikke læse 'Den urolige mand' eller Mankell i det hele taget, hvis du er afhængig af nyskabende sprog og hader alt, der tangerer velskrivende journalistik. Det er ikke sproget, der er interessant.
Det er plottet til gengæld. En velturneret gåde med flere mord, mange hemmeligheder og et formentlig rimeligt realistisk indblik i, hvordan politiet arbejder her i Norden, og hvad deres dagligdag byder dem af konstant omorganisering, nye målrettede, unge chefer og manglende ressourcer til at dække al den kriminalitet, der til stor frustration så uofficielt prioriteres.
Denne sidste krimi om kommissæren fra Ystad, trækker linjer tilbage til Palmemordet, sovjetiske u-både i Skærgården og spionage. Linda – Kurts datter – har fået en svigerfar, der er pensioneret orlogskaptajn. Han betror sig delvist til Wallander under sin 75-års fødselsdagsfest blandt Stockholms overklasse. Han føler sig truet. Kort efter forsvinder han sporløst. Ugen efter er hans kone også væk. Kurt kører sin egen opklaring under sin sommerferie for familiens skyld, parallelt med Stockholms politi. Og så kommer ting og sager frem i dagens lys – også på personligt plan.
'Den urolige mand' er en glimrende krimi med troværdige personer. Dog føles den lidt lang. Måske det indirekte skyldes det koldkrigstema, der trækkes frem, selvom historien selvfølgelig postulerer, at det stadig er relevant. Det kommer aldrig helt op at ringe, og så er det lidt sørgeligt, at det bliver det absolut sidste, vi hører om Wallander ...
Inden jeg havde læst 'Julius’ afsind', kendte jeg mest Rune T. Kidde for hans fantastiske oplæsninger i Børneradio og de morsomme omskrivninger af folkeeventyr som f.eks. Den lilla møghætte og pulven'. Jeg anede ikke, at han også skrev romaner – men selvfølgelig gør en mand med hans historie- og sprogtalent det.
'Julius’ afsind' starter med et forord fra den aldrende krimidronning Maj Sjöwall, hvor hun opfordrer Kidde til at få skrevet sin krimi. Det tunede helt klart mine forventninger til krimi. Og godt nok bliver mange slået ihjel, men det interessante bliver aldrig, hvem der gør det. Vi ved fra start, at det er Julius – eller det påstår hans ven og vores fortæller, Christian, i hvert fald.
'Julius’ afsind' er en historie, hvor man skal lade sig rive med og sluge (røver) historien råt. Første halvdel af bogen var jeg helt oppe at ringe, fordi historien tilsyneladende var konstrueret på den klassiske måde, hvor en person fortæller om sin ven, hvilket giver mulighed for, at fortælleren bevidst eller ubevidst kan fortolke ting forkert. Fortælleren Christian lægger ud med at forklare, at hans bedste ven Julius hele tiden forsøger at slå ham ihjel, og i øvrigt har slået en bunke andre ihjel. Jeg troede, fortælleren fejlfortolkede hændelserne, men som begivenhederne skred frem tror jeg nok, det var Julius, der reelt forårsagede alle mordene - i en påstået god mening. Mit scenarie kunne ellers også være blevet underholdende.
Vi hører om Julius’ alt andet end normale liv fra en fortæller, der altså påstår at være Christian. Påstår, fordi denne fortæller ved alt for meget til kun at kunne være Christian og en reel tredjepersonfortæller. Vi får bl.a. en meget rørende historie fra Buenos Aires, hvor Julius ad omveje havner og for en gang skyld vælger at hjælpe en ældre mand til et bedre liv i stedet for at slå ham ihjel. De to forsøger at tale sammen på spansk og dansk, men forstår naturligvis ikke hinanden. Til gengæld forstår fortælleren, hvad de siger ... Så igen, den fortæller ved mere, end den lader som om. Og det er vældig underholdende. Hen mod slut skifter fortælleren til Christian i første person. Helt sikkert ikke spor tilfældigt, men det kræver nok flere gennemlæsninger at spotte, hvorfor og hvornår det snydes og skiftes rundt med synsvinklerne.
I anden halvdel af bogen faldt min entusiasme lidt, muligvis fordi Julius bliver mere og mere sindssyg og historien tilsvarende mere rablende. Fantastiske begivenheder gentages, og det er uklart, hvad der er fantasi og virkelighed for de implicerede personer. Men sikkert en udmærket beskrivelse af, hvordan det er at være afsindig.
Julius maler konstant den hvide klovn, som jo normalt belærer om god og dårlig opførsel - myrder Julius af lyst, barmhjertighed eller slet ikke? - og Christian har en moderbinding, der er så syret, at han på et tidspunkt fortæller ting om Julius’ mor, man som opmærksom læser vil huske, i virkeligheden handler om hans egen. Jo, det kan blive litterært, hvis det er det man vil.
Men igen, historien kan også læses som god underholdning, for Kidde skriver virkelig godt. Så pyt med, at jeg ikke er sikker på, hvordan det hele egentlig endte og om både Julius og Christian var afsindige (det var de vist). Det allerbedste ved historien er sproget. Præcist, til tider meget poetisk, og uden klicheer fx: ”De fulgte de gebrokne gelænderrundinger som glinsede usynligt af håndfladefedt i halvmørket”. Man ved lige, hvordan det er, men man kunne ikke selv have skrevet det. På mange måder minder Kidde om Villy Sørensen – ikke mindst på grund af sproget: ”Han følte sig mørbanket. Det var han også.” Ganske morsomt og alt andet end kedeligt og normalt.
Liberty er en murstensroman på intet mindre end 709 sider. Samtidig er det tredje og sidste bind af Ejersbos trilogi om Afrika, hvor personer og episoder belyses fra forskellige vinkler i de tre bind. Ydermere nåede Ejersbo ikke at færdiggøre manuskriptet inden sin pludselige død i 2008
Måske jeg skal starte med at tilføje, at jeg også har læst bind et i trilogien, Eksil. Den synes jeg er for lang, selvom den er væsentlig kortere end Liberty. Og længden er bestemt første og største problem ved Liberty. Men’et er selvfølgelig, at Ejersbo måske selv havde strammet væsentligt op, hvis han havde haft tid.
Historien starter i Tanzania i ’80 og rækker ti år frem. Du får to fortælleres syn på livet i en fattig, socialistisk stat i opløsning. Den ene er danske Christian, der som teenager sammen med sin mor flytter til sukkerplantagen TPC, hvor hans far er udstationeret for Mærsk som regnskabschef. Han ankommer fordomsfri og forholdsvis politisk korrekt til en hvid ghetto og lever et vel rimeligt almindeligt teenageliv med lidt for meget fokus på øl, bhangi, sex, skoletræthed og med fraværende forældre, der dyrker deres egne problemer og karrierer i stedet for at opdage, at deres søn måske ikke trives så godt, som det ser ud til på overfalden.
Han lærer den anden fortæller, sorte Marcus, at kende, fordi Marcus slaver for en hvid familie, og de hvide familier ses ofte. Deres fælles interesse er ny musik, som er en mangelvare i Tanzania. Marcus er lidt ældre, og mere interessant fordi han er en mere eksotisk vinkel. Marcus har overlevet på de hvide safarituristers levninger, efter at han er stukket af fra sin voldelige far. Han er fast besluttet på at lave forretning. Men forretning er svært, og han forsøger at gøre sig uundværlig i en hvid familie: blive venner med børnene og finde på alverdens opgaver, han kan hjælpe familien med at løse. Problemet er bare, at det aldrig fører til en egentlig ansættelse med løn, men i stedet en forventning om, at han tager alt skraldet og fungerer som alt mulig-mand og barnepige for endnu et sæt forældre, der er fraværende. Parrets finske venners kone benytter ham oven i købet som privat legetøj, hvilket fører til at manden forsøger at slå ham ihjel. Ingen er vist i tvivl om, hvem der egentlig er skyldig, men politi og hospital er korrupte, så den hvide mand når altid længst, mens den sorte i den situation ikke har nogen venner.
I det hele taget er det ikke et specielt opløftende billede af hverken hvide eller sorte i Afrika, der tegnes. Hvis vi tager de hvide først. Manden i huset, hvor Marcus knokler, er f.eks. noget af en ulandsarbejder: Han stjæler, alt hvad han kan fra det savværks- og uddannelsesprojekt, han administrerer for den svenske stat på Kilimanjaro, ligesom han konstant har små eventyr kørende med sorte piger, der drømmer om billetten til et luksusliv i Europa, som ingen af dem naturligvis nogensinde får.
En interessant skikkelse set med Marcus’ øjne: Han har alt, hvad han kunne ønske sig, men opfører sig som en gemen (hvid) stodder, der vil skide på Afrika, sin kone, sine børn, sin hushjælp, den svenske stats projekt og de mennesker, som projektet skulle uddanne til et bedre liv. Ligesom den jaloux ægtemand, der med fuldt overlæg slipper af sted med at køre Marcus ned, en af de bipersoner, der får denne læser til at tænke over, hvad vores ulandsbistandsprojekter egentlig nytter, og hvorfor alle hvide åbenbart før eller siden ender i samme situation, nemlig som overklasse, der tager præcis, hvad der passer dem, for at tage hjem igen, når det brænder på.
Postulatet om, at hvide kan organisere og sorte er dovne er i høj grad til stede – og personerne i fortællingen taler også om det selv, men et par sorte kvinder i fortællingen viser anslag til en anden vej, hvor man skaber noget selv og ikke bare ser frem til at leve på nas.
For eksempel Marcus’ kone Claire, der vil sælge batiktøj, fordi hun ved, at der er penge i det, men hvor bunden så uheldigvis slås ud af tøjmarkedet, da vesten med et donerer meget mere genbrugstøj til de stakkels afrikanere, end de plejer – og i en god mening. Marcus er jo heller ikke dum og doven. Han kan sagtens lægge to og to sammen og bliver bedre og bedre til udvikle en sikker strategi for overlevelse ved at sprede sin risiko (kopierer bånd med ny musik, har høns i haven, driver en kiosk som dog konstant skal være bemandet for ikke at blive tømt) og gøre sig uafhængige af hvide, der altid synes at svigte, når det gælder. Men hvis vi skal stole på Christian, så drikker Markus (også) for meget, har for mange kærester, har måske aids, så han lever egentlig som en hvid mand i Afrika – han har det bare hårdere, fordi han ikke har hudfarven og dermed tilliden til hans formåen med sig.
Hvis blot Ejersbo havde udeladt hele den periode, hvor Christian er teenager (omkring 400 sider), så vi i stedet startede, hvor Christian vender tilbage til Tanzania efter et fejlslagent forsøg på at gå på HF i Hasseris. Her begynder modsætningen mellem hudfarver og forventninger nemlig for alvor at vise sig og blive interessant. Selvfølgelig havde vi så ikke fået Markus’ historie om at overleve hos en hvid familie, men det kunne i hvert fald godt gøres kortere uden at meningen gik tabt.
Tilbage i Danmark kan Christian nemlig ikke finde sig tilrette på sit hf-kursus. Han vil tilbage til Afrika og drive diskotek, hvilket han tidligere har talt med Marcus om. Mangel på startkapital betyder, at han stjæler skolens anlæg, får det til Tanzania via smøring, og bistandshjælpen holder det gående uden at det sociale bedrageri opdages.
Men andet ophold i Tanzania er anderledes. Nu er Christian en (hvid) mand - og det ændrer i den grad folks forventninger til ham. Nu er han en fribillet til det søde liv, og for kvinderne en billet til Europa, på trods af at Christian insisterer på, at blive i Afrika for evigt.
Alle vil have en bid af kagen, og Christian opfatter nu også Marcus som en parasit. Omvendt har Marcus sat al sin lid til Christian og deres projekt og mener, at Christian skylder ham en stor del af æren for, at det er lykkedes at få diskoteket op at stå, specielt hvad angår den berømte smøring i det meget korrupte land og de mange kontakter der skal til. Det hele spidser mere og mere til, og pludselig er det ikke længere så let eller trygt at være hvid i Afrika. Christian har nemlig ikke som Markus spredt sin risiko.
Alt i alt et spændende indblik i Afrika fra en sort og en hvid vinkel, selvom det trækker ned, at det ikke foregår i dag, men for 30 år siden. Denne læser bruger nemlig energi på at tænke over, om tingene mon har ændret sig. Og så kunne det altså godt have været kortere.
Og en enkelt ting mere: Super fedt at omslaget er lidt anderledes. Det er lavet af Ejersbos søster, Ea. Forfriskende i meleret genbrugspap med simpelt tryk i én farve. Normalt kommer de danske bogomslag jo stort set enten fra Imperiet eller Ida Balslev-Olesen – så dejligt med noget nytænkning.
'Mange sære ting for' er en sær roman. Jeg havde aldrig læst noget af Madsen før, men vidste, at det var de rimeligt litterære typer, der dyrker ham. Så jeg forventede en roman med formeksperimenter og referencer til andre vægtige værker. Det fik jeg sådan set også.
Ironisk nok er første pastiche, der trigger noget i min hjerne, Dan Brown og 'Da Vinci Mysteriet'. Ironisk nok fordi det er en ikke specielt litterær bestseller, der til gengæld er underholdende. Det havde jeg ikke lige ventet.
Lad mig allerede nu afsløre, at jeg ikke havde læst bogen færdig, hvis det ikke var fordi, jeg kender et par andre læsere, hvis mening jeg respekterer, som sagde, at jeg skulle læse den færdig, fordi det var en rablende oplevelse og det mest lineært sammenhængende, de havde læst af Madsen (sic!)
Jeg vil prøve at sige lidt om historien uden at spolere for meget, selvom det nu aldrig blev væsentligt for mig, hvem der egentlig slog hvem ihjel og hvorfor. Her vender vi nemlig tilbage til Brown-pastichen: Det er en krimi, eller en form for. En masse mennesker bliver i hvert fald myrdet – og også her pga. kristne myter, som nogen står klar til at afsløre som usande.
Vi er i Århus på toppen af Skt. Clemens spir, hvor den verdensberømte danske astronom Adam d’Eden er blevet spiddet. Madsen-fans vil eftersigende genkende navnet, da familien Eden går igen i en stor del af hans mere end 50 bøger. Og så ruller lavinen ... Omkring ti forskellige fortællere – inklusive Jesus selv - medvirker til at få opklaret, hvorfor og hvordan astronomen er havnet i luften over Store Torv.
Centralt i alt dette står begrebet spejlplaneter, der forklares i faktabokse. Jeg fattede det ikke helt, men forstod så meget som, at teorien går ud på, at alt vi oplever, er hændelser, som er forskudt i tid, fra de sker, til at vi opfatter dem. Normalt er den tid det tager nærmest umulig at opfatte, men med en forskydelse på 2000 år og fokus på Nazaret og en vis jødisk tømmersvend, fik d’Eden pludselig noget meget interessant materiale på video i sin forskerbunker udenfor Århus. Og så kan det ellers være at forskere fra nær og fjern valfarter til Århus i kampen om ikke at få afsløret sandheden om, at Jesus er almindelig dødelig som alle os andre.
Og det lyder jo spændende nok. Det er det bare ikke.
...
Det er gakket og rablende, og vi følger rigtig mange personer. For mig flød det sammen og blev ligegyldigt.
Det blev for vanvittigt og hverken vedkommende, spændende eller morsomt nok til at holde en roman kørende over 400 sider. Jeg havde forventet et budskab. Det synes jeg ikke den har. Og i forhold til 'Da Vinci Mysteriet', som han udfordrer, så er plottet og ikke mindst ”hvad skal det hele dog ende med”-faktoren altså ikke lige så spændende her. Alle de litterære detaljer og elementer, som sikkert er guldkorn for sande fans, f.eks. den lange irrelevante historie om den estiske forsker, der kom til Århus og dør med sit nye tv, ryger på gulvet hos mig.
Den har sine momenter, men forblev mere sær end guddommelig for denne læser.
Lad mig starte med at betro dig, at jeg kun har læst denne bog, fordi den har fået helt enestående udenlandske anmeldelser påhæftet sin danske udgivelse, f.eks. ”Indtil nu er det årets bedste bog” og ”Den anden hånd slår benene væk under dig”.
Tænkte den derfor fortjente en chance trods omtalerne a la ”gribende historie om nigeriansk pige, der flygter til London, går en grum tid igennem i asylcenter og nu står i et vesterlandsk samfund, der ikke vil vide af hende”. I min optik stor risiko for en klæg og triviel historie, og ikke lige den slags, jeg ville vælge normalt.
Men heldigvis læste jeg romanen og kan nu hyle med i koret om, at det er en helt fantastisk bog – for at bruge et fortærsket ord. Helt klart en af de bedste læseoplevelser jeg har haft længe. Jakob Ejersbos Afrika-trilogi, som også handler om afrikanere og hvide og samspillet eller manglen på samspil mellem de to grupper, blegnede væsentligt for mig i forhold til Den anden hånd.
Vi møder to forskellige fortællere: Lille Bi, uledsaget nigeriansk teenage-flygtning havnet i London og Sarah, 30+ og succesfuld moderedaktør med perfekt familie og sit på det tørre.
Ved at koble de to fortælleres skæbner sammen får Cleave i den grad sat to livsstile og verdener i kontrast. Du sidder med intet mindre end en vedkommende flygtningehistorie og en for mig ny indsigt i, hvad det vil sige at leve i et land i Afrika, hvor den eneste bil er den, der står klodset op og tilgroet i landsbyen, hvor det eneste medie er en transistorradio. Et smukt land, hvor naive Sarah i Chanel-bikini på badeferie på den fantastiske strand første gang møder Lille Bi, der har en gruppe fyre efter sig med kalasnikov’er, som kun har ét mål, nemlig at slå hende ihjel. Fordi hun måske har set, at de brændt hendes landsby af med mus og mænd, for at kunne få let adgang til de gyldne dråber i undergrunden som de multinationale oliekoncerner higer efter at hente op.
Tiden i London giver et gribende (og forargende for denne læser) billede af, hvad asylansøgere udsættes for af ligegyldighed under deres endeløse indespærring – og det fortalt med en stemme, der gør, hvad hun kan, for at blive mere engelsk end den engelske dronning. Hun har lagt en klar strategi for, hvordan hun skal komme videre bl.a. ved ikke at tiltrække sig mændenes blikke, og med lyst til at bidrage til det rationelle, fantastiske, trygge og demokratiske land hun tror, hun nu er en del af.
Alt det i kontrast til en engelsk umiddelbart lykkelig hverdag, men hvor det fatale møde på stranden i Nigeria har trukket dybe, traumatiske spor.
Selvfølgelig møder Lille Bi og Sarah igen hinanden, og en meget spændende og sørgmunter historie om overlevelse og medmenneskelighed tager fart.
Jeg grinede, græd og forstår slet ikke, at denne kloge roman er skrevet af en kun 35-årig mand, der kun har én anden bog med i bagagen. Meget vedkommende historie om globaliseringen, hvor verdens problemer hænger sammen – og hvor vi får en sjælden chance for at kigge ind i en flygtnings møde med vores bureaukrati og grænser.
Det er aldrig for sent, at anmelde en god plade. Især ikke når den er så god som Nabihas debut 'Cracks' fra 2010. Et yderst lækkert album der med al tydelighed beviser, at skandinavien er helt med i front, når det gælder velproduceret pop.
Der er praktisk talt ikke en eneste dårlig skæring på 'Cracks'.
Nabiha fører os - sammen med den svenske producer Carl Ryden - sikkert gennem et utal af genrer, der spænder fra Surpremes-agtig glad-i-låget pop, til fransk Daft Punk-inspireret eletronica og new age fra 1980'erne.
Og Nabiha træder ikke forkert en eneste gang. Med en stemme der åbenbart mestrer de fleste genrer synger Nabiha sig gennem det varierede pop-landskab, som indtil videre har medført flere store hits, og som med garanti har endnu flere at byde på.
...Min klare favorit er det det lækre new age nummer 'My Friend', der med sin drømmeagtige keyboard-klangflade og Nabihas bløde stemme er ren honning for ørene.
Eller på 'You', hvor Nabiha synger følsomt til et minimalistisk beat, som elegant smyger sig om hendes vokal, der gradvist tilpasser sig nummerets afsluttende synth-pop crescendo.
I det hele taget er albummet spækket med ultra melodiøse numre, der med ekstremt catchy omkvæd holder opmærksomheden fanget i hele albummets spillelængde. Det hører efterhånden til sjældenhederne og gør op med iTunes-tendensen, hvor køberne nøjes med at håndplukke numre fra hele albums. Det er der absolut ingen grund til her.
Nabiha kan med andre ord være stolt af sit debut-album, der byder på mindeværdig pop af meget høj kvalitet.
Det gælder også nummeret 'Midnight Blues', der med sit diskrete islæt af Dr. Dre, India Arie og Lauryn Hill er både stemningsfuldt og melankolsk. En herlig cocktail, men også her, hvor det træder tydeligst frem, at Nabiha endnu ikke er helt sin egen.
Det trækker dog på ingen måde ned på et ekstremt velproduceret, velskrevet og lækkert album, der uden tvivl er et af de bedste pop-albums, jeg har hørt i meget lang tid.
'King of Limbs' udkom helt tilbage i februar måned. Dette er derfor endnu en af de forsinkede musikanmeldelser fra undertegnede. Jeg bestilte i sin tid The King of Limbs Special Edition newspaper, og har siden da ventet på at denne skulle ankomme, så en anmeldelse kunne udføres. Efter utallige mails frem og tilbage, har jeg endnu ikke modtaget pakken. Dette kan kun tilskrives det omsonste mailsystem som Radiohead kalder kundeservice. Dette har været en usædvanlig frustrerende oplevelse, forbundet med et band der har fyldt så meget i mit liv.
For at få alting klart med det samme, Radiohead har i mange år været mit pejlemærke for innovativ, ambitiøs og smuk musik. Kort sagt; Radiohead har været og er stadigvæk, verdens bedste band! Dette umuliggør en sober anmeldelse, så derfor skal der advares inden videre læsning, 4 Radiohead stjerner ville sprænge skalaen for næsten alle andre bands!
'The King of Limbs' giver ikke nye argumenter til det postulat, men det fejler bestemt heller ikke. Det besidder ikke 'Ok Computers' storladenhed og forudseenhed i tekst- og musikuniverset. Det besidder heller ikke 'Kid A's' univers, der over 10 numre åbnede sig op for lytteren og skabte en følelse i sindet, som meget få albums har gjort ligeså insisterende. Det er på sin vis heller ikke lige så godt et album som 'Amnesiac' og 'Hail to the Thief', men disse albums er måske det tætteste i Radioheads bagkatalog at sammenligne med. Det er en tilbagevenden til den elektroniske musik, som de kort forlod på det svage 'In Rainbows'.
...Åbneren 'Bloom' hypnotiserer med et klaver loop, før fragmentariske trommer og diverse backingspor driver nummeret frem. Thom Yorke leverer en på samme tid doven og voldsom vokal, mens blæsere og computereffekter trænger sig højere op i lydbilledet. Selv med fantastiske åbnere som 'Airbag', 'Everything in it's right place' og 'Packed like sardines in a crush tin box' er 'Bloom' eminent.
'Bloom' skaber en ny Radiohead lyd, ud af gamle Radiohead'ske virkemidler. Der bliver bygget på og bandet viser, at legesygen stadig eksisterer.
Herfra træder albummet dog vande. 'Morning Mr.Magpie' lægger fra land med en interessant baslinje og hen mod slutningen lyder det som om, at computerne er ved at smelte sammen, men der imellem er der for lidt udvikling i nummeret! Mens 'Little by little' fungerer egentlig som et deja-vu af tidligere og bedre Radiohead numre.
'Feral' skuffer ved første gennemlytning, men ved et par gennemlytninger er det albummets mest legesyge nummer, instrumentalt bortset fra Thom Yorkes mumlen eller stønnen der kastes rundt mellem højtalerne et eller andet sted nede i det elektroniske mix.
Første singlen 'Lotus Flower' er noget så sjældent som et monotont, dansende, eletronisk Radiohead dansenummer, med Thom Yorkes falset helt i forgrunden. Det er længe siden at Radiohead har skabt et så ligetil og kvalitativt pop nummer. Det besidder faktisk mange af de ting, som manglede på 'In Rainbows'. Her er legesyge, flere lag i produktionen og det er hamrende melodiøst.
'Codex' og 'Give up the ghost' viser Radiohead fra deres mere underspillede side. 'Codex' er den obligatoriske klaverballade, men hvor 'Pyramid Song' sluttede med crescendo, fader 'Codex ud' i fuglekvidren. 'Give up The ghost' blev et sted beskrevet som ”et spøgelse i en computer”, det billede stjæler jeg.
'Seperator' lukker i en næsten U2 Zooropas'sk følelse, med klare guitarfigurer, noget der kunne være fuldbyrdet omkvæd og noget der ligner en mere konventionel sangstruktur. Dette klæder faktisk de snart middelaldrende englændere.
Som kæmpe fan til den grad, at jeg ikke må vælge musik i sociale sammenhænge, er dette et album der interesserer mere end det fænger. Jeg er begejstret for mange af de valg, der er taget, jeg er lykkelig for, at 'In Rainbows' underspillede og håndspillede lyd ikke - lige nu - er fremtiden for bandet. Radiohead har altid været mest interessante når de leger med deres udstyr, når lyduniverser opstår. Hertil er 'King of Limbs' en kærkommen gave til Radioheads katalog, og til en voldsomt stagnerende mainstream musikscene, der i den grad har brug for bands som Radiohead. For alt Radioheads fremsynethed, så hører de stadig til i en kategori af bands, der har rødder i en forgangen tid, hvor store bands udsolgte stadions, hvor pladesalget var på toppen. De besidder stadig en masse-appeal som få, dette på trods af deres sparken og slåen for at komme ud af diverse rammer. Det er vigtigt i en musik industri, hvor umiddelbar profit står over glæden ved gentagende lytninger af en plade.
Måske netop derfor, står Radiohead stadig som det bedste band i nyere tid.
For at få en ting klar, 'Go tell fire to the Mountain' er et popalbum! Med sin teatralske lyd og voldsomme vokal er det bestemt et anderledes bud på popmusik, men det er det nu engang, altså et popalbum.
Wu Lyf er et fænomen, en klog promotion strategi, der mystificerede bandet og musikken til en grad, hvor der blev stillet spørgsmålstegn ved, om dette overhovedet var et band eller musik, og som bragte dem på manges læber. Folk kunne logge på deres hjemmeside og blive medlem af Lucifer Youth Foundation for et mindre beløb, disse penge brugte bandet på at indspille deres album.
Albummet er en tour de force i melankoli, især båret frem af det fremtrædende orgel, der sammen med en konstant råbende forsanger er bandets letteste kendetegn. Han har sådan en "This Heat"-vibe over sig.
Fra første nummer 'Lyf' åbnes der med orgelet, der langsomt flyder af sted, inden trommer toner ind og guitaren lægger sig smukt op af orgelet. Så sprænger nummeret sig selv og bliver et mere up-tempo nummer, hvor forsangeren for første gang stemmer i, rettere sagt råber i. For hos Wu Lyf råbes ordene, fra det fantastiske første nummer 'Lyf' til den bombastiske lukker 'Heavy Pop' råbes samtlige ord der kommer ud fra mandens mund.
Det fungerer sådan set fint. Det giver på en gang lidt kant og ambitiøsitet til bandets lyd. Samtidig er dette dog også bandets største svaghed.
... Hvert nummer leveres med samme teatralske lyd, hvert ord med samme intensitet. Hvad der først føles som nyt og spændende transformerer sig langsomt til noget, der virker beregnende og fladt.
Der er ingen stille øjeblikke, hvor vokalen får lov at hvile sig, at give et nyt indtryk. Vi får blot den samme råben som nummeret før, som strofen før. Desværre for Wu Lyf er det her bandet falder i værdi. Hvilket er sørgeligt, for albummet har bestemt kvalitet. Melodiøsiteten, som nævnt længere oppe, er tydelig på numre som 'Lyf', 'Such a sad puppy dog' og 'Summas Bliss', her er der bevægelse i numrene, her fungerer den her formel, med den råbende forsanger og det kirkelige orgel fantastisk. Desværre står det ikke distancen uden andre idéer.
Den mystificering, der skabtes da Wu Lyf først dukkede op, er noget, der i den grad mangler i livet generelt, som det gør det i al popkultur. Det er alfa og omega for reklamefolk, tv-folk, pladeselskabsfolk osv. At de kan brande deres kunstnere så konkret som muligt, så de unge mennesker ikke ender med et album, der ikke lyder 100 procent som forventet. Dette er en sørgelig udvikling.
Jeg købte selv Wu Lyf's debut uden at have hørt så meget som et sekund af deres musik, i ren interesse for det "ukendte". For al den negativ kritik der er omkring albummet, er der dog også en masse positiv, som allerede nævnt, men min største ros, og den der gør, at jeg bestemt vil lytte med næste gang er, at bandet har en følelse - måske påtaget sommetider - men en følelse som essentielt er udefinerbar, den er mystisk og det er smukt!
Jeg ville ønske der var flere popplader nu om dage, med samme ambitionsniveau som denne, for en popplade det er det!
Antal nullermænd til Wu Lyf - Go Tell Fire to the Mountain:
Kinski udgav tilbage i 2009 deres hidtil første og eneste album. Et album, der krøb stille under radaren på den danske musikscene. En synd og skam for det er sjældent hørt, at dansk rap byder ind med relevante tekster i forhold til samtiden, men Kinski gør, og det gør de godt.
Normalt støder jeg på hip hop omhandlende kvinder, der beskrives som en-dimensionale figurer i en teenagedrengs liderlige sind. Det handler om ho's, bitches og så videre og så videre. I Kinski-universet handler det om verden, en verden jeg kan nikke genkendende til, som på åbneren 'Tal pænt', hvor "Der' ingen høflighed til mere, det' til at blive vanvittig af, tilbage i tiden duellerede de over mindre, end jeg er udsat for hver formiddag".
Enhver der bruger debatforaer på internettet, har oplevet, at blive kaldt diverse skældsord. "Der er ingen høflighed til mere" det er der nok, men den er på stærk retræte også i det offentlige rum. Kinski ikke blot dokumenterer den, de falder også selv i dobbeltmoralens dybe hul, da selv samme nummers omkvæd handler om, at slikke stor fed p… - blandt andet. Det fungerer dog godt, denne blanding af samfundskritik og humor.
Det er begrænset, hvad jeg hører af hip hop, derfor kan jeg ikke kommentere på rap-kundskaben, men for mig fungerer de danske tekster godt. De er velskrevne og passer overordentlig godt til udførelsen. Blandt andet på 'Verdensborger', der med sit semi-kliché-fyldte omkvæd "Jeg er verdensborger, med hjertesorger, jeg brænder ikke for Dannebrog, jeg brænder for at danne bro." stadigvæk fungerer, for denne plade føles ægte.
...Vi har at gøre med mennesker, der mener, hvad de siger, og siger hvad de mener. Det er en mangelvare i bred musikalsk forstand, men mest af alt i det hip hop, der når de danske radioer. Det er netop dette, der trækker Kinski op.
Musikalsk er jeg ikke altid lige interesseret i deres udtryk, men teksterne bærer dette album. De fortæller historier, og de beskriver noget, vi alle sjosker rundt i til hverdag. Personligt vil jeg mene, at netop dette er essentielt for hip hop, at man kan skælde ud og kritisere. Endda skabe orden i alt rodet. Når denne scene i stedet mestendels bruges til tomme floskler, er det skønt at høre folk, der har noget på hjerte.
Undertegnede fik i godt selskab vinyludgaven af denne plade som en lille gave, men man kan også downloade den helt gratis fra bandets hjemmeside. Det burde man også gøre. Det er et rigtig fint lille album. Her og der fejler numrene lidt, som i 'Jens med Fanen', hvor det bare ikke rigtig spiller for Kinski. Det gør dog størstedelen af albummet. Jeg vil glæde mig til at høre mere, såfremt den dag kommer.
Hvad fanden?! Duran Duran har lavet et nyt album. Mark Ronson har produceret. Kan det gå galt? Ja, men det gør det ikke. Slet ikke!
Duran Duran har med 'All You Need is Now' lavet deres bedste album siden 'Rio' fra 1982. Og det siger ikke så lidt.
Da Duran Duran gik i studiet med den selvudnævnte "største fan" Mark Ronson bag mixerpulten, var målet at lave Duran Durans tredje album. Altså det album Duran Duran burde have lavet lige efter 'Rio'. Mange var som Ronson (og jeg) skuffede over 'Seven and the Ragged Tiger' fra 1983, der afveg meget fra den tidsløse, lettere punkede, new age formular Duran Duran brugte så succesfuldt på debutalbummet 'Duran Duran' og den svære toer 'Rio'. Væk var uptempo-numrene, de overdrevent melodiøse og catchy omkvæd og ind kom en 80'er-lyd, der på ingen måde er ældet med ynde. Duran Durans særtegn var i mine ører forsvundet (ja, jeg har aldrig kunnet lide 'The Reflex', sorry!).
Jeg ved ikke, hvordan de har gjort det, men efter at have manglet deres mojo i henved 18 år (de lavede jo det udmærkede 'The Wedding Album' i 1993) har de pludselig fået den igen. 'All You Need Is Now' er smækfyldt med charmerende, organiske disco/pop-numre, der er umiskendligt Duran Duran. Kendetegnet ved de på en gang fløjsbløde og tempofyldte arrangementer med lækre tekster, der ikke kun handler om kærlighed, men også de mørkere sider af livet.
Den velkendte, stemningsfulde side af Duran Duran træder i karakter på flere af albummets stille numre så som det lækre 'The Man Who Stole A Leopard', hvor Le Bon synger sammen med en sexet Kelis, men også på uptempo-numre som 'Being Followed' og 'Other People's Lives', samt de mellemliggende strygerarrangementer af Owen Pallet fra Arcade Fire.
...Bandet oser af så meget spilleglæde over deres nye materiale, at det er imponerende, at Mark Ronson har formået at administrere den så kontrolleret, som han gør. Resultatet er, at de sammen har genskabt den velkendte, livsglade 80'er-ånd på stort set samtlige numre, og det er immervæk lang tid siden et band har formået det.
Nick Rhodes fylder numrene med lækre keyboardklangflader, der fører en direkte tilbage til 1980'erne. Vel og mærke på den fede måde. Den gang de bedste kunne bruge keyboardet til at skabe stemning, og var i stand til at fravælge de værste Tommy Seebach-indstillinger på deres Yamaha DX-7.
Den stærkt undervurderede bassist John Taylor leverer sin sædvanlige funky underlægning til samtlige numre, men skal især fremhæves for 'Being Followed', 'Safe (In The Heat of the Moment)' og 'To Bad You're So Beautiful', hvor han lægger en usædvanligt fed bund, der burde kunne gøre Bernard Edwards fra hedengange Chic misundelig - hvis ellers han levede. Det svinger med andre ord forbandet fedt, for nu at bruge en af de absolut værste musik-floskler.
Simon Le Bon lyder som om, han indspillede sin vokal den gang i 1980'erne på trods af, at manden for længst har passeret de 50. Det skal selvfølgelig ikke forstås, som at han synger godt i forhold til sin alder. Nej, han synger bare fedt (og stadigvæk lige karakteristisk). Basta!
'All You Need Is Now' har efter min mening 8 sikre Duran Duran hits i posen med 'Being Followed', 'To Bad You're So Beautiful' og det åbenlyse sommerhit 'Runway Runaway' som mine klare favoritter. Kombinationen af discorytmer og westernguitar på 'Being Followed' er intet mindre en genial og beviser, hvor dygtige popsnedkere Duran Duran rent faktisk er, mens 'To Bad You're So Beautiful' øjeblikkeligt sender lytteren tilbage til starten af 1980'erne med sit sødme- og tempofyldte drive - en klar hyldest til klassikeren 'Planet Earth'.
Nu vokser træerne jo som bekendt ikke ind i himlen, så der er da også et par kedelige numre på albummet, der tæller 14 i alt, men ikke noget der trækker alvorligt ned.
Var 'All You Need Is Now' udkommet i 1983 ville drengene uden tvivl have scoret hattrick og numrene for længst være udråbt til Duran-klassikere. Spørgsmålet er bare, om de er for sent ude. Jeg mener det ikke. Vi har nemlig alle brug for den fest, Duran Duran spiller op til.
Kridt danseskoene og kom ud og dans med Duran Duran. De er fandme tilbage med et af de bedste pop-albums, jeg har hørt i mange år. Det havde jeg aldrig troet.
De spiller iøvrigt på Plænen i Tivoli torsdag den 8. september 2011 (den oprindelige koncert i juni blev aflyst). Og hvis du ikke kan der, så kan du se en live koncert på YouTube (instrueret af David Lynch) her.
Antal nullermænd til Duran Duran - All You Need Is Now:
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Prince havde sin storhedstid i 1980'erne, og det er han heldigvis godt selv klar over. Setlisten i Forum var et sandt overflødighedshorn af velkendte hits fra 'Controversy', '1999', 'Around the World In A Day', 'Purple Rain' og 'Parade' tilsat et par covernumre af bl.a. Chic.
Men koncerten startede egentlig ikke så godt. I ny og næ dukkede nemlig nogle af Princes nyere numre op, og det var tydeligt, at publikum ikke helt var opdateret på den kant. Som da Prince valgte at åbne ballet med nummeret 'Future Soul Song' fra 2010-albummet 20Ten. Et underligt valgt nummer som havde svært ved sætte gang i publikum, og som ikke ligefrem blev hjulpet på vej, da Prince kort tid efter forlod scenen for at lade sine tre korpiger synge et medley bestående af bl.a. 'Bridge Over Troubled Water' og 'Love...thy will be done.'.
Men så skete der noget...
Prince kom tilbage på scenen og trykkede speederen i bund med numre som 'Let's Go Crazy', 'Delirious', '1999' og en helt fabelagtig og funky 'Lets' Work' fra 'Controversy' albummet (1981). I modsætning til mange andre professionelle pop-snedkere spiste Prince os nemlig ikke bare af med numrene, som vi kender dem fra pladerne, men i nye organiske udgaver, hvor hitsne smeltede sammen i Princes store funkgryde. Den mand kan jamme. Sådan!
Pludselig var alt glemt om den sløve start, og Prince der omdøbte Forum til House of Prince (lettere ironisk når man tænker på den nye rygelov) var mere end almindeligt veloplagt. Som Prince proklamerede, var vi vidne til rigtige musikere med rigtige instrumenter, og det kunne høres. Fra den rytmiske trommeslager til den danske bassist Ida og ikke mindst Princes musikalske partner gennem flere årtier Sheila E. spillede bandet forrygende funky.
...Til at styre løjerne var Prince i særklasse med sin på en gang professionelle, selvironiske og forbandet cool fremtoning, hvor han hele tiden havde kontakt med publikum, som ikke var bange for at synge hovedparten af 'Kiss' eller hoppe ekstatisk til '1999'.
Prince var da heller ikke bleg for at vise, hvor dygtig en guitarist han er. Det beviste han tydeligt med det flotte og indfølte nummer 'Sometimes it Snows in April', hvor han akkompagneret af klaver fik sin guitar til at græde.
Som om det ikke var nok, fik vi også et par medrivende dueller på bas og trommer, hvor Prince udfordrede danske Ida og Sheila E., for med et glimt i øjet at tabe til dem begge. Ganske underholdende.
Det blev til en del ekstranumre, for publikum ville ikke give slip på den lille store stjerne, og det var tydeligvis gensidigt, som da Prince, efter lyset var tændt og 80% af publikum - inkl. undertegnede - havde forladt salen, spillede 15 minutter ekstra. Det fik jeg om min ledsager desværre ikke med i denne omgang.
Det startede lidt fesent, men endte som et brag af en koncert. Kom snart igen Prince!
I øvrigt en stor ros til lydmændende, der fik Prince til at lyde nogenlunde anstændigt i det ellers så utaknemmelige Forum.
Hvem er det, der skal vise de unge mennesker i de danske forstæder, hvad alternativ musik det er? Mit bud var Arcade Fire. Dette endda til trods for, at deres forrige album 'Neon Bible' (2007) skuffede mig fælt oven på mesterværket 'Funeral' (2004). Men 'The Suburbs' skuffer mig også, og jeg frygter at denne tsunami af forfærdelig mainstream pop blot skyller flere og flere unge mennesker med sig - lige ud i ubetydeligheden.
'The Suburbs' byder på udemærkede numre, men den stemning og nerve der udgjorde 'Funeral' er ofret til fordel for en pænere lyd, der på ingen måde gør Arcade Fire gavn. Titelnummeret, Modern Man, Month of May Sprawl I og Sprawl II klarer sig godt på albummet. Hver især byder de på forskellige facetter af Arcade Fire, Fra Sprawl II’s disko melankoli til Month of May’s beskidte rock. Især dvæler Sprawl I smukt i sig selv, og er et af albummets stærkeste numre. Problemerne begynder dog for alvor når man tager længden af albummet - 16 numre, hvor kun 5 numre er værd at lytte til. Her er alt for mange banaliteter, som den håbløst kedelige rocker Ready to start eller den rodede Rococo. Der er simpelthen for få gode numre, noget som 'Neon Bible' også led under. Det virker halvhjertet og forhastet. Som koncept album fortæller det en historie hørt mange gange før, om udlængsel og fremmedgjorthed. Denne gang fra forstadsmareridtet der drømmes over hele kloden. Men der er en mærkelig trækken på skuldre som lytter, da disse tekster intet nyt bringer. De lyder mest af alt som noget Bruce Springsteen har gjort bedre, eller Neil Young har gjort endnu bedre.
Halvhjertet er det perfekte udtryk, for i Win Butler har bandet en af de ypperste vokalister på musikscenen, men selv hans ellers altid passionerede vokal er mærkelig anonym.
Og desværre så vil dette album også forblive anonymt. De gode numre der er, har ikke samme vitalitet som tidligere numre. Dette kan måske nok blive deres pop-gennembrud, men det er mere sigende for den tilstand musikscenen befinder sig i i dag, end om kvaliteten af albummet.
Hvad der engang var ærligt, skræmmende og originalt er nu bare endnu et band, der hypes og glemmes, når det næste konstruerede stykke popstjerne træder på scenen i et eller andet tv-program et eller andet sted her i vesten.
Da jeg i sin tid sad og lyttede til U2´s Achtung Baby, blev jeg draget af lyden, nerven og intensiteten. Som jeg sidder her dagen efter den første af to koncerter i Horsens, er det med vemod. I aftes sagde jeg farvel til mine barndomsidoler. I og for sig kan jeg sagtens forstå det begejstrede publikum der taktfast klappede U2 fra scenen og efterfølgende vandrede ud i Horsens´ dommedagsvejr, nu om dage er pop scenen så ligegyldig at U2 virkede fantastiske. Dog er dette kun et fatamogana, U2 er blevet nøjagtig så ligegyldig som popscenen omkring dem.
Hvad der altid har gjort dette band specielt, har især været den intensitet og oprigtighed de har bragt ind i musikken. Fra firsernes energiske rock musik til halvfemsernes legen og søgen efter nye veje, har U2 hold sig interessante, netop på grund af den nerve de besad. Bono kunne levere de store budskaber i teksterne, så vi alle følte, at det var vores liv det handlede om. Om dette var forlist kærlighed, ”well you left my heart, empty as a vacant lot. For any spirit to haunt”. Politisk splittelse ”I Don´t know which side I´m on, I don´t know my right from left, or my right from wrong” Ren og skær kultur kritik ”surgery in the air” så havde bandet hjertet med og følehornene ude, altid interessante at lytte til.
Nu om dage virker bandet som en udvandet udgave af noget der engang ønskede at ”Fuck up the mainstream”. Og gjorde det, ved at forsøge ved blive interessante. Nu om dage er de underligt ligegyldige. De er blevet til alle de ting de engang tog ironisk distance til. Mediestrømmen fra ZooTv, blev de vidst selv væk i, som da Desmond Tutu snakker om at vi er ONE, midt under koncerten, ren propaganda, hvilket stiller et spørgsmål er Bono blevet tv-prædikanten, fra Bullet The Blue Skye? ”I Can´t tell the difference between ABC news, Hill Street blues and A preacher on the old time gospel hour stealing money from the sick and the old”. Han lignede ham lidt, som han stod der og takkede Kronprinsen og Helena Christensen, mens han andet steds messede Amazing Grace.
Politisk bevidsthed er forbundet med U2, det har været af stor betydning for mig i min ungdom, at U2 fortalte om verden. Som da man under Zootv havde live optagelser fra krigen i Jugoslavien, fordi dette ikke længere var nyhedværdi. Eller kritiserde forbruger generationen, som havde udviklet sig fra for overbøjet neandertaler til opret stående mand med indkøbs vogn, i Horsens blev U2 præsenteret af BlackBerry. Ja.
Var U2 så katastrofale? Nej gud, havde de bare været det. De var kedelige, forudsigelige og fuldstændig ligegyldige. Den vitalitet der førhen gennemsyrede dette band, den der gør at jeg, som publikum, føler at jeg skal høre de her sange, at de skal spille dem, den er væk. U2 er blevet et livløst væsen der nok går på scenen, og bevæger sig som rockstjerner gør. Som takker efter numre og får folk til at klappe, men det er hult og let gennemskueligt. Numrene hver for sig er ligegyldige, jeg ville have fortrukket andre frem for nogle af aftenens inden koncerten, men nu virker det underligt tomt at tale om numre. Dog skal det siges, at det er en fadæse at bandet insisterer på blot, at være et rock band, at de overser numre fra hele to albums fra halvfemserne, og at man ikke kan skifte lidt ud i de håbløst kedelige numre fra de sidste ti år. Det er følelsen af hele oplevelsen, der sidder i mig, og den er sørgelig, som det er når barndommens idoler ikke længere lever op til forventningerne. Al denne kritik, og så har jeg undladt at tale om Amnesty International sceanen - der ønskede jeg mere end noget andet, at Jarvis Cocker kunne stikke røven i hovedet på de fire irer.
Så for mit vedkommende tak for denne gang, til bandet der formede mit ungdoms univers. Vi ses i fortidens storhed.
Jeg lovede mine 4 medpassagerer i DSB-tog og taxa at sige, det var en fremragende koncert - budskabet er hermed overleveret. Jeg er glad for at I nød den.
På en halvlun aften i Maj mødte jeg forventningsfuld op ved K.B. Hallen. Jeg havde oplevet Snow Patrol i Store Vega sidste år og det var en af de bedste koncertoplevelser i 2009 for mig - så forventningerne var store denne aften.
Kl. 20 trådte bandet Foals på scenen til den mange gange utaknemlige opgave, at skulle opvarme et publikum, der hovedsageligt er kommet for at se et andet band. Denne aften var der dog tilsyneladende en stor del af publikum, der godt vidste hvem Foals var, så stemningen og klapsalverne var i hus fra start. Jeg havde ikke selv hørt om dem, og det er ikke lige plader der ender i min egen samling, men jeg følte mig ret godt underholdt i de 40 minutter de var på scenen - en god start på aftenen.
Efter den obligatoriske pause (praktisk til ølforsyning o.lign.) trådte Snow Patrol på scenen kl. ca. 21:20.
Under et øresønderrivende bifald kickstartede bandet godt 100 minutters koncert med radiohits og publikumsfavoritter som 'Run', 'Chasing Cars' og 'Hands Open' samt deres nyeste radiohit 'Just Say Yes', der blev spillet med et massivt 3000 mand stort backingkor, som publikum denne aften udgjorde.
Snow Patrol var i gode hænder og især forsanger Gary Lightbody var i sprudlende humør. Bandet var tændt og som han fortalte det, var det jo også kun deres 2. koncert i 'Up To Now' turneen.
Det eneste minus - som også kan opfattes som et ret stort minus - var lydkvaliteten i K.B. hallen, som jo altid har haft ry for at være fra slem til horribel. Lightbodys vokal druknede tit fuldstændigt i et massivt lydhav, hvor især bassen var alt for fremtrædende. De tekniske fejl blev da også kommenteret af Lightbody selv, og det udløste blot endnu et bifald, da han spurgte om vi ikke havde hygget os alligevel.
Som ekstranummer spillede bandet 'The Lightning Strike' (som faktisk er 3 sange kædet sammen til et mammutværk på 16 minutter) tilsat superflot videoanimation, der badede hele scenen i flotte konstant skiftende motiver. Koncerten blev rundet af med 'You´re All I Have' - og denne aften var det altså ikke så lidt…
Antal nullermænd til Snow Patrol - K.B. Hallen, Frederiksberg:
Jeg blev introduceret til Melissa Horns musik af en kollega - sjovt nok en uge før hendes anden plade ”Säg ingenting till mig” fik dansk distribution og samme uge, hvor der blev afholdt en Swedish Night i Copenhagen Jazzhouse. På det tidspunkt havde jeg kun hørt hendes største hit ”Lät Du Henne Komma Närmre” samt brudstykker af andre sange, men jeg blev overbevist af denne 23 årige kvindes evne til at skrive og ikke mindst fremføre melankolske sange med en nerve og indlevelse man ikke skulle tro, at en 23 årig kunne præstere.
Så jeg vidste godt, at det jeg skulle overvære i Lille Vega denne aften, kunne blive ret så intimt og gåsehudsfremkaldende - forventningerne blev i den grad indfriet.
Hun startede solo på de to første numre - kun akkompagneret af sin guitar. Bagefter blev hun backet op af en nedtrimmet version af sit band, der normalt er på fire medlemmer. Denne aften havde hun kun to medlemmer med, men Keyboard, western og steel guitar samt Melissas smukke vokal og guitar var også rigeligt til af fylde Lille Vega med vellyd.
Der blev fremført numre fra hendes første plade fra 2007 ”Långa Nätter” samt pladen fra 2009 ”Säg ingenting till mig”, hvor sangene hovedsageligt er beskrivelser af den svære kærlighed, parforhold og ikke mindst utroskab.
Som hun selv kommenterede ”her kommer den mest positive sang jeg har skrevet”, før hun satte i gang med ”Jag vet vem jag är när jag är hos dig”.
Og sangene blev da også serveret med små historier om ekskærester, gamle venskaber og generelle iagttagelser om mænd og kvinder, men man kunne mærke at den lidt generte kvinde, der ellers har et kæmpe publikum i hjemlandet og spiller væsentligt større koncerter end denne aften, trivedes bedst på scenen når hun sang.
Hun sluttede den 70 minutter lange koncert, som hun startede; helt alene på scenen med den fantastiske sang ”Falla Fritt”.
Melissa Horn har endnu ikke fået så mange danske fans ellers også har koncerten ikke været promoveret korrekt, for der var et overtal at svenskere blandt publikum - og størstedelen af dem var kvinder. Men det skal nok komme. Hun spiller koncerter i Århus og København i September 2010, og til den tid har det danske publikum nok fået øjnene op for den svenske sangfugl.
Antal nullermænd til Melissa Horn - Lille Vega, København:
Elektronisk musik fyldt med sjæl. Four Tet har skruet et album sammen, der lægger sig langt fra den elektroniske verden, som ofte er stil over substans. Især kan anbefales at lytte til åbneren Hands, der langsomt lukker lytteren ind i albummet. Her er varme, abrupte beats, lange stemningspassager og masser af fantastiske blips og blops. Four Tet formår endda at skrue et hit sammen med 'As Serious as your Life'. Lyt, lyt igen - det er det hele værd.
9. Aphex Twin - Drukqs / Warp 2001
Her er et album, som vil tage længere tid at fordøje. Drukqs er et dobbeltalbum, der halvdelen af tiden byder på smukke pianostykker af cirka 2 minutter, mens det resten af tiden angriber lytteren med lynhurtige beats og keyboardflader. Ingen skal narres, dette er på ingen måde til det gængse tekno miljø, dette er til høretelefonerne. Et album der er svøbt ind i ensomhed. Et album der sparker og slår, men mest af alt et album - især side et - der vil inspirere.
8. Do Make Say Think - You, You’re a history in rust / Constellation 2007
Så får vi endelig de første vokaler på denne liste. Et underspillet, skrøbeligt album, der næsten drejer om sig selv i sange, der sjældent bevæger sig langt fra
udgangspunktet. Det er svært ikke at føle sig hjemme, når man hører lyden af fodtrin gennem gårdspladsen eller ren natur gemt lidt væk i lydbilledet, mens musikken byder på stemningsmættede melodier af strygere, guitar, elektroniske lyduniverser og sagte vokaler. Her er noget til de lange efterårsdage indenfor, men også til de lykkelige stunder.
7. The Beatles - Let It Be (Naked) / Apple 2003
Det er snyd og humbug, det er hvad det er. 33 år efter originalen udkom, findes det så her på listen i et nyt mix. Der skal dog ikke herske tvivl. Mange år efter at Beatles opløste sig selv, er selv et af deres svagere albums stadig fremragende. I den nye produktion står sangene stærkere, og man undrer sig over, hvorfor der var brug for Phil “Wall of Sound” Spector dengang albummet blev til. 'Let It Be (Naked)' er stadig ikke det bedste fra deres hånd, men de smukke perler som 'Across The Universe' og 'I Me Mine', rock klassikeren 'Get Back' og den søde 'For You Blue', der vinder Beatles mit hjerte og en 7. plads på listen.
6. Godspeed You Black Emperor - Lift Your Skinny Fists Like Antennas To The Sky / Constellation 2000
Everything is connected, sådan lyder taglinen på Stephen Gaghans fremragende Syriana fra 2006, Sådan må GYBE’s verdensyn også se ud. Det 10 mand store Post rockorkester fra Montreal afskyr globaliseringen, og musikken er deres vredesudbrud i en kontrol(eret) verden, hvor selv mormors pensionsopsparing investeres i lysky forretninger i søgen efter yderligere kapital. På 'Lift Your skinny fists like Antennas to the sky', er der fire numre af cirka 20 minutters varighed. Hvert nummer bygges langsomt op til støjende højdepunkter. Her er violiner, klaver, samples fra politiske taler, voldsomme guitarer og meget mere. Dette er i høj grad lyden af en gruppe mennesker, der ikke ser noget positivt i superliberalismen. Her lades alt håb ude.
5. Modest Mouse - We Were Dead Before The Ship Even Sank / Epic 2007
Med tidligere The Smiths guitarist Johnny Marr ombord i det forliste skib, skaber Modest Mouse deres mest poppede plade, og det fungerer perfekt. Åbneren 'March Into The Sea' er skiftevis sømandsvise og skizofren støjrock. Førstesinglen 'Dashboard', drives af et fantastisk guitarriff og en karismatisk vokal præstation - her bydes der op til dans, inden albummet igen ændre form. Isaac Brooks er en sanger i verdensklasse, der formår selv at redde svagere numre. På trods af et ikke helstøbt album er der så fremragende numre at finde, at det bestemt skal have en 5. Plads på listen.
4. Broken Social Scene - Broken Social Scene / Arts And Crafts 2005
Fra den fragmenterede åbner 'Our faces split the coast in half' til den pompøse lukker 'It’s all gonna break', leverer canadiske Broken Social Scene et udadvendt alternativt pop album, der ganske vidst ikke er fremragende fra start til slut, men som dog besidder en sådan energi og meloditæft, at det hører til blandt de mest interessante albums jeg har hørt. Numre som den dansable 'Fire Eyed Boy', den smukke åbner, den storslåede 'Ibi Dreams of Pavement (A Better Day)' og den larmende 'Superconnected' tegner billedet af et band der forstår at udfordre og sprænge albummets rammer.
3. Arcade Fire - Funeral / Rough Trade 2004
Funeral er et af den slags albums, der kommer meget sjældent. Et album som holder fra
første til (næst)sidste nummer. Her er der tale om et album, der er så hudløst
ærligt, at det er umuligt ikke at få gåsehud og en klump i halsen. Stemningen er
sat fra starten med 'Neighborhood #1' - kærlighed i en verden af døde. Dette er langt
fra den overfladiske Emo genre - dette er ubærligt tilstedeværende! Der er ikke et
andet album som Funeral. Det insisterer på at være storslået, panisk, rørende og ja
ægte.
2. Radiohead - Amnesiac / Parlophone 2001
'Packed like sardines in a crushed tin box' er et helt suverænt nummer. Et
minimalistisk beat bag minimalistiske lydflader bag en tiggende Thom Yorke, som
blot beder om at blive ladt alene. Det siger sådan set alt om albummet, at næste
nummer er grænsende til episk historie, hvor vi blandt andet tager til himmelen i
robåd. 'Amnesiac' vælger at være fragmenteret, men stadig helstøbt. Det er tydeligvis numre optaget samtidig med Kid A, men der indfinder sig mere varme, en stadig mere
organisk lyd. Slutproduktet er et strittende album, der dog ikke efterlader
lytteren i tvivl - der er stadig noget helt galt med verden.
1. Radiohead - Kid A / Parlophone 2000
Fra første keyboardantast forsvinder alt. Man efterlades i en kold verden, der langt fra er behagelig. Fragmenterede vokalspor, keyboardflader, beats og onde Martonet’er - sådan valgte Radiohead at svare igen efter hypen omkring 'OK Computer'-albummet. Her er det småt med ting der er OK - fremmedgørelse af jeg’et, global opvarmning, voodoo-økonomi, virkelighedstranscenderende drømme og Dantes guddommelige komedie er temaerne på et album, der er spækket med smukke øjeblikke i mareridtet. Alt sammen inkorporeret i Radioheads velkomponerede sange. Dette album sætter sig på sjælen og giver aldrig slip!
Kashmir lægger fornemt ud på 'Trespassers' med 'Mouthful of Wasps'. Et lækkert up-tempo nummer, der lover godt for resten af pladen. Med sit svingende bas-rif, muntre keyboard og sprøde guitar har nummeret en sødme og et drive over sig, der fænger fra første sekund. Et nummer der ved nærmere gennemlytning afslører små fine detaljer, der alle er med til at skabe en ny Kashmir-klassiker.
Anden skæring 'Intruder' fortsætter i samme tempo, men med et noget mere alvorligt tekstunivers, hvor Eistrup opfordrer til at leve livet nu, da det slutter før du har set dig om. Et glimrende nummer, der virker mens du hører det, men som mangler første nummers personlighed. Der er lidt for meget trommemaskine over beatet, men Eistrups guitarspil fornægter sig ikke.
Og gud hjælpe mig om ikke også tredje nummer 'Mantaray' er bygget op omkring et fint up-tempo beat, der dufter af en blanding af forår og sommer. Beatet er enkelt, men de mange lag i Eistrups stemme og de fine nuancer i de fire musikeres spil hæver nummeret langt over gennemsnittet.
På 'Pallas Athena' viser Kashmirs velkendte melankoli sig første gang på 'Trespassers'. Nummeret bygger en solid stemning op fra første sekund, men undermineres af min hadeeffekt nummer et - vocoderen. Døde den ikke med Cher? Et nummer der nok bliver skippet ved næste gennemlytning trods sin eksperimenterende stil.
'Still Boy' lyder i omkvædet som en duet mellem Kashmir og Mew. Et nogenlunde nummer, der dog aldrig rigtigt formår at lette. En anelse kedeligt og lettere forudsigeligt med klimtende klaver i baggrunden.
'Bewildered in the city' fortsætter klaverspillet fra 'Still boy' og det starter fint. Nummeret er en hyldest til New York, og lægger op til en følelseladet oplevelse af de store. Desværre går nummeret efter få minutter i tomgang, så man tager sig selv i at sidde med et ufokuseret udtryk i øjnene, når det efter 6 minutter og 31 sekunder fader ud.
'Pursuit of misery' lyder lidt for meget af fyld, og lidt for meget af tidligere Kashmir. Ikke at det gør noget, men det er trods alt et nyt album, så jeg havde forventet mere.
'Time has deserted us' lyder til at starte med, som noget Lars Hug kunne have lavet, men er umiskendeligt Kashmir, når først det går i gang. Igen lidt for meget Kashmir og lidt for lidt fornyelse.
'Danger bear' er en lille symfoni. Eistrups stemme står langt fremme i produktionen, hvilket hjælper på nummerets intensitet. Et smukt, men også temmelig kedeligt nummer.
Sidste nummer på 'Trespassers' er det storladne 'The indian (that dwells inside this chest)', der lyder som noget Kashmir kunne have lavet i samarbejde med filmkomponisten David Arnold. Et glimrende omend genkendeligt omkvæd er nummerets stærkeste side.
Samlet set er 'Trespassers' et fint album, der dog ikke formår at rykke grænser for hverken Kashmir eller lytteren. Isoleret set et yderst kompetent rockalbum, men i forhold til tidligere albums, hverken fornyende eller ekstraordinært. Bedst er singlenummeret 'Mouthfull of wasps', der efterhånden må have smittet så meget af på min afspiller, at jeg kan spille nummeret uden at have cd'en i maskinen.
Hvor 'No Balance Palace' var en blanding mellem vovet eksperimenteren og lige-ud-af-landevejen rock er 'Trespassers' en noget mere ordinær og sikker affære.
Da jeg venter i køen til koncerten med She & Him på Loppen, spekulerer jeg på, om folk mon er kommet for at se giraffen - i form af den smækre Hollywood-skuespillerinde Zooey Deschanel (She) - eller om de rent faktisk er mødt op for høre bandets indtil videre to albums blive spillet live.
Efter lang tids ventetid kun afbrudt af det udmærkede opvarmingsband The Chapin Sisters går koncerten i gang, og efter få numre er jeg ikke længere i tvivl. Det er musikken, folk er kommet for!
Zooey, som åbenbart ikke havde stået på Loppens scene før koncerten gik i gang, udbrød spontant og med lidt nervøse øjne "Wow, you're really close ... not like last night ... but you're better looking!", og det var noget publikum kunne lide. Med euforiske klapsalver og entusiastisk hujen og piften på alle de rigtige tidspunkter var det en sand fornøjelse at stå blandt så velopdragne mennesker, der larmede og dansede, når musikken lagde op til det og var stille, når der skulle lyttes. Denne entusiasme smittede tydeligvis af på bandet, der trods meget alvorlige miner spillede røven ud af bukserne og leverede en ekstremt medrivende koncert, hvor alt klappede, og det der ikke gjorde, blot gjorde koncerten endnu bedre. Som da Zooey fik viklet mikrofonledningen ind i sit ansigt, hvorefter hun fnisende startede nummeret forfra.
Zooey fnes i det hele taget meget. Ikke fordi hun havde taget for sig af retterne på Christiania, men fordi hun tydeligvis er en genert person, der oprigtigt blev ramt af publikums indlevelse og respekt for det bandet leverede. Det kom især frem hen mod slutning af koncerten, hvor Zooey og hendes makker M. Ward (Him) hamrede løs på samme keyboard alt imens de lignede to nybagte forældre, der var ved at revne af stolthed over deres lille kreation.
Der blev spillet flere stille numre især i starten af koncerten, hvor folk lyttede intenst, hvorefter bandet skruede op for tempoet og fik sat gang i festen og Zooey, der hoppede med sin lille krop, mens hun hamrede på sin tambourin, som galdt det hendes liv. Lidt mere tilbagelænet fremstod Ward, der en sjælden gang imellem trådte frem i projektørlyset for at lire en lille guitarsolo af, men ellers overlod al opmærksomheden til showets reelle hovedperson.
Alt i alt en forrygende koncert med et yderst velspillende band, og en glimrende Zooey Deschanel, der i modsætning til sine mange andre Hollywood-kollegaer, som også synes de skal berige os med deres musik, rent faktisk har noget at have det i. Hendes stemme er på en gang personlig, smuk og ekstremt klar. Jeg ved ikke, om hun har været forkølet under indspilningerne af She & Hims to albums, men den lettere nasale stemme som hun synger med på pladerne, er ikke at spore live.
"You guys are awesome! Copenhagen rules! I just got here, and I already miss it."
Kom snart igen!
NB. Valg af spillested var måske ikke helt optimalt. Lyden var fantastisk, men det er mit indtryk, at mange slet ikke har kunnet se, hvad der forgik. Jeg stod en meter fra Zooey under hele koncerten, så jeg skal ikke klage!
Antal nullermænd til She & Him - Loppen, København:
Mit første ægte minde med musik stammer fra 1993. Min storebror var i den alder, hvor piger og øl er livets essens, og jeg var uskyldig observant fra sidelinjen. En eftermiddag har han en pige på besøg og af ren og skær frygt for at hans lillebror vil være en hæmsko for hans sociale aktiviteter, planter han mig foran vores fars stereoanlæg - med høretelefoner på. I cd-skuffen lægger han U2's et år gamle 'Achtung Baby'. Derefter forlader han stuen, og jeg sidder ene og alene i den tomhed, der er under høretelefonerne. The Edges guitarriff åbner oplevelsen og borer U2 ind i mit hjerte forevigt. Aldrig havde jeg hørt noget som dette.
En på en gang beskidt og utilnærmelig lyd, der samtidig drog mig ind i et univers, som har farvet, hvad der senere er blevet mit voksne liv. Det blev soundtracket til min ungdom. Bono blev mit pejlemærke for, hvad et godt menneske er, og alt hvad der senere er blevet sat i min cd-afspiller, har været sammenlignet med U2. Fra de tidlige firserdage med 'War', det majestætlige 'The Unforgetable fire', millionsællerten 'Joshua Tree' til halvfemsernes ironiske bud på zapperkulturen. Bedst illustreret med åbningsnummeret på 'Zooropa'. For mit vedkommende kulminerede det hele i 1997 med et af mine absolutte favoritalbums 'POP', der i sin essens var alt, hvad musik skal være. Dragende, mystisk, melodisk, fængslende. U2 var, hvad jeg forbandt med musik og musik var, hvad jeg forbandt med livet.
Dette bringer mig til 2009 og U2's seneste album 'No Line On The Horizon'. Efter over ti års ørkenvandring i et tomt rockunivers har Bono beskrevet dette album, som værende en tilbagevenden til "musik der skal høres med høretelefoner".
Åbnings- og titelnummeret starter med en mudret bas (Adam Clayton) og støjende guitar (The Edge), inden Bono leverer en af de bedste vokalpræstationer fra hans side de sidste 15-16 år. The Edge viser nyfunden energi med hakkende guitarspil, inden omkvædet sætter tempoet ned. 'No Line On The horizon' er ikke så meget en tilbagevenden til en tidligere periode i U2's karriere, det er snarere U2 i en ny retning. Her er bestemt små dele af firsernes energi og halvfemsernes lydunivers, men mest af alt er det et forsøg på at finde fodfæste i en ny musikalsk verden. 'No Line On The horizon' mangler dog lidt i omkvædet, som virker mærkeligt uoplagt i forhold til resten af nummeret.
Herefter sænkes albummets kvalitet. 'Magnificent' lyder som Coldplay, der prøver at lave et U2 nummer genindspillet af U2.
'Unknown Caller' forsøger en anelse, men trækker så i land igen og bliver i stedet en mærkelig lille sag, der guitar- og melodimæssigt læner sig op af 'All You can't leave behind'-materialet, mens omkvædet bliver et af de mere obskure i U2's karriere. Bono's mobiltelefon fortæller ham, at han skal "Restart, and reboot yourself".
Autopiloten fra de to seneste albums flyver stadig højt. Dette høres blandt andet på albummets næste nummer, hit singlen 'I'll go Crazy If I Don't Go Crazy Tonight', der minder om puslespillet fra en aflagt hitskabelon.
'Get On Your Boots' forsøger at presse citronen og kaster U2 ud i et småbeskidt territorie. At sangen halter, tilgiver man næsten i det kække "Sexy boots, Get on your boots yeah" omkvæd.
'Fez/Being born' gengiver dele af 'Get On Your Boots', inden den bryder ud i noget, der kunne være en del af U2's ringere firserkatalog.
Lukkeren 'Cedars Of Lebanon' formår at give albummet en lille eftertænksom perle, der bringer minder om Berlin en regnfuld og øde aften.
Hvad der overrasker mest ved dette album er produktionen, der endnu engang er begået af electronicapioneren Brian Eno. Han har produceret for U2 siden 'The Unforgettable Fire' med undtagelse af 'All You Can't Leave Behind'. Hvor han tidligere var, hvad Bono beskrev som en troldmand, er han nu reduceret til opvarmingsband. Flere numre starter med et Electronisk lydunivers, inden det sætter over i en klassisk "rock" sang. Det virker mærkeligt usammenhængende. Der er ingen tvivl om, at det er et vellydende album. Velproduceret og indspillet af et band der efter 30 år sammen er yderst velspillende, men der mangler et eller andet.
Åbningsnummeret er et nyt spadestik for U2, mens resten af albummet vælger at fylde hullet til igen. Enkelte steder fornøjes man, men i det store hele er her tale om en skuffelse. Bevares, 30 år inde i karrieren er det måske for meget at forlange, at man som lytter gerne vil udfordres, men der hvor U2 altid har været stærkest – til at spille med hjertet - mangler hjertet alt for ofte på 'No Line On The Horizon', og det er svært at tilgive.
Siden dengang i 1993 har min musiksmag udviklet sig i én retning, mens U2 er gået i en anden. Det er dog stadig med stor spænding, at jeg sætter et nyt album på pladespilleren. Dette album er det bedste i det nye årtusinde fra deres hånd, men der skal mere til for at være U2.
Bedste numre: 'No Line On The Horizon', 'Get On Your Boots' og 'Cedars of Lebanon'.
Med deres femte album, The Resistance, spiller Muse højt spil. Inspireret af store komponister og kunstnere som Rachmaninoff og Queen prøver de virkelig at imponere og overvælde lytteren. For denne anmelders vedkommende lykkes missionen.
Trods sin tydelige inspiration fra den klassiske verden, holder Muse sig stadigvæk til en blanding af progressiv rock og electronica. Hvis man er Muse fan, men rynker lidt på næsen over den klassisk retning, så kan jeg berolige jer med, at det stadigvæk er muligt at nyde Bellamys specielle vokal og hans fantastiske guitarspil.
Muse har altid lavet musik, som man skal sætte sig ned og lytte til. Ligesom alle tidligere Muse-albums er også The Resistance i fare for at komme til at lyde ensformig, men når man først sætter sig ned og koncentrerer sig, så udfolder detaljerne sig, og man kan hurtigt indentificere hvert enkelt nummer som noget for sig selv.
En speciel ting jeg lagde mærke til, er at pladen er delt op på en sådan måde, at den starter med de lidt mere rockede og catchy numre, for derefter at bevæge sig over mod det mere og mere storslåede. F.eks. er det første nummer på pladen Uprising, som også var deres første single, og det har en rocket, ja næsten industrial lyd, hvorimod det sidste nummer på pladen er Exogenesis, et tredelt projekt på næsten 13 minutter, som over 40 forskellige musikere har været inde over. Lige inden Exogenesis finder man I Belong to You, som er inspireret af opera, og i midten finder man en blanding af rock og klassisk, i samme stil og sikkert også som en hyldest til Queen. Læg specielt mærke til United States of Eurasia, hvor man kan drage tydelige paralleer til den meget kendte Bohemian Rhapsody.
Af kritik kan man man sige, at Bellamy har været ude og låne lidt rigligt, men jeg syntes han gør det med respekt, og at han formår at omdanne det til noget nyt. En anden ting er, at pladen kun er på 11 numre, eller 9 hvis man tæller Exogenesis som ét nummer, hvilket umiddelbart kan lyde af lidt, men de er alle på omkring 4 minutter eller mere, og længden af albummet er på 54:15, hvilket er en sjat mere end gennemsnitsalbummet på de nogle og fyrre.
Alt i alt en rigtig solid præsentation, med masser af hjerte og sjæl i. Musik der har så meget dybde udkommer sjældent.
Slayer er tilbage for fuld styrke på World Painted Blood. Tekst og musik er brutal som altid, og samtlige numre absurd velspillede. Det er svært at høre, at bandmedlemmerne har nået en gennemsnitsalder på de 45.
Der er som sådan intet nyt under solen på 'World Painted Blood'. Slayer spiller fortsat efter den opskrift de perfektionerede i 1980'erne på klassikerne 'Reign in Blood', 'South of Heaven' og 'Seasons in the Abyss', men hvor andre metalbands fra samme årti efterhånden er lige så uddaterede som en James Bond film med Pierce Brosnan fra 1990'erne, har Slayers insisteren på at holde fast i denne opskrift, båret frugt i form af en tidløshed de andre bands (læs: Metallica og Megadeth) kun kan misunde.
Dave Lombardo smadrer lige så intenst løs på trommerne, som da han skræmte livet af og imponerede folk på førnævnte klassikere, og Jeff Hanneman og Kerry King har endnu engang formået at finde på nye onde riffs, der lige som Lombardos trommespil, er så kompetent spillet, at det er svært ikke at få gåsehud, når rytmeguitar og trommer flyder sammen i perfekte, euforiske energiudladninger, der (undskyld klicheen) må kunne forsyne en mindre landsby med strøm i et års tid.
Det forrige album 'Christ Illusion' var lige ved at være der, men havde lidt for mange fyldnumre. Med 'World Painted Blood' er Slayer nået i mål, og har skabt deres bedste album siden 'Seasons in the Abyss' fra 1990.
Desværre har producer Greg Fidelman smadret lyden lige så meget som på Metallicas Death Magnetic. Lyden er overstyret og klipper. Synd for musik som Slayers, der kræver den absolut bedste produktion, hvis alle lagene i musikken skal træde frem.
Læs evt. mere om det såkaldte loudness-problem på nye produktioner her
Antal nullermænd til Slayer - World Painted Blood:
From Wikipedia, the free encyclopedia:
Grime is a genre of urban music which first emerged in East London,
England in the early 2000s, primarily a development of UK garage,
dancehall, and hip hop.
Lucy Love er fra Amar, men lyden er som taget ud af London. Hun rapper på engelsk, og stilen er uden tvivl Grime, i stil med The Streets eller Lady Sovereign. Lucy lægger en fed Cockey-accent, og man tror næsten hun kommer derfra.
Som meget andet Grime, så har beatsne en hård og lidt afskåret lyd, og selvom man godt kan føle, at det er lidt simpelt, så lykkedes det for produceren Yo Akim at få det til at lyde professionelt. Grime er en lidt speciel stilart, og det er bestemt ikke noget for alle, men Lucy Love gør den meget mere spiselig. Meget af det andet underground, som f.eks. Dizzee Rascal, har en meget tyk accent og det kan være svært at høre, hvad der bliver sagt, mens Lucy Love er meget mere klar i sin vokal, og det er rart, når man nu ikke er flydende i østlondoniansk.
Hun har vundet P3-eksperimentet i 2009, og det syntes jeg nu også er ganske velfortjent. Hun prøver at introducere danskerne for en rimelig ny og anderledes stil, samtidig med hun bidrager en hel del nyt til den genre hun arbejder indenfor. Der er ingen tvivl om at Lucy Love er dygtig, men det er svært at se om hun bliver ved med at kunne præsentere noget nyt, eller om hun ryger lidt i glemmekassen sammen med Mike Skinner fra The Streets.
Teksterne varierer meget, og selvom alt lyder godt i munden på Lucy, så er der stor forskel på dybden. Nogle numre har et nærmest socialrealistisk præg, som ”My Daddy Was a DJ”, der omhandler hendes somaliske fars liv på Amar. Andre numre er mere banale, og handler om hende selv, hendes individualitet og alt det man efterhånden forventer, der er med på et hip-hop album.
Alt i alt syntes jeg, at Lucy gør det godt, og jeg er glad for Superbillion. Det er en plade jeg kan høre om og om igen, og det er jo i sidste ende det det hele handler om.
|ˈmegəˌdeθ|
noun
a unit used in quantifying the casualties of nuclear war, equal to the deaths of one million people.
De fleste metalhoveder kender Megadeths historie, og hermed menes frontmand David Mustaines møde med Metallica, narko og et ekstremt ego. Mustaine er efterhånden kommet godt op i årene, er blevet clean og laver heldigvis stadig musik. Det var ellers lige ved at gå galt, da han efter en morfar i sin lænestol fik en nerve i klemme i sin arm. Det betød et farvel til guitaren, da han ikke længere kunne bevæge sin ene hånd som han plejede. Ved hjælp af ekstensiv genoptræning og en nyopfundet spilleteknik vendte Mustaine dog stærkt tilbage til musikscenen efter kun 2 år. Heldigvis, for Mustaine er stadigvæk en af de skarpeste rif-magere i metalverdenen.
Jeg er personligt ikke så vild med særligt mange af de albums Megadeth har lavet efter 'Countdown to Extinction' fra 1991. Det har været svært for Mustaine at følge op på mega-klassikere som 'Peace sells ... but who's buying?', So far, so good ... so what!' og toppen af cremen 'Rust in Peace' fra 1990. Alle albums lavet da han var allermest afhængig af stoffer...
Nu er han imidlertid tilbage med albummet 'Endgame', der umiddelbart virker en anelse kedeligt, men som efter et par gennemlytninger bevæger sig fra kedeligt til en blanding mellem middelmådigt og eminent. Udover det ultra fede, instrumentale og 80'er-inspirerede 'Dialectic Chaos' som åbner albummet, er der nemlig flere ganske gode numre. Det er desværre ikke så trashet som tidlig Megadeth, der var kendetegnet ved afsindige temposkift og tonstunge riffs, men numre som f.eks. 'This day we fight!', '1,320'' og 'Bite the hand' fungerer ikke desto mindre glimrende, og beviser at Megadeth består af nogle af de dygtigeste musikere indenfor branchen. Nye Megadeth-klassikere er der nu ikke at finde - måske med tiden.
Et ganske godt udspil fra Megadeth med eminent guitar- og trommespil krydret med Mustaines vrængende vokal. En god håndfuld fine numre, men desværre også en lille håndfuld fyldnumre, som ikke gør sig så godt. Deriblandt '44 Minutes' og det underligt valgte singleudspil 'Headcrusher'.