...Filmens effekter er forrygende, og Whedon og Goddard valgte bevidst IKKE, at filmen skulle være 3D – way to go!

...Selvom filmen i sin grundform er forudsigelig formår den at overraske med velskrevne karakterer og imponerende effekter, der for en gang skyld understøtter historien og ikke omvendt.

...Humoren er fantastisk og veltimet med både oneliners og situationskomik, actionscenerne er forrygende og medrivende, og manuskriptet formår at gøre alle heltene nødvendige på hver deres måde.

...Det er en skam, ikke mindst fordi filmen ikke er dårlig, men man aner i høj grad, hvor den er blevet klippet i stykker og ændret, med en mindre interessant film til følge.

...Filmens actionsekvenser er bragende flotte, og man nyder turen, også i 3D, der i denne film er mindre forstyrrende end det plejer. De supplerer filmens spændende historie godt, uden at dominere.

...Filmens effekter er forrygende, og Whedon og Goddard valgte bevidst IKKE, at filmen skulle være 3D – way to go!

...Selvom filmen i sin grundform er forudsigelig formår den at overraske med velskrevne karakterer og imponerende effekter, der for en gang skyld understøtter historien og ikke omvendt.

...Humoren er fantastisk og veltimet med både oneliners og situationskomik, actionscenerne er forrygende og medrivende, og manuskriptet formår at gøre alle heltene nødvendige på hver deres måde.

...Det er en skam, ikke mindst fordi filmen ikke er dårlig, men man aner i høj grad, hvor den er blevet klippet i stykker og ændret, med en mindre interessant film til følge.

...Filmens actionsekvenser er bragende flotte, og man nyder turen, også i 3D, der i denne film er mindre forstyrrende end det plejer. De supplerer filmens spændende historie godt, uden at dominere.

...Perfekt balanceret fra start til slut med ikke så få satiriske prik til verdenssamfundet i dag, hvor de rige bestemmer og de fattige holdes i ave, så deres arbejdskraft og naturressourcer kan udnyttes.

...Filmen vakler nervøst mellem det politiske spil om Danmark og forelskelsen mellem Struensee og Caroline Mathilde, men formår ikke at gøre nogen af delene spændende.

...Filmen mister aldrig sin troværdighed, og elementer som biljagter og skyderier er den lykkeligvis blottet helt for, til fordel for et meget realistisk og (formentlig desværre!) nøgternt portræt af USAs politiske system, der i den grad udstilles som både sygt, kynisk og rent ud sagt manipulerende.

... Fra det frygtindgydende flystyrt i starten af filmen til de mange scener med (ikke helt overbevisende) computergenerede ulve var jeg naglet til biografsædet.

... Med en hjertevarm historie om stumfilmstjernen George Valentin, hvis storhed og fald vi følger gennem en kort årrække, erklærer "The Artist" sin kærlighed til eget medie - billeder, musik og skuespil går ganske enkelt op i en højere enhed.

Filmens pacing og narrativ er faktisk dræbende kedelig i første halvdel, hvor filmen mangler fokus.

...Ikke siden "Avatar" er der kastet så mange penge efter et projekt, hvor hjertet i den grad mangler. Som med "Avatar" er historien klodset, humoren kun for de allermindste og action-scenerne uengagerende - omend spektakulære.

...Alt i alt er der ekstremt meget talent i denne film, på alle pladser, og filmen er da også vellykket.

...Turen er hektisk, og billederne er flotte og veludførte i actionscenerne, der som sagt minder meget om det, Tony Scott plejer at levere.

...Der er ingen smarte biler, gadgets eller letlevende damer med eksotiske navne i "Tinker, Tailor, Soldier, Spy". I modsætning til Ian Flemings bøger om James Bond lever le Carrés karakterer i den virkelige verden, hvor spionage er en benhård branche, der nemt efterlader dig i kulden.

...Med ”My Week with Marilyn” formår Curtis på fornemste vis at gengive en historie, man som tilskuer suges ind i og accepterer uden forbehold.

...Der er uden tvivl lagt en masse kræfter i at genskabe omgivelserne fra John Carpenters 'The Thing', så den norske lejr rent faktisk ligner den lejr amerikanerne besøgte i 'The Thing' fra 1982, men det er desværre også det eneste filmen gør rigtigt i forhold til originalen - som den tydeligvis ser så meget op til.

...Det var ikke et ufarligt magtspil J. Edgar mestrede, men Eastwood formår ikke at gøre det spændende at følge. Dertil føles J. Edgars vej til toppen alt for nem, da man kun får fornemmelsen af de forhindringer, der kunne have væltet ham af tronen.

...Helene spilles af den smukke Sara Hjort Ditlevsen, hvis ansigt er ligeså kønt som det er jomfrueligt. Hun er godt castet, og rammer tonen i sin rolle med perfekt timing og tilpas sødme og melankoli.

...Hvor 1'eren i min optik var tilforladelig popcorn-underholdning, så er 2'eren i den grad en decideret voldtægt af Sir Arthur Conan Doyles oplæg.

...Er bare halvdelen af den livsstil, der beskrives sand, så er denne læser rystet, selvom det mest fascinerende ved historien nok er, hvorfor Kasper Vetter, der kommer fra en tilsyneladende normaltfungerende og sund familie, opsøger rockermijøet og i den grad frivilligt vælger at leve på kanten.

...Også historien med læsernes redaktør, Herman Cohen, er sjov, hvis man selv besidder et sprogrøgtergen som denne læser. Her er en mand, der kæmper en uvindelig kamp mod skribenter, der sjusker og misbruger og skævridder sproget. Hans Bibel over brølere er kanon.

...Det er svært at sige, hvad de 400 sider egentlig handler om, for der sker ikke ret meget. I virkeligheden afspejler de jo også det faktum, at man som krisfange får sat sit liv helt i stå.

...Det der både er styrken og svagheden ved fortællingen er, at Margaux fortæller med barnets stemme uden nogen særlig refleksion over, hvordan pokker en gammel mand kan slippe afsted med at misbruge et barn og siden ung kvinde, der er godt begavet.

...Kampusch er ekstremt reflekteret over hændelserne fra tidlig barndom til den fatale dag, hvor hun første gang går alene i skole, har en mærkelig fornemmelse af uråd, da en mand står afventende på fortovet ved siden af en varevogn.

...Det interessante er i højere grad selve forbrydelsen, og underliggende det menneskesyn, der indtil 50'erne i Danmark gjorde det muligt at tvangssterilisere en masse kvinder, som det højreorienterede bedre borgerskab ikke havde lyst til at videregive deres arvemateriale.

...Ruths strikketøj venter på kakkelbordet, hendes vasketøj hænger sirligt på linen i stuen, gebisset og brillerne ligger klar, den koboltblå overfrakke hænger på sin knage, familiebillederne står der endnu og Anthon Berg-æsken indeholder stadig chokolade ... Puha.

...Bogen er så fin, fordi den rammende beskriver et svagt menneske, der gerne vil gøre alle glade, og gerne vil have et godt liv, men ikke forstår, hvad han skal gøre.

... Vi følger deres hverdag i Dorias optik. Det er ikke fordi, der er nye og rystende afsløringer her, men det bekræfter den nuværende debat, vi også har i Danmark, om, at mange indvandrere lever fuldstændigt isoleret fra det øvrige samfund.

... Det er gakket og rablende, og vi følger rigtig mange personer. For mig flød det sammen og blev ligegyldigt.

...Min klare favorit er det det lækre new age nummer 'My Friend', der med sin drømmeagtige keyboard-klangflade og Nabihas bløde stemme er ren honning for ørene.

...Åbneren 'Bloom' hypnotiserer med et klaver loop, før fragmentariske trommer og diverse backingspor driver nummeret frem. Thom Yorke leverer en på samme tid doven og voldsom vokal, mens blæsere og computereffekter trænger sig højere op i lydbilledet. Selv med fantastiske åbnere som 'Airbag', 'Everything in it's right place' og 'Packed like sardines in a crush tin box' er 'Bloom' eminent.

... Hvert nummer leveres med samme teatralske lyd, hvert ord med samme intensitet. Hvad der først føles som nyt og spændende transformerer sig langsomt til noget, der virker beregnende og fladt.

...Vi har at gøre med mennesker, der mener, hvad de siger, og siger hvad de mener. Det er en mangelvare i bred musikalsk forstand, men mest af alt i det hip hop, der når de danske radioer. Det er netop dette, der trækker Kinski op.

...Bandet oser af så meget spilleglæde over deres nye materiale, at det er imponerende, at Mark Ronson har formået at administrere den så kontrolleret, som han gør. Resultatet er, at de sammen har genskabt den velkendte, livsglade 80'er-ånd på stort set samtlige numre, og det er immervæk lang tid siden et band har formået det.

...Til at styre løjerne var Prince i særklasse med sin på en gang professionelle, selvironiske og forbandet cool fremtoning, hvor han hele tiden havde kontakt med publikum, som ikke var bange for at synge hovedparten af 'Kiss' eller hoppe ekstatisk til '1999'.