The Thing (2011)
Af Gabriel 27/01-2012
John Carpenter var på toppen af sin karriere, da han i 1982 lavede 'The Thing'. En gyser baseret på bogen 'Who goes there' af John W. Campbell Jr., og som allerede var blevet filmatiseret i 1951 under titlen 'The Thing from Another World'.
Med et solidt cast, vanvittigt imponerende special effects og en kompromisløs og stramt fortalt historie skulle man tro, 'The Thing' automatisk blev et hit. Men nej. Publikum blev væk. De ville hellere se et lille, sødt rumvæsen ved navn E.T..
Det var dog på ingen måde slut. Det hurtigt voksende hjemmevideomarked fik øjnene op for 'The Thing', hvor den op gennem 80'erne, 90'erne og 00'erne blev en af Universal Studios største salgssucceser på VHS, DVD og Blu-ray.
Hvorfor der skulle gå næsten 30 år før Universal Studios fik lyst til at lave en fortsættelse (i dette tilfælde en prequel) ved jeg ikke. Måske det skyldes respekt for oplægget (jeg tvivler), måske det aldrig har været nærliggende at fortælle endnu en historie om det grusomme udefra. Før nu.
Med den ukendte instruktør Matthijs van Heijningen Jr. i instruktørstolen blev 2011 året, hvor vi igen skulle stifte bekendtskab med de kolde arktiske egne, hvor ingen er, hvad de giver sig ud for.
Som med 'Invasion of the Body Snatchers' blev de forrige film lavet under den kolde krig, hvor de kunne ses som allegorier over frygten for skjulte kommunister i vor midte. Derfor er det måske ikke helt overraskende, at Universal Studios vælger at lave en opfølger netop nu. Efter den 11. september 2001 har det vestlige samfund nemlig fået noget nyt at frygte i form af religiøs terrorisme. Kan vi stole på vores nabo?
Det tror jeg ærligt talt, hverken instruktør eller manuskripforfatter har skænket en tanke. 'The Thing' anno 2011 er en monsterfilm og intet andet.
...Den gør alt, hvad den kan for, at efterligne omgivelserne fra Carpenters 'The Thing' ned til mindste detalje, og det er faktisk filmens største styrke - og svaghed. Styrke fordi den norske lejr rent faktisk ligner den lejr amerikanerne besøgte i 'The Thing' fra 1982 og svaghed fordi det desværre er det eneste filmen gør rigtigt i forhold til originalen - som den ser så meget op til.Der skæves da også lige vel rigeligt til Carpenters version. Faktisk så meget at nogle scener fremstår som dårlige kopier af den originale. Tag blot den berømte blodprøvetest, der i Carpenters udgave var en emminent spændingsscene, hvor overraskelserne vitterligt var overraskende, og hvor humoren var lige i øjet midt i den anspændte situation. I 2011 er blodprøvescenen skiftet ud med en tilsvarende, men ikke videre kløgtig scene, hvor uhyret skal afsløres ved at kigge efter plumber i videnskabsmændenes tænder. Kvikke som videnskabsmændene er, har de nemlig opdaget, at uhyret ikke er i stand til at replikere uorganisk materiale. Scenen fungerer sådan set udemærket, men når man nu alligevel lægger sig så tæt op af originalen, hvorfor så ikke bare lave en genindspilning til et nyt publikum?
Et velkendt problem i gysergenren er, at man som publikum ofte skal frygte for nogle personer, som man er fuldstændig ligeglad med. Det gør sig også gældende her, hvor dårlige replikker og klicheagtige eller manglende karaktertræk er med til at sænke pulsen, når ubehagelighederne burde give hjertebanken. De arktiske videnskabsmænd udryddes en efter en, og man kunne ikke være mere ligeglad.
Det er jo ikke fordi 'The Thing' fra 1982 var et blændende karakterstudie, men der var alligevel så stor forskel på de forskellige personer, at man med det samme forstod deres bevæggrunde og indbyrdes forhold. En meget vigtig faktor for den paranoide stemning som Carpenter skabte ved at så tvivl om, hvem der var blevet overtaget af monsteret og hvem, der endnu var menneske.
Filmen lider samtidig under en seriøs mangel på skuespillere, som kan brænde igennem på lærredet. Jeg savnede virkelig Kurt Russels antihelt MacReady for ikke at nævne de mange andre mindeværdige karakterer fra 1982-udgaven. Mary Elizabeth Winstead er ikke nogen Ellen Ripley, som hendes karakter noget så uopfindsomt er baseret på, og Joel Edgerton blegner i sammenligning med den stærkt undervurderede Kurt Russel, som han tydeligvis er en pendant til.
Der er ingen tvivl om, at der er lagt en masse arbejde i at få de to film til at ligne hinanden og de mange små plotdetaljer, som kæder de to film sammen, er udført med respekt. Det er bare nytteløst, når spændingsniveauet ikke når den gamle film til sokkeholderne - vi ved jo allerede, at ingen overlever i den norske lejr - og når filmen samtidig mangler den sublime uhyggesstemning som gennemsyrede hvert eneste billede i Carpenters version, ja så er der ikke meget tilbage, som retfærdiggører dens eksistens.
Når rulleteksterne kører over skærmen og Ennio Morricones ildevarslende score langsomt fades op, er der kun et at gøre: sætte Carpenters mesterværk på.
Antal nullermænd til The Thing (2011):
J. Edgar
Af Gabriel 13/01-2012
Mit kendskab til J. Edgar Hoover er begrænset. Jeg ved, at han var arkitekten bag FBI, at han eftersigende havde et hemmeligt arkiv med penible oplysninger om alt fra skuespillere til statsoverhoveder, og at han muligvis var homoseksuel.
Efter at have set Clint Eastwoods 'J. Edgar' er jeg ikke blevet meget klogere på J. Edgar som person. Måske fordi han værnede så meget om sit privatliv. Måske fordi han trods sine bedrifter ikke er en særligt spændende person at fortælle en sammenhængende historie om.
Eastwoods film om J. Edgar føles da også meget fragmenteret. Sat sammen af de historiske begivenheder, som J. Edgar var vidne til eller med til at påvirke - med fokus på det magtapparat han fik sat i gang, og som han styrede med hård hånd indtil sin død i 1972.
...Det var ikke et ufarligt magtspil J. Edgar mestrede, men Eastwood formår ikke at gøre det spændende at følge. Dertil føles J. Edgars vej til toppen alt for nem, da man kun får fornemmelsen af de forhindringer, der kunne have væltet ham fra tronen.Det skyldes blandt andet en meget overfladisk behandling af J. Edgars privatliv, som i en fiktiv historie kunne være flettet meget bedre sammen med det arbejde, som han viede sit liv til. Det skaber et mangelfuldt portræt af en mand, hvis enkeltstående bedrifter er mere interessante, end det liv han levede udenfor FBI.
Jovist, Eastwood tager bladet fra munden og lader spekulationerne om J. Edgars homosekusualitet fremstå som fakta (åbenbart et meget kontroversielt emne i USA), men det fører ingen vegne. Måske fordi forholdet til hans partner Clyde Tolson i virkeligheden ikke var særligt interessant - set med nutidens øjne - eller fordi fremstillingen af de to mænds forhold mangler den saft og kraft, der for alvor kunne gøre emnet kontroversielt.
I et forsøg på at dække over filmens manglende narrativ hopper Eastwood frem og tilbage i tiden i et væk. Det forstyrrer ikke som sådan, men tydeliggører manglen på en sammenhængende, interessant historie, der udover at vise J. Edgars betydning for samtidens og eftertidens USA, også kunne berige publikum med et noget mere nuanceret karakterstudie, end det man præsenteres for nu.
Eastwood tør bare ikke at kravle ind i hovedet på J. Edgar og komme med sit eget bud på, hvilke tanker der lå bag den komplicerede mands handlinger i privatlivet og på arbejdet. Det var måske for hård kost for den gamle republikaner.
DiCaprio gør ellers, hvad han kan. Mimik og retorik er i orden, men han bliver aldrig levende som karakter. Det er muligvis korrekt, at han nærede stærke følelser for sin dominerende moder, og at hans kyniske fremtoning kan skyldes moderens ønske om at lille Edgar skulle blive til noget stort, men de mange flashbacks til Edgars barndom fremstår som klicheer, og er dybt uinteressante at følge, hvilket er symptomatisk for filmen, der er en noget langtrukken affære.
Antal nullermænd til J. Edgar:
Undskyld jeg forstyrrer
Af Hugger 08/01-2012
Henrik Ruben Genz og Erling Jepsen har lavet film sammen før. Den fremragende ”Frygtelig Lykkelig” fra 2009, hvor dansk lokalsamfundskultur fik en tur gennem vridemaskinen forklædt som western med en storspillende Kim Bodnia som vadersiklædt cowboyskurk.
”Undskyld jeg forstyrrer” er således deres anden film sammen, og den handler igen om de almindelige mennesker og deres almindelige hverdag - under ualmindelige omstændigheder.
Filmen handler i bund og grund om den smukke unge Helene, hvis forhold til sin mor mildest talt er dysfunktionelt. Helene leder forgæves, og har gjort det længe, efter sin far, som hun aldrig har kendt. Ved et tilfælde bliver hun indlemmet i en teatertrup, der er ved at opsætte et ganske særpræget stykke for at redde teater, instruktør og fallerede skuespillere fra at gå i glemslen - for ikke at glemme personlig fallit. Instruktøren er muligvis hendes far, forfatteren (spillet af Nicolas Bro) kan ikke skrive om andet end en kronhjort, og skuespillernes divaniveau overgås kun af deres ego.
...Helene spilles af den smukke Sara Hjort Ditlevsen, hvis ansigt er ligeså kønt som det er jomfrueligt. Hun er godt castet, og rammer tonen i sin rolle med perfekt timing og tilpas sødme og melankoli.De øvrige skuespillere prøver, men virker generelt, som om de kun yder 90 %, så selv kapaciteter som Stine Stengade, Peter Ganzler og Lotte Andersen virker som om de ikke rigtig ved, hvordan de skal gribe deres roller an. Kun momentvis viser de, hvorfor de er blandt de mest brugte skuespillere på både film og scene.
Filmens problem er imidlertid hverken skuespillet eller instruktionen. Det er tanken bag, den er galt med. For hvor ”Frygtelig Lykkelig” virkede i skøn forening med de skæve vinkler, Erling Jepsen dyrker i sit forfatterskab, så er skævheden i denne film mere irriterende og påtaget, og det virker simpelthen distraherende.
Filmen kunne have været hyleskæg, den kunne have været sød og tragisk på samme tid, og man aner bestemt, hvor det kunne være båret hen af, hvis manuskriptet var strammet op.
Filmen er ikke decideret dårlig, men det er bestemt heller ikke en god film.
Generelt har den fået gode anmeldelser her i landet, men i denne anmelders øjne er der tale om ”Kejserens nye klæder”, hvor anmelderne er vant til, at Genz/Jepsen produktioner er gennemarbejdede og interessante portrætter af almindelige mennesker, med en skæv menneskelig vinkel.
”Undskyld jeg forstyrrer” har de skæve vinkler, den har de almindelige mennesker og den har, momentvis, de sjove, søde og hyggelige scener, men filmen rammer simpelthen ved siden af flere gange, bliver triviel og uden styring og deraf kedelig og uinteressant.
Jeg er helt sikker på, at Genz/Jepsen laver en ny film snart, de virker godt sammen, men jeg håber de toner ned for skævheden og forsøger at tegne portrætterne rent, frem for på denne måde at forcere en skævhed, der ender med at knække filmen!
Antal nullermænd til Undskyld jeg forstyrrer:
Sherlock Holmes: A Game of Shadows
Af Hugger 30/12-2011
Dette er en 2'er!
Den har alt det, en 2'er som regel har. Mere action, flere eksplosioner, færre højdepunkter og et langt mindre interessant plot!
Jeg vil gerne stå ved, at jeg var uenig med Gabriel (den anden filmanmelder på denne side!), da han gav den første Sherlock Holmes film af Guy Ritchie en lunken anmeldelse. I modsætning til Gabriel, var jeg ikke så distraheret af Guy Ritchies moderniserede actionportræt af den kendte London-detektiv. Jeg fandt den første film underholdende, og jeg kunne sagtens se, hvordan Ritchie forsøgte at opdatere figuren til et mere actionpræget publikum (det publikum, Ritchie kan, og kun kan, appellere til!). Jeg syntes hans brug af slowmotion, selvom det var lidt overdrevet, virkede i actionscenerne, hvor Holmes deducerede slagets gang forud for første slag, og på den måde besejrede selv de største og hårdeste modstandere.
Men!
Nu har vi fået en 2'er, og den klarer sig godt i biffen, tjener masser af dollars, men!
Lad mig starte med at gennemgå handlingen i filmen.
Eksplosion!
Lidt plot, lidt dårlig humor og en slåskamp.
Flere eksplosioner.
En mindre eksplosion.
Endnu en dårlig vits, lidt homoerotisk spil mellem Watson og Holmes.
Eksplosion.
Eksplosion, et plothul og endnu en eksplosion!
Så kommer der lidt plot igen; der mangler dog stadig lidt handling, men filmen er ved at være slut.
Slåskamp og en eksplosion.
Lidt kæk dialog frem og tilbage mellem Holmes og Watson.
Eksplosion og slåskamp og bombe, der ikke sprænger, lidt skyderi og så en eksplosion, og nogle der dør.
Filmen slutter...
Helt ærligt!
...Hvor 1'eren i min optik var tilforladelig popcorn-underholdning, så er 2'eren i den grad en decideret voldtægt af Sir Arthur Conan Doyles oplæg.Denne film handler IKKE om Sherlock Holmes, men derimod om en slags superhelte-detektiv, der er lige dele skør og lige dele kriger. Der er en total mangel på de klassiske deduktioner, Holmes er så kendt for, og filmen har så mange plothuller, at man simpelthen må græmme sig.
Filmens skurk, den berygtede Professor Moriarty, spilles med stor overbevisning og underholdende indlevelse af Jarred Harris (Mad Men), men er alt for lidt på skærmen. Filmens fokus på forholdet mellem Holmes og Watson fremfor en decideret dyrkelse af det klassiske arvefjendeopgør mellem Moriarty og Holmes, er faktisk filmens største brøler. Kun i de sidste 15 minutter af filmen aner man, hvor godt det kunne være blevet, og først i slutningen af filmen leverer Robert Downey Jr. et ordentligt portræt af Holmes, og har faktisk indtil da været decideret irriterende undervejs.
Dette er IKKE en Sherlock Holmes film, det er en Guy Ritchie actionfilm, der er absolut blottet for skuespillerkemi, et ordentligt plot, interessante actionscener og charme!
Spild af tid, det kommer jo an på, om man kan lide en film, bygget op som skitseret ovenfor. Jeg gider ikke bruge tiden på det, og det er synd og skam, at man ikke laver en ordentlig 2'er, når nu 1'eren faktisk havde spor af noget større.
Antal nullermænd til Sherlock Holmes: A Game of Shadows:
The Girl with the Dragon Tattoo
Af Gabriel 23/12-2011
Jeg var ikke ovenud begejstret for den skandinaviske filmversion af ‘Mænd der hader kvinder'. Mest af alt fordi den er plaget af et alt for stramt plot, der udelukker alle andre handlingsforløb end dem, der driver historien frem.
Spændende var det derfor at læse, at Hollywood-rebellen David Fincher, som tidligere har instrueret den overvurderede ‘Seven' og den fremragende ‘Fight Club' skulle instruere en amerikansk version af Stieg Larssons bestseller. Kunne Fincher mon tilføje noget af den kant, som den skandinaviske version mangler?
Jeg ville ønske, jeg kunne give et klart svar, men sandheden er, at det er meget svært at vurdere en film, hvor man kender handlingen på forhånd. Overraskelserne står jo ikke ligefrem i kø. Og dog.
Fincher formår faktisk at overraske. Ikke ved at ændre på historien, men ved at gribe den mere detaljeret og modigt an.
Historien om den forsvundne pige Harriet. Mødet mellem Mikael Blomkvist og Lisbeth Salander. De uhyggelige mord. Det hele fungerer bare bedre. På grund af detaljerne.
Og alene det faktum at filmens skurk medvirker i hele filmens spillelængde er modigt. Modsat den skandinaviske version, hvor han efter en kort introduktion hurtigt gemmes væk, så publikum måske glemmer ham indtil finalen. Alt for nemt.
...Forholdet mellem Blomkvist og Salander fungerer. Der er kemi mellem de to skuespillere, og nej, Noomi Rapace er ikke længere den eneste rigtige Salander.Hvor Noomi Rapace nærmede sig det ufrivilligt komiske, som den uovervindelige Lisbeth Salander, føles Rooney Mara noget mere troværdig i rollen. Som et mere kompliceret og ægte menneske. Sårbar, stærk og intelligent.
Og nu vi er ved det med troværdigheden. Salanders hacker-evner er skam stadigvæk tilstede, men misbruges ikke til at drive plottet frem. Hun fremstår således mindre almægtig end i den skandinaviske version, hvor hendes evne til at tilgå Blomkvists computer de mest mærkværdige steder var en torn i øjet på denne anmelder.
Filmen kan måske klandres for at nedtone Larssons fokus på overklasse-sveriges overmagt og for at fokusere mindre på Salander som det stærke køn, der tager kampen op mod mænd, der hader kvinder, men det er ikke noget, der for alvor generer.
‘The Girl with the Dragon Tattoo' er solidt håndværk. Det vidner især sidste halvdel af filmen om, hvor jeg trods mit kendskab til historien blev grebet af opklaringsarbejdet, rørt af Salanders kærlighed til Blomkvist og oprigtigt overrasket over den overraskende slutning - som ikke udspiller sig helt på samme måde som i den skandinaviske version.
Det er ikke fordi jeg helst vil være foruden den skandinaviske version af ‘Mænd der hader kvinder', men det ville unægteligt gøre det nemmere at vurdere 'The Girl with the Dragon Tattoo', hvis ikke den eksisterede.
'The Girl with the Dragon Tattoo' er en god film, og Fincher sætter sit præg på historien, men hvis du spørger mig, om det var nødvendigt med endnu en filmatisering af, hvad der trods alt må betragtes som populær triviallitteratur, så er svaret nej.
Antal nullermænd til The Girl with the Dragon Tattoo:
The Thing (2011)Af Gabriel 27/01-2012
John Carpenter var på toppen af sin karriere, da han i 1982 lavede 'The Thing'. En gyser baseret på bogen 'Who goes there' af John W. Campbell Jr., og som allerede var blevet filmatiseret i 1951 under titlen 'The Thing from Another World'.
Med et solidt cast, vanvittigt imponerende special effects og en kompromisløs og stramt fortalt historie skulle man tro, 'The Thing' automatisk blev et hit. Men nej. Publikum blev væk. De ville hellere se et lille, sødt rumvæsen ved navn E.T..
Det var dog på ingen måde slut. Det hurtigt voksende hjemmevideomarked fik øjnene op for 'The Thing', hvor den op gennem 80'erne, 90'erne og 00'erne blev en af Universal Studios største salgssucceser på VHS, DVD og Blu-ray.
Hvorfor der skulle gå næsten 30 år før Universal Studios fik lyst til at lave en fortsættelse (i dette tilfælde en prequel) ved jeg ikke. Måske det skyldes respekt for oplægget (jeg tvivler), måske det aldrig har været nærliggende at fortælle endnu en historie om det grusomme udefra. Før nu.
Med den ukendte instruktør Matthijs van Heijningen Jr. i instruktørstolen blev 2011 året, hvor vi igen skulle stifte bekendtskab med de kolde arktiske egne, hvor ingen er, hvad de giver sig ud for.
Som med 'Invasion of the Body Snatchers' blev de forrige film lavet under den kolde krig, hvor de kunne ses som allegorier over frygten for skjulte kommunister i vor midte. Derfor er det måske ikke helt overraskende, at Universal Studios vælger at lave en opfølger netop nu. Efter den 11. september 2001 har det vestlige samfund nemlig fået noget nyt at frygte i form af religiøs terrorisme. Kan vi stole på vores nabo?
Det tror jeg ærligt talt, hverken instruktør eller manuskripforfatter har skænket en tanke. 'The Thing' anno 2011 er en monsterfilm og intet andet.
...Den gør alt, hvad den kan for, at efterligne omgivelserne fra Carpenters 'The Thing' ned til mindste detalje, og det er faktisk filmens største styrke - og svaghed. Styrke fordi den norske lejr rent faktisk ligner den lejr amerikanerne besøgte i 'The Thing' fra 1982 og svaghed fordi det desværre er det eneste filmen gør rigtigt i forhold til originalen - som den ser så meget op til.Der skæves da også lige vel rigeligt til Carpenters version. Faktisk så meget at nogle scener fremstår som dårlige kopier af den originale. Tag blot den berømte blodprøvetest, der i Carpenters udgave var en emminent spændingsscene, hvor overraskelserne vitterligt var overraskende, og hvor humoren var lige i øjet midt i den anspændte situation. I 2011 er blodprøvescenen skiftet ud med en tilsvarende, men ikke videre kløgtig scene, hvor uhyret skal afsløres ved at kigge efter plumber i videnskabsmændenes tænder. Kvikke som videnskabsmændene er, har de nemlig opdaget, at uhyret ikke er i stand til at replikere uorganisk materiale. Scenen fungerer sådan set udemærket, men når man nu alligevel lægger sig så tæt op af originalen, hvorfor så ikke bare lave en genindspilning til et nyt publikum?
Et velkendt problem i gysergenren er, at man som publikum ofte skal frygte for nogle personer, som man er fuldstændig ligeglad med. Det gør sig også gældende her, hvor dårlige replikker og klicheagtige eller manglende karaktertræk er med til at sænke pulsen, når ubehagelighederne burde give hjertebanken. De arktiske videnskabsmænd udryddes en efter en, og man kunne ikke være mere ligeglad.
Det er jo ikke fordi 'The Thing' fra 1982 var et blændende karakterstudie, men der var alligevel så stor forskel på de forskellige personer, at man med det samme forstod deres bevæggrunde og indbyrdes forhold. En meget vigtig faktor for den paranoide stemning som Carpenter skabte ved at så tvivl om, hvem der var blevet overtaget af monsteret og hvem, der endnu var menneske.
Filmen lider samtidig under en seriøs mangel på skuespillere, som kan brænde igennem på lærredet. Jeg savnede virkelig Kurt Russels antihelt MacReady for ikke at nævne de mange andre mindeværdige karakterer fra 1982-udgaven. Mary Elizabeth Winstead er ikke nogen Ellen Ripley, som hendes karakter noget så uopfindsomt er baseret på, og Joel Edgerton blegner i sammenligning med den stærkt undervurderede Kurt Russel, som han tydeligvis er en pendant til.
Der er ingen tvivl om, at der er lagt en masse arbejde i at få de to film til at ligne hinanden og de mange små plotdetaljer, som kæder de to film sammen, er udført med respekt. Det er bare nytteløst, når spændingsniveauet ikke når den gamle film til sokkeholderne - vi ved jo allerede, at ingen overlever i den norske lejr - og når filmen samtidig mangler den sublime uhyggesstemning som gennemsyrede hvert eneste billede i Carpenters version, ja så er der ikke meget tilbage, som retfærdiggører dens eksistens.
Når rulleteksterne kører over skærmen og Ennio Morricones ildevarslende score langsomt fades op, er der kun et at gøre: sætte Carpenters mesterværk på.
Antal nullermænd til The Thing (2011):
J. EdgarAf Gabriel 13/01-2012
Mit kendskab til J. Edgar Hoover er begrænset. Jeg ved, at han var arkitekten bag FBI, at han eftersigende havde et hemmeligt arkiv med penible oplysninger om alt fra skuespillere til statsoverhoveder, og at han muligvis var homoseksuel.
Efter at have set Clint Eastwoods 'J. Edgar' er jeg ikke blevet meget klogere på J. Edgar som person. Måske fordi han værnede så meget om sit privatliv. Måske fordi han trods sine bedrifter ikke er en særligt spændende person at fortælle en sammenhængende historie om.
Eastwoods film om J. Edgar føles da også meget fragmenteret. Sat sammen af de historiske begivenheder, som J. Edgar var vidne til eller med til at påvirke - med fokus på det magtapparat han fik sat i gang, og som han styrede med hård hånd indtil sin død i 1972.
...Det var ikke et ufarligt magtspil J. Edgar mestrede, men Eastwood formår ikke at gøre det spændende at følge. Dertil føles J. Edgars vej til toppen alt for nem, da man kun får fornemmelsen af de forhindringer, der kunne have væltet ham fra tronen.Det skyldes blandt andet en meget overfladisk behandling af J. Edgars privatliv, som i en fiktiv historie kunne være flettet meget bedre sammen med det arbejde, som han viede sit liv til. Det skaber et mangelfuldt portræt af en mand, hvis enkeltstående bedrifter er mere interessante, end det liv han levede udenfor FBI.
Jovist, Eastwood tager bladet fra munden og lader spekulationerne om J. Edgars homosekusualitet fremstå som fakta (åbenbart et meget kontroversielt emne i USA), men det fører ingen vegne. Måske fordi forholdet til hans partner Clyde Tolson i virkeligheden ikke var særligt interessant - set med nutidens øjne - eller fordi fremstillingen af de to mænds forhold mangler den saft og kraft, der for alvor kunne gøre emnet kontroversielt.
I et forsøg på at dække over filmens manglende narrativ hopper Eastwood frem og tilbage i tiden i et væk. Det forstyrrer ikke som sådan, men tydeliggører manglen på en sammenhængende, interessant historie, der udover at vise J. Edgars betydning for samtidens og eftertidens USA, også kunne berige publikum med et noget mere nuanceret karakterstudie, end det man præsenteres for nu.
Eastwood tør bare ikke at kravle ind i hovedet på J. Edgar og komme med sit eget bud på, hvilke tanker der lå bag den komplicerede mands handlinger i privatlivet og på arbejdet. Det var måske for hård kost for den gamle republikaner.
DiCaprio gør ellers, hvad han kan. Mimik og retorik er i orden, men han bliver aldrig levende som karakter. Det er muligvis korrekt, at han nærede stærke følelser for sin dominerende moder, og at hans kyniske fremtoning kan skyldes moderens ønske om at lille Edgar skulle blive til noget stort, men de mange flashbacks til Edgars barndom fremstår som klicheer, og er dybt uinteressante at følge, hvilket er symptomatisk for filmen, der er en noget langtrukken affære.
Antal nullermænd til J. Edgar:
Undskyld jeg forstyrrerAf Hugger 08/01-2012
Henrik Ruben Genz og Erling Jepsen har lavet film sammen før. Den fremragende ”Frygtelig Lykkelig” fra 2009, hvor dansk lokalsamfundskultur fik en tur gennem vridemaskinen forklædt som western med en storspillende Kim Bodnia som vadersiklædt cowboyskurk.
”Undskyld jeg forstyrrer” er således deres anden film sammen, og den handler igen om de almindelige mennesker og deres almindelige hverdag - under ualmindelige omstændigheder.
Filmen handler i bund og grund om den smukke unge Helene, hvis forhold til sin mor mildest talt er dysfunktionelt. Helene leder forgæves, og har gjort det længe, efter sin far, som hun aldrig har kendt. Ved et tilfælde bliver hun indlemmet i en teatertrup, der er ved at opsætte et ganske særpræget stykke for at redde teater, instruktør og fallerede skuespillere fra at gå i glemslen - for ikke at glemme personlig fallit. Instruktøren er muligvis hendes far, forfatteren (spillet af Nicolas Bro) kan ikke skrive om andet end en kronhjort, og skuespillernes divaniveau overgås kun af deres ego.
...Helene spilles af den smukke Sara Hjort Ditlevsen, hvis ansigt er ligeså kønt som det er jomfrueligt. Hun er godt castet, og rammer tonen i sin rolle med perfekt timing og tilpas sødme og melankoli.De øvrige skuespillere prøver, men virker generelt, som om de kun yder 90 %, så selv kapaciteter som Stine Stengade, Peter Ganzler og Lotte Andersen virker som om de ikke rigtig ved, hvordan de skal gribe deres roller an. Kun momentvis viser de, hvorfor de er blandt de mest brugte skuespillere på både film og scene.
Filmens problem er imidlertid hverken skuespillet eller instruktionen. Det er tanken bag, den er galt med. For hvor ”Frygtelig Lykkelig” virkede i skøn forening med de skæve vinkler, Erling Jepsen dyrker i sit forfatterskab, så er skævheden i denne film mere irriterende og påtaget, og det virker simpelthen distraherende.
Filmen kunne have været hyleskæg, den kunne have været sød og tragisk på samme tid, og man aner bestemt, hvor det kunne være båret hen af, hvis manuskriptet var strammet op.
Filmen er ikke decideret dårlig, men det er bestemt heller ikke en god film.
Generelt har den fået gode anmeldelser her i landet, men i denne anmelders øjne er der tale om ”Kejserens nye klæder”, hvor anmelderne er vant til, at Genz/Jepsen produktioner er gennemarbejdede og interessante portrætter af almindelige mennesker, med en skæv menneskelig vinkel.
”Undskyld jeg forstyrrer” har de skæve vinkler, den har de almindelige mennesker og den har, momentvis, de sjove, søde og hyggelige scener, men filmen rammer simpelthen ved siden af flere gange, bliver triviel og uden styring og deraf kedelig og uinteressant.
Jeg er helt sikker på, at Genz/Jepsen laver en ny film snart, de virker godt sammen, men jeg håber de toner ned for skævheden og forsøger at tegne portrætterne rent, frem for på denne måde at forcere en skævhed, der ender med at knække filmen!
Antal nullermænd til Undskyld jeg forstyrrer:
Sherlock Holmes: A Game of ShadowsAf Hugger 30/12-2011
Dette er en 2'er!
Den har alt det, en 2'er som regel har. Mere action, flere eksplosioner, færre højdepunkter og et langt mindre interessant plot!
Jeg vil gerne stå ved, at jeg var uenig med Gabriel (den anden filmanmelder på denne side!), da han gav den første Sherlock Holmes film af Guy Ritchie en lunken anmeldelse. I modsætning til Gabriel, var jeg ikke så distraheret af Guy Ritchies moderniserede actionportræt af den kendte London-detektiv. Jeg fandt den første film underholdende, og jeg kunne sagtens se, hvordan Ritchie forsøgte at opdatere figuren til et mere actionpræget publikum (det publikum, Ritchie kan, og kun kan, appellere til!). Jeg syntes hans brug af slowmotion, selvom det var lidt overdrevet, virkede i actionscenerne, hvor Holmes deducerede slagets gang forud for første slag, og på den måde besejrede selv de største og hårdeste modstandere.
Men!
Nu har vi fået en 2'er, og den klarer sig godt i biffen, tjener masser af dollars, men!
Lad mig starte med at gennemgå handlingen i filmen.
Eksplosion!
Lidt plot, lidt dårlig humor og en slåskamp.
Flere eksplosioner.
En mindre eksplosion.
Endnu en dårlig vits, lidt homoerotisk spil mellem Watson og Holmes.
Eksplosion.
Eksplosion, et plothul og endnu en eksplosion!
Så kommer der lidt plot igen; der mangler dog stadig lidt handling, men filmen er ved at være slut.
Slåskamp og en eksplosion.
Lidt kæk dialog frem og tilbage mellem Holmes og Watson.
Eksplosion og slåskamp og bombe, der ikke sprænger, lidt skyderi og så en eksplosion, og nogle der dør.
Filmen slutter...
Helt ærligt!
...Hvor 1'eren i min optik var tilforladelig popcorn-underholdning, så er 2'eren i den grad en decideret voldtægt af Sir Arthur Conan Doyles oplæg.Denne film handler IKKE om Sherlock Holmes, men derimod om en slags superhelte-detektiv, der er lige dele skør og lige dele kriger. Der er en total mangel på de klassiske deduktioner, Holmes er så kendt for, og filmen har så mange plothuller, at man simpelthen må græmme sig.
Filmens skurk, den berygtede Professor Moriarty, spilles med stor overbevisning og underholdende indlevelse af Jarred Harris (Mad Men), men er alt for lidt på skærmen. Filmens fokus på forholdet mellem Holmes og Watson fremfor en decideret dyrkelse af det klassiske arvefjendeopgør mellem Moriarty og Holmes, er faktisk filmens største brøler. Kun i de sidste 15 minutter af filmen aner man, hvor godt det kunne være blevet, og først i slutningen af filmen leverer Robert Downey Jr. et ordentligt portræt af Holmes, og har faktisk indtil da været decideret irriterende undervejs.
Dette er IKKE en Sherlock Holmes film, det er en Guy Ritchie actionfilm, der er absolut blottet for skuespillerkemi, et ordentligt plot, interessante actionscener og charme!
Spild af tid, det kommer jo an på, om man kan lide en film, bygget op som skitseret ovenfor. Jeg gider ikke bruge tiden på det, og det er synd og skam, at man ikke laver en ordentlig 2'er, når nu 1'eren faktisk havde spor af noget større.
Antal nullermænd til Sherlock Holmes: A Game of Shadows:
The Girl with the Dragon TattooAf Gabriel 23/12-2011
Jeg var ikke ovenud begejstret for den skandinaviske filmversion af ‘Mænd der hader kvinder'. Mest af alt fordi den er plaget af et alt for stramt plot, der udelukker alle andre handlingsforløb end dem, der driver historien frem.
Spændende var det derfor at læse, at Hollywood-rebellen David Fincher, som tidligere har instrueret den overvurderede ‘Seven' og den fremragende ‘Fight Club' skulle instruere en amerikansk version af Stieg Larssons bestseller. Kunne Fincher mon tilføje noget af den kant, som den skandinaviske version mangler?
Jeg ville ønske, jeg kunne give et klart svar, men sandheden er, at det er meget svært at vurdere en film, hvor man kender handlingen på forhånd. Overraskelserne står jo ikke ligefrem i kø. Og dog.
Fincher formår faktisk at overraske. Ikke ved at ændre på historien, men ved at gribe den mere detaljeret og modigt an.
Historien om den forsvundne pige Harriet. Mødet mellem Mikael Blomkvist og Lisbeth Salander. De uhyggelige mord. Det hele fungerer bare bedre. På grund af detaljerne.
Og alene det faktum at filmens skurk medvirker i hele filmens spillelængde er modigt. Modsat den skandinaviske version, hvor han efter en kort introduktion hurtigt gemmes væk, så publikum måske glemmer ham indtil finalen. Alt for nemt.
...Forholdet mellem Blomkvist og Salander fungerer. Der er kemi mellem de to skuespillere, og nej, Noomi Rapace er ikke længere den eneste rigtige Salander.Hvor Noomi Rapace nærmede sig det ufrivilligt komiske, som den uovervindelige Lisbeth Salander, føles Rooney Mara noget mere troværdig i rollen. Som et mere kompliceret og ægte menneske. Sårbar, stærk og intelligent.
Og nu vi er ved det med troværdigheden. Salanders hacker-evner er skam stadigvæk tilstede, men misbruges ikke til at drive plottet frem. Hun fremstår således mindre almægtig end i den skandinaviske version, hvor hendes evne til at tilgå Blomkvists computer de mest mærkværdige steder var en torn i øjet på denne anmelder.
Filmen kan måske klandres for at nedtone Larssons fokus på overklasse-sveriges overmagt og for at fokusere mindre på Salander som det stærke køn, der tager kampen op mod mænd, der hader kvinder, men det er ikke noget, der for alvor generer.
‘The Girl with the Dragon Tattoo' er solidt håndværk. Det vidner især sidste halvdel af filmen om, hvor jeg trods mit kendskab til historien blev grebet af opklaringsarbejdet, rørt af Salanders kærlighed til Blomkvist og oprigtigt overrasket over den overraskende slutning - som ikke udspiller sig helt på samme måde som i den skandinaviske version.
Det er ikke fordi jeg helst vil være foruden den skandinaviske version af ‘Mænd der hader kvinder', men det ville unægteligt gøre det nemmere at vurdere 'The Girl with the Dragon Tattoo', hvis ikke den eksisterede.
'The Girl with the Dragon Tattoo' er en god film, og Fincher sætter sit præg på historien, men hvis du spørger mig, om det var nødvendigt med endnu en filmatisering af, hvad der trods alt må betragtes som populær triviallitteratur, så er svaret nej.
Antal nullermænd til The Girl with the Dragon Tattoo:
In Time
Af Hugger 08/12-2011
Efter at have set traileren var jeg fuld af forhåbning. En science fiction-thriller, hvis præmis er, at penge ikke længere er valuta, men at alle mennesker er DNA-indkodet til at stoppe med at ældes ved det 25. år, og dermed med muligheden for at forblive ung for evigt. Eneste catch, fra man bliver 25 år, har man kun 1 år at leve i, medmindre man arbejder hårdt og får udbetalt flere sekunder, timer, dage, måneder eller år. Og med det twist, at verden er inddelt i tidszoner, hvor tidsfattige mennesker dør dagligt pga. manglende tid, mens rige mennesker lever i sus og dus med årtier og århundreder på kontoen.
Præmissen holder, det er et super fedt koncept, at alle har et nedtællingsur på armen, så man med al mulig tydelighed kan se, hvor lang tid, man har igen (hvor rig eller fattig man er!). Gennem berøring kan man låne, stjæle, betale og overføre tid til andre. Ideen er sjov, men hvad med at indtænke en pinkode? Filmens præmis er, at man bare, hvis man er stærk nok, kan dræne alle for deres tid ved fysisk kontakt. Det svarer til, at alle går rundt med deres pengesedler sat på tøjet med papirclips, så alle kan tage dem så let som ingenting. Det er lidt dumt. Burde man ikke have tænkt på det, når man nu er så smart, at ALLE mennsker er DNA-indkodet til udødelighed? Evt. Nem-ID?
Nå, filmens problem er ikke plot eller præmis, selvom plottet er drabeligt tyndt, når først filmen kører, og man gennemskuer hurtigt den Bonnie-Clyde mekanik, der hurtigt sætter ind.
Filmens problemer er mange.
...Første og største problem er, at der absolut INGEN kemi er mellem hovedrolleindehaverne.Timberlake er træmand og ligner en popstjerne, der ikke ved, hvorfor han laver film (øh, er det ikke egentlig sådan det er?), mens alle andre af hans medspillere leverer ensidige, træ-agtige præstationer. Nogle steder er skuespillet decideret amatøragtigt, og man forledes til at tro, at der simpelthen ikke har været tid til at tage scener om. Løb de tør for tid undervejs?
Filmens andet problem er, at der er alt for mange plothuller, som ovenfor beskrevet, og handlingen er simpelthen ikke troværdig undervejs. Faktisk tager man sig selv i at grine af filmens ufrivillige dumhed undervejs, hvor både plotmekanismer og dårlige replikker fremkalder smil og grin.
Filmens pointe om, at der er ulighed i samfundet, en allegori på vores verden i dag, er sgu egentlig ganske smuk, men den serveres så sort-hvid, at det er grinagtigt. Desuden er den så tung og tydelig, at man føler, at filmen manipulerer med en.
Man fatter pointen i filmen efter at have set traileren, og filmen burde have været et afsnit af Twilight Zone i stedet for en stor Hollywood-produktion.
Filmen er generelt langsom, pacingen er helt af helvede til, og flere steder keder man sig bravt.
Filmens svagheder må i sidste ende tilskrives dårlig instruktion, og det er vanskeligt at se, at den instruktør, der lavede den glimrende "Lord of War" med Nicholas Cage, også har stået bag dette makværk, der fremstår decideret amatøragtigt.
Filmen får lidt nullermænd på grund af idéen og præmissen, men udførelsen og filmen som håndværk er lige til skraldespanden.
Jeg håber ikke, der er tid til en toer!
Antal nullermænd til In Time:
ID:A
Af Gabriel 21/11-2011
En kvinde (Tuva Novotny) vågner op på nogle sten i en flod, hvor hun har ligget bevidstløs et stykke tid. Hun er i Frankrig, og ved sin side har hun en vadesæk fyldt med penge. Fortumlet begiver hun sig mod en landsby, hvor hun overvældet af træthed ønsker at indlogere sig på et lille pensionat. Pensionat-mutter er imidlertid ikke meget for at tage imod kvinden, der tydeligvis ikke kan huske sit eget navn og i øvrigt virker ret mystisk.
Heldigvis for kvinden lurer pensionat-mutters søn i baggrunden. Tiltrukket af den mystiske kvinde får han overbevist sin mutter om at give hende lov til at overnatte. Kvinden får samlet kræfter, flirter lidt med den lækre pensionat-søn og finder ud af at hun er fra Danmark. Med denne nye viden drager hun mod nord for at finde sin sande identiet.
Det lyder måske meget godt alt sammen, men allerede i åbningsscenerne begynder man at ane uråd. Der hænger nemlig en tyk tåge af déjà vu over forløbet, og tågen letter aldrig igen.
Inden turen går til Danmark skal vi f.eks. lige pines af en ikke videre vellykket spændingsscene, hvor kvinden jages rundt i de svagt oplyste landsbygader af nogle skumle personager. Her kan antagonister og protagonist skiftevis gemme sig i skyggerne, mens vi andre keder os. Filmholdet skulle satme have noget production value for pengene, når nu de var taget hele vejen til Frankrig!
Filmen bliver heller ikke bedre af, at historien drives frem af nogle utroværdige tilfældigheder, som da kvinden sidder i bussen på vej mod Danmark, og ved hjælp af musikken fra en med-passager bliver ledt på sporet af sin ægtemand - operasangeren Just - spillet med vanlig kølighed og intensitet af Flemming Enevold.
Skuespillerne - der faktisk gør det udemærket - har ikke meget at arbejde med. Det har sikkert været sjovt, at medvirke i filmens fåtallige actionscener, men det smitter ikke af på lærredet, hvor biljagter og skyderier falder til jorden, fordi filmen mangler noget så elementært som en spændende historie. Man er skideligeglad med det hele.
...På overfladen og på papiret har det måske virket meget godt, men på det hvide lærred mangler filmen substans, karakterudvikling og en troværdig og fokuseret historie - der måske oven i hatten kunne byde på et originalt træk eller to.Det er ikke fordi, jeg forventer at hver eneste thriller, der ser dagens lys skal emme af originalitet, men jeg forventer i det mindste, at mysteriet er spændende, når man vælger at køre du-får-så-lidt-at-vide-som-muligt-i-så-lang-tid-som-muligt-for-så-bliver-det-ekstra-spændende-rutinen. Det lykkedes f.eks. ganske fortræffeligt i Liam Neeson thrilleren "Unknown", der trods plothuller og andre dumheder formåede at pirre tilskueren lige til det sidste. Det handler om godt håndværk, og det leverer "ID:A" absolut ikke.
Hemmelighederne holdes krampagtigt tæt inde på kroppen i et forsøg på at holde publikums interesse fangen. Og så belønnes man ikke engang for sin udholdenhed, når vi endelig når frem til slutningen, hvor filmens overraskende øjeblik er så søgt og grinagtigt, at den eneste grund til at det måske vil overraske nogen, er fordi twistet er så konstrueret - og fik jeg sagt søgt?
I et forsøg på at lave en thriller af samme kaliber, som dem amerikanerne mestrer - når de gør sig umage - er "ID:A" endnu et eksempel på, at dansk film skal tænke mere originalt frem for at efterligne de store drenge, som vi alligevel ikke - eller meget sjældent - kan hamle op med i denne genre.
Antal nullermænd til ID:A:
Tower Heist
Af Hugger 21/11-2011
Instruktøren Brett Ratner mangler ikke energi i sine film, men de er oftest lidt uinteressante og for hårdt spændt op actionmæssigt. "Tower Heist" er Ratners seneste film, en film der bestemt er en homage til 80'ernes ”heist-film”, film der i bund og grund gik ud på, at hovedpersonerne skulle begå et spektakulært kup.
Plottet i "Tower Heist" er i sin enkelthed, at personalet i en dyr etageejendom mister alle deres opsparinger, fordi en af beboerne, en skruppelløs børshaj spillet hygsomt af Alan Alda, har taget deres penge og brugt dem i sine lyssky handler. Nu er gode råd dyre, og under ledelse af bygningspersonalets chef, spillet af Ben Stiller, der for en gangs skyld ikke overspiller enormt, beslutter en lille gruppe af de ansatte at begå et indbrud hos Aldas børshaj, fordi de er sikre på, at han har penge liggende, som FBI ikke har fundet.
...Filmens tempo er generelt højt, men humoren er ikke helt i top. Først da Eddie Murphy gør sin entre, bliver filmen decideret sjov nogle gange.Murphy ligner sig selv fra dengang i 80'erne, og man må mistænke ham for et solidt botox-misbrug. Hans evner som komiker, både med de rappe replikker og den fysiske komik, har han dog stadig, og han leverer filmens bedste grin som den noget sølle og sterotype gangster, der hyres til at hjælpe de glade amatører, Stiller har samlet under sig.
Filmen skal have stor ros for at lave et twist til sidst, der rent faktisk er ganske originalt, og som faktisk virker ganske effektivt i filmens sidste halve time. Undervejs til dette punkt, er filmen dog en relativt generisk udgave af en heist-film, og kun skuespillere som Murphy og Matthew Broderick hjælper filmen over middelmådighedens smalle sti.
Filmen er godt underholdende, manuskriptet er tilpas pacet og actiondelen får aldrig overtaget, så humoren er i fokus, og det virker momentvis.
Uanset hvad, så skal man ikke lede længe, for at finde film indenfor denne genre, der gør det bedre ("Oceans Eleven" bl.a.), men Ratner lykkes trods alt med denne film, der må karakteriseres som hyggelig, sjov nok og popcorn-underholdning af den letteste skuffe.
Antal nullermænd til Tower Heist:
Jeg har elsket dig så længe
Af Hugger 16/11-2011
Jeg har det svært med franske film.
Ofte er de prætentiøse og alt, alt for europæiske, og langtrukkenheden overskygges ofte kun af uudtalt smerte og melankoli!
Men franske film kan også være stærke og bidende filmoplevelser, seneste eksempel i denne anmelders erindring er "Nawals Hemmelighed".
Forleden satte jeg mig foran hjemmebioen og satte "Jeg har elsket dig så længe" på, og jeg blev ikke skuffet! Det var en helt igennem intim og fornøjelig oplevelse.
Juliette, underspillet blændende af Kristin Scott Thomas, kommer efter 15 år ud af fængslet, hentes af sin søster, hvor hun får både hus- og hjerterum, trods de mange års adskillelse og trods den forbrydelse, Juliette har begået.
Juliettes Søster, spillet fint af Elsa Zylberstein, forsøger at samle resterne af sin familie, hvor faderen døde af kræft, moderen har mistet sit sind til Alzheimers og søsteren har siddet i fængsel.
Hun inviterer den indelukkede og forpinte Juliette indenfor i sit hus og sit hjerte, og langsomt nedbrydes Juliettes forsvarsmekanismer i takt med, at husets børn, de nye venner, en spirrende kærlighed og det gode i mennesket på ny bliver en del af Juliettes hverdag.
Man får ikke indledningsvist at vide, hvilket forfærdelig forbrydelse, Juliette har begået, og filmen formår på intelligent vis i små bidder at løfte sløret for, hvilken stor menneskelig katastrofe, Juliette har taget del i.
På den ene side er det et normalt "hvad sker der ved udgang fra fængsel efter mange år" drama, men det er samtidig et stærkt og følelsesmæssigt ridt.
...Filmen er generelt meget underspillet og ret fransk, og den tager sig klædeligt god tid til at fortælle sin historie, uden af dramaet virker opskruet eller påklistret.Thomas' performance gør hele filmen, for det er netop hendes indelukkethed og efterfølgende emancipation, der løfter filmen.
Langsomt finder hun tilbage til livet, mens forsvarsvæggene smuldrer. Der er dog en, ubrydelig væg tilbage, der er umulig at vælte ned, og det er netop spørgsmålet om den forbrydelse, hun har begået.
Hendes venden tilbage til livet støttes af den midaldrende lærer Michel, der udvikler et følsomt og kærlighedsfyldt bånd med Juliette, der konstant har svært ved at lukke ham ind bag facaden.
Men langsomt begynder Juliettes selvlede at afløses af en ny lyst til livet, alt imens samfundet omkring hende dømmer hende hårdt, gang på gang, for den forbrydelse, hun har begået.
Men der ligger mere under, og gennem filmen længes man efter netop det svar, hvad har Juliette gjort.
OG da svaret endelig kommer, er det en følelsesmæssig mavepuster, og i filmens klimaks når filmen næsten perfektionen.
Næsten perfekt, dog er den en anelse forudsigelig, hvilket dog ikke skæmmer filmen mere, end at der er tale om en flot og seværdig film, der på alle måder rører, berører og rammer.
Antal nullermænd til Jeg har elsket dig så længe:
Tintin: Enhjørningens hemmelighed
Af Gabriel 27/10-2011
Som Tintin-purist er det nemt at finde fejl ved Spielbergs forsøg på at indfange ånden fra de 23 Tintin albums, som Hergé tegnede fra slutningen af 1920'erne til slutningen af 1970'erne. Som stor fan af Hergés rene streg, fantastiske persongalleri og spændende historier er det i det hele taget svært at forestille sig Tintins eventyr overført til et andet medie. Det lykkedes nu ganske fint for den fransk/canadiske tegnefilmsserie, der rullede over tv-skærmene i starten af 1990'erne. Blandt andet fordi serien lagde sig meget tæt op ad tegneserien og Hergés tegnestil. Det gør Steven Spielbergs og Peter Jacksons Tintin-eventyr ikke.
Spielberg har med Peter Jackson i producerstolen lavet en Tintin film, der er baseret på de tre albums 'Enhjørningens hemmelighed', 'Rackham den rødes skat' og 'Krabben med de gyldne kløer/klosakse'. Sidstnævnte udelukkende for at kunne introducere Tintin for Kaptajn Haddock, der i albummet 'Enhjørningens hemmelighed' ellers er med helt fra begyndelsen.
Det starter godt. Animationen imponerer og tempoet holdes helt i Hergés ånd. Vi introduceres for Tintin, Terry og Dupont og Dupond, der ufrivilligt involveres i mysteriet om Enhjørningens hemmelighed, da Tintin køber et gammelt modelskib på et loppemarked. Skibet indeholder et pergament, der viser sig at være enddog meget værdifuldt - og er filmens omdrejningspunkt. Flere skumle typer er nemlig interesserede i at få fingre i pergamentet og skyr ingen midler for at opnå deres mål. Det står hurtigt klart, hvem der er skurke og helte i historien - klassisk Tintin.
Lige netop skurkene har altid været mindeværdige i Tintin-universet. Ærkefjenden Rastapopulus er ganske vist ikke med i denne omgang, men vi introduceres da for en vellignende styrmand Alan, og det er faktisk det. Spielberg og co. tager sig nemlig den frihed, at rykke gevaldigt rundt på persongalleriet, så f.eks. brødrene Fugl er skrevet helt ud af historien. I stedet for er bifiguren hr. Sakarin - der kun er med på de første sider i albummet 'Enhjørningens hemmelighed' - blevet forfremmet til hovedskurk. En kende forvirrende til at starte med, da jeg efterhånden har læst historien så mange gange, at den har brændt sig fast i min hukommelse.
Det her er Spielbergs Tintin, og han har tydeligvis trukket fra og lagt til, i et forsøg på at få historien til at fungere på det hvide lærred. Problemet er bare, at den ikke fungerer - hverken som Tintin-eventyr eller som uafhængigt eventyr. Okay, det er måske at sætte tingene lidt på spidsen, for der er da øjeblikke, hvor det lykkes Spielberg at fange magien fra Hergés albums, men de er for få.
...Spielberg (som selvfølgelig ikke har det fulde ansvar) vil for meget. Historien er overlæsset og lider derfor af de samme problemer som den værste triviallitteratur. Rejsen fra a-z til føles forceret og mekanisk, og de storslåede optrin er alt for overgearede og larmende til et Tintin-eventyr.Spielberg har ganske enkelt svært ved at slippe sin fortid, og det giver sig især til kende hen mod slutningen, hvor de vilde optrin emmer af Indiana Jones. Værst i det endelige opgør der går så meget i Transformers-mode, at man trættes.
Filmen fungerer bedst i de stille passager, hvor de sjove detaljer, som er et af Hergés kendetegn, får lov til at titte frem og hvor man bliver fanget af den gode historie, som Spielberg og co. trods alt ikke har ødelagt helt. Deres omstrukturering har imidlertid fjernet den mere omhyggelige og langt mindre trivielle opbygning som Hergé gjorde brug af i de to albums, og dermed også den charme og intelligens som kendetegner Hergés fortællestil. Det går bl.a. ud over humoren, som i Spielbergs udgave udelukkende består af explicit falde-på-halen komik. Der mangler den fantastiske komiske timing, som Hergé mestrede ved bl.a. at lade læseren danne sine egne billeder i de tomme felter mellem rubrikkerne. Læseren tillage på denne måde de komiske optrin små personlige nuancer, som fik dem til at fungere ekstra godt. En svær kunst som Spielberg ikke har formået at overføre til filmmediet.
Som tilskuer følte jeg ikke, at jeg var med på en storslået rejse eller for den sags skyld et Tintin-eventyr. I stedet for blev jeg kastet fra den ene begivenhed til den anden, for at filmen kunne holde momentum. Unødvendigt og et tydeligt tegn på at Spielberg og co. enten ikke har forstået essensen af et godt Tintin-eventyr eller også, at de har været bange for at hægte de amerikanske biografgængere af, da de ikke er lige så bekendte med Tintin-universet som europæerne.
Forskelle og overdrevne optrin til side; mit største problem med 'Tintin og Enhjørningens hemmelig' er, at filmen er kedelig. Jeg blev aldrig grebet af historien eller de alt for mange overdrevne action-optrin, og det havde den uheldige bivirkning, at jeg fik endnu mere tid til at fokusere på forskellene mellem album og film.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Spielbergs Tintin er en visuelt flot film, hvor mange af de kendte figurer er til stede, men historien lader meget tilbage at ønske, og så undrer det mig, at man vælger at hylde en tegnserie, der er berømt for sin enkle, ligne claire ved at udsende den i 3D - ganske vist på mode, men ikke ligefrem nytænkende.
Prøv min Tintin-quiz her
Antal nullermænd til Tintin: Enhjørningens hemmelighed:
The Three Musketeers (2011)
Af Hugger 19/10-2011
Alexandre Dumas' klassiker er blevet filmatiseret flere gange end TV2 har vist “Pretty Woman”. Den er blevet produceret slavisk efter bogen, produceret med anderledes vinkler, produceret som komedie, som actiondrama, som tegnefilm og som musical m.v.
I denne udgave har Paul W.S. Anderson - blandt filmkritikere ikke den mest populære instruktør Hollywood kan præstere, kun overgået i fanbashing af instruktører som Uwe Boll (gys og gru!!!) - stået bag løjerne.
Denne anmelder har det svært med Paul W. S. Anderson. Bevares, han har lavet virkeligt dårlige film (”Soldier”), han har lavet mere eller mindre ligegyldige, men effektive film (”Alien vs. Predator”, ”Resident Evil”), men han har også lavet en af mine helt store guilty pleasures, nemlig den ganske velfungerende ”Event Horizon”.
Paul W.S. Anderson bruger ikke meget tid på at bygge sine figurer og historier op. Han er ganske ferm til billeder, ferm til at koordinere actionsekvenser, så de får et effektivt og adrenalinpræget præg. Han kommer dog som sagt til kort, fordi hans figurgalleri oftest ikke er særligt veludviklet, og derfor mister man som tilskuer hurtigt interessen - også i den spektakulære og idérige action.
... Paul W.S. Anderson mangler ikke idéer, og han er meget engageret i sine film, hvilket baggrundsmaterialet på hans DVD-udgivelser vidner om – han virker som et dampbarn, udstyret med et millionbudget … vent, det er han jo også!Af en eller anden grund lykkes det Paul W.S. Anderson at lave film, der smadres af kritikere, ofte nedgøres af filmfreaks og nogle gange skuffer ved Box Office. Alligevel rejser han sig gang på gang på gang, og hver gang er det med masser af penge i ryggen, masser af kendte skuespillere på rollelisten og masser af PR omkring sine film.
Hvorfor ved jeg ikke, men nu har han kastet sin kærlighed på Dumas' eventyr, og helt kedeligt er det sgu ikke!
Filmen starter, som alle andre af Andersons film, i 4. gear, med ultra korte (action)præstationer af Athos, Porthos og Aramis – de tre musketerer. I modsætning til Dumas' portrætter – eller skulle man sige i tillæg til – så er musketererne rendyrkede actionhelte, nærmest superhelteseje, der knuser al modstand med stor kapacitet og en altid vittig bemærkning.
Dumas' portrætter ligner, men der er alligevel en vis nutidig kvalitet over de tre musketerer i Andersons udgave, og det virker faktisk udmærket.
Alle musketererne er fint castet, også bondesønnen D'Artagnan, der er så tilpas cocky og selvtilfreds, at han er både irriterende og charmerende samtidig.
Men filmens store fokus er faktisk ikke så meget musketererne, men nærmere de 4 skurke, historien også er prydet med. Vores egen Mads Mikkelsen leverer en typisk Mads Mikkelsen præstation som den onde kaptajn Rochefort. Det virker, men Mikkelsen skal snart til at lære at spille skuespil – det synes jeg i hvert fald!
En anden skurkerolle spilles af Milla Jovovich, der i denne film faktisk spiller lidt skuespil i rollen som aristokratninjaspion (jep, det er nok det bedst dækkende). Endelig ses Christoph Waltz og Orlando Bloom i fine biroller som henholdsvis Cardinal Richelieu og Lord Buckingham.
Det er underholdende, der er masser af gedigen action, slowmotion-sekvenser og bulder og brag. Idérigdommen er også til stede med flyvende skibe, flammekastere og primitive, men effektive sikkerhedssystemer. Og skuespillerne leverer gode, om end rutineprægede præstationer.
Hvorfor virker den så ikke helt?
Det skyldes Paul W.S. Andersons evner som instruktør!
Anderson formår ikke at hæve filmen over et middelmådigt actioniveau. Det er popcornunderholdning, men ikke af den mest effektive slags (”Zombieland” anyone?). Det er ”tongue-in-cheek”, men ikke tilstrækkeligt, og det er solid action uden at være prangende, og det bliver for meget til sidst.
Pacing, tilskæring, karakter-udbygning og fokus mangler, og det kan kun tilskrives Andersons (manglende!) evner som instruktør.
Det er en skam, for filmen er sgu ret underholdende, og man kan virkelig mærke, at alle skuespillerne har hygget sig gevaldigt under indspilningen af filmen. Det har været sjovt, at være skuespiller i de måneder, kameraet har kørt, og måske er det derfor Anderson kan rekruttere så mange gode folk, skaffe så mange penge og blive ved med at lave film, trods fiasko på fiasko (selvom indtjeningen generelt ikke har fejlet noget!).
Måske er Anderson bare en superhyggelig fyr, der holder en sjov filmfest og er fuld af sprudlende idéer og påfund. Det er også fint nok, og måske skal han fokusere på at være producer, for som instruktør leverer han kun 70%, og det er ikke nok, heller ikke selvom man har store navne og masser af dollars bag sig!
Antal nullermænd til The Three Musketeers (2011):
Don't Be Afraid of the Dark
Af Gabriel 05/10-2011
Alfred Hitchcock har gjort det. Steven Spielberg har gjort det. Og nu har Guillermo del Toro også gjort det. Formået at knytte sit navn så uløseligt sammen med en bestemt genre, at hans navn alene kan blåstemple en film.
Guillermo del Toros navn er således dukket op på adskillige filmplakater i nyere tid. Som oftest gysere, hvor Toros navn og velkendte, gotiske æstetik skal medvirke til at lokke folk i biografen. Det gælder også 'Don't be Afraid of the Dark', der ligesom 'The Orphanage' ikke er instrueret af del Toro selv, men som han ikke desto mindre har afsat flere af sine velkendte fingeraftryk på.
'Don't be Afraid of the Dark' er en gammeldags gyser baseret på en tv-film fra 1973, som gjorde et uudsletteligt indtryk på en ung del Toro.
Omskrevet af Toro til vor tid og med nogle få ændringer, der lapper et par åbenlyse plothuller i den første film, er 'Don't be Afraid of the Dark' blevet til en solid, lille gyser, der spiller på alle tangenter og benytter sig af enhver tænkelig kliché. Og det virker!
...'Don't be Afraid of the Dark' er uhyggelig og flere steder direkte nervepirrende. Det er lang tid siden, at en gyser har haft den effekt på mig. Herligt!Filmen lægger ud med en brutal intro, der nok skal få mange til at kigge væk, og som er med til at sætte stemningen fra første frame. Ikke noget ildevarslende her - det er lige på og hårdt.
I en tid, hvor man brugte stearinlys til at lyse selv de mest skumle kældre op, præsenteres vi for huset Blackwood, som danner ramme om filmens historie. Nogle ondsindede væsner har taget ophold i husets kælder, hvor de kræver den nuværende ejers liv, hvis ikke han skaffer dem en masse børnetænder.
I vor tid introduceres vi for den mutte pige Sally, som skal bo sammen med sin fader og stedmoder i huset Blackwood. Faderen har sat huset i stand - i al sin gotiske pragt - i håbet om at komme på forsiden af det anerkendte magasin Architectural Digest. Ikke overraskende får den lille familie dog hurtigt andre og mere livstruende ting at gå op i. Sally finder nemlig en hemmelig indgang til husets kælder.
'Don't be Afraid of the Dark' er forbandet godt håndværk. Historien er i sin grundform set hundrede gange før, men sjældent så effektivt udført. Man gyser, når der skal gyses. Griner, når der skal grines (selv om det ikke er mange gange). Og hopper uroligt i sædet, når karaktererne handler irrationelt, fordi de i modsætning til publikum ikke ved, hvad der venter dem.
Med nogle karakterer man gider at holde af og med kastes man hovedkuls ind i familiens mareridt og frygter for deres skæbne. Alfa og omega, hvis gyset skal virke - og det gør det altså her.
For at benytte en af de værste anmelder-klicheer fik 'Don't be Afraid of the Dark' mig ud på kanten af biografsædet. Veloplagt til det sidste med flere ulideligt spændende scener, der er så fermt skruet sammen, at jeg var svært begejstret mens de stod på. Mere af den slags, tak!
Antal nullermænd til Don't Be Afraid of the Dark:
Headhunterne
Af Kudsk 30/09-2011
Lad mig starte med at klarlægge mine præferencer: Jeg har ikke læst noget af Jo Nesbø, men jeg har hørt hans bøger berømmet af rigtig mange krimifans omkring mig. Alligevel havde jeg ikke de store forventninger til 'Headhunterne'. Det var jo bare en krimi. Men det burde jeg nok have haft, for 'Headhunterne' var et positivt bekendtskab, så positivt, at jeg er gået i gang med min første Jo Nesbø-bog ...
Aksel Hennie lægger krop til Roger, der er omdrejningspunktet i denne actionsmættede og blodsprøjtende spændingsfilm. Roger er headhunter og lever et liv i ekstrem ekstravagance, som han ikke har råd til, primært for at holde på sine smukke kone. Derfor har han en nebengeschäft, nemlig at få sine jobkandidater til at fortælle om al deres originale kunst derhjemme i en sidebemærkning i deres interviews til topstillinger. Senere tager han så det mere anonyme arbejdstøj på og kører ud og henter kunsten, godt hjulpet på vej af en vagt i et vagtfirma, som han selv har fået ansat. Det giver gode penge til dyre smykker til konen, men bare ikke nok.
Da hun så en dag selv introducerer Claes Greve (Nikolaj Coster-Waldau) som har været i hendes galleri, fordi han vil have vurderet ægtheden af en arvet Rubens, øjner Roger en chance for at lave det kunstkup, der skal være hans livsforsikring - og sidste. Samtidig har Claes en erhvervsmæssig interessant profil, så Roger vil gerne headhunte ham, men Claes stritter imod og noget går galt. Eller meget går galt, og så ruller handlingen slingrende afsted i denne meget veloplagte spændingsfilm, hvor du ikke kan regne slutningen ud før du ser den!
Og så skal jeg vist ikke afsløre mere af det meget velturnerede og dygtigt lavede plot. Der sker virkelig ting og sager, og historien tager nogen voldsomme drejninger i de norske fjelde blandt diverse afsidesresiderende russiske ludere og bitre inuitter med jagtgevær liggende under hovedpuden.
Alligevel er filmen en form for realistisk, og historien formår på diskret vis at få vendt din sympati 180 grader, så den usympatiske Roger pludselig bliver den, du holder med og af. Du falder ikke i søvn i biffen. Blodet flyder, hjernemassen sprøjter og lokummet løber over. Det er rablende – og det er sjovt på en grotesk og cool måde, der virkelig faldt i denne seers smag. En actionfilm, som jeg tror både taler til mænd og kvinder - netop på grund af den underspillede humor, det virkelig gode plot og det faktum at der også udspilles en historie, hvor personerne ikke er ligegyldige, men rigtige mennesker.
Antal nullermænd til Headhunterne:
Dirch
Af Hugger 25/09-2011
Martin Zandvliets drama om den folkekære skuespiller Dirch Passers liv og levned har ikke manglet tilhængere og roser, ligesom den bestemt har høstet stjerner, hjerter, hatte og popcorn i stimevis fra såvel kritikere som fans.
Her på Navlefnuller.dk gør vi ofte tingene lidt anderledes, men det er dog ikke derfor, jeg bidrager med en anmeldelse, der går imod horden af gode anmeldelser. Det skyldes heller ikke en Rasmus Modsat-attitude, at jeg vælger at give filmen en middelmådig karakter, og det skyldes heller ikke et ønske om at virke særlig eller egenrådig, at filmen ikke skamroses.
Det skyldes simpelthen en ting: Filmen er ganske enkelt kedelig, rodet og ustruktureret!
Inden I farer i blækhuset og giver mig en god, gammeldags sviner, så vil jeg gerne argumentere for mit standpunkt.
Bevares, Nikolaj Lie Kaas er perfekt castet i rollen som Dirch, en rolle han på sin vis er skabt til, ligesom de øvrige skuespillere i filmen leverer fine præstationer undervejs. Problemet for 'Dirch' er dens manuskript!
Man kastes hovedkulds ind i ”Dirchs” liv, i Zandvliets forsøg på at præcisere dramaet, og forholdet mellem Kjeld Petersen og Dirch Passer er stålsat ved filmens begyndelse. Man får intet at vide om, hvordan de mødtes, hvorfor de klikker og i hvor høj grad de hver især definerede deres karrierer sammen.
Filmens fokus er intenst på ”Dirchs” skyggeside. En side filmen dvæler ved gennem lange passager, hvor Kaas indtager store mængder whisky on the rocks, alt mens det dramatiske soundtrack skaber en klaustrofobisk stemning med den svedende Dirch som fokus. I næsten hver eneste scene i filmen er Dirch en neurotisk, nervøs, usikker og dybt sørgelig personlighed, noget filmens lyse scener, i det meget begrænsende omfang de findes, bestemt ikke laver om på.
Man undres og må spørge, var Dirch Passer - hele Danmarks komiker - virkelig sådan en sølle mand med kæmpe mindreværdskomplekser? Var han virkelig typen, der brød sammen på scenen og græd, fordi folk ikke kunne tage ham seriøst i seriøse roller? Var han virkelig en fordrukken og neurotisk mand nedenunder?
Hvis det er filmens præmis, så har jeg svært ved at acceptere den! For det er jo et faktum, at Dirch Passer var elsket af såvel publikum, fans og kritikere, ligesom han var kendt for at føre sig frem i nattelivet med stor bravour med letlevende damer, cool jazz og fest. Det passer ikke ligefrem med en person der fra han var midt i 30'erne (hvor filmen begynder!) og til sin død havde konstant brug for en psykolog og venner, der kunne bekræfte ham.
...Der er bestemt nok et gran af sandhed i Zandlivets portræt, men filmens manglende fokus på Dirchs gode sider, hans humoristiske side og hans menneskelige side, gør, at den virker som et skib med slagside; Dirch i Kaas skikkelse virker konstant som en person, der er ved at gå ned psykisk. Kan det virkelig passe?Det er måske godt drama, men for at dramaet skal virke troværdigt, for at det skal virke engagerende, så skal filmen også give os noget andet at tro på, nemlig at Dirch Passer var et festfyrværkeri på såvel scenen som i privatlivet, og det gør Zandlivet med sin film ikke!
Filmens andet problem er, at alle figurer, udover Dirch Passer, kun meget løst et portrætteret. De enkelte skuespillere gør bestemt deres bedste, men personligheder som Ove Sprogøe, Preben Kaas, Stig Lommer osv. er underligt karikerede og fungerer kun som staffage, Nikolaj Lie Kaas skal spille op ad, med undtagelsen Lars Ranthe, der lykkes med en fin præstation af Kjeld Petersen.
Dirchs damer, både hans koner og hans elskerinde, er helt en-dimensionelle, og man har faktisk svært ved at følge med i, om det er den ene, eller den anden, om det er en kæreste eller en datter, man ser portrætteret på lærredet, især fordi manuskriptet er så ustruktureret!
Filmens hjerte, dramaet omkring Dirchs op- og nedtur, virker ganske enkelt ikke optimalt, og filmens virker derfor rodet og kedelig.
Kombinationen af ensidigt fokus på Dirchs mørke side og manglende kompensation i form af bi-skuespillere, der kunne løfte historien, gør filmen kedelig og langtrukken. Når man kombinerer det med en manglende struktur, virker filmen ganske enkelt ikke som drama, fordi dramaet altid skal have lidt komik at læne sig op ad.
Dette bliver især symptomatisk i en scene, hvor Zandvliet vælger at vise en genskabelse af en af Dirch Passers mest kendte sketches, samtidig med at et frådende og alt for voldsomt dramatisk soundtrack hiver og flår i tilskueren. Man føler simpelthen, man bliver manupuleret til at føle dramaet, øv!
'Dirch' er ikke nogen dårlig film, men den rammer aldrig rigtig plet.
Dirch Passer er en af dansk films mest folkekære skuespillere, et ikon, der formåede at få os til at grine igennem 40 år. Zandvliets film gør intet for at hædre denne myte, ej heller formår den at kaste lys over mandens skyggesider. Den er dramatisk og interessant til et punkt, men så mister man interessen, og filmen står tilbage som et ensidigt og utroværdigt portræt af en stor kunstner, man simpelthen ikke kan mærke i filmen.
En stor skam, det er en ommer, og så kan tilsviningen begynde! ;)
Antal nullermænd til Dirch:
Drive
Af Hugger 23/09-2011
Tag ikke fejl!
Der er masser af oktan, biljagter og blodige sår i Nicolas Winding Refns Hollywood-gennembrud, hvor især Ryan Gosling leverer varen som ordknap, effektiv stuntman med hang til at bryde loven i sin fritid!
Filmen handler i bund og grund om Goslings ”Driver”, der i dagtimerne er stuntman og om aftenen lægger flugtbil og køreevner til alverdens lysky personager, hvis de har finanserne i orden. ”Driver” forelsker sig i sin nabo ”Irene”, spillet med overbevisning af Carrey Mulligan ('An Education'), og hurtigt spilder ”Drivers” lyssky forretninger over på Irene og hendes lille søn - ”Driver” må gøre alt for at redde hende og sønnen fra grufulde gangstere og aggressive muskelmænd!
Kampen for at redde Irene trækker store veksler på ”Drivers” ikke ubetydelige evner som chauffør, machomand og ridderlig beskytter, og jagten begynder!
Lyder det som noget, du har set før? Lyder det som et plot, Steven Seagal kunne have udtænkt og ladet sit efterhånden ganske omfangsrige korpus udleve? Lyder det som en film, der er baseret på heftige biljagter, slagsmål og gunfights fra ende til anden?
Svarene er ja, ja og helt sikkert, ja!
Rent faktisk kunne filmens plot sagtens rummes i 'Fast And Furious'-serien, hvis film er udmærket ved, at de generelt er mere stil over substans, mere action end hjerne! Og ja, jeg ved godt, at nogen mennesker, også folk over 10 år, elsker disse film – de er bare ikke min kop te!
Men!
'Drive' er bestemt ikke som 'Fast Five' fra tidligere i år ... langt fra!
Nicolas Winding Refn beviste overfor danskerne, at hans film kan have intens realitet og samtidig underholde på højt plan, da han propellerede Mads Mikkelsen og Zlako Buric til stjernestatus med filmen 'Pusher', og med 'Drive' leverer han varen, denne gang med verden som tilskuere!
...'Drive' er 'Fast Five', nu med både hjerte og hjerne, og dens flotte billeder understøttes fantastisk af det groovy retro-soundtrack, filmen er født med.Gosling og Mulligan leverer begge flotte præstationer, og i det hele taget er filmen helt forrygende castet, og underspillet lige til grænsen, således at det stadig virker!
Refn vandt instruktør-prisen i Cannes, og jeg må sige, at det er fuldt fortjent. Man kan sagtens se, at det er hans evner som instruktør, der perfekt kombinerer den flotte stil (billeder, lyd, effekter osv.) med et plot, der, simpelt som det er, er nervepirrende spændende fra start til slut.
Filmen føles som en intens rejse, hvor man i høj grad følger ”Drivers” kamp for kvinden, han elsker!
Og tag ikke fejl!
Selvom dagens ret er action med alt, hvad der dertil hører i form af biljagter, skyderier, slagsmål osv., så er 'Drive' en regulær, rendyrket kærlighedsfilm, på en gang ultimativ og kompromisløs, men samtidig også smuk og galant i sit billedsprog.
Filmen handler nemlig om ”Drivers” kærlighed til Irene, og det er den betingelsesløse, selvopofrende og poetiske af slagsen, og det er faktisk filmens største styrke!
For midt i eksplosionerne og oktan-forbruget, ser vi gennem Goslings og Mulligangs nuancerede præstationer, at det er den episke kærlighed mellem de to, der redder, beskytter og styrker dem begge i de liv, de begge er tvunget ud i, både hver for sig og sammen!
'Drive' er en sjældent smuk actionfilm, hvor hjertet fylder mere end de svulmende overarme, og Refn leverer efter min opfattelse sin smukkeste og mest poetiske film nogensinde, uden på noget tidspunkt at give køb på intensitet, styrke eller spænding.
Oprindelig var Neil Marshall udset til at instruere 'Drive' - GYS! Hvis det havde været tilfældet, ville vi nok være endt med en 'Fast Six',og helt ærligt, det kan vi altså sagtens undvære!
Som Drive' står nu, er det intet mindre end et lille, intenst mesterværk om kompromisløs kærlighed, skarpt optrukket med biljagter og actionscener, der smukt integreres i filmens egen præmis, uden på noget tidspunkt at overskygge filmens egentlige budskab:
Kærligheden overlever alt ... Især hvis den ene part er verdens sejeste stuntman med guddommelige evner bag et rat!
Antal nullermænd til Drive:
Fright Night - 3D (2011)
Af Gabriel 21/09-2011
Det er ikke første gang i filmhistorien, at gys er blevet kombineret med grin. Alene de seneste fire årtier har budt på flere vellykkede film af slagsen med alt fra vampyrer, spøgelser og piratfisk til dødbringende tomater. Denne blanding af genrer kan umiddelbart virke underlig, men dybest set går de to genrer ret godt i spænd. Ikke fordi gysergenren som sådan er latterlig, men fordi et gys eller et chok ofte efterfølges af et helt naturligt grin, når nerverne har lagt sig.
‘Fright Night' er en genindspilning af gyser-succesen med samme navn fra 1985. En fin lille gyser, der blev et overraskende stort hit, og som undertegnede egentlig havde glemt alt om, indtil genindspilningen så dagens lys.
I disse reboot-, remake- og sequeltider kan det næppe overraske nogen, at 'Fright Night' er blevet genindspillet. Filmselskabet har naturligvis øjnet chancen for at gentage succesen, men er den første udgave af filmen vitterlig så god, at der skal bruges tid og penge på grundlæggende set at fortælle den samme historie en gang til? Det korte svar er nej, og det lange er ja.
Nej, fordi den første film stadigvæk fungerer - effekterne er efter datidens standarder flotte og skræmmende og skuespillet gennemsyret 80'er-agtigt på den sjove måde.
Ja, fordi en genindspilning giver mulighed for at tiltale nutidens unge med nutidens stjerner, tilføje en aller helvedes masse (dårlig) vampyr-cgi og nå ja, udsende filmen i det forbandede 3D-format. Og lad det være sagt med det samme, ‘Fright Night' anno 2011 fungerer af helvede til i 3D. Der er enkelte in-your-face-effekter, som nok skal begejstre de yngste biografgængere, men dybest set er 3D-effekten dybt unødvendig (got it!) og distraherer mere end den gavner.
Når det er sagt, skal filmen selvfølgelig ikke nedgøres blot fordi nogle studiechefer har fået julelys i øjnene ved tanken om forhøjede 3D-billetpriser. ‘Fright Night' skal vurderes på sine egne præmisser, og der klarer den sig faktisk ganske okay. Som med den første udgave af filmen er også den nye version hurtigt glemt, men den fungerer mens uhyggen og komikken står på.
...Colin Farrel er veloplagt som vampyren Jerry, der flytter til en lille ørken-flække, hvor han tager for sig af retterne, og både Anton Yelchin og Imogen Poots er glimrende som de to teenagere, der tager kampen op mod den charmerende og dødsensfarlige vampyr.Værre står det til med vampyrjægeren Peter Vincent, som spilles af David Tennant. Han blegner i forhold til originalen, hvor Roddy McDowall i al sin excentriske velmagt var langt mere troværdig og interessant som pseudo-vampyrjæger. Som en bleg efterligning af Russel Brand krukker Tennant sig gennem filmen uden på nogen måde at være hverken morsom eller mindeværdig.
Filmens balance mellem gys og grin er ganske fin. Hovedvægten er lagt på gyset og selv om jeg ikke synes filmen var synderligt morsom, ja så fungerer gyserelementerne heldigvis langt bedre. Uhyggen er til stede, og der er flere nervepirrende episoder i filmens første halvdel. Det er især takket være Ramin Djawadis effektive score, der med det samme slår den uhyggelige tone an og takket være Craig Gillespies rolige instruktion, der formår at bygge flere scener ganske effektivt op, samtidig med at han holder en ironisk distance til oplægget. Hen mod slutningen bliver handlingen noget mere rutinepræget omend det endelige opgør udviser minimal opfindsom.
‘Fright Night' anno 2011 er forglemmelig underholdning. Den fungerer i perioder og har nogle veloplagte skuespillere på rollelisten, men kom nu ind i kampen Hollywood og find på noget nyt. Det andet er sgu for nemt.
Antal nullermænd til Fright Night - 3D (2011):
Cowboys & Aliens
Af Hugger 07/09-2011
Jon Favreau fik for alvor slået sit navn fast med sine to kæmpesuccesser 'Iron Man' og 'Iron Man 2', der med sin blanding af veltimet humor, gedigne actionscener og fede effekter var en kærkommen tilføjelse til superheltegenren, der efterhånden var løbet tør for energi.
Da jeg for et halvt års tid siden så de første artikler om 'Cowboys & Aliens' vakte det med det samme min interesse. Instruktøren var jo Jon Favreau, og til at spille med i filmen var store navne som Daniel Craig og ikoniske Harrison Ford. Temaet for filmen var at blande western- med science fiction-genren, et koncept, der altid har lydt særdeles interessant, om end det tidligere er udført med tvivlsom succes i bl.a. Will Smiths katastrofe 'Wild, Wild West', der rammer synapserne som tømmermænd efter nytårsaften. Men også med stor succes, som da Joss Whedon leverede et perfekt mix af de to genrer i den desværre alt for kortlevne serie 'Firefly', hvor spacecowboy for alvor gav mening!
Uanset hvad, så lød konceptet sgu spændende, og med den første trailer virkede det hele fortsat meget lovende.
Harrison Ford har udtalt, at han efter et langt stykke tid, hvor han har lavet smallere film (læs : økonomiske fiaskoer og godt, gammeldags lort!), ville han lave en film, der på ny appellerede til den demografi, han tidligere havde i sin hule hånd med roller som Indiana Jones og ikke mindst Han Solo fra Star Wars!
Ideen var god, potentialet var der bestemt, og 'Cowboys & Aliens' stod også i kø som sommerens store blockbuster med et kæmpe budget, masser af effekter og solide håndværkere på både instruktions-, manuskript-, producer- og skuespilssiden.
Det er bare en skam, at den simpelthen ikke virker helt efter hensigten!
...Når man sidder og ser filmen, undrer man sig konstant over, hvilken genre, den egentlig forsøger at ramme. Hverken western-delen eller science fiction-delen virker optimalt, og sammen er de decideret forvirrende og intetsigende.Western-delen fungerer dog klart bedst med Daniel Craig som den ensomme rytter, der vågner med hukommelsestab, et blødende sår og et underligt mekanisk armbånd på armen mens Harrison Ford er den bitre, grådige og til tider grusomme kvægbaron.
Efter ganske kort at have introduceret os for en lille, søvnig westernby i New Mexico (det er jo som bekendt altid der, Aliens ankommer!), med fine birolle-præstationer fra Clancy Brown og Sam Rockwell som henholdsvis præst og saloonejer, så eksploderer filmen med rumskibe, der angriber, ødelægger og kidnapper adskillige af byens borgere.
Det er nu op til de resterende, med Ford og Craig i spidsen, at rejse ud og finde ”dæmonerne”, redde deres venner og elskede og forpurre væsnernes store, grusomme plan med jorden.
Det er simpelt, og det kunne virke, men det gør det bare ikke helt.
Actiondelen er til nøds acceptabel, men ikke så spektakulær som man kunne have forventet af en film fra Jon Favreaus hænder. Der er masser af bulder og brag, men man engagerer sig aldrig rigtig i strabadserne. Kun enkelte gange rammer filmen tonen, så man aner, hvad man generelt er gået glip af pga. sjusk.
Craig overfører sin Bond-attitude til det vilde vesten, med korte, bryske kommentarer, mens Harrison Ford, desperat efter at please et yngre publikum, desværre ofte virker som en forvirret pensionist, hvis lokale kvarter er ændret så meget, at han ikke kan finde rundt mere. Bevares, han kan stadig den gamle, og hans problemer kan sagtens skyldes dårlig instruktion eller manuskriptet, der klart mangler en skarp pen for at rette tingene til (og skære 15-20 minutter af filmens spilletid!).
Filmens skuespil er generelt i orden, men ganske mange gange er skuespillet altså under standard for en film af denne art, især når man har kapaciteter som Keith Carradine, Sam Rockwell, Clancy Brown m.fl.
Nuvel, filmen er ikke et mesterværk, den er nok bedre på dvd en søndag med tømmermænd, og de mange missede muligheder gør ondt, især fordi effekterne i filmen er flotte og konceptet særdeles interessant.
Men i sidste ende falder filmen ned mellem to stole, fordi den ikke rigtig ved, om den vil være western eller science fiction, og fordi manuskriptet simpelthen har for lidt at byde på og slet ikke udnytter de muligheder, en interaktion mellem Bond og Indiana kunne have givet!
Antal nullermænd til Cowboys & Aliens:
Incendies
Af Gabriel 25/08-2011
Efter at have set 'Nawals hemmelighed' står det endnu mere klart, hvor helt igennem uretfærdigt det var, at 'Hævnen' vandt en Oscar for bedste udenlandske film i 2010. Jeg ved ikke, hvilke kvaliteter Oscar-akademiet ser på, når de vurderer en film, men med konkurrenter som 'Biutiful' og 'Nawals hemmelighed' er det tydeligt, at det ikke er de samme som jeg.
Måske det skyldes filmens stærke beskrivelse af de uhyrligheder, der følger med, når religion viser sit absolut grimmeste ansigt, og måske det skyldes filmens subtile fortællestil, der er noget mere afdæmpet end 'Hævnens' folkeskole-agtige retorik, der er så konstrueret og tydelig, at selv den svageste elev i klassen (og i akademiet) fatter symbolikken. Jeg ved det ikke, men faktum er at 'Nawals hemmelighed' er en bedre film.
Det er svært at beskrive handlingen uden at tage broden af filmen. Kort fortalt handler den om tvillingerne Jeanne og Simon Marwan, der konfronteres med deres åndsfraværende moders (Nawals) fortid, da de får læst hendes testamente op af den notar, hun har arbejdet for i 15 år. Uden at gå i detaljer med moderens ønsker, vil hun have at tvillingerne skal opsøge en række mennesker, der har haft betydning for hendes liv. Mennesker som kan medvirke til at afsløre Nawals hemmelighed.
Fortællingen foregår skiftevis i vor tid, hvor Jeanne forsøger at efterleve sin moders sidste ønsker, og i fortiden, hvor vi får fortalt Nawals historie, der er en ualmindelig barsk fortælling om et stærkt menneske, der knækkes af krigens gru.
Der er ingen tvivl om, at instruktøren kender sine filmiske virkemidler, og han bruger dem også. For det meste på en subtil og afdæmpet måde der klæder det alvorlige drama. Det kommer til udtryk i flere af filmens barske scener, hvor der bygges op til det uungåelige, klippes væk og vendes tilbage, når det forfærdelige er overstået. En autentisk fortællestil der understreger, hvor effektivt det er, at publikum får lov til at danne deres egen billeder frem for at få det hele smidt i hovedet. Det er derfor ærgerligt, at filmen alligevel ikke kan se sig fri for at manipulere.
...'Nawals hemmelighed' fungerer i hovedtræk rigtigt godt mens man ser den, men da jeg havde forladt biografsalens mørke og sunket indtrykkende, begyndte jeg at ane filmens svagheder.Nawals pinsler er ganske enkelt så forfærdelige, at filmens konstruktion begynder at knage. Muligvis et bevidst valg fra instruktørens side for at få moderens historie til at fremstå mere symbolsk, men også medvirkende til at datterens opklaringsarbejde føles lidt for let, og som en undskyldning for at kunne hive tæppet væk under publikum - hvilket i den grad lykkes med den lidt for smarte slutning.
Nawals historie er nemlig en spændende fortælling i sig selv, der sagtens kan stå alene, og som giver en bedre forståelse for det barberi der foregår i mellemøsten, hvor folk uden tøven slår ihjel i religionens navn. Alligevel vælger man at afsløre den i brudstykker, så moderens fortid og tvillingernes nutid kan kulminere i filmens første og lettere forudsigelige twist, der hurtigt afløses af en uafrystelig mavepuster, jeg ikke havde set komme. Stærk filmkunst, men også stærkt manipulerende.
Historien er fiktiv. Det betyder, at det er nemmere at se igennem fingre med, at filmen tager sig nogle dramaturgiske friheder, der får autencitet og troværdighed til at vakle. Trods mine anker fungerer fortællingen, og selv om der gik lidt tid, før jeg for alvor blev grebet af især datterens historie, er slutningen med til at hive filmen op fra 4 til 5 nullermænd.
Antal nullermænd til Incendies:
Captain America: The First Avenger
Af Hugger 16/08-2011
Filmen virker!
Så er det sagt... Ikke at den virker perfekt, og heller ikke, at den ikke kunne være bedre på nogle punkter.
Men den virker, slet og ret!
Filmen er instrueret af Joe Johnston, der startede som effektmand og som senest leverede den mildest talt kiksede 'The Wolfman' fra sidste år. Hans bedrifter som instruktør har generelt ikke været imponerende, og han skal nok generelt holde sig til at lave special effects, hvilket han gør udmærket!
Med 'Captain America: The First Avenger' bidrager han med endnu et kapitel i den store Marvel-saga og indtræder dermed i en samling af film, der for de flestes vedkommende er solide og underholdende blockbusters. Film som 'Iron Man', 'Iron Man 2' og 'Thor' var kæmpe hits, både publikums- og kritikermæssigt. De virkede, også bedre end 'Captain America'.
'Captain Americas' problem er ikke dets cast.
Hugo Weaving, Tommy Lee Jones, Stanley Tucci og Haley Atwell m.fl. er ganske fine i deres biroller, og Chris Evans, der tidligere har forsøgt sig som superhelten Johnny Storm aka. Flammen fra de Fantastiske Fire er lige præcis så muskuløs og tonet, som det kræves af en supersoldat fra USA.
Filmens problem er heller ikke effekterne. Joe Johnston har givetvis været inde over det, der er en meget flot gengivelse af USA i 1940'erne, ligesom de mange setpieces alle er spektakulære med eksplosioner, laserdueller (jep, du læste rigtigt, laser!) og biljagter. Filmens produktionsdesign er lige i øjet, og Kaptajnens dragt, når han endelig får den, virker faktisk, trods de mange stars and stripes.
Filmens problem er faktisk heller ikke, at dens præmis er noget vås. En ynkelig, patetisk men meget patriotisk mand med hjertet på rette sted bliver en del af et eksperiment, hvor han indsprøjtes med et ”serum” og rammes af, wait for it, VITA-rays, hvorefter han transformeres til et bæst af en mand med sicpack, store guns og tætsiddende t-shirts med en evne til at hoppe, springe, løbe og slås, som selv den mest inkarnerede X-man ville misunde ham. Herefter rekrutteres han til at udøve propaganda for krigsobligationer, til hvortil han får det relativt åndsvage navn ”Captain America”, fuldt udstyret med flot stars-and-stripes tøj og et fjollet skjold med en stor stjerne på. Men han vil mere, og det viser sig snart, at han faktisk ER en supersoldat... Go figure!
Fjollet, ja, men på grund af filmens håndværk virker hele denne originhistorie faktisk, og især den første tredjedel af filmen er ret underholdende.
Filmens problem er heller ikke, at dens actionsekvenser bliver lidt for rutineprægede og uinteressante til tider - for oftest virker de fint - og heller ikke det faktum, at især Hugo Weaving i sin performance som nazividenskabsmanden med tilnavnet Red Skull, ikke har meget at arbejde med.
...Filmens manglende engagementsfaktor ligger simpelthen i, at ”Captain America” er uinteressant som figur, og settingen med 2. verdenskrig ikke fungerer helt i filmen.Det er et historisk faktum, at figuren blev skabt som et led i propagandamaskinen i USA i 1941, og som sådan er han et kuriosum, men ikke rigtig interessant. Faktisk bliver figuren først rigtig interessant, når han i slutningen skifter setting og nærmer sig de øvrige superhelte fra de mange tidligere film med henblik på det store brag i 2012 - 'The Avengers'.
Den underholder, så keder den lidt, så er den lidt for lang, så er der en fed scene, men mest af alt virker alt i filmen fra starten, hvor helten med det store hjerte introduceres til introduktionen af ”The Villain of the Day”, Red Skull, der helt tydeligt bare er en sten på vejen før den gode kaptajn opnår superheltestatus - og kan medvirke i det store brag næste år.
At sige den skuffer er ikke rigtigt, men det er tydeligt, at Johnston ikke er nogen Kenneth Branagh, der med sine meget fine personportrætter leverede et brag af en superheltefilm med 'Thor', og at han heller ikke er nogen Jon Favreau, der med sine 'Iron Man'-film viste verden, at superheltefilm godt kan være underholdende og farverige, og at alle ikke behøver tale som Christian Bale og have en mørk personlighed, for at fungere som superhelte.
'Captain America: The First Avenger' er Hollywood-metervare, men den lægger op til noget større, og ja, jeg glæder mig til 'The Avengers'. Jeg håber bare ikke, den går hen og bliver ren gimmick uden indhold. Der har jeg dog en stor tiltro til Joss Whedon, der skal stå bag den, han skuffer sjældent!
'Captain America: The First Avenger' skuffer heller ikke, men helt ærligt, det er lidt dumt med et skjold, når nazisterne skyder med laser, synes du ikke?
Antal nullermænd til Captain America: The First Avenger:
Midnight in Paris
Af Gabriel 12/08-2011
‘Midnight in Paris' er en romantisk fortælling i og omkring Paris, hvor den desillusionerede manuskriptforfatter Gil er på ferie med sin forlovede og hendes forældre. Gil der hverken synes om sine svigerforældre eller det vennepar, som de tilfældigvis møder i Paris, finder på den ene undskyldning efter den anden for at undgå at være sammen med nogen af dem. Gils humør duer ganske enkelt ikke til at shoppe designermøbler med svigermor eller tage på belærende sightseeings med det pedantiske vennepar.
Gil er romantiker. Han drømmer om det perfekte liv, som han mener fandtes i 1920'ernes Paris. En tid, hvor der blev skrevet rigtig prosa af store navne som Hemmingway og F. Scott Fitzgerald. En epoke han gerne vil låses fast i, hvor han kan skrive dybe tekster fremfor ligegyldigt Hollywood-pladder. Alene med sine drømme vandrer Gil rundt i Paris ved nattetid, hvor han på magisk vis møder alle sine store helte.
...‘Midnight in Paris' er som en dejlig drøm, man ikke har lyst til at vågne fra. En forførende rejse tilbage i tiden, hvor alting er badet i et lys af nostalgisk charme.Som den blåøjede Gil er Owen Wilson emminent. Overraskelsen over at møde sine største idoler fremtvinger en fantastisk mimik, og hans gradvise tilvænning til situationen er både morsomt og intelligent skrevet. Den ene herlige scene afløser den anden, og dialogen slår gnister, på den der eccentriske måde kun Woody Allen kan slippe afsted med.
På samme måde som Gil bliver man forført af 1920'ernes dekadente livsstil i Paris, hvor politisk korrekthed endnu var et fremmed begreb, og hvor der ikke blev set skævt til folk med store armbevægelser. Man forelsker sig hovedkuls i den svundne tid og de karismatiske personer Gil møder på sin drømmerejse.
Woody Allen er i sit es og forkæler os med så mange lækre detaljer og finurlige optrin, at jeg er sikker på filmen tåler mange gensyn. Den er flere steder rigtig morsom, men dens største charme er, at man hele tiden sidder med et smil på læben, fordi man fryder sig over den velskrevne historie og de veloplagte skuespillere.
Det er tydeligt, at Allen beskæftiger sig med et årti han selv elsker, og hvor nogle af hans egne største idoler var på højden af deres karriere.
Hvor forførende og magisk et univers Allen end har skabt, har han også en vigtig pointe. Set i bakspejlet har alle epoker deres charme, og selv om det kan være svært at finde charmen ved nuet, er det ikke ensbetydende med at tidligere tider medførte et bedre liv. En fin kommentar til alle os livsfornægterne der mindes de gode gamle dage med længsel.
Antal nullermænd til Midnight in Paris:
Kronvidnet
Af Kudsk 21/11-2011
Forfatter: Morten Frich
"Kronvidnet" falder inden for kategorien sladderbøger/bøger der giver dig et kig ind i en verden, du dårligt kan forestille dig i din vildeste fantasi. Denne læser blev revet med og slugte det råt.
Kronvidnet refererer til Kasper Vetter, der siden sin pubertet søgte miljøet omkring HA, og som 26-årig besluttede at melde sig selv til politiet og dermed vidne mod sine gamle kammerater.
Ifølge forordet har Kasper Vetter skrevet bogen i sin tid i fængslet, hvor han ventede på PET's dom over, om han kunne optages i deres vidnebeskyttelsesprogram eller ej. Som bekendt blev han optaget og lever i dag under ny identitet inklusive ni nye tænder og nyt ansigt.
Optegnelserne fra fængslet blev sendt til forlaget Peoples Press som en slags forsikring mod, at politiet ikke bare brugte hans viden, men også ville sørge for, at hans videre skæbne ikke blev blandt de gamle venner, der nu var blevet hans dødsfjender. Berlingske journalist og Cavlingprisvinder Morten Frich har behandlet manuskriptet og forsøgt at indhente kommentarer fra alle, der anklages i bogen – i øvrigt uden det store held. Frich understreger i forordet, at Vetter kan have pyntet på sagerne, fordi det er til hans fordel, at angive flest muligt osv. Det er fint at huske den pointe, men Frich skriver også, at han i det store hele har fået bekræftet de fleste af anklagerne.
...Er bare halvdelen af den livsstil, der beskrives sand, så er denne læser rystet, selvom det mest fascinerende ved historien nok er, hvorfor Kasper Vetter, der kommer fra en tilsyneladende normaltfungerende og sund familie, opsøger rockermijøet og i den grad frivilligt vælger at leve på kanten.Og egentlig får vi aldrig et klart svar på den trang, udover at Kasper har en ekstrem drift mod at blive succesfuld og anerkendt og leve det gode liv uden at yde den store indsats. Han vil også have et Rolex Oyster Perpetual Submariner i guld med diamanter til en net pris af 175.000 kr. Han vil også køre Audi A8. Han vil også vælte sig i kvinder og stoffer – og respekt. Og det lykkes for ham, fordi han er kvik, hurtig til at udtænke forretningsplaner og koncepter, og fordi han er fantastisk til at møde de rigtige mennesker, der kan bære ham op i hierarkiet hele vejen mod toppen af karrieren, på de rigtige tidspunkter.
Vetter beretter om en underverden på Århuskanten, som er stærkt viklet ind i det officielle hverdagsdanmark. Hvor fængselsbetjente, revisorer, bankfolk og jurister udmærket er klar over, hvem og hvad de handler med, men ellers er skruppelløse, når bare afkastet er godt, kokainen flyder og kvinderne byder sig til. Det er steroider i fitnesscentrene, kopitøj til masserne, importerede kvinder på bordellerne og hash kørt ind fra Amsterdam. Det er trusler, tjenester og klemmer på hinanden, og et hierarki, hvor broderskabet officielt tæller mest, men også et hierarki, hvor en præsident hurtigt kan degraderes, og hvor penge uofficielt styrer det enkelte medlems gerninger.
Vi får historien om Kasper, der aldrig formelt bliver HA'er, men færdes tæt på og er fortrolig med toppen. Kasper, der gerne vil tjene kassen, og derfor pludselig selv står i Marabella – hashens andet led i værdikæden efter Marokko – for at forhandle med enten Mohammed, der finansierer grupperingen omkring Blågårdsgade, eller Carsten Smørhår, der betaler AK81, for at opdage, at de to magtfulde herrer, behandler hinanden med respekt, mens deres håndlagere hjemme i Danmark ligger i dødelig krig mod hinanden. Det forbedrer ikke hans efterhånden mindre begejstrede holdning til miljøet, og forstærker kun beslutningen, der har været undervejs længe, om at melde sig.
Denne læser synes, det var spændende stof, fordi det er en verden, der normalt ikke er tilbøjelig til at fortælle om sin eksistens af naturlige årsager. Det er skræmmende og fascinerende.
Antal nullermænd til Kronvidnet:
De ufuldkomne
Af Kudsk 21/11-2011
Forfatter: Tom Rachman
Tom Rachmans debut, "De ufuldkomne", har vist fået rigtig gode anmeldelser. Denne læser har ikke læst dem, men læst bogen, og er knap så begejstret.
"De ufuldkomne"s omdrejningspunkt er en engelsksproget international avis med redaktion i Rom, hvis sidste salgsdato egentlig for længst er overskredet. Vi får 11 vinkler på avisen, fra de forskellige på redaktionen, grundlæggeren, den faste læser og udgiveren. Og det er ikke et muntert billede, der tegnes. De er nogle stakler, og nogen af dem mere underholdende end andre.
Grunden til, at "De ufuldkomne" formentlig er blevet så vel modtaget er sikkert, at anmelderne derude, genkender kulturen og de dilemmaer, som avisen står overfor. For at give et par eksempler, så løber det ikke rundt. Udgiveren er uduelig og har fået avisen som projekt, for at han ikke skal ødelægge andet i koncernen, og forholder sig på ingen måde til problemerne. Avisen har end ikke en hjemmeside, oplagstallet falder, og abonnenterne dør bort.
Specielt historien om freelancer ved et tilfælde, Winston Cheung, er skæg. Cheung møder avisens chefredaktør på et seminar, hvor hun hurtigt konstaterer, at han ikke har kvalifikationerne i orden til et åbent job hos dem som korrespondent i Mellemøsten. Han taler end ikke en smule arabisk. For at slippe af med ham, beder hun ham maile en af de andre ansatte. Og pludselig befinder Cheung sig i Cairo på prøve som korrespondent. Her møder han snylter og alfahan Rich Snyder, der er på prøve i samme job, og invaderer alt, hvad der er Cheungs, inklusive pc og lejlighed i jagten på at få jobbet og den grænseoverskridende historie, som han jager som en elefant i en glasbutik, mens Cheung ufrivilligt kommer til at skulle feje glasskårene op. Hos denne læser var billede ret klart af, hvordan denne selvforherligende og hensynsløse Snyder fuldstændig udraderer Cheung inden hans karriere nogensinde fik begyndt.
...Også historien med læsernes redaktør, Herman Cohen, er sjov, hvis man selv besidder et sprogrøgtergen som denne læser. Her er en mand, der kæmper en uvindelig kamp mod skribenter, der sjusker og misbruger og skævridder sproget. Hans Bibel over brølere er kanon.Eller historien om avisens mest trofaste læser, Ornella de Monterecchi, der lever en syret, ensom tilværelse i sin herskabslejlighed i Rom, hvor hun tyranniserer den ene stuepige efter den anden, og læser avisen på en ganske særlig måde. Monterecchi er ikke født i samme stand, som hun giftede sig ind i, så hun har måttet tillære sig at læse avis som ambassadørfrue. Hun har bare fået gjort det på en noget andet måde, end de fleste: Hun læser hver en avis fra ende til anden. I kronologisk rækkefølge. Fordi hun ikke havde og har andet at lave. Det betyder, at da vi møder hende, er hun nået til 24. april 1994. Dvs. hun kan ikke finde netop den avis på loftet, hvor det ellers er stuepigens fremmeste opgave at styre arkivet i korrekt rækkefølge, så hun ikke får viden om verden, før hun er nået til den. Den manglende avis viser sig at være blevet brugt til at tørre Monterecchis mands blod op med under mystiske omstændigheder.
Det er sjovt, og det er sørgeligt, men for denne læser står det lidt uklart, hvad Rachman vil med sin historie. Vel er den underholdende, vel berør den et fænomen i tiden, hvor papiraviserne er truede, og deres kulørt ansatte ligeså. Men der mangler et eller andet, der gør den til mere end en hyggelig og ætsende historie om menneskeskæbnerne omkring en døende avis.
Antal nullermænd til De ufuldkomne:
Genfærd
Af Kudsk 17/10-2011
Forfatter: Jo Nesbø
Krimi. Og af den type, som rigtig mange inkarnerede Nesbø-fans har ventet længe på. Den niende i rækken om politimanden Harry Hole (som skal udtales på norsk og ikke engelsk by the way). For denne læser var det første møde med Nesbø på skrift – og dermed også Hole. Forventningerne var ret høje, da jeg havde forstået på læsende venner og bekendte, at her var virkelig nogle krimi og spændingssnapse at komme efter.
Jeg blev lidt skuffet, men lad det være sagt med det samme: Du bliver glimrende underholdt, der er action og udvikling i historien, men denne læser er altså glad for realisme, og i Holes verden sker der lige lovligt mange tilfældige sager, der kan holde helten i live, til, at jeg helt kan opsuges og rives med. På mange måder minder den del om Stieg Larssons Millenium-trilogi, hvor Salander også overlever lidt rigeligt af likvideringsforsøg på heldet og det pudsige sammentræfs regning.
Her hører ligheden mellem Larsson og Nesbø så op. Larsson havde eftersigende en pointe med sine krimier, og talte de undertryktes sag. Nesbø er noget mere politisk ukorrekt, og forbrydelsen er bare et påskud for at udrulle et listigt plot med en del anløbne personer involveret.
Hvad handler det så om – uden at spolere det hele? Jo, Harry Hole har trukket sig som fordrukken betjent, har levet en form for nyt liv i østen, og der, hvor vi møder ham, er han netop kommet tilbage til Oslo, fordi hans papsøn står anklaget for at have slået en mand ihjel. Det antydes, at han skylder på farkontoen, og tidligere har brændt ham af (der mangler jeg så viden fra de otte forgående bind) så Hole lægger alle kræfter i at afdække, hvem der egentlig stod bag mordet. Papsønnen er narkoman, og det var ham, som han hænges op på mordet også. Nu begynder en spændende jagt ind i narkomiljøet i Oslo, hvor russiske gangstere, korrupte politifolk og anløbne politikere får Harry Holes noget kontante stil at følge. Og apropos kontant stil og slægtsskabet med Larsson, så er der et endnu tydligere stilfællesskab med Raymond Chandler. Privatdetektiverne Philip Marlow og Sam Spade har ikke levet forgæves, selvom Hole ikke er private eye, men ex-betjent.
Vi følger ikke kun Harry Holes hjerneaktivitet og hans opklaringsarbejde, men også et par af de impliceredes færden, og så den dødendes sidste tanker. Det sidste er et fint greb, der gør det hele lidt anderledes, fordi læseren jo fra start kan regne ud, at den myrdede ved, hvem morderen er.
Alt i alt savner denne læser noget mere end hårdtslående og tøff underholdning. På den anden side var der god underholdning hele vejen, og 'Genfærd' klæbede til fingrene, da den første side var slået op.
Antal nullermænd til Genfærd:
Jeg har ikke flere patroner
Af Kudsk 30/09-2011
Forfatter: Mathias P. Høeg
Indrømmet. Jeg har en forkærlighed for krigslitteratur, så denne dagbog fra første verdenskrig var et oplagt valg.
Journalisten Helle Retbøll Carl har redigeret bogen, og så vidt jeg forstår betyder det primært, at hun har lavet noter, der hjælper på forståelsen af de steder og personer, der under og efter den første verdenskrig tørnede ind i Mathias P. Høegs skæbne. Ellers er det menig Høegs dagbog, vi får serveret her godt hundrede år efter krigen.
Høeg må i krig for Tyskland, selvom han er dansksindet. Han er en pragmatisk mand, der drager mod østfronten og efterlader kone og nyfødt søn hjemme i Tirslund. Vi hører ikke meget om selve krigen, kun et par enkelte sider om de meningsløse kampe, hvor Høeg og hans kammerater står, ja uden flere patroner. Således bliver de krigsfanger og sendes til det yderste Sibirien. Og det er det, de over 400 sider handler om.
...Det er svært at sige, hvad de 400 sider egentlig handler om, for der sker ikke ret meget. I virkeligheden afspejler de jo også det faktum, at man som krisfange får sat sit liv helt i stå.Vi følger dagligdagen i diverse lejre, som Høeg flyttes rundt til. Til håbløshed, fattigdom og sygdom, men også en flok mænd, der på trods af deres gerninger og det faktum at de repræsenterer det hadede Tyskland møder russere, der hjælper med mad og husly. En flok mænd, der selvom de flere gange flyttes frem og tilbage i Sibirien forbi Bajkalsøen i stuvende fulde uopvarmede togvogne stadig kan tale om stedets uovertrufne natur og jernbanens suveræne ingeniørkunst - og ligefrem glæde sig til at kunne gense dette sceneri som frie mænd. Der er lyspunkter og poetik i Høegs liv.
Stort set alle Høegs kammerater dør som tiden går. Han selv overlever, fordi han har hænderne skruet rigtigt på, så han kan tjene penge på at lave forskellige møbler og redskaber for de overordnede, der hurtigt spotter hans talent, uanset om de er tyske, russiske eller tjekkiske.
Vi hører ogå om Høegs ekstremt langsommelige tur hjem til det, der dengang var Tyskland, hvor bolsjevikkerne stormer frem, tjekkerne slår til og kosakkerne kæmper. Hvis der blev en genforening med kone og søn, så hører vi ikke om den. Bogen er clean cut fra krigsfangeskabet starter til det slutter.
Fortællingen er udstyret med et langt efterord med billeder og anden dokumentation om Høegs liv. En hale på historien der viser, at Høeg ihærdigt forsøgte at få udgivet sin erindringshistorie efter han kom hjem, men at mange forlag afslog og kaldte arbejdet klodset og ubehjælpsomt og ville have det gennemskrevet af andre. Det er ret absurd, for det fineste ved 'Jeg har ikke flere patroner' er netop sproget og Høegs fine sans for at iagttage og beskrive, hvad der foregår omkring ham. Så meget desto bedre at bogen nu er udgivet.
Det man som læser får med af oplevelse fra 'Jeg har ikke flere patroner' er den desværre evigtgyldige sandhed om krig, nemlig at den har kæmpe konsekvenser på menneskeligt plan, men at godhed som regel også findes mellem mennesker, men ikke de mere abstrakte nationalstater.
Antal nullermænd til Jeg har ikke flere patroner:
Kun hvis du har lyst
Af Kudsk 20/08-2011
Forfatter: Margaux Fragoso
'Kun hvis du har lyst' er en beretning fra en amerikansk pige, der er blevet misbrugt, og den er blevet en bestseller på internationalt niveau.
Det er en bog, du formentlig ikke har lyst til at læse, for essensen er, hvor let spil en pædofil har, når han udser sig et perfekt offer, hvor familien er fraværende og blinde, og hvor barnet hungerer efter kontakt og venskab. På den anden side eksisterer den virkelighed jo desværre, og måske Margaux Fragosos lyst til at dele sine sørgelige oplevelser med os, kan gør os mere opmærksomme på de faresignaler, nogen bør spotte og reagere på. Det er et blik ind i en frygtelig verden, som måske er mere nuanceret end man kunne forvente.
Margaux vokser op i 80'erne i et New Yorks mindrebemidlede nabolag. Hun er et ensomt 7-årigt enebarn med en streng far, hvis fokus er, hvordan familien tager sig ud udenfor lejlighedens fire vægge, ikke hvordan den fungerer indadtil. Han knokler for at tjene penge til mor og datter, som han anser for frihjulskørende snyltere, så han tager sig nogle soloture med kvinder og købte kammerater på slæb for at holde livet ud. Moren er psykisk syg, ude af stand til at arbejde og konstant på telefonen til diverse selvhjælpelinjer, hvis hun ikke sidder i soveværelset og hører høj musik.
Pludselig møder Margaux en spændende mand ved den offentlige swimmingpool. Hun tiltrækkes straks af hans barnlige sind og glade leg med sine drenge. Inden eftermiddagen er omme, er hun og moren inviteret hjem til 51-årige Peter, som han hedder.
Inden længe så hænger mor og datter dagligt hos Peter, med det gamle faldefærdige hus, der er fuld af kaniner, hunde, krybdyr og ikke mindst en kælder - hvor moren aldrig kommer - samt et kammer med rigeligt mange unge uskyldigt udseende piger på vægen ... Det er hans kæreste, der ejer huset, men de er vist ikke rigtig kærester længere. Hun har nogle børn, der bor der, og plejebørn anbringes og fjernes igen fra huset jævnligt.
Margaux har fundet den perfekte voksne legekammerat, der ikke stiller krav. Dvs. efter et halvt års tid kommer Margaux med i kælderen, mens moren som sædvanlig drikker kaffe i haven og nyder at andre passer hendes barn. Peter har fødselsdag og ønsker sig en særlig gave, men selvfølgelig kun hvis hun har lyst. Det har Margaux, for hun vil ikke skuffe Peter, hendes eneste ven, og herefter danner de et umage par indtil hun er først i tyverne, hvor han begår selvmord. Han sørger endda for, at de ”bliver gift” ved sin egen mystiske ceremoni i en kirke.
...Det der både er styrken og svagheden ved fortællingen er, at Margaux fortæller med barnets stemme uden nogen særlig refleksion over, hvordan pokker en gammel mand kan slippe afsted med at misbruge et barn og siden ung kvinde, der er godt begavet.Det er en styrke, fordi man forstår hendes fascination af ham, og at de har et helt særligt forhold, underforstået fordi han manipulerer hende til at tro, at ingen andre vil kunne forstå deres helt særlige kærlighed, og så det faktum, at hun ikke har andre. Hun er sågar selv med til at fjerne alt bevismateriale inden socialforvaltningen sent i forløbet tropper op grundet tips fra offentligheden. I korte passager beskriver hun hans overgreb, hvor hun spiller forskellige roller, dels fordi hun skal lege den lille datter i knæstrømper, der bliver voldtaget af sin far, når hun har været uartig, dels vel som overlevelsesmekanisme og mulighed for at træde ud af sig selv. Desværre reflekterer hun ikke rigtig over, heller ikke som voksen, at det, der burde være et alarmtegn af de helt store, og at den kærlighed, hun tror hun har til Peter, måske ikke rigtig har med kærlighed at gøre alligevel, og dog bliver hun jaloux, hvergang hun opdager, at han har andre meget unge piger i sit liv, og at han rent faktisk har været i fængsel for at misbruge sine egne døtre. Hun vil være hans eneste kærlighed.
Det er vanvittigt at tænke på, om hun mon overhovedet var ude af det forhold i dag, hvis ikke Peter havde begået selvmord, selvom de i hendes ældre teenageår ikke har et fysisk forhold længere, da Peter åbenlyst ikke synes hun er tiltrækkende som næstenvoksen. Alligevel er de sammen konstant, hvilket ødelægger hendes spirende forhold til venner og kærester, fordi hun altid skal over til Peter og må lyve om, at han er en gammel onkel, hun passer.
Bogen rummer et kort efterskrift om, at hun er videre i dag, læser litteratur forstås og er blevet mor, men intet om, hvordan man lever med at have været blevet misbrugt i over 15 år uden at ens mor og far, skolen, naboer, de perifere skolekammerater hun trods alt har eller andre med mistanke gør en skid. I bogen antydes det, at faren ved hvad der foregår, men har droppet at stille noget op med hende, fordi han synes hun er uregerlig – og hvad vil naboerne ikke tænke, hvis det kommer frem … Moren har hun tilgivet. Hun mener at hun har været for psykisk syg til at afkode, hvad der foregik, og hun har sikkert ret: Ved den offentlige swimmingpool kysser Margaux og Peter en dag hinanden, og en livredder reagerer prompte ved at spørge moren, om det er faren, for ellers er det ikke normalt. Moren bliver helt forvirret og ringer til sin hær af psykiatere, der kan fortælle, at det absolut ikke er normalt, og så reagerer hun ved at forsøge at få Margaux væk fra Peter, men hun ender altid hos ham igen, da han ofte er den eneste, der står klar til at hjælpe hende, da forældrene absurd nok ikke magter det.
Alt i alt er det en interessant beretning, men samtidig også lidt irriterende, fordi vi ikke helt får en plausibel forklaring på, hvorfor hun bliver hos Peter, og med mange løse ender. Mener hun selv, hun blev manipuleret til at tro det var kærlighed eller havde hun et medansvar? Det synes jeg står hen i det uvisse, desværre.
Antal nullermænd til Kun hvis du har lyst:
3096 dage
Af Kudsk 21/07-2011
Forfatter: Natascha Kampusch
Indrømmet: Jeg har bevæget mig om '3096 dage' som katten om den varme grød allerede fra den udkom på engelsk sidste år. Kunne ikke helt bestemme mig for, om det var sladder og sensationshunger af værste skuffe, eller om det ville være noget andet og mere interessant. Besluttede mig for, at det måtte undersøges nærmere.
Det har jeg ikke fortrudt. '3096 dage' er en sober bog om en helt ufattelig historie, der er så uvirkelig, at jeg flere gange undervejs måtte huske mig selv på, at det altså ikke er fiktion det her, men en sand historie.
Natascha Kampusch har sammen med to forfattere skrevet bogen, og vi starter med de tidligste barndomsminder fra forstadsbetonghettoen, hvor hun voksede op med et forældrepar, der langt fra var i harmoni. Faktisk giver hun den del af sit liv ret meget opmærksomhed, men det skal nok udligne det forfærdelige faktum, som hun selv skriver, hun kæmper med, nemlig at hun i dag er reduceret til ”hende fra kælderen”, for selvfølgelig har hun også haft et liv før og får vel også et efter kidnapningen.
...Kampusch er ekstremt reflekteret over hændelserne fra tidlig barndom til den fatale dag, hvor hun første gang går alene i skole, har en mærkelig fornemmelse af uråd, da en mand står afventende på fortovet ved siden af en varevogn.Nogen gange sad denne læser med en fornemmelse af, at hun da umuligt har kunnet huske alle de detaljer, og så på den anden side, så har hun jo haft uendelig meget mere tid end os andre til at reflektere og repetere, når hun var spæret inde, mens ventilatoren klaprede og urtimeren bestemte døgnrytmen. Det er den voksne Kampusch, der analyserer.
Vi ved alle, hvordan det endte: 3096 dage eller omkring ni år i en fugtig kælder på fem kvadratmeter i sin kidnappers vold og magt, men det er interessant at få Kampusch' ord på, hvad der skete og ikke mindst hvordan i alverden hun kom igennem og bevarede håbet og modet til at stikke af, første gang hun fik chancen.
Det er virkelig en syg mand, hun er fanget hos, og jeg led med hende og forstod ikke, hvorfor hun skulle udsættes for så grusom en skæbne. Det er sørgeligt at han nåede at begå selvmord, så vi aldrig bliver klogere på, hvorfor i alverden han havde brug for at dominere en ti-årig pige og mishandle hende.
Det jeg sidder tilbage med, er stor respekt for Kampusch som menneske. Tænk at overleve det mareridt komplet isoleret. Som hun selv skriver, er hendes skæbne mere grusom end at komme i fængsel, fordi fanger i det mindste ved, hvorfor de er dømt. Samtidig fortæller hun en interessant historie om at kunne tilgive. Hun mener ikke, at hun var kommet igennem uden at kunne tilgive sin bøddel, men hendes irritation er stor, når omverdenen taler om stockholmsyndrom osv: Det er en naturlig mekanisme også at holde af sin krænker, fordi han er eneste kontakt til omverdenen og eneste mulighed for at få mareridtet til at høre op. Desuden får vi historien om, hvor skidt politiet har håndteret opklaringen og hendes genopdukken. Da Kampusch endelig stak af, var alle mistroiske, og hun blev sågar lagt i håndjern. Som hun skriver, var det aldrig sådan hun havde forestillet sig at blive modtaget. Desuden lækkede politiet hele historien til pressen, hvilket hun allerede dengang havde frabedt sig, at frygt for, aldrig at få et almindeligt liv igen og bare blive ”hende fra kælderen”.
Antal nullermænd til 3096 dage:
Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt
Af Kudsk 28/05-2011
Forfatter: Jonas Jonasson.
'Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forvandt' var sidste års helt store julesatsning fra forlaget Modtryk, der havde købt det svenske manuskript for en mindre formue. I Sverige havde den ukendte forfatter solgt som varmt brød, ifølge forlaget fordi bogen blev solgt ind via personlige anbefalinger fra en masse boghandlere. Min fornemmelse er, at den også har solgt rigtigt godt i Danmark – og jeg forstår egentlig ikke hvorfor. Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig ubetinget at anbefale den.
Konceptet er godt, så forventningerne var også i orden: 100-årige Allan Karlsson vågner på plejehjemmet og orker ikke at fejre sin egen fødselsdag med et surt plejepersonale, borgmesteren i Malmköping og den lokale sprøjte i fællesrummet. Han får møjsommeligt møvet sig ud ad vinduet i sine bløde sutter – og stikker af. Får ved et tilfælde stukket af med en pushers kuffert – fuld af sorte penge – og bliver af den årsag jagtet rundt i de svenske skove i selskab med en broget skare inkl. storbandende landbokone, elefant og rockerchef, han møder undervejs. Der er således lagt op til en spøjs jagt med mange tilbageblik på hovedpersonens liv, der kan sætte vores samtidig i relief.
Sådan går det bare ikke helt. Genren er feel good (og indrømmet dermed ikke på min top fem liste over favoritter) så det bliver ved det harmløse, gakkede og underholdende – selvom der er masser af action og op til flere drab, og selvfølgelig et sæt betjente modelleret over Kling og Klang-skabelonen.
Hvis jeg skal sammenligne med noget, som bliver det Bjarne Reuters 'Den iranske gartner', som nok var sjov, men heller ikke rigtig havde noget på hjertet. Selvom Stalin, Truman, Mao og andre prominente personer fra verdenshistorien har været tæt på den naive, men heldige Allan Karlsson, så er det hele bare for sjov. Og det kan jo være fint nok, men denne læser kedede sig altså.
Historien kunne snildt have været 200 sider kortere uden det gjorde noget på den dårlige måde. Skabelonen gentages for mange gange, hvor Allan endnu engang via uransagelige veje bumper ind i kendte personer, der misbruger ham, uden han opdager det, og hver gang kommer han alligevel glad videre med skinnet i behold og endnu flere mønter på kistebunden.
Javel, man er for det mest underholdt, og 'Den hundredårige...' skal nok blive filmatiseret, og vil måske også fungere langt bedre som film end roman, men bag komik bør der også være et bid eller noget, der maner til eftertanke, og det er der ikke i denne bog.
Antal nullermænd til Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt:
William Sidis' perfekte liv
Af Kudsk 28/05-2011
Forfatter: Morten Brask.
Morten Brask debuterede for nogle år siden med 'Havet i Theresienstadt', som jeg har fået anbefalet, men ikke læst, så da jeg så 'William Sidis' perfekte liv' var det klart, jeg måtte læse den. Ikke mindst fordi den handler om noget så fascinerende som den person med den højest målte IQ nogensinde. Et vidunderbarn fra USA. Brask skriver i forordet, at vi skal være vidne til at stykke fiktion, men at han har studeret den historiske William Sidis, så romanen lægger sig altså i et rum i mellem fiktion og historisk roman/portrætbog.
Sidis bliver født af et par ukrainske jøder, der er flygtet til New York, i slutningen af 1800-tallet. Vi får meget fint antydet, hvilket uhyrligheder de har været udsat for, og som har lagt grund til den meget fokuserede og unuancerede adfærd, de har: Faren er vældig klog, og moren er ambitiøs. For dem er der ingen tvivl om, at lille Billy ikke skal spilde sin tid på at lege i parken. Han skal lære at drage logiske slutninger, hvilket gør, at han som halvanden-årig kunne læse på fra avisen, som 8-årig havde opfundet og skrevet om sproget vendergood med fuld grammatik, og som 11-årig holder sin første forelæsning på Harvard om den fjerde dimension.
Historien er fortalt, så vi springer i tiden mellem forskellige faser i hans liv. Vi hører om hans problemfyldte liv på gymnasium som 7-årig og universitet som 11-årig, hvor han er vældig meget yngre end alle de andre. Vi hører, hvordan hans far altid er begravet i forskningen, og ikke hører morens klager over, at hun har ofret sit doktorhverv for at passe familien. Hun tager Billy med til de jødiske saloner, hvor alle milliardærkonerne vil se vidunderbarnet. Vi hører, at Billy selv synes, det er noget pjat, at han skal vises frem, og at han allerede som tre-årig forstår, at han ikke er som de andre børn, der ikke gider lege med ham.
Samtidig hører vi om 20-årige Billy, der forelsker sig hovedkuls i den revolutionere Martha, der arbejder for en kommunistisk revolution i USA. De får et varmt forhold, og Billy er ikke socialt handicappet, måske bare sen i sin udvikling, men under en blodig demonstration skilles deres veje, og den kærlighed bliver aldrig til andet end en drøm hus Billy. Hans forældre udnytter deres netværk, og får ham ud af fængslet, så han aldrig får sin retsag, hvor han ville være blevet frifundet. Han skal med al vold og magt væk fra socialismen, da den kan skade hans karriere. De får erklæret ham mentalt utilregnelig og indlagt på et psykiatriske hospital ...
Sidste parallelhistorie er Billy i 40-årige i ensomhed, hvor han forsøger at skjule sin store intelligens ved at tage almindelige jobs, men må sige op hver gang nogen opdager, at han er det engang som omtalte geni, der kortsluttede og blev kommunist.
Historien har det hele: Den er både rørende, vedkommende og tragisk. Om forældre, der får mishandlet det barn, de er så forblændet på at give alle de muligheder, de ikke selv havde. Samtidig er det en utrolig portræt af en spændende tid i USA, hvor der var kort proces mod socialismen. Men allermest er det et nuanceret og troværdigt portræt af, hvordan et menneske, med helt ekstreme evner, tænker og observerer, og hvilke problemer det giver i hverdagen, når der står journalister foran skolen og vil vide, hvordan det er at være USA's klogeste hoved, når lærerne hader en, for at irettesætte deres viden, og når man af egen drift skriver grammatikker og astronomibøger som 8-årig i stedet for at lege med de andre børn ved fontænen i Central Park.
Antal nullermænd til William Sidis' perfekte liv:
Journal 64
Af Kudsk 31/03-2011
Lad mig starte med at klarlægge mine præferencer: Jeg er ikke den vilde krimi-på-bog-fan, og læser generelt ikke mange, og slet ikke danske, krimier. Jussi Adler-Olsens 'Journal 64' er min første danske krimi siden Kongemordet af Hanne Vibeke Holst.
Som Holst i sin storhedstid har 'Journal 64' også storsolgt, og Adler-Olsen fik boghandlernes pris, De Gyldne Laurbær, på baggrund af denne fjerde bog om Carl Mørck, chef for politiets afdeling Q, så på papiret burde det jo være en fantastisk krimi.
Men denne læser skulle 100 sider ind i den knap 500 sider store bog, før det blev bare lidt spændende, og der tegnede sig et nogenlunde rids af, hvad krimien egentlig handlede om.
Nu skal jeg nok lade være med at afsløre for meget af selve ”mysteriet”, men 'Journal 64' er opbygget sådan, at vi følger Carls Mørck og hans to kolleger og deres opklaringsarbejde parallelt med, at vi præsenteres for en anden skæbne, Nete Hermansen, der ind i mellem fra sin lejlighed ved Søerne tænker tilbage på sin fortid, og dermed giver læseren en viden om en sammenhæng, som politiet ikke besidder.
På den måde er 'Journal 64' ikke en krimi, hvor du skal regne ud, hvem morderen er. Det ved du tidligt, selvom der dog er indarbejdet en enkelt overraskelse mod enden.
...Det interessante er i højere grad selve forbrydelsen, og underliggende det menneskesyn, der indtil 50'erne i Danmark gjorde det muligt at tvangssterilisere en masse kvinder, som det højreorienterede bedre borgerskab ikke havde lyst til at videregive deres arvemateriale.Det handler om, at kvinder, der tidligt blev gravid, og måske ikke havde den bedste baggrund, blev stemplet som åndssvage og sendt til opbevaring på Sprogø under fængselslignende forhold, og de danske Dr . Mengele'er, der med glæde, steriliserede dem på række.
Men selve mystikken slutter lidt bræt, og den ene hovedperson, Nete Hermansen, alias journal 64, er ikke en troværdig karakter. Der sker ting og sager, som vi ikke rigtig får nogen argumenter for, er realistiske, og det er irriterende.
På den anden side, så var denne læser efter side 100 godt underholdt, og det gamle fif med at give læseren større viden end bogens hovedpersoner samt at skift synsvinkel i hvert afsnit i mellem hovedpersonerne, holder effektivt de sidevendende fingerspidser i gang. Men igen, selve mysteriet og ikke mindst karaktererne, forbliver for stereotype og for urealistiske, ligesom Adler-Olsen nok flirter med, hvem der har ret til at tage liv, og om et liv er mere værd end et andet, uden at komme under huden med, hvordan specielt Nete Hermansen egentlig hænger sammen psykologisk. En mere nuanceret Nete kunne have løftet krimien væsentligt fra underholdende mordgåde til en mere psykologisk skildring af, hvad overgreb gør ved mennesket.
Antal nullermænd til Journal 64:
Abandoned - Adventures Of Urban Explorers
Af Kudsk 25/03-2011
Forfattere: Jan Elhøj og Morten Kirckhoff
En fotobog ud over det sædvanlige, hvor der er noget på spil. Jeg fattede interesse for den, fordi den fik en del omtale ved udgivelsen, og temaet, forladte steder, finder jeg også på en gang frastødende og tiltrækkende, så den skulle læses.
Det er Jan Elhøj fra den hedengangne Banjos Likørstue og reklamemanden Morten Kirckhoff, der står bag de mange billeder og de få engelske ord, der følger. Og jeg synes, det er rigtig interessant.
Bogen dokumenterer en masse steder, huse, gårde, hospitaler, laboratorier osv., der er forladt. De ligger i Danmark, Europa og Kina. Der er en indbygget tristesse, som er til at tage at føle på, for hvorfor og hvordan blev disse steder forladt? Hvor er stedets mennesker blevet af? Det er et dokument over globaliseringens konsekvenser, når det lille bryggeri, sennepsfabrikken og den kæmpe belgiske systue står tomme, som om medarbejderne er til frokostpause, hvis iagttageren ellers kan abstrahere fra vildfaren efeu, porøse malingsflager, der stille vugges af vinden og skidt fra dyr og mennesker, der åbenlyst ikke har haft noget lovligt ærinde disse steder.
Der hvor 'Abandoned' dog er mest vedkommende på et menneskeligt plan, synes jeg klart er på dansk grund og i private hjem. Vi er et eller andet sted vant til, at fabrikker, kontorer, institutioner osv. står tomme ind i mellem, men private hjem er uhyggelige uden beboere. De fleste af billedserierne følges ikke af ord, og kaldes noget objektivt som ”Mental Institution, Belgium” og ”Hospital, Russia”. Men fem serier skiller sig ud ved at være opkaldt efter den person, der har boet i huset, f.ek.s ”House of Ruth”. Det gør billederne endnu mere umulige at distancere sig fra, når nu vi ved, at Elhøj og Kickhoff ved, hvem der har boet i de umiddelbart spontant forladte stuer.
Disse fem serier, og i særdeleshed dem fra Danmark er bogens pletskud, der gør indholdet vedkommende og maner til eftertænksomhed. Det er stedet, hvor vores nysgerrighed muligvis er gået for langt, for her er noget på spil, da det på ingen måde ligner, at disse mennesker er taget fra deres hus med bevidsthed om, at de aldrig skulle vende tilbage igen.
...Ruths strikketøj venter på kakkelbordet, hendes vasketøj hænger sirligt på linen i stuen, gebisset og brillerne ligger klar, den koboltblå overfrakke hænger på sin knage, familiebillederne står der endnu og Anthon Berg-æsken indeholder stadig chokolade ... Puha.Elhøj og Kickhoff skriver også, at de efterlod stedet i melankolsk stemning, for hvor var Ruth blevet af? Og læseren kan jo tænke videre, hvorfor er der intet sket med Ruths ting? Hvor er hendes familie? Hvor er kommunen? Hvad sker der egentlig med ens ejendele, som man har samlet og holdt af gennem et langt liv, når man dør, hvis ikke man har et såkaldt netværk? Åbenbart ingenting, og det virker meget sørgeligt.
Fototeknisk vil jeg som hobbyfotograf mene, at billederne er rigtig gode. Det er en flot bog, og, som så ofte set før, virker det stærkt, at begå billeder, hvor motivet er forfald og kaos, men formen smuk. Det giver en kontrast, hvor man sødt tiltrækkes og frastødes på en gang. Det vækker mindelser om 1600-tallets morbide vanitasmotiver, hvor livets flygtighed afbilledes. Stærkt.
Antal nullermænd til Abandoned - Adventures Of Urban Explorers:
Bombaygryde
Af Kudsk 06/12-2010
Forfatter: Jens Blendstrup.
Med et efter min mening lovende omslag, mystisk titel og placeret i en af mine favoritgenrer - dansk realisme - var forventningerne høje hos denne læser. Jeg ved ikke, hvad jeg havde ventet - men jeg fik en god og rystende bog.
For det første gav den et indblik i en verden, jeg intet kender til, nemlig den meniges i militæret alias Almegård Kaserne 1988. For det andet fik jeg en oplevelse af en dysfunktionel familie, der havde opbygget sin egen levedygtige og usunde struktur. For det tredje en godt disponeret fortælling. Fortælleren ved mere, end han lige vil ud med, og han giver bevidst meget små spor, der afslører, at alt vist ikke er, som man kunne antage med menig Balleby.
Leif Balleby er 18 år. Han spiller, som så mange gange før, matador med sin dominerende far, der er psykolog og pensioneret sekondløjtnant. Og taber. Denne aften betyder det, at han skal melde sig frivilligt til marineinfanteriet på Bornholm. Leif forstår ikke hvorfor, men gør som faren siger. Vi følger nu Leifs liv på kasernen. Først lefler han for befalingsmændene, og håber på at blive udtaget som officer. Nogen falder for han naive ambitioner, men han vrages naturligvis. Som hævn forsøger han halvhjertet at blive kommunist. Efterfølgende oplever han, at en soldaterkammerat dør under en øvelse, og det gør ham til et nervevrag - som fortsat ikke tages alvorligt af nogen af hans kolleger. Hans far får ham overført til militærpsykiatrisk afdeling, men her magter Leif ikke at fortælle sandheden om, at han er bange og ikke forstår, hvorfor det var kammeraten der døde, og ikke ham selv. Han udskrives og vender tilbage til kasernen, hvor alle opfatter ham som en uudholdelig, tikkende bombe. Efter et sløset forsøg på at desertere, tropper faren op på kasernen iført gammel uniform og laver en scene. Leif ender i Nyhavn med blod i ansigtet efter et års værnepligt.
Blendstrup må have været i hæren - siden han kan beskrive det absurde miljø så præcist. Udover et kasserneliv med befalingsmænd, der får Løjtnant Pjok og Generalen fra Basserne til at blegne, så bliver en soldat faktisk slået ihjel på grund af en bindegal befalingsmands vanvittige kommandoer, men ingen tager det rigtigt alvorligt.
...Bogen er så fin, fordi den rammende beskriver et svagt menneske, der gerne vil gøre alle glade, og gerne vil have et godt liv, men ikke forstår, hvad han skal gøre.Konstant forsøger han at leve op til andres mål og ambitioner, hvad enten det angår militærkarriere, kvinder, politik eller træning. Konstant synes alle, han er et ligegyldigt nul, fordi de gennemskuer, at han ikke har sin egen mening om noget. Egentlig er han ikke dum - han får bare lov at være det. Kun de, der kan udnyttet ham til egne formål, samler ham op. Han ser det godt, men magter ikke at gøre noget. Samtidig har han en betændt familie med en far i spidsen, der åbenbart har besluttet, at militæret også skal modne hans fjerde søn. Han tøver ikke med - i underholdende og meget præcise vendinger - at fortælle Leif en sandhed eller to, også når han helt sikkert burde lade være, og han styrer alt, hvad Leif gør. Et eller andet sted holder han af sin søn - det er i hvert fald vigtigt, at han konstant ved hvor han er, så han kan sætte knappenåle på landkortet, men det er ikke så betingelsesløs en kærlighed, som familiens gamle hund får, og empati er der intet af.
Denne læser får ondt i hjertet på Leifs vegne, fordi han er så kikset, usikker og til grin, selvom han prøver så hårdt. På den anden side forstå læseren også, at han er en pestilens at dele stue med, fordi han netop ikke rigtig enten er totalt antimilitær og væk i en hashtåge eller har intelligensen til at gøre karriere i camouflagetøj. Og at han måske heller ikke er nogen drømmesøn for en mand, der selv har få masser af sildesalat i hæren. Det er barske løjer. Og det er godt.
Antal nullermænd til Bombaygryde:
Kiffe Kiffe i morgen
Af Kudsk 20/11-2010
Forfatter: Faïza Guène
Lad mig redegøre for mine præferencer først, så det ikke er skjult, at jeg har en forkærlighed for unge forfattere, der skriver om hverdags- og også gerne ghettoliv. 'Kiffe kiffe i morgen' er sådan en bog.
Det er ikke helt ufortjent, at bogen blev en overraskende sensation i hjemlandet Frankrig, hvor den udkom i 2004. Dengang var Guène kun 19 år, og det var hendes debut. Den foreligger nu endelig på dansk ved hjælp af midler fra Statens Kunstråd og Culturesfrance.
Og hvad går det så ud på? Jo, vi læser med i noget der ligner en dagbog ført af teenageren Doria. Hun bor i en betonsilo i Pariserforstaden Livry-Gargan med sin mor. Faren er smuttet hjem til Marokko til en yngre model. Mor og datter lever af almisser fra de få andre indvandrere, de kender i området – og så forskellige tilbud og tilskud fra alle de velmenende damer fra kommunen, som Doria ikke giver meget for.
... Vi følger deres hverdag i Dorias optik. Det er ikke fordi, der er nye og rystende afsløringer her, men det bekræfter den nuværende debat, vi også har i Danmark, om, at mange indvandrere lever fuldstændigt isoleret fra det øvrige samfund.Doria er hverken en taber eller en vinder. Hun er faktisk rimelig skarp, men det er op ad bakke, fordi hun er, hvor hun er: Hendes far er skredet, og har intet gjort for at skjule det faktum, at det ikke var godt, hun er en pige, og at det fransk samfund er noget skidt. Hendes mor taler ikke fransk, og Doria er dermed den mest voksne i familien, der må agere tolk for moren, hver gang myndighederne vil dem noget.
De hemmelige forelskelser fylder også. Hamoudi, en hærget pusher, citerer Baudelaire for hende, og de to har noget særligt sammen omkring den franske digter. Ellers går Dorias tid med at se, hvad der sker med nogle af de piger, der er lidt ældre end hende, som pludselig spærres inde af deres forældre, fordi de er blevet lidt for interesserede i franske drenge eller uddannelse. Eller drengene omkring hende, der sjældent ender med en lokal pige, men får en bragt op fra det marokkanske bøhland, og starter et minimarked, der hurtigt går konkurs.
Det fineste ved bogen er sproget, og det til trods for, at denne læser i starten havde svært ved at abstrahere fra det oversatte gadesprog: ”Det var nøjeren”. Hvordan fxxxxx lyder det lige på fransk? Men jeg vendende mig, og må indrømme at en del af charmen og humoren i denne bog netop ligger i Dorias friske sprog og hendes med en vesterlændings øjne lidt naive eller fremmedartede tilgang til virkeligheden i Frankrig. Og når nu scenen er sat til en indvandrerghetto, så virker det altså mere ok, når det er en indvandrer selv, der udsætter miljøet for kritik.
'Kiffe kiffe i morgen' (det er et ordspil mellem kif (trummerum) og kiffer (at man virkelig godt kan lide noget) er en god beretning om, hvordan det er at slås med kærlighed, udseende og identitet, som de fleste teeangere, og så have det ekstra handicap, at ens forældre ikke er med i de franske samfund, og derfor er fuldstændigt fraværende i form af hjælp og kamp mod systemet og de forudfattede holdninger. Og den er ikke uden optimisme ...
Antal nullermænd til Kiffe Kiffe i morgen:
Claras Krig
Af Kudsk 29/08-2010
Forfatter: Clara Kramer
I denne anmeldelse afsløres slutningen på Claras krig! Det er måske ikke den store overraskelse, hvis du har hørt om bogen, en jødisk dagbog fra anden verdenskrig, for pr’en har bl.a. gået på, at forfatteren Clara Kramer stadig lever.
Hvis du er det mindste interesseret i anden verdenskrig, så er bogen spændende og velskrevet læsning. Sjældent handler krigsbøger om almindelige mennesker, hvad de oplevede og hvordan de overlevede. Det gør Claras krig.
Clara er jødisk skolepige, som bor i Zolkiew, som dengang lå i Polen. I ’41 har hun en idylliske hverdag, hvor det jødiske samfund lever ret afsondret fra det polske. Men inden længe kommer nazisterne og opretter en i ghetto i Zolkiew.
Claras familie forsøger at undgå den, og da de tidligere sammen med to andre jødiske familier er påbegyndt arbejdet med at udvide en krybekælder med de bare hænder til midlertidigt skjulested, ender det med, at blive deres hjem i halvandet år.
Deres held bliver, at Claras mor har haft en polsk tjenestepige, som nu viser sig at være den eneste, der er villig til at skjule familierne. Hendes mand er ellers tysker og kendt som antisemit, men dette par og deres datter viser barmhjertighed. Da alle jøderne officielt er fordrevet til ghettoen, må tyskerne frit vælge hus, og Claras redningsfamilie vælger naturligvis huset med krybekælderen ...
Nu får vi hverdagsskildringen fra en interimistisk jordkælder, hvor kun gulvbrædderne skiller deres ikke eksisterende privatliv fra værtsfamiliens og deres forskellige logerende, bl.a. tyske lokomotivfører, der kører Auschwitz-togene og blodtørstige SS officerer. Dels i kælderen må tåle hinanden og er 100% afhængige af, om deres ”værtspar” leverer mad gennem deres hemmelige lem i gulvet, og at de henter toiletspanden, så stanken ikke kommer op gennem gulvbrædderne. Sikkerheden trues konstant, bl.a. da nogle små børn mod alle odds er undsluppet nazisterne og har fundet kælderen og hver gang en af de smukke kvinder fra kælderen hentes op af husbond. Alle ved, at før eller siden vil hans kone opdage bedrageriget og have endnu mindre tilovers for beboerne i kælderen. Men inden læseren sammen med Clara holder vejret og håber at det hele går godt, har Claras mor udstyret hende med en bog, så hun kan dokumentere opholdet – også hvis de ikke skulle overleve.
I forordet skriver Clara, at hun nu som 82-årig har skrevet det hele, som hun husker og oplevede det. Det er falsk varebetegnelse, for på sidste side står der, at manuskriptforfatteren Stephen Glantz har skrevet bogen. Det svækker beretningen som personligt og autentisk dokument. Undervejs hører vi ellers, at Clara er det belæste indadvendte barn, men ringen sluttes altså ikke med, at hun bliver forfatter...
Noget af det mest interessante er Claras tanker om jøderne og Gud, men hvor troværdige er de? Er en 15-årige piges spontane eller en 82-årige amerikaners velreflekterede og politisk korrekte? Under alle omstændigheder er det spændende, når hun tænker over, hvor lidt integrerede hun i grund var i samfundet, og hvorfor jøderne skal så mange prøvelser igennem fra Gud. Det kunne have været interessant at høre lidt mere om, om Clara var blevet mere eller mindre religiøs af at overleve opholdet i kælderen – endda med hjælp fra en tysk antisemit.
Antal nullermænd til Claras Krig:
Renselse
Af Kudsk 27/07-2010
Forfatter: Sofi Oksanen
Vinderen af Nordisk Råds litteraturpris! Finsk kvindelig forfatter i starten af trediverne med semi-goth udseende. Begår skæbnedrama om jalousi og kærlighed på estlandsk jord. I hvert fald ikke dagligdagskost. Og så for resten med en super flot og anderledes forside for en gang skyld. Spændende udgangspunkt.
Lad mig starte med at indrømme, at jeg er ret begejstret på flere planer.
For det første skriver Oksanen så levende, at denne læser klart kunne lugte dildskærmene i det faldefærdige landbrugs køkkenhave, der i det dunkle køkken på gaskomfuret koges sammen med eddike og hældes over de sirligt skrællede agurker og siden stilles ind i spisekammeret til vinteren. Et stemningsbillede i en for os vesterlændinge svunden tid, der dog stadig består i et af vores fattigere nabolande. De præcise og maleriske beskrivelser er for mig det smukkeste ved denne roman. Specielt den ene hovedpersons, den unge kvindes, beskrivelse af sin barndoms sorgløse oplevelser, og specielt de der småting, børn bare hæfter sig ved i den støvede uendelige sommer, er fantastiske. Bogens anden, ældre hovedperson, bemærker faktisk også, at hun har en fantastisk evne til at fortælle.
For det andet er der handlingen. Uden at afsløre for meget, kan jeg vist godt fortælle, at en ung og en gammel kvinde, begge har de mistet retten til deres frihed og deres krop, mødes i Estland i 1992, og noget af et drama oprulles. Det er godt struktureret, og egentlig får læseren bare nogle væsentlige nedslag - men udfylder let selv hullerne i historien. Eller det tror læseren han gør, indtil historien egentlig er slut og den sidste del fyldes med fortrolige papirer fra en af kommunisttidens hemmelig væsener. Det står lysende klart, at fortælleren ikke helt er til at stole på, eller også har spillet et forbløffende og kynisk skuespil overfor omverdenen.
Det handler om kærlighed, men ikke på den søde, romantiske og blåøjede måde. Det handler om, at mennesker kan blive blinde af kærlighed – også selv den ikke er gengældt. Det bliver en besættelse, hvor målet helliger midlet, og enhver kan blive ofret. Det handler om jalousi og om at opretholde en facade og ikke at have nogen at betro sine inderste, ægte følelser til. Om hvad mennesker gør bevidst eller ubevidst for at overleve. Om det er under kommunisterne, hvor alt af anden ideologisk karakter må forsages, eller om det er som indespærret luder i en lejlighed i Berlin. Begge kvinder overlever stadig på trods.
Romanen er skruet sådan sammen, at de to kvinders forhistorier lidt efter lidt klarlægges, og læseren ved tidligt, at kun den unge ved, at de er i familie med hinanden. Det er rigtigt spændende, hvordan de er havnet i de situationer, de er, og jeg forstod bedre og bedre, hvorfor de er meget mistroiske og utilbøjelige til at stole på hinanden, og ventede spændt på, om de nogensinde fik sandheden om hinanden, som jeg troede, jeg havde styr på. Men heldigvis formår Oksanen til det sidste at afsløre ting om sine personer, som jeg ikke havde set komme.
Det er sådan en bog, hvor jeg til sidst holdt vejret og læste hurtigt, for at finde ud af, hvordan det hele dog skulle ende, men samtidig godt viste, at jeg hellere skulle nyde det, for når sidste side er vendt, så var en fantastisk læseoplevelse uigenkaldeligt slut.
Antal nullermænd til Renselse:
Tunu
Af Kudsk 20/06-2010
Forfatter: Kim Leine.
Lad det være sagt med det samme. Jeg er ret vild med Kim Leine – både når han skriver om Grønland og hans fars misbrug af ham selv, og i historien om bedsteforældrenes dysfunktionelle ægteskab og misrøgt af hans fader – i henholdsvis 'Kalak' og 'Valdemars dag'. Så jeg havde høje forventninger til hans tredje bog, 'Tunu', hvor Grønland igen lægger ryg til historien.
Og Kim Leine bliver bare bedre og bedre. Forbedringen ligger bl.a. i, at det indlysende selvbiografiske er lagt mere på hylden i forhold til 'Kalak'. I det mangfoldige persongalleri optræder stadig en mandlig, dansk sygeplejerske – hvilket Leine jo har været selv. Men historien virker mindre privat, og dermed mere universel denne gang. Leine skriver fin, præcis realisme. Ingen klicher. Det er jeg vild med. Men selve miljøskildringen og for mig det eksotiske indblik i livet en østgrønlandsk bygd er det mest interessante.
På det seneste har jeg læst en del bøger om afrikanere og deres møde med vesterlændinge (Cleave og Ejersbo) og jeg havde ikke set det komme, men 'Tunu' er jo en perfekt forlængelse af studiet i imperialismens stadig tilstedeværende spor i de fattige lande - herunder vestens syn på folk fra mindre udviklede egne. Vi er i en lille bygd i Østgrønland, hvor de fleste indfødte stadig lever som fangere, og hvor de få semiakademikerstillinger som lufthavnsleder, skolelærer og sygeplejerske kun besættes af folk fra Danmark. Det er rigtigt spændende stof, som af en eller anden årsag, normalt aldrig finder vej til en dansker fra det område, hvor rigsfællesskabet er fysisk forankret.
Vi følger mange personer i den lille bygd. I hvert fald nok til at jeg opgav at holde styr på alle navnene og deres interne relationer. Det er altid lidt frustrerende, men det forstyrrede egentlig ikke oplevelsen nævneværdigt. Danskerne oplever grønlænderne som nogle dovne hunde, der absolut ikke arbejder mere end højest nødvendigt, horer omkring, drikker sig bevidstløse og misrøgter deres børn. Som umulige at hjælpe og ganske ansvars- og sorgløse. Omvendt finder grønlænderne, at danskerne holder for meget igen med penicillinen, og at de burde skaffe flere hjælpemidler og bedre huse til dem. Kvinderne forstår ikke de danske mænds forventning til et monogamt liv.
Fangersjælden lever, og mændene drives mod ensomhed på fjeldet og sæljagt i små joller blandt isflagerne. Alle danser polka på det primitive, lokale diskutek i en gammel container. Folk bor i utætte skure med lokum. Butikken har ofte halvfordærvet mad, fordi forsyningerne i lange perioder ikke kan komme frem grundet vejret. Sygetransporthelikopteren kommer ofte ikke på vingerne af samme årsag, når indbyggerne er sygere, end den danske sygeplejerske kan klare. Det har fatale konsekvenser, og i det hele taget er det et meget anderledes, meget irrationalt og vældigt spændende indblik vi får i livet i en bygd i Grønland. Så ja, jeg er stadig vild med Kim Leine.
Antal nullermænd til Tunu:
Den urolige mand
Af Kudsk 01/06-2010
Forfatter: Henning Mankell
Det er egentlig sjældent, at jeg læser krimier. Jeg foretrækker dem på tv – gerne som serier. Muligvis fordi det er hurtig underholdning, der, hvis det er godt håndværk, giver ens ego mulighed for at spille klog og gætte med på, hvem morderen er. En krimi på papir, tager væsentlig længere tid, og skal dermed også være seriøst meget mere velskrevet og spændende. Men det ændrer naturligvis ikke ved, at det er gætte-med-genet, der først og fremmest skal pleases hos denne læser. Det må ikke være for let, men heller ikke umuligt.
En af de bedste svenske tv-krimi-serier er Wallander , og det er netop den sidste Wallander-krimi, jeg har kastet mig ud i. Altså en kommissær jeg kender bedst fra tv, og som jeg har store forventninger til, selvom de sidste mange tv-krimier vist ikke har taget andet end udgangspunkt i Mankells persongalleri.
Kurt Wallander fremstod sjovt nok, mens jeg læste, som en kloning af Rolf Lassgård og Krister Henriksson, der jo begge har spillet hver deres Wallander – den ene mere hærget end den anden. Så meget for egen fri vilje, når noget først har været filmatiseret. (Heldigvis blev Kenneth Branagh ikke rodet ind i min Wallander).
Wallander på bog er ikke overraskende mere nuanceret fremstillet og lever knapt så idyllisk som i serien, men bedst af alt – og det er måske netop det bedste ved 'Den urolige mand', får læseren lov til at kigge ind i politimandens metode og høre, hvordan noget giver mening i glimt og siden destilleres, hvordan det sættes i system, hvilket netværk en erfaren kommissær trækker på – og hvilke omkostninger det har. Du skal nok ikke læse 'Den urolige mand' eller Mankell i det hele taget, hvis du er afhængig af nyskabende sprog og hader alt, der tangerer velskrivende journalistik. Det er ikke sproget, der er interessant.
Det er plottet til gengæld. En velturneret gåde med flere mord, mange hemmeligheder og et formentlig rimeligt realistisk indblik i, hvordan politiet arbejder her i Norden, og hvad deres dagligdag byder dem af konstant omorganisering, nye målrettede, unge chefer og manglende ressourcer til at dække al den kriminalitet, der til stor frustration så uofficielt prioriteres.
Denne sidste krimi om kommissæren fra Ystad, trækker linjer tilbage til Palmemordet, sovjetiske u-både i Skærgården og spionage. Linda – Kurts datter – har fået en svigerfar, der er pensioneret orlogskaptajn. Han betror sig delvist til Wallander under sin 75-års fødselsdagsfest blandt Stockholms overklasse. Han føler sig truet. Kort efter forsvinder han sporløst. Ugen efter er hans kone også væk. Kurt kører sin egen opklaring under sin sommerferie for familiens skyld, parallelt med Stockholms politi. Og så kommer ting og sager frem i dagens lys – også på personligt plan.
'Den urolige mand' er en glimrende krimi med troværdige personer. Dog føles den lidt lang. Måske det indirekte skyldes det koldkrigstema, der trækkes frem, selvom historien selvfølgelig postulerer, at det stadig er relevant. Det kommer aldrig helt op at ringe, og så er det lidt sørgeligt, at det bliver det absolut sidste, vi hører om Wallander ...
Antal nullermænd til Den urolige mand:
Julius' afsind
Af Kudsk 30/04-2010
Forfatter: Rune T. Kidde
Inden jeg havde læst 'Julius’ afsind', kendte jeg mest Rune T. Kidde for hans fantastiske oplæsninger i Børneradio og de morsomme omskrivninger af folkeeventyr som f.eks. Den lilla møghætte og pulven'. Jeg anede ikke, at han også skrev romaner – men selvfølgelig gør en mand med hans historie- og sprogtalent det.
'Julius’ afsind' starter med et forord fra den aldrende krimidronning Maj Sjöwall, hvor hun opfordrer Kidde til at få skrevet sin krimi. Det tunede helt klart mine forventninger til krimi. Og godt nok bliver mange slået ihjel, men det interessante bliver aldrig, hvem der gør det. Vi ved fra start, at det er Julius – eller det påstår hans ven og vores fortæller, Christian, i hvert fald.
'Julius’ afsind' er en historie, hvor man skal lade sig rive med og sluge (røver) historien råt. Første halvdel af bogen var jeg helt oppe at ringe, fordi historien tilsyneladende var konstrueret på den klassiske måde, hvor en person fortæller om sin ven, hvilket giver mulighed for, at fortælleren bevidst eller ubevidst kan fortolke ting forkert. Fortælleren Christian lægger ud med at forklare, at hans bedste ven Julius hele tiden forsøger at slå ham ihjel, og i øvrigt har slået en bunke andre ihjel. Jeg troede, fortælleren fejlfortolkede hændelserne, men som begivenhederne skred frem tror jeg nok, det var Julius, der reelt forårsagede alle mordene - i en påstået god mening. Mit scenarie kunne ellers også være blevet underholdende.
Vi hører om Julius’ alt andet end normale liv fra en fortæller, der altså påstår at være Christian. Påstår, fordi denne fortæller ved alt for meget til kun at kunne være Christian og en reel tredjepersonfortæller. Vi får bl.a. en meget rørende historie fra Buenos Aires, hvor Julius ad omveje havner og for en gang skyld vælger at hjælpe en ældre mand til et bedre liv i stedet for at slå ham ihjel. De to forsøger at tale sammen på spansk og dansk, men forstår naturligvis ikke hinanden. Til gengæld forstår fortælleren, hvad de siger ... Så igen, den fortæller ved mere, end den lader som om. Og det er vældig underholdende. Hen mod slut skifter fortælleren til Christian i første person. Helt sikkert ikke spor tilfældigt, men det kræver nok flere gennemlæsninger at spotte, hvorfor og hvornår det snydes og skiftes rundt med synsvinklerne.
I anden halvdel af bogen faldt min entusiasme lidt, muligvis fordi Julius bliver mere og mere sindssyg og historien tilsvarende mere rablende. Fantastiske begivenheder gentages, og det er uklart, hvad der er fantasi og virkelighed for de implicerede personer. Men sikkert en udmærket beskrivelse af, hvordan det er at være afsindig.
Julius maler konstant den hvide klovn, som jo normalt belærer om god og dårlig opførsel - myrder Julius af lyst, barmhjertighed eller slet ikke? - og Christian har en moderbinding, der er så syret, at han på et tidspunkt fortæller ting om Julius’ mor, man som opmærksom læser vil huske, i virkeligheden handler om hans egen. Jo, det kan blive litterært, hvis det er det man vil.
Men igen, historien kan også læses som god underholdning, for Kidde skriver virkelig godt. Så pyt med, at jeg ikke er sikker på, hvordan det hele egentlig endte og om både Julius og Christian var afsindige (det var de vist). Det allerbedste ved historien er sproget. Præcist, til tider meget poetisk, og uden klicheer fx: ”De fulgte de gebrokne gelænderrundinger som glinsede usynligt af håndfladefedt i halvmørket”. Man ved lige, hvordan det er, men man kunne ikke selv have skrevet det. På mange måder minder Kidde om Villy Sørensen – ikke mindst på grund af sproget: ”Han følte sig mørbanket. Det var han også.” Ganske morsomt og alt andet end kedeligt og normalt.
Antal nullermænd til Julius' afsind:
Liberty
Af Kudsk 20/04-2010
Forfatter: Jakob Ejersbo
Liberty er en murstensroman på intet mindre end 709 sider. Samtidig er det tredje og sidste bind af Ejersbos trilogi om Afrika, hvor personer og episoder belyses fra forskellige vinkler i de tre bind. Ydermere nåede Ejersbo ikke at færdiggøre manuskriptet inden sin pludselige død i 2008
Måske jeg skal starte med at tilføje, at jeg også har læst bind et i trilogien, Eksil. Den synes jeg er for lang, selvom den er væsentlig kortere end Liberty. Og længden er bestemt første og største problem ved Liberty. Men’et er selvfølgelig, at Ejersbo måske selv havde strammet væsentligt op, hvis han havde haft tid.
Historien starter i Tanzania i ’80 og rækker ti år frem. Du får to fortælleres syn på livet i en fattig, socialistisk stat i opløsning. Den ene er danske Christian, der som teenager sammen med sin mor flytter til sukkerplantagen TPC, hvor hans far er udstationeret for Mærsk som regnskabschef. Han ankommer fordomsfri og forholdsvis politisk korrekt til en hvid ghetto og lever et vel rimeligt almindeligt teenageliv med lidt for meget fokus på øl, bhangi, sex, skoletræthed og med fraværende forældre, der dyrker deres egne problemer og karrierer i stedet for at opdage, at deres søn måske ikke trives så godt, som det ser ud til på overfalden.
Han lærer den anden fortæller, sorte Marcus, at kende, fordi Marcus slaver for en hvid familie, og de hvide familier ses ofte. Deres fælles interesse er ny musik, som er en mangelvare i Tanzania. Marcus er lidt ældre, og mere interessant fordi han er en mere eksotisk vinkel. Marcus har overlevet på de hvide safarituristers levninger, efter at han er stukket af fra sin voldelige far. Han er fast besluttet på at lave forretning. Men forretning er svært, og han forsøger at gøre sig uundværlig i en hvid familie: blive venner med børnene og finde på alverdens opgaver, han kan hjælpe familien med at løse. Problemet er bare, at det aldrig fører til en egentlig ansættelse med løn, men i stedet en forventning om, at han tager alt skraldet og fungerer som alt mulig-mand og barnepige for endnu et sæt forældre, der er fraværende. Parrets finske venners kone benytter ham oven i købet som privat legetøj, hvilket fører til at manden forsøger at slå ham ihjel. Ingen er vist i tvivl om, hvem der egentlig er skyldig, men politi og hospital er korrupte, så den hvide mand når altid længst, mens den sorte i den situation ikke har nogen venner.
I det hele taget er det ikke et specielt opløftende billede af hverken hvide eller sorte i Afrika, der tegnes. Hvis vi tager de hvide først. Manden i huset, hvor Marcus knokler, er f.eks. noget af en ulandsarbejder: Han stjæler, alt hvad han kan fra det savværks- og uddannelsesprojekt, han administrerer for den svenske stat på Kilimanjaro, ligesom han konstant har små eventyr kørende med sorte piger, der drømmer om billetten til et luksusliv i Europa, som ingen af dem naturligvis nogensinde får.
En interessant skikkelse set med Marcus’ øjne: Han har alt, hvad han kunne ønske sig, men opfører sig som en gemen (hvid) stodder, der vil skide på Afrika, sin kone, sine børn, sin hushjælp, den svenske stats projekt og de mennesker, som projektet skulle uddanne til et bedre liv. Ligesom den jaloux ægtemand, der med fuldt overlæg slipper af sted med at køre Marcus ned, en af de bipersoner, der får denne læser til at tænke over, hvad vores ulandsbistandsprojekter egentlig nytter, og hvorfor alle hvide åbenbart før eller siden ender i samme situation, nemlig som overklasse, der tager præcis, hvad der passer dem, for at tage hjem igen, når det brænder på.
Postulatet om, at hvide kan organisere og sorte er dovne er i høj grad til stede – og personerne i fortællingen taler også om det selv, men et par sorte kvinder i fortællingen viser anslag til en anden vej, hvor man skaber noget selv og ikke bare ser frem til at leve på nas.
For eksempel Marcus’ kone Claire, der vil sælge batiktøj, fordi hun ved, at der er penge i det, men hvor bunden så uheldigvis slås ud af tøjmarkedet, da vesten med et donerer meget mere genbrugstøj til de stakkels afrikanere, end de plejer – og i en god mening. Marcus er jo heller ikke dum og doven. Han kan sagtens lægge to og to sammen og bliver bedre og bedre til udvikle en sikker strategi for overlevelse ved at sprede sin risiko (kopierer bånd med ny musik, har høns i haven, driver en kiosk som dog konstant skal være bemandet for ikke at blive tømt) og gøre sig uafhængige af hvide, der altid synes at svigte, når det gælder. Men hvis vi skal stole på Christian, så drikker Markus (også) for meget, har for mange kærester, har måske aids, så han lever egentlig som en hvid mand i Afrika – han har det bare hårdere, fordi han ikke har hudfarven og dermed tilliden til hans formåen med sig.
Hvis blot Ejersbo havde udeladt hele den periode, hvor Christian er teenager (omkring 400 sider), så vi i stedet startede, hvor Christian vender tilbage til Tanzania efter et fejlslagent forsøg på at gå på HF i Hasseris. Her begynder modsætningen mellem hudfarver og forventninger nemlig for alvor at vise sig og blive interessant. Selvfølgelig havde vi så ikke fået Markus’ historie om at overleve hos en hvid familie, men det kunne i hvert fald godt gøres kortere uden at meningen gik tabt.
Tilbage i Danmark kan Christian nemlig ikke finde sig tilrette på sit hf-kursus. Han vil tilbage til Afrika og drive diskotek, hvilket han tidligere har talt med Marcus om. Mangel på startkapital betyder, at han stjæler skolens anlæg, får det til Tanzania via smøring, og bistandshjælpen holder det gående uden at det sociale bedrageri opdages.
Men andet ophold i Tanzania er anderledes. Nu er Christian en (hvid) mand - og det ændrer i den grad folks forventninger til ham. Nu er han en fribillet til det søde liv, og for kvinderne en billet til Europa, på trods af at Christian insisterer på, at blive i Afrika for evigt.
Alle vil have en bid af kagen, og Christian opfatter nu også Marcus som en parasit. Omvendt har Marcus sat al sin lid til Christian og deres projekt og mener, at Christian skylder ham en stor del af æren for, at det er lykkedes at få diskoteket op at stå, specielt hvad angår den berømte smøring i det meget korrupte land og de mange kontakter der skal til. Det hele spidser mere og mere til, og pludselig er det ikke længere så let eller trygt at være hvid i Afrika. Christian har nemlig ikke som Markus spredt sin risiko.
Alt i alt et spændende indblik i Afrika fra en sort og en hvid vinkel, selvom det trækker ned, at det ikke foregår i dag, men for 30 år siden. Denne læser bruger nemlig energi på at tænke over, om tingene mon har ændret sig. Og så kunne det altså godt have været kortere.
Og en enkelt ting mere: Super fedt at omslaget er lidt anderledes. Det er lavet af Ejersbos søster, Ea. Forfriskende i meleret genbrugspap med simpelt tryk i én farve. Normalt kommer de danske bogomslag jo stort set enten fra Imperiet eller Ida Balslev-Olesen – så dejligt med noget nytænkning.
Antal nullermænd til Liberty:
Mange sære ting for
Af Kudsk 28/03-2010
Forfatter: Svend Åge Madsen
'Mange sære ting for' er en sær roman. Jeg havde aldrig læst noget af Madsen før, men vidste, at det var de rimeligt litterære typer, der dyrker ham. Så jeg forventede en roman med formeksperimenter og referencer til andre vægtige værker. Det fik jeg sådan set også.
Ironisk nok er første pastiche, der trigger noget i min hjerne, Dan Brown og 'Da Vinci Mysteriet'. Ironisk nok fordi det er en ikke specielt litterær bestseller, der til gengæld er underholdende. Det havde jeg ikke lige ventet.
Lad mig allerede nu afsløre, at jeg ikke havde læst bogen færdig, hvis det ikke var fordi, jeg kender et par andre læsere, hvis mening jeg respekterer, som sagde, at jeg skulle læse den færdig, fordi det var en rablende oplevelse og det mest lineært sammenhængende, de havde læst af Madsen (sic!)
Jeg vil prøve at sige lidt om historien uden at spolere for meget, selvom det nu aldrig blev væsentligt for mig, hvem der egentlig slog hvem ihjel og hvorfor. Her vender vi nemlig tilbage til Brown-pastichen: Det er en krimi, eller en form for. En masse mennesker bliver i hvert fald myrdet – og også her pga. kristne myter, som nogen står klar til at afsløre som usande.
Vi er i Århus på toppen af Skt. Clemens spir, hvor den verdensberømte danske astronom Adam d’Eden er blevet spiddet. Madsen-fans vil eftersigende genkende navnet, da familien Eden går igen i en stor del af hans mere end 50 bøger. Og så ruller lavinen ... Omkring ti forskellige fortællere – inklusive Jesus selv - medvirker til at få opklaret, hvorfor og hvordan astronomen er havnet i luften over Store Torv.
Centralt i alt dette står begrebet spejlplaneter, der forklares i faktabokse. Jeg fattede det ikke helt, men forstod så meget som, at teorien går ud på, at alt vi oplever, er hændelser, som er forskudt i tid, fra de sker, til at vi opfatter dem. Normalt er den tid det tager nærmest umulig at opfatte, men med en forskydelse på 2000 år og fokus på Nazaret og en vis jødisk tømmersvend, fik d’Eden pludselig noget meget interessant materiale på video i sin forskerbunker udenfor Århus. Og så kan det ellers være at forskere fra nær og fjern valfarter til Århus i kampen om ikke at få afsløret sandheden om, at Jesus er almindelig dødelig som alle os andre.
Og det lyder jo spændende nok. Det er det bare ikke.
... Det er gakket og rablende, og vi følger rigtig mange personer. For mig flød det sammen og blev ligegyldigt.Det blev for vanvittigt og hverken vedkommende, spændende eller morsomt nok til at holde en roman kørende over 400 sider. Jeg havde forventet et budskab. Det synes jeg ikke den har. Og i forhold til 'Da Vinci Mysteriet', som han udfordrer, så er plottet og ikke mindst ”hvad skal det hele dog ende med”-faktoren altså ikke lige så spændende her. Alle de litterære detaljer og elementer, som sikkert er guldkorn for sande fans, f.eks. den lange irrelevante historie om den estiske forsker, der kom til Århus og dør med sit nye tv, ryger på gulvet hos mig.
Den har sine momenter, men forblev mere sær end guddommelig for denne læser.
Antal nullermænd til Mange sære ting for:
Den anden håndAf Kudsk 28/03-2010
Forfatter: Chris Cleave
Lad mig starte med at betro dig, at jeg kun har læst denne bog, fordi den har fået helt enestående udenlandske anmeldelser påhæftet sin danske udgivelse, f.eks. ”Indtil nu er det årets bedste bog” og ”Den anden hånd slår benene væk under dig”.
Tænkte den derfor fortjente en chance trods omtalerne a la ”gribende historie om nigeriansk pige, der flygter til London, går en grum tid igennem i asylcenter og nu står i et vesterlandsk samfund, der ikke vil vide af hende”. I min optik stor risiko for en klæg og triviel historie, og ikke lige den slags, jeg ville vælge normalt.
Men heldigvis læste jeg romanen og kan nu hyle med i koret om, at det er en helt fantastisk bog – for at bruge et fortærsket ord. Helt klart en af de bedste læseoplevelser jeg har haft længe. Jakob Ejersbos Afrika-trilogi, som også handler om afrikanere og hvide og samspillet eller manglen på samspil mellem de to grupper, blegnede væsentligt for mig i forhold til Den anden hånd.
Vi møder to forskellige fortællere: Lille Bi, uledsaget nigeriansk teenage-flygtning havnet i London og Sarah, 30+ og succesfuld moderedaktør med perfekt familie og sit på det tørre.
Ved at koble de to fortælleres skæbner sammen får Cleave i den grad sat to livsstile og verdener i kontrast. Du sidder med intet mindre end en vedkommende flygtningehistorie og en for mig ny indsigt i, hvad det vil sige at leve i et land i Afrika, hvor den eneste bil er den, der står klodset op og tilgroet i landsbyen, hvor det eneste medie er en transistorradio. Et smukt land, hvor naive Sarah i Chanel-bikini på badeferie på den fantastiske strand første gang møder Lille Bi, der har en gruppe fyre efter sig med kalasnikov’er, som kun har ét mål, nemlig at slå hende ihjel. Fordi hun måske har set, at de brændt hendes landsby af med mus og mænd, for at kunne få let adgang til de gyldne dråber i undergrunden som de multinationale oliekoncerner higer efter at hente op.
Tiden i London giver et gribende (og forargende for denne læser) billede af, hvad asylansøgere udsættes for af ligegyldighed under deres endeløse indespærring – og det fortalt med en stemme, der gør, hvad hun kan, for at blive mere engelsk end den engelske dronning. Hun har lagt en klar strategi for, hvordan hun skal komme videre bl.a. ved ikke at tiltrække sig mændenes blikke, og med lyst til at bidrage til det rationelle, fantastiske, trygge og demokratiske land hun tror, hun nu er en del af.
Alt det i kontrast til en engelsk umiddelbart lykkelig hverdag, men hvor det fatale møde på stranden i Nigeria har trukket dybe, traumatiske spor.
Selvfølgelig møder Lille Bi og Sarah igen hinanden, og en meget spændende og sørgmunter historie om overlevelse og medmenneskelighed tager fart.
Jeg grinede, græd og forstår slet ikke, at denne kloge roman er skrevet af en kun 35-årig mand, der kun har én anden bog med i bagagen. Meget vedkommende historie om globaliseringen, hvor verdens problemer hænger sammen – og hvor vi får en sjælden chance for at kigge ind i en flygtnings møde med vores bureaukrati og grænser.
Antal nullermænd til Den anden hånd:
Nabiha - Cracks
Af Gabriel 15/09-2011
Det er aldrig for sent, at anmelde en god plade. Især ikke når den er så god som Nabihas debut 'Cracks' fra 2010. Et yderst lækkert album der med al tydelighed beviser, at skandinavien er helt med i front, når det gælder velproduceret pop.
Der er praktisk talt ikke en eneste dårlig skæring på 'Cracks'.
Nabiha fører os - sammen med den svenske producer Carl Ryden - sikkert gennem et utal af genrer, der spænder fra Surpremes-agtig glad-i-låget pop, til fransk Daft Punk-inspireret eletronica og new age fra 1980'erne.
Og Nabiha træder ikke forkert en eneste gang. Med en stemme der åbenbart mestrer de fleste genrer synger Nabiha sig gennem det varierede pop-landskab, som indtil videre har medført flere store hits, og som med garanti har endnu flere at byde på.
...Min klare favorit er det det lækre new age nummer 'My Friend', der med sin drømmeagtige keyboard-klangflade og Nabihas bløde stemme er ren honning for ørene.Eller på 'You', hvor Nabiha synger følsomt til et minimalistisk beat, som elegant smyger sig om hendes vokal, der gradvist tilpasser sig nummerets afsluttende synth-pop crescendo.
I det hele taget er albummet spækket med ultra melodiøse numre, der med ekstremt catchy omkvæd holder opmærksomheden fanget i hele albummets spillelængde. Det hører efterhånden til sjældenhederne og gør op med iTunes-tendensen, hvor køberne nøjes med at håndplukke numre fra hele albums. Det er der absolut ingen grund til her.
Nabiha kan med andre ord være stolt af sit debut-album, der byder på mindeværdig pop af meget høj kvalitet.
Det gælder også nummeret 'Midnight Blues', der med sit diskrete islæt af Dr. Dre, India Arie og Lauryn Hill er både stemningsfuldt og melankolsk. En herlig cocktail, men også her, hvor det træder tydeligst frem, at Nabiha endnu ikke er helt sin egen.
Det trækker dog på ingen måde ned på et ekstremt velproduceret, velskrevet og lækkert album, der uden tvivl er et af de bedste pop-albums, jeg har hørt i meget lang tid.
Antal nullermænd til Nabiha - Cracks:
Radiohead - King of Limbs
Af Fabricius 03/09-2011
'King of Limbs' udkom helt tilbage i februar måned. Dette er derfor endnu en af de forsinkede musikanmeldelser fra undertegnede. Jeg bestilte i sin tid The King of Limbs Special Edition newspaper, og har siden da ventet på at denne skulle ankomme, så en anmeldelse kunne udføres. Efter utallige mails frem og tilbage, har jeg endnu ikke modtaget pakken. Dette kan kun tilskrives det omsonste mailsystem som Radiohead kalder kundeservice. Dette har været en usædvanlig frustrerende oplevelse, forbundet med et band der har fyldt så meget i mit liv.
For at få alting klart med det samme, Radiohead har i mange år været mit pejlemærke for innovativ, ambitiøs og smuk musik. Kort sagt; Radiohead har været og er stadigvæk, verdens bedste band! Dette umuliggør en sober anmeldelse, så derfor skal der advares inden videre læsning, 4 Radiohead stjerner ville sprænge skalaen for næsten alle andre bands!
'The King of Limbs' giver ikke nye argumenter til det postulat, men det fejler bestemt heller ikke. Det besidder ikke 'Ok Computers' storladenhed og forudseenhed i tekst- og musikuniverset. Det besidder heller ikke 'Kid A's' univers, der over 10 numre åbnede sig op for lytteren og skabte en følelse i sindet, som meget få albums har gjort ligeså insisterende. Det er på sin vis heller ikke lige så godt et album som 'Amnesiac' og 'Hail to the Thief', men disse albums er måske det tætteste i Radioheads bagkatalog at sammenligne med. Det er en tilbagevenden til den elektroniske musik, som de kort forlod på det svage 'In Rainbows'.
...Åbneren 'Bloom' hypnotiserer med et klaver loop, før fragmentariske trommer og diverse backingspor driver nummeret frem. Thom Yorke leverer en på samme tid doven og voldsom vokal, mens blæsere og computereffekter trænger sig højere op i lydbilledet. Selv med fantastiske åbnere som 'Airbag', 'Everything in it's right place' og 'Packed like sardines in a crush tin box' er 'Bloom' eminent.'Bloom' skaber en ny Radiohead lyd, ud af gamle Radiohead'ske virkemidler. Der bliver bygget på og bandet viser, at legesygen stadig eksisterer.
Herfra træder albummet dog vande. 'Morning Mr.Magpie' lægger fra land med en interessant baslinje og hen mod slutningen lyder det som om, at computerne er ved at smelte sammen, men der imellem er der for lidt udvikling i nummeret! Mens 'Little by little' fungerer egentlig som et deja-vu af tidligere og bedre Radiohead numre.
'Feral' skuffer ved første gennemlytning, men ved et par gennemlytninger er det albummets mest legesyge nummer, instrumentalt bortset fra Thom Yorkes mumlen eller stønnen der kastes rundt mellem højtalerne et eller andet sted nede i det elektroniske mix.
Første singlen 'Lotus Flower' er noget så sjældent som et monotont, dansende, eletronisk Radiohead dansenummer, med Thom Yorkes falset helt i forgrunden. Det er længe siden at Radiohead har skabt et så ligetil og kvalitativt pop nummer. Det besidder faktisk mange af de ting, som manglede på 'In Rainbows'. Her er legesyge, flere lag i produktionen og det er hamrende melodiøst.
'Codex' og 'Give up the ghost' viser Radiohead fra deres mere underspillede side. 'Codex' er den obligatoriske klaverballade, men hvor 'Pyramid Song' sluttede med crescendo, fader 'Codex ud' i fuglekvidren. 'Give up The ghost' blev et sted beskrevet som ”et spøgelse i en computer”, det billede stjæler jeg.
'Seperator' lukker i en næsten U2 Zooropas'sk følelse, med klare guitarfigurer, noget der kunne være fuldbyrdet omkvæd og noget der ligner en mere konventionel sangstruktur. Dette klæder faktisk de snart middelaldrende englændere.
Som kæmpe fan til den grad, at jeg ikke må vælge musik i sociale sammenhænge, er dette et album der interesserer mere end det fænger. Jeg er begejstret for mange af de valg, der er taget, jeg er lykkelig for, at 'In Rainbows' underspillede og håndspillede lyd ikke - lige nu - er fremtiden for bandet. Radiohead har altid været mest interessante når de leger med deres udstyr, når lyduniverser opstår. Hertil er 'King of Limbs' en kærkommen gave til Radioheads katalog, og til en voldsomt stagnerende mainstream musikscene, der i den grad har brug for bands som Radiohead. For alt Radioheads fremsynethed, så hører de stadig til i en kategori af bands, der har rødder i en forgangen tid, hvor store bands udsolgte stadions, hvor pladesalget var på toppen. De besidder stadig en masse-appeal som få, dette på trods af deres sparken og slåen for at komme ud af diverse rammer. Det er vigtigt i en musik industri, hvor umiddelbar profit står over glæden ved gentagende lytninger af en plade.
Måske netop derfor, står Radiohead stadig som det bedste band i nyere tid.
Antal nullermænd til Radiohead - King of Limbs:
Wu Lyf - Go Tell Fire to the Mountain
Af Fabricius 01/09-2011
For at få en ting klar, 'Go tell fire to the Mountain' er et popalbum! Med sin teatralske lyd og voldsomme vokal er det bestemt et anderledes bud på popmusik, men det er det nu engang, altså et popalbum.
Wu Lyf er et fænomen, en klog promotion strategi, der mystificerede bandet og musikken til en grad, hvor der blev stillet spørgsmålstegn ved, om dette overhovedet var et band eller musik, og som bragte dem på manges læber. Folk kunne logge på deres hjemmeside og blive medlem af Lucifer Youth Foundation for et mindre beløb, disse penge brugte bandet på at indspille deres album.
Albummet er en tour de force i melankoli, især båret frem af det fremtrædende orgel, der sammen med en konstant råbende forsanger er bandets letteste kendetegn. Han har sådan en "This Heat"-vibe over sig.
Fra første nummer 'Lyf' åbnes der med orgelet, der langsomt flyder af sted, inden trommer toner ind og guitaren lægger sig smukt op af orgelet. Så sprænger nummeret sig selv og bliver et mere up-tempo nummer, hvor forsangeren for første gang stemmer i, rettere sagt råber i. For hos Wu Lyf råbes ordene, fra det fantastiske første nummer 'Lyf' til den bombastiske lukker 'Heavy Pop' råbes samtlige ord der kommer ud fra mandens mund.
Det fungerer sådan set fint. Det giver på en gang lidt kant og ambitiøsitet til bandets lyd. Samtidig er dette dog også bandets største svaghed.
... Hvert nummer leveres med samme teatralske lyd, hvert ord med samme intensitet. Hvad der først føles som nyt og spændende transformerer sig langsomt til noget, der virker beregnende og fladt.Der er ingen stille øjeblikke, hvor vokalen får lov at hvile sig, at give et nyt indtryk. Vi får blot den samme råben som nummeret før, som strofen før. Desværre for Wu Lyf er det her bandet falder i værdi. Hvilket er sørgeligt, for albummet har bestemt kvalitet. Melodiøsiteten, som nævnt længere oppe, er tydelig på numre som 'Lyf', 'Such a sad puppy dog' og 'Summas Bliss', her er der bevægelse i numrene, her fungerer den her formel, med den råbende forsanger og det kirkelige orgel fantastisk. Desværre står det ikke distancen uden andre idéer.
Den mystificering, der skabtes da Wu Lyf først dukkede op, er noget, der i den grad mangler i livet generelt, som det gør det i al popkultur. Det er alfa og omega for reklamefolk, tv-folk, pladeselskabsfolk osv. At de kan brande deres kunstnere så konkret som muligt, så de unge mennesker ikke ender med et album, der ikke lyder 100 procent som forventet. Dette er en sørgelig udvikling.
Jeg købte selv Wu Lyf's debut uden at have hørt så meget som et sekund af deres musik, i ren interesse for det "ukendte". For al den negativ kritik der er omkring albummet, er der dog også en masse positiv, som allerede nævnt, men min største ros, og den der gør, at jeg bestemt vil lytte med næste gang er, at bandet har en følelse - måske påtaget sommetider - men en følelse som essentielt er udefinerbar, den er mystisk og det er smukt!
Jeg ville ønske der var flere popplader nu om dage, med samme ambitionsniveau som denne, for en popplade det er det!
Antal nullermænd til Wu Lyf - Go Tell Fire to the Mountain:
Kinski - Vi taler dansk!
Af Fabricius 02/05-2011
Kinski udgav tilbage i 2009 deres hidtil første og eneste album. Et album, der krøb stille under radaren på den danske musikscene. En synd og skam for det er sjældent hørt, at dansk rap byder ind med relevante tekster i forhold til samtiden, men Kinski gør, og det gør de godt.
Normalt støder jeg på hip hop omhandlende kvinder, der beskrives som en-dimensionale figurer i en teenagedrengs liderlige sind. Det handler om ho's, bitches og så videre og så videre. I Kinski-universet handler det om verden, en verden jeg kan nikke genkendende til, som på åbneren 'Tal pænt', hvor "Der' ingen høflighed til mere, det' til at blive vanvittig af, tilbage i tiden duellerede de over mindre, end jeg er udsat for hver formiddag".
Enhver der bruger debatforaer på internettet, har oplevet, at blive kaldt diverse skældsord. "Der er ingen høflighed til mere" det er der nok, men den er på stærk retræte også i det offentlige rum. Kinski ikke blot dokumenterer den, de falder også selv i dobbeltmoralens dybe hul, da selv samme nummers omkvæd handler om, at slikke stor fed p… - blandt andet. Det fungerer dog godt, denne blanding af samfundskritik og humor.
Det er begrænset, hvad jeg hører af hip hop, derfor kan jeg ikke kommentere på rap-kundskaben, men for mig fungerer de danske tekster godt. De er velskrevne og passer overordentlig godt til udførelsen. Blandt andet på 'Verdensborger', der med sit semi-kliché-fyldte omkvæd "Jeg er verdensborger, med hjertesorger, jeg brænder ikke for Dannebrog, jeg brænder for at danne bro." stadigvæk fungerer, for denne plade føles ægte.
...Vi har at gøre med mennesker, der mener, hvad de siger, og siger hvad de mener. Det er en mangelvare i bred musikalsk forstand, men mest af alt i det hip hop, der når de danske radioer. Det er netop dette, der trækker Kinski op.Musikalsk er jeg ikke altid lige interesseret i deres udtryk, men teksterne bærer dette album. De fortæller historier, og de beskriver noget, vi alle sjosker rundt i til hverdag. Personligt vil jeg mene, at netop dette er essentielt for hip hop, at man kan skælde ud og kritisere. Endda skabe orden i alt rodet. Når denne scene i stedet mestendels bruges til tomme floskler, er det skønt at høre folk, der har noget på hjerte.
Undertegnede fik i godt selskab vinyludgaven af denne plade som en lille gave, men man kan også downloade den helt gratis fra bandets hjemmeside. Det burde man også gøre. Det er et rigtig fint lille album. Her og der fejler numrene lidt, som i 'Jens med Fanen', hvor det bare ikke rigtig spiller for Kinski. Det gør dog størstedelen af albummet. Jeg vil glæde mig til at høre mere, såfremt den dag kommer.
Antal nullermænd til Kinski - Vi taler dansk!:
Duran Duran - All You Need Is Now
Af Gabriel 21/03-2011
Hvad fanden?! Duran Duran har lavet et nyt album. Mark Ronson har produceret. Kan det gå galt? Ja, men det gør det ikke. Slet ikke!
Duran Duran har med 'All You Need is Now' lavet deres bedste album siden 'Rio' fra 1982. Og det siger ikke så lidt.
Da Duran Duran gik i studiet med den selvudnævnte "største fan" Mark Ronson bag mixerpulten, var målet at lave Duran Durans tredje album. Altså det album Duran Duran burde have lavet lige efter 'Rio'. Mange var som Ronson (og jeg) skuffede over 'Seven and the Ragged Tiger' fra 1983, der afveg meget fra den tidsløse, lettere punkede, new age formular Duran Duran brugte så succesfuldt på debutalbummet 'Duran Duran' og den svære toer 'Rio'. Væk var uptempo-numrene, de overdrevent melodiøse og catchy omkvæd og ind kom en 80'er-lyd, der på ingen måde er ældet med ynde. Duran Durans særtegn var i mine ører forsvundet (ja, jeg har aldrig kunnet lide 'The Reflex', sorry!).
Jeg ved ikke, hvordan de har gjort det, men efter at have manglet deres mojo i henved 18 år (de lavede jo det udmærkede 'The Wedding Album' i 1993) har de pludselig fået den igen. 'All You Need Is Now' er smækfyldt med charmerende, organiske disco/pop-numre, der er umiskendligt Duran Duran. Kendetegnet ved de på en gang fløjsbløde og tempofyldte arrangementer med lækre tekster, der ikke kun handler om kærlighed, men også de mørkere sider af livet.
Den velkendte, stemningsfulde side af Duran Duran træder i karakter på flere af albummets stille numre så som det lækre 'The Man Who Stole A Leopard', hvor Le Bon synger sammen med en sexet Kelis, men også på uptempo-numre som 'Being Followed' og 'Other People's Lives', samt de mellemliggende strygerarrangementer af Owen Pallet fra Arcade Fire.
...Bandet oser af så meget spilleglæde over deres nye materiale, at det er imponerende, at Mark Ronson har formået at administrere den så kontrolleret, som han gør. Resultatet er, at de sammen har genskabt den velkendte, livsglade 80'er-ånd på stort set samtlige numre, og det er immervæk lang tid siden et band har formået det.Nick Rhodes fylder numrene med lækre keyboardklangflader, der fører en direkte tilbage til 1980'erne. Vel og mærke på den fede måde. Den gang de bedste kunne bruge keyboardet til at skabe stemning, og var i stand til at fravælge de værste Tommy Seebach-indstillinger på deres Yamaha DX-7.
Den stærkt undervurderede bassist John Taylor leverer sin sædvanlige funky underlægning til samtlige numre, men skal især fremhæves for 'Being Followed', 'Safe (In The Heat of the Moment)' og 'To Bad You're So Beautiful', hvor han lægger en usædvanligt fed bund, der burde kunne gøre Bernard Edwards fra hedengange Chic misundelig - hvis ellers han levede. Det svinger med andre ord forbandet fedt, for nu at bruge en af de absolut værste musik-floskler.
Simon Le Bon lyder som om, han indspillede sin vokal den gang i 1980'erne på trods af, at manden for længst har passeret de 50. Det skal selvfølgelig ikke forstås, som at han synger godt i forhold til sin alder. Nej, han synger bare fedt (og stadigvæk lige karakteristisk). Basta!
'All You Need Is Now' har efter min mening 8 sikre Duran Duran hits i posen med 'Being Followed', 'To Bad You're So Beautiful' og det åbenlyse sommerhit 'Runway Runaway' som mine klare favoritter. Kombinationen af discorytmer og westernguitar på 'Being Followed' er intet mindre en genial og beviser, hvor dygtige popsnedkere Duran Duran rent faktisk er, mens 'To Bad You're So Beautiful' øjeblikkeligt sender lytteren tilbage til starten af 1980'erne med sit sødme- og tempofyldte drive - en klar hyldest til klassikeren 'Planet Earth'.
Nu vokser træerne jo som bekendt ikke ind i himlen, så der er da også et par kedelige numre på albummet, der tæller 14 i alt, men ikke noget der trækker alvorligt ned.
Var 'All You Need Is Now' udkommet i 1983 ville drengene uden tvivl have scoret hattrick og numrene for længst være udråbt til Duran-klassikere. Spørgsmålet er bare, om de er for sent ude. Jeg mener det ikke. Vi har nemlig alle brug for den fest, Duran Duran spiller op til.
Kridt danseskoene og kom ud og dans med Duran Duran. De er fandme tilbage med et af de bedste pop-albums, jeg har hørt i mange år. Det havde jeg aldrig troet.
De spiller iøvrigt på Plænen i Tivoli torsdag den 8. september 2011 (den oprindelige koncert i juni blev aflyst). Og hvis du ikke kan der, så kan du se en live koncert på YouTube (instrueret af David Lynch) her.
Antal nullermænd til Duran Duran - All You Need Is Now:
Prince - Forum, København
Af Gabriel 21/10-2010
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Prince havde sin storhedstid i 1980'erne, og det er han heldigvis godt selv klar over. Setlisten i Forum var et sandt overflødighedshorn af velkendte hits fra 'Controversy', '1999', 'Around the World In A Day', 'Purple Rain' og 'Parade' tilsat et par covernumre af bl.a. Chic.
Men koncerten startede egentlig ikke så godt. I ny og næ dukkede nemlig nogle af Princes nyere numre op, og det var tydeligt, at publikum ikke helt var opdateret på den kant. Som da Prince valgte at åbne ballet med nummeret 'Future Soul Song' fra 2010-albummet 20Ten. Et underligt valgt nummer som havde svært ved sætte gang i publikum, og som ikke ligefrem blev hjulpet på vej, da Prince kort tid efter forlod scenen for at lade sine tre korpiger synge et medley bestående af bl.a. 'Bridge Over Troubled Water' og 'Love...thy will be done.'.
Men så skete der noget...
Prince kom tilbage på scenen og trykkede speederen i bund med numre som 'Let's Go Crazy', 'Delirious', '1999' og en helt fabelagtig og funky 'Lets' Work' fra 'Controversy' albummet (1981). I modsætning til mange andre professionelle pop-snedkere spiste Prince os nemlig ikke bare af med numrene, som vi kender dem fra pladerne, men i nye organiske udgaver, hvor hitsne smeltede sammen i Princes store funkgryde. Den mand kan jamme. Sådan!
Pludselig var alt glemt om den sløve start, og Prince der omdøbte Forum til House of Prince (lettere ironisk når man tænker på den nye rygelov) var mere end almindeligt veloplagt. Som Prince proklamerede, var vi vidne til rigtige musikere med rigtige instrumenter, og det kunne høres. Fra den rytmiske trommeslager til den danske bassist Ida og ikke mindst Princes musikalske partner gennem flere årtier Sheila E. spillede bandet forrygende funky.
...Til at styre løjerne var Prince i særklasse med sin på en gang professionelle, selvironiske og forbandet cool fremtoning, hvor han hele tiden havde kontakt med publikum, som ikke var bange for at synge hovedparten af 'Kiss' eller hoppe ekstatisk til '1999'.Prince var da heller ikke bleg for at vise, hvor dygtig en guitarist han er. Det beviste han tydeligt med det flotte og indfølte nummer 'Sometimes it Snows in April', hvor han akkompagneret af klaver fik sin guitar til at græde.
Som om det ikke var nok, fik vi også et par medrivende dueller på bas og trommer, hvor Prince udfordrede danske Ida og Sheila E., for med et glimt i øjet at tabe til dem begge. Ganske underholdende.
Det blev til en del ekstranumre, for publikum ville ikke give slip på den lille store stjerne, og det var tydeligvis gensidigt, som da Prince, efter lyset var tændt og 80% af publikum - inkl. undertegnede - havde forladt salen, spillede 15 minutter ekstra. Det fik jeg om min ledsager desværre ikke med i denne omgang.
Det startede lidt fesent, men endte som et brag af en koncert. Kom snart igen Prince!
I øvrigt en stor ros til lydmændende, der fik Prince til at lyde nogenlunde anstændigt i det ellers så utaknemmelige Forum.
Antal nullermænd til Prince - Forum, København:
Arcade Fire - The Suburbs
Af Fabricius 29/08-2010
Hvem er det, der skal vise de unge mennesker i de danske forstæder, hvad alternativ musik det er? Mit bud var Arcade Fire. Dette endda til trods for, at deres forrige album 'Neon Bible' (2007) skuffede mig fælt oven på mesterværket 'Funeral' (2004). Men 'The Suburbs' skuffer mig også, og jeg frygter at denne tsunami af forfærdelig mainstream pop blot skyller flere og flere unge mennesker med sig - lige ud i ubetydeligheden.
'The Suburbs' byder på udemærkede numre, men den stemning og nerve der udgjorde 'Funeral' er ofret til fordel for en pænere lyd, der på ingen måde gør Arcade Fire gavn. Titelnummeret, Modern Man, Month of May Sprawl I og Sprawl II klarer sig godt på albummet. Hver især byder de på forskellige facetter af Arcade Fire, Fra Sprawl II’s disko melankoli til Month of May’s beskidte rock. Især dvæler Sprawl I smukt i sig selv, og er et af albummets stærkeste numre. Problemerne begynder dog for alvor når man tager længden af albummet - 16 numre, hvor kun 5 numre er værd at lytte til. Her er alt for mange banaliteter, som den håbløst kedelige rocker Ready to start eller den rodede Rococo. Der er simpelthen for få gode numre, noget som 'Neon Bible' også led under. Det virker halvhjertet og forhastet. Som koncept album fortæller det en historie hørt mange gange før, om udlængsel og fremmedgjorthed. Denne gang fra forstadsmareridtet der drømmes over hele kloden. Men der er en mærkelig trækken på skuldre som lytter, da disse tekster intet nyt bringer. De lyder mest af alt som noget Bruce Springsteen har gjort bedre, eller Neil Young har gjort endnu bedre.
Halvhjertet er det perfekte udtryk, for i Win Butler har bandet en af de ypperste vokalister på musikscenen, men selv hans ellers altid passionerede vokal er mærkelig anonym.
Og desværre så vil dette album også forblive anonymt. De gode numre der er, har ikke samme vitalitet som tidligere numre. Dette kan måske nok blive deres pop-gennembrud, men det er mere sigende for den tilstand musikscenen befinder sig i i dag, end om kvaliteten af albummet.
Hvad der engang var ærligt, skræmmende og originalt er nu bare endnu et band, der hypes og glemmes, når det næste konstruerede stykke popstjerne træder på scenen i et eller andet tv-program et eller andet sted her i vesten.
Antal nullermænd til Arcade Fire - The Suburbs:
U2 - 360° Tour - Horsens
Af Fabricius 27/08-2010
Da jeg i sin tid sad og lyttede til U2´s Achtung Baby, blev jeg draget af lyden, nerven og intensiteten. Som jeg sidder her dagen efter den første af to koncerter i Horsens, er det med vemod. I aftes sagde jeg farvel til mine barndomsidoler. I og for sig kan jeg sagtens forstå det begejstrede publikum der taktfast klappede U2 fra scenen og efterfølgende vandrede ud i Horsens´ dommedagsvejr, nu om dage er pop scenen så ligegyldig at U2 virkede fantastiske. Dog er dette kun et fatamogana, U2 er blevet nøjagtig så ligegyldig som popscenen omkring dem.
Hvad der altid har gjort dette band specielt, har især været den intensitet og oprigtighed de har bragt ind i musikken. Fra firsernes energiske rock musik til halvfemsernes legen og søgen efter nye veje, har U2 hold sig interessante, netop på grund af den nerve de besad. Bono kunne levere de store budskaber i teksterne, så vi alle følte, at det var vores liv det handlede om. Om dette var forlist kærlighed, ”well you left my heart, empty as a vacant lot. For any spirit to haunt”. Politisk splittelse ”I Don´t know which side I´m on, I don´t know my right from left, or my right from wrong” Ren og skær kultur kritik ”surgery in the air” så havde bandet hjertet med og følehornene ude, altid interessante at lytte til.
Nu om dage virker bandet som en udvandet udgave af noget der engang ønskede at ”Fuck up the mainstream”. Og gjorde det, ved at forsøge ved blive interessante. Nu om dage er de underligt ligegyldige. De er blevet til alle de ting de engang tog ironisk distance til. Mediestrømmen fra ZooTv, blev de vidst selv væk i, som da Desmond Tutu snakker om at vi er ONE, midt under koncerten, ren propaganda, hvilket stiller et spørgsmål er Bono blevet tv-prædikanten, fra Bullet The Blue Skye? ”I Can´t tell the difference between ABC news, Hill Street blues and A preacher on the old time gospel hour stealing money from the sick and the old”. Han lignede ham lidt, som han stod der og takkede Kronprinsen og Helena Christensen, mens han andet steds messede Amazing Grace.
Politisk bevidsthed er forbundet med U2, det har været af stor betydning for mig i min ungdom, at U2 fortalte om verden. Som da man under Zootv havde live optagelser fra krigen i Jugoslavien, fordi dette ikke længere var nyhedværdi. Eller kritiserde forbruger generationen, som havde udviklet sig fra for overbøjet neandertaler til opret stående mand med indkøbs vogn, i Horsens blev U2 præsenteret af BlackBerry. Ja.
Var U2 så katastrofale? Nej gud, havde de bare været det. De var kedelige, forudsigelige og fuldstændig ligegyldige. Den vitalitet der førhen gennemsyrede dette band, den der gør at jeg, som publikum, føler at jeg skal høre de her sange, at de skal spille dem, den er væk. U2 er blevet et livløst væsen der nok går på scenen, og bevæger sig som rockstjerner gør. Som takker efter numre og får folk til at klappe, men det er hult og let gennemskueligt. Numrene hver for sig er ligegyldige, jeg ville have fortrukket andre frem for nogle af aftenens inden koncerten, men nu virker det underligt tomt at tale om numre. Dog skal det siges, at det er en fadæse at bandet insisterer på blot, at være et rock band, at de overser numre fra hele to albums fra halvfemserne, og at man ikke kan skifte lidt ud i de håbløst kedelige numre fra de sidste ti år. Det er følelsen af hele oplevelsen, der sidder i mig, og den er sørgelig, som det er når barndommens idoler ikke længere lever op til forventningerne. Al denne kritik, og så har jeg undladt at tale om Amnesty International sceanen - der ønskede jeg mere end noget andet, at Jarvis Cocker kunne stikke røven i hovedet på de fire irer.
Så for mit vedkommende tak for denne gang, til bandet der formede mit ungdoms univers. Vi ses i fortidens storhed.
Jeg lovede mine 4 medpassagerer i DSB-tog og taxa at sige, det var en fremragende koncert - budskabet er hermed overleveret. Jeg er glad for at I nød den.
Jeg derimod ender på 2.
Antal nullermænd til U2 - 360° Tour - Horsens:
Snow Patrol - K.B. Hallen, Frederiksberg
Af Steenberg 23/05-2010
På en halvlun aften i Maj mødte jeg forventningsfuld op ved K.B. Hallen. Jeg havde oplevet Snow Patrol i Store Vega sidste år og det var en af de bedste koncertoplevelser i 2009 for mig - så forventningerne var store denne aften.
Kl. 20 trådte bandet Foals på scenen til den mange gange utaknemlige opgave, at skulle opvarme et publikum, der hovedsageligt er kommet for at se et andet band. Denne aften var der dog tilsyneladende en stor del af publikum, der godt vidste hvem Foals var, så stemningen og klapsalverne var i hus fra start. Jeg havde ikke selv hørt om dem, og det er ikke lige plader der ender i min egen samling, men jeg følte mig ret godt underholdt i de 40 minutter de var på scenen - en god start på aftenen.
Efter den obligatoriske pause (praktisk til ølforsyning o.lign.) trådte Snow Patrol på scenen kl. ca. 21:20.
Under et øresønderrivende bifald kickstartede bandet godt 100 minutters koncert med radiohits og publikumsfavoritter som 'Run', 'Chasing Cars' og 'Hands Open' samt deres nyeste radiohit 'Just Say Yes', der blev spillet med et massivt 3000 mand stort backingkor, som publikum denne aften udgjorde.
Snow Patrol var i gode hænder og især forsanger Gary Lightbody var i sprudlende humør. Bandet var tændt og som han fortalte det, var det jo også kun deres 2. koncert i 'Up To Now' turneen.
Det eneste minus - som også kan opfattes som et ret stort minus - var lydkvaliteten i K.B. hallen, som jo altid har haft ry for at være fra slem til horribel. Lightbodys vokal druknede tit fuldstændigt i et massivt lydhav, hvor især bassen var alt for fremtrædende. De tekniske fejl blev da også kommenteret af Lightbody selv, og det udløste blot endnu et bifald, da han spurgte om vi ikke havde hygget os alligevel.
Som ekstranummer spillede bandet 'The Lightning Strike' (som faktisk er 3 sange kædet sammen til et mammutværk på 16 minutter) tilsat superflot videoanimation, der badede hele scenen i flotte konstant skiftende motiver. Koncerten blev rundet af med 'You´re All I Have' - og denne aften var det altså ikke så lidt…
Antal nullermænd til Snow Patrol - K.B. Hallen, Frederiksberg:
Melissa Horn - Lille Vega, København
Af Steenberg 22/05-2010
Jeg blev introduceret til Melissa Horns musik af en kollega - sjovt nok en uge før hendes anden plade ”Säg ingenting till mig” fik dansk distribution og samme uge, hvor der blev afholdt en Swedish Night i Copenhagen Jazzhouse. På det tidspunkt havde jeg kun hørt hendes største hit ”Lät Du Henne Komma Närmre” samt brudstykker af andre sange, men jeg blev overbevist af denne 23 årige kvindes evne til at skrive og ikke mindst fremføre melankolske sange med en nerve og indlevelse man ikke skulle tro, at en 23 årig kunne præstere.
Så jeg vidste godt, at det jeg skulle overvære i Lille Vega denne aften, kunne blive ret så intimt og gåsehudsfremkaldende - forventningerne blev i den grad indfriet.
Hun startede solo på de to første numre - kun akkompagneret af sin guitar. Bagefter blev hun backet op af en nedtrimmet version af sit band, der normalt er på fire medlemmer. Denne aften havde hun kun to medlemmer med, men Keyboard, western og steel guitar samt Melissas smukke vokal og guitar var også rigeligt til af fylde Lille Vega med vellyd.
Der blev fremført numre fra hendes første plade fra 2007 ”Långa Nätter” samt pladen fra 2009 ”Säg ingenting till mig”, hvor sangene hovedsageligt er beskrivelser af den svære kærlighed, parforhold og ikke mindst utroskab.
Som hun selv kommenterede ”her kommer den mest positive sang jeg har skrevet”, før hun satte i gang med ”Jag vet vem jag är när jag är hos dig”.
Og sangene blev da også serveret med små historier om ekskærester, gamle venskaber og generelle iagttagelser om mænd og kvinder, men man kunne mærke at den lidt generte kvinde, der ellers har et kæmpe publikum i hjemlandet og spiller væsentligt større koncerter end denne aften, trivedes bedst på scenen når hun sang.
Hun sluttede den 70 minutter lange koncert, som hun startede; helt alene på scenen med den fantastiske sang ”Falla Fritt”.
Melissa Horn har endnu ikke fået så mange danske fans ellers også har koncerten ikke været promoveret korrekt, for der var et overtal at svenskere blandt publikum - og størstedelen af dem var kvinder. Men det skal nok komme. Hun spiller koncerter i Århus og København i September 2010, og til den tid har det danske publikum nok fået øjnene op for den svenske sangfugl.
Antal nullermænd til Melissa Horn - Lille Vega, København:
00'ernes bedste musikudgivelser
Af Fabricius 10/05-2010
10. Four Tet - Rounds / Domino Records 2003
Elektronisk musik fyldt med sjæl. Four Tet har skruet et album sammen, der lægger sig langt fra den elektroniske verden, som ofte er stil over substans. Især kan anbefales at lytte til åbneren Hands, der langsomt lukker lytteren ind i albummet. Her er varme, abrupte beats, lange stemningspassager og masser af fantastiske blips og blops. Four Tet formår endda at skrue et hit sammen med 'As Serious as your Life'. Lyt, lyt igen - det er det hele værd.
9. Aphex Twin - Drukqs / Warp 2001
Her er et album, som vil tage længere tid at fordøje. Drukqs er et dobbeltalbum, der halvdelen af tiden byder på smukke pianostykker af cirka 2 minutter, mens det resten af tiden angriber lytteren med lynhurtige beats og keyboardflader. Ingen skal narres, dette er på ingen måde til det gængse tekno miljø, dette er til høretelefonerne. Et album der er svøbt ind i ensomhed. Et album der sparker og slår, men mest af alt et album - især side et - der vil inspirere.
8. Do Make Say Think - You, You’re a history in rust / Constellation 2007
Så får vi endelig de første vokaler på denne liste. Et underspillet, skrøbeligt album, der næsten drejer om sig selv i sange, der sjældent bevæger sig langt fra udgangspunktet. Det er svært ikke at føle sig hjemme, når man hører lyden af fodtrin gennem gårdspladsen eller ren natur gemt lidt væk i lydbilledet, mens musikken byder på stemningsmættede melodier af strygere, guitar, elektroniske lyduniverser og sagte vokaler. Her er noget til de lange efterårsdage indenfor, men også til de lykkelige stunder.
7. The Beatles - Let It Be (Naked) / Apple 2003
Det er snyd og humbug, det er hvad det er. 33 år efter originalen udkom, findes det så her på listen i et nyt mix. Der skal dog ikke herske tvivl. Mange år efter at Beatles opløste sig selv, er selv et af deres svagere albums stadig fremragende. I den nye produktion står sangene stærkere, og man undrer sig over, hvorfor der var brug for Phil “Wall of Sound” Spector dengang albummet blev til. 'Let It Be (Naked)' er stadig ikke det bedste fra deres hånd, men de smukke perler som 'Across The Universe' og 'I Me Mine', rock klassikeren 'Get Back' og den søde 'For You Blue', der vinder Beatles mit hjerte og en 7. plads på listen.
6. Godspeed You Black Emperor - Lift Your Skinny Fists Like Antennas To The Sky / Constellation 2000
Everything is connected, sådan lyder taglinen på Stephen Gaghans fremragende Syriana fra 2006, Sådan må GYBE’s verdensyn også se ud. Det 10 mand store Post rockorkester fra Montreal afskyr globaliseringen, og musikken er deres vredesudbrud i en kontrol(eret) verden, hvor selv mormors pensionsopsparing investeres i lysky forretninger i søgen efter yderligere kapital. På 'Lift Your skinny fists like Antennas to the sky', er der fire numre af cirka 20 minutters varighed. Hvert nummer bygges langsomt op til støjende højdepunkter. Her er violiner, klaver, samples fra politiske taler, voldsomme guitarer og meget mere. Dette er i høj grad lyden af en gruppe mennesker, der ikke ser noget positivt i superliberalismen. Her lades alt håb ude.
5. Modest Mouse - We Were Dead Before The Ship Even Sank / Epic 2007
Med tidligere The Smiths guitarist Johnny Marr ombord i det forliste skib, skaber Modest Mouse deres mest poppede plade, og det fungerer perfekt. Åbneren 'March Into The Sea' er skiftevis sømandsvise og skizofren støjrock. Førstesinglen 'Dashboard', drives af et fantastisk guitarriff og en karismatisk vokal præstation - her bydes der op til dans, inden albummet igen ændre form. Isaac Brooks er en sanger i verdensklasse, der formår selv at redde svagere numre. På trods af et ikke helstøbt album er der så fremragende numre at finde, at det bestemt skal have en 5. Plads på listen.
4. Broken Social Scene - Broken Social Scene / Arts And Crafts 2005
Fra den fragmenterede åbner 'Our faces split the coast in half' til den pompøse lukker 'It’s all gonna break', leverer canadiske Broken Social Scene et udadvendt alternativt pop album, der ganske vidst ikke er fremragende fra start til slut, men som dog besidder en sådan energi og meloditæft, at det hører til blandt de mest interessante albums jeg har hørt. Numre som den dansable 'Fire Eyed Boy', den smukke åbner, den storslåede 'Ibi Dreams of Pavement (A Better Day)' og den larmende 'Superconnected' tegner billedet af et band der forstår at udfordre og sprænge albummets rammer.
3. Arcade Fire - Funeral / Rough Trade 2004
Funeral er et af den slags albums, der kommer meget sjældent. Et album som holder fra første til (næst)sidste nummer. Her er der tale om et album, der er så hudløst ærligt, at det er umuligt ikke at få gåsehud og en klump i halsen. Stemningen er sat fra starten med 'Neighborhood #1' - kærlighed i en verden af døde. Dette er langt fra den overfladiske Emo genre - dette er ubærligt tilstedeværende! Der er ikke et andet album som Funeral. Det insisterer på at være storslået, panisk, rørende og ja ægte.
2. Radiohead - Amnesiac / Parlophone 2001
'Packed like sardines in a crushed tin box' er et helt suverænt nummer. Et minimalistisk beat bag minimalistiske lydflader bag en tiggende Thom Yorke, som blot beder om at blive ladt alene. Det siger sådan set alt om albummet, at næste nummer er grænsende til episk historie, hvor vi blandt andet tager til himmelen i robåd. 'Amnesiac' vælger at være fragmenteret, men stadig helstøbt. Det er tydeligvis numre optaget samtidig med Kid A, men der indfinder sig mere varme, en stadig mere organisk lyd. Slutproduktet er et strittende album, der dog ikke efterlader lytteren i tvivl - der er stadig noget helt galt med verden.
1. Radiohead - Kid A / Parlophone 2000
Fra første keyboardantast forsvinder alt. Man efterlades i en kold verden, der langt fra er behagelig. Fragmenterede vokalspor, keyboardflader, beats og onde Martonet’er - sådan valgte Radiohead at svare igen efter hypen omkring 'OK Computer'-albummet. Her er det småt med ting der er OK - fremmedgørelse af jeg’et, global opvarmning, voodoo-økonomi, virkelighedstranscenderende drømme og Dantes guddommelige komedie er temaerne på et album, der er spækket med smukke øjeblikke i mareridtet. Alt sammen inkorporeret i Radioheads velkomponerede sange. Dette album sætter sig på sjælen og giver aldrig slip!
Kashmir - Trespassers
Af Gabriel 08/05-2010
Kashmir lægger fornemt ud på 'Trespassers' med 'Mouthful of Wasps'. Et lækkert up-tempo nummer, der lover godt for resten af pladen. Med sit svingende bas-rif, muntre keyboard og sprøde guitar har nummeret en sødme og et drive over sig, der fænger fra første sekund. Et nummer der ved nærmere gennemlytning afslører små fine detaljer, der alle er med til at skabe en ny Kashmir-klassiker.
Anden skæring 'Intruder' fortsætter i samme tempo, men med et noget mere alvorligt tekstunivers, hvor Eistrup opfordrer til at leve livet nu, da det slutter før du har set dig om. Et glimrende nummer, der virker mens du hører det, men som mangler første nummers personlighed. Der er lidt for meget trommemaskine over beatet, men Eistrups guitarspil fornægter sig ikke.
Og gud hjælpe mig om ikke også tredje nummer 'Mantaray' er bygget op omkring et fint up-tempo beat, der dufter af en blanding af forår og sommer. Beatet er enkelt, men de mange lag i Eistrups stemme og de fine nuancer i de fire musikeres spil hæver nummeret langt over gennemsnittet.
På 'Pallas Athena' viser Kashmirs velkendte melankoli sig første gang på 'Trespassers'. Nummeret bygger en solid stemning op fra første sekund, men undermineres af min hadeeffekt nummer et - vocoderen. Døde den ikke med Cher? Et nummer der nok bliver skippet ved næste gennemlytning trods sin eksperimenterende stil.
'Still Boy' lyder i omkvædet som en duet mellem Kashmir og Mew. Et nogenlunde nummer, der dog aldrig rigtigt formår at lette. En anelse kedeligt og lettere forudsigeligt med klimtende klaver i baggrunden.
'Bewildered in the city' fortsætter klaverspillet fra 'Still boy' og det starter fint. Nummeret er en hyldest til New York, og lægger op til en følelseladet oplevelse af de store. Desværre går nummeret efter få minutter i tomgang, så man tager sig selv i at sidde med et ufokuseret udtryk i øjnene, når det efter 6 minutter og 31 sekunder fader ud.
'Pursuit of misery' lyder lidt for meget af fyld, og lidt for meget af tidligere Kashmir. Ikke at det gør noget, men det er trods alt et nyt album, så jeg havde forventet mere.
'Time has deserted us' lyder til at starte med, som noget Lars Hug kunne have lavet, men er umiskendeligt Kashmir, når først det går i gang. Igen lidt for meget Kashmir og lidt for lidt fornyelse.
'Danger bear' er en lille symfoni. Eistrups stemme står langt fremme i produktionen, hvilket hjælper på nummerets intensitet. Et smukt, men også temmelig kedeligt nummer.
Sidste nummer på 'Trespassers' er det storladne 'The indian (that dwells inside this chest)', der lyder som noget Kashmir kunne have lavet i samarbejde med filmkomponisten David Arnold. Et glimrende omend genkendeligt omkvæd er nummerets stærkeste side.
Samlet set er 'Trespassers' et fint album, der dog ikke formår at rykke grænser for hverken Kashmir eller lytteren. Isoleret set et yderst kompetent rockalbum, men i forhold til tidligere albums, hverken fornyende eller ekstraordinært. Bedst er singlenummeret 'Mouthfull of wasps', der efterhånden må have smittet så meget af på min afspiller, at jeg kan spille nummeret uden at have cd'en i maskinen.
Hvor 'No Balance Palace' var en blanding mellem vovet eksperimenteren og lige-ud-af-landevejen rock er 'Trespassers' en noget mere ordinær og sikker affære.
Antal nullermænd til Kashmir - Trespassers:
She & Him - Loppen, København
Af Gabriel 02/05-2010
Da jeg venter i køen til koncerten med She & Him på Loppen, spekulerer jeg på, om folk mon er kommet for at se giraffen - i form af den smækre Hollywood-skuespillerinde Zooey Deschanel (She) - eller om de rent faktisk er mødt op for høre bandets indtil videre to albums blive spillet live.
Efter lang tids ventetid kun afbrudt af det udmærkede opvarmingsband The Chapin Sisters går koncerten i gang, og efter få numre er jeg ikke længere i tvivl. Det er musikken, folk er kommet for!
Zooey, som åbenbart ikke havde stået på Loppens scene før koncerten gik i gang, udbrød spontant og med lidt nervøse øjne "Wow, you're really close ... not like last night ... but you're better looking!", og det var noget publikum kunne lide. Med euforiske klapsalver og entusiastisk hujen og piften på alle de rigtige tidspunkter var det en sand fornøjelse at stå blandt så velopdragne mennesker, der larmede og dansede, når musikken lagde op til det og var stille, når der skulle lyttes. Denne entusiasme smittede tydeligvis af på bandet, der trods meget alvorlige miner spillede røven ud af bukserne og leverede en ekstremt medrivende koncert, hvor alt klappede, og det der ikke gjorde, blot gjorde koncerten endnu bedre. Som da Zooey fik viklet mikrofonledningen ind i sit ansigt, hvorefter hun fnisende startede nummeret forfra.
Zooey fnes i det hele taget meget. Ikke fordi hun havde taget for sig af retterne på Christiania, men fordi hun tydeligvis er en genert person, der oprigtigt blev ramt af publikums indlevelse og respekt for det bandet leverede. Det kom især frem hen mod slutning af koncerten, hvor Zooey og hendes makker M. Ward (Him) hamrede løs på samme keyboard alt imens de lignede to nybagte forældre, der var ved at revne af stolthed over deres lille kreation.
Der blev spillet flere stille numre især i starten af koncerten, hvor folk lyttede intenst, hvorefter bandet skruede op for tempoet og fik sat gang i festen og Zooey, der hoppede med sin lille krop, mens hun hamrede på sin tambourin, som galdt det hendes liv. Lidt mere tilbagelænet fremstod Ward, der en sjælden gang imellem trådte frem i projektørlyset for at lire en lille guitarsolo af, men ellers overlod al opmærksomheden til showets reelle hovedperson.
Alt i alt en forrygende koncert med et yderst velspillende band, og en glimrende Zooey Deschanel, der i modsætning til sine mange andre Hollywood-kollegaer, som også synes de skal berige os med deres musik, rent faktisk har noget at have det i. Hendes stemme er på en gang personlig, smuk og ekstremt klar. Jeg ved ikke, om hun har været forkølet under indspilningerne af She & Hims to albums, men den lettere nasale stemme som hun synger med på pladerne, er ikke at spore live.
"You guys are awesome! Copenhagen rules! I just got here, and I already miss it."
Kom snart igen!
NB. Valg af spillested var måske ikke helt optimalt. Lyden var fantastisk, men det er mit indtryk, at mange slet ikke har kunnet se, hvad der forgik. Jeg stod en meter fra Zooey under hele koncerten, så jeg skal ikke klage!
Antal nullermænd til She & Him - Loppen, København:
U2 - No Line On The Horizon
Af Fabricius 14/04-2010
Mit første ægte minde med musik stammer fra 1993. Min storebror var i den alder, hvor piger og øl er livets essens, og jeg var uskyldig observant fra sidelinjen. En eftermiddag har han en pige på besøg og af ren og skær frygt for at hans lillebror vil være en hæmsko for hans sociale aktiviteter, planter han mig foran vores fars stereoanlæg - med høretelefoner på. I cd-skuffen lægger han U2's et år gamle 'Achtung Baby'. Derefter forlader han stuen, og jeg sidder ene og alene i den tomhed, der er under høretelefonerne. The Edges guitarriff åbner oplevelsen og borer U2 ind i mit hjerte forevigt. Aldrig havde jeg hørt noget som dette.
En på en gang beskidt og utilnærmelig lyd, der samtidig drog mig ind i et univers, som har farvet, hvad der senere er blevet mit voksne liv. Det blev soundtracket til min ungdom. Bono blev mit pejlemærke for, hvad et godt menneske er, og alt hvad der senere er blevet sat i min cd-afspiller, har været sammenlignet med U2. Fra de tidlige firserdage med 'War', det majestætlige 'The Unforgetable fire', millionsællerten 'Joshua Tree' til halvfemsernes ironiske bud på zapperkulturen. Bedst illustreret med åbningsnummeret på 'Zooropa'. For mit vedkommende kulminerede det hele i 1997 med et af mine absolutte favoritalbums 'POP', der i sin essens var alt, hvad musik skal være. Dragende, mystisk, melodisk, fængslende. U2 var, hvad jeg forbandt med musik og musik var, hvad jeg forbandt med livet.
Dette bringer mig til 2009 og U2's seneste album 'No Line On The Horizon'. Efter over ti års ørkenvandring i et tomt rockunivers har Bono beskrevet dette album, som værende en tilbagevenden til "musik der skal høres med høretelefoner".
Åbnings- og titelnummeret starter med en mudret bas (Adam Clayton) og støjende guitar (The Edge), inden Bono leverer en af de bedste vokalpræstationer fra hans side de sidste 15-16 år. The Edge viser nyfunden energi med hakkende guitarspil, inden omkvædet sætter tempoet ned. 'No Line On The horizon' er ikke så meget en tilbagevenden til en tidligere periode i U2's karriere, det er snarere U2 i en ny retning. Her er bestemt små dele af firsernes energi og halvfemsernes lydunivers, men mest af alt er det et forsøg på at finde fodfæste i en ny musikalsk verden. 'No Line On The horizon' mangler dog lidt i omkvædet, som virker mærkeligt uoplagt i forhold til resten af nummeret.
Herefter sænkes albummets kvalitet. 'Magnificent' lyder som Coldplay, der prøver at lave et U2 nummer genindspillet af U2.
'Unknown Caller' forsøger en anelse, men trækker så i land igen og bliver i stedet en mærkelig lille sag, der guitar- og melodimæssigt læner sig op af 'All You can't leave behind'-materialet, mens omkvædet bliver et af de mere obskure i U2's karriere. Bono's mobiltelefon fortæller ham, at han skal "Restart, and reboot yourself".
Autopiloten fra de to seneste albums flyver stadig højt. Dette høres blandt andet på albummets næste nummer, hit singlen 'I'll go Crazy If I Don't Go Crazy Tonight', der minder om puslespillet fra en aflagt hitskabelon.
'Get On Your Boots' forsøger at presse citronen og kaster U2 ud i et småbeskidt territorie. At sangen halter, tilgiver man næsten i det kække "Sexy boots, Get on your boots yeah" omkvæd.
'Fez/Being born' gengiver dele af 'Get On Your Boots', inden den bryder ud i noget, der kunne være en del af U2's ringere firserkatalog.
Lukkeren 'Cedars Of Lebanon' formår at give albummet en lille eftertænksom perle, der bringer minder om Berlin en regnfuld og øde aften.
Hvad der overrasker mest ved dette album er produktionen, der endnu engang er begået af electronicapioneren Brian Eno. Han har produceret for U2 siden 'The Unforgettable Fire' med undtagelse af 'All You Can't Leave Behind'. Hvor han tidligere var, hvad Bono beskrev som en troldmand, er han nu reduceret til opvarmingsband. Flere numre starter med et Electronisk lydunivers, inden det sætter over i en klassisk "rock" sang. Det virker mærkeligt usammenhængende. Der er ingen tvivl om, at det er et vellydende album. Velproduceret og indspillet af et band der efter 30 år sammen er yderst velspillende, men der mangler et eller andet.
Åbningsnummeret er et nyt spadestik for U2, mens resten af albummet vælger at fylde hullet til igen. Enkelte steder fornøjes man, men i det store hele er her tale om en skuffelse. Bevares, 30 år inde i karrieren er det måske for meget at forlange, at man som lytter gerne vil udfordres, men der hvor U2 altid har været stærkest – til at spille med hjertet - mangler hjertet alt for ofte på 'No Line On The Horizon', og det er svært at tilgive.
Siden dengang i 1993 har min musiksmag udviklet sig i én retning, mens U2 er gået i en anden. Det er dog stadig med stor spænding, at jeg sætter et nyt album på pladespilleren. Dette album er det bedste i det nye årtusinde fra deres hånd, men der skal mere til for at være U2.
Bedste numre: 'No Line On The Horizon', 'Get On Your Boots' og 'Cedars of Lebanon'.
Antal nullermænd til U2 - No Line On The Horizon:
Muse - The ResistanceAf Asbjørn 29/03-2010
Med deres femte album, The Resistance, spiller Muse højt spil. Inspireret af store komponister og kunstnere som Rachmaninoff og Queen prøver de virkelig at imponere og overvælde lytteren. For denne anmelders vedkommende lykkes missionen.
Trods sin tydelige inspiration fra den klassiske verden, holder Muse sig stadigvæk til en blanding af progressiv rock og electronica. Hvis man er Muse fan, men rynker lidt på næsen over den klassisk retning, så kan jeg berolige jer med, at det stadigvæk er muligt at nyde Bellamys specielle vokal og hans fantastiske guitarspil.
Muse har altid lavet musik, som man skal sætte sig ned og lytte til. Ligesom alle tidligere Muse-albums er også The Resistance i fare for at komme til at lyde ensformig, men når man først sætter sig ned og koncentrerer sig, så udfolder detaljerne sig, og man kan hurtigt indentificere hvert enkelt nummer som noget for sig selv.
En speciel ting jeg lagde mærke til, er at pladen er delt op på en sådan måde, at den starter med de lidt mere rockede og catchy numre, for derefter at bevæge sig over mod det mere og mere storslåede. F.eks. er det første nummer på pladen Uprising, som også var deres første single, og det har en rocket, ja næsten industrial lyd, hvorimod det sidste nummer på pladen er Exogenesis, et tredelt projekt på næsten 13 minutter, som over 40 forskellige musikere har været inde over. Lige inden Exogenesis finder man I Belong to You, som er inspireret af opera, og i midten finder man en blanding af rock og klassisk, i samme stil og sikkert også som en hyldest til Queen. Læg specielt mærke til United States of Eurasia, hvor man kan drage tydelige paralleer til den meget kendte Bohemian Rhapsody.
Af kritik kan man man sige, at Bellamy har været ude og låne lidt rigligt, men jeg syntes han gør det med respekt, og at han formår at omdanne det til noget nyt. En anden ting er, at pladen kun er på 11 numre, eller 9 hvis man tæller Exogenesis som ét nummer, hvilket umiddelbart kan lyde af lidt, men de er alle på omkring 4 minutter eller mere, og længden af albummet er på 54:15, hvilket er en sjat mere end gennemsnitsalbummet på de nogle og fyrre.
Alt i alt en rigtig solid præsentation, med masser af hjerte og sjæl i. Musik der har så meget dybde udkommer sjældent.
Antal nullermænd til Muse - The Resistance:
Slayer - World Painted BloodAf Gabriel 09/03-2010
Slayer er tilbage for fuld styrke på World Painted Blood. Tekst og musik er brutal som altid, og samtlige numre absurd velspillede. Det er svært at høre, at bandmedlemmerne har nået en gennemsnitsalder på de 45.
Der er som sådan intet nyt under solen på 'World Painted Blood'. Slayer spiller fortsat efter den opskrift de perfektionerede i 1980'erne på klassikerne 'Reign in Blood', 'South of Heaven' og 'Seasons in the Abyss', men hvor andre metalbands fra samme årti efterhånden er lige så uddaterede som en James Bond film med Pierce Brosnan fra 1990'erne, har Slayers insisteren på at holde fast i denne opskrift, båret frugt i form af en tidløshed de andre bands (læs: Metallica og Megadeth) kun kan misunde.
Dave Lombardo smadrer lige så intenst løs på trommerne, som da han skræmte livet af og imponerede folk på førnævnte klassikere, og Jeff Hanneman og Kerry King har endnu engang formået at finde på nye onde riffs, der lige som Lombardos trommespil, er så kompetent spillet, at det er svært ikke at få gåsehud, når rytmeguitar og trommer flyder sammen i perfekte, euforiske energiudladninger, der (undskyld klicheen) må kunne forsyne en mindre landsby med strøm i et års tid.
Det forrige album 'Christ Illusion' var lige ved at være der, men havde lidt for mange fyldnumre. Med 'World Painted Blood' er Slayer nået i mål, og har skabt deres bedste album siden 'Seasons in the Abyss' fra 1990.
Desværre har producer Greg Fidelman smadret lyden lige så meget som på Metallicas Death Magnetic. Lyden er overstyret og klipper. Synd for musik som Slayers, der kræver den absolut bedste produktion, hvis alle lagene i musikken skal træde frem.
Læs evt. mere om det såkaldte loudness-problem på nye produktioner her
Antal nullermænd til Slayer - World Painted Blood:
Lucy Love - SuperbillionAf Asbjørn 04/03-2010
Grime (music)
From Wikipedia, the free encyclopedia:
Grime is a genre of urban music which first emerged in East London,
England in the early 2000s, primarily a development of UK garage,
dancehall, and hip hop.
Lucy Love er fra Amar, men lyden er som taget ud af London. Hun rapper på engelsk, og stilen er uden tvivl Grime, i stil med The Streets eller Lady Sovereign. Lucy lægger en fed Cockey-accent, og man tror næsten hun kommer derfra.
Som meget andet Grime, så har beatsne en hård og lidt afskåret lyd, og selvom man godt kan føle, at det er lidt simpelt, så lykkedes det for produceren Yo Akim at få det til at lyde professionelt. Grime er en lidt speciel stilart, og det er bestemt ikke noget for alle, men Lucy Love gør den meget mere spiselig. Meget af det andet underground, som f.eks. Dizzee Rascal, har en meget tyk accent og det kan være svært at høre, hvad der bliver sagt, mens Lucy Love er meget mere klar i sin vokal, og det er rart, når man nu ikke er flydende i østlondoniansk.
Hun har vundet P3-eksperimentet i 2009, og det syntes jeg nu også er ganske velfortjent. Hun prøver at introducere danskerne for en rimelig ny og anderledes stil, samtidig med hun bidrager en hel del nyt til den genre hun arbejder indenfor. Der er ingen tvivl om at Lucy Love er dygtig, men det er svært at se om hun bliver ved med at kunne præsentere noget nyt, eller om hun ryger lidt i glemmekassen sammen med Mike Skinner fra The Streets.
Teksterne varierer meget, og selvom alt lyder godt i munden på Lucy, så er der stor forskel på dybden. Nogle numre har et nærmest socialrealistisk præg, som ”My Daddy Was a DJ”, der omhandler hendes somaliske fars liv på Amar. Andre numre er mere banale, og handler om hende selv, hendes individualitet og alt det man efterhånden forventer, der er med på et hip-hop album.
Alt i alt syntes jeg, at Lucy gør det godt, og jeg er glad for Superbillion. Det er en plade jeg kan høre om og om igen, og det er jo i sidste ende det det hele handler om.
Antal nullermænd til Lucy Love - Superbillion:
Megadeth - EndgameAf Gabriel 04/03-2010
megadeath
|ˈmegəˌdeθ|
noun
a unit used in quantifying the casualties of nuclear war, equal to the deaths of one million people.
De fleste metalhoveder kender Megadeths historie, og hermed menes frontmand David Mustaines møde med Metallica, narko og et ekstremt ego. Mustaine er efterhånden kommet godt op i årene, er blevet clean og laver heldigvis stadig musik. Det var ellers lige ved at gå galt, da han efter en morfar i sin lænestol fik en nerve i klemme i sin arm. Det betød et farvel til guitaren, da han ikke længere kunne bevæge sin ene hånd som han plejede. Ved hjælp af ekstensiv genoptræning og en nyopfundet spilleteknik vendte Mustaine dog stærkt tilbage til musikscenen efter kun 2 år. Heldigvis, for Mustaine er stadigvæk en af de skarpeste rif-magere i metalverdenen.
Jeg er personligt ikke så vild med særligt mange af de albums Megadeth har lavet efter 'Countdown to Extinction' fra 1991. Det har været svært for Mustaine at følge op på mega-klassikere som 'Peace sells ... but who's buying?', So far, so good ... so what!' og toppen af cremen 'Rust in Peace' fra 1990. Alle albums lavet da han var allermest afhængig af stoffer...
Nu er han imidlertid tilbage med albummet 'Endgame', der umiddelbart virker en anelse kedeligt, men som efter et par gennemlytninger bevæger sig fra kedeligt til en blanding mellem middelmådigt og eminent. Udover det ultra fede, instrumentale og 80'er-inspirerede 'Dialectic Chaos' som åbner albummet, er der nemlig flere ganske gode numre. Det er desværre ikke så trashet som tidlig Megadeth, der var kendetegnet ved afsindige temposkift og tonstunge riffs, men numre som f.eks. 'This day we fight!', '1,320'' og 'Bite the hand' fungerer ikke desto mindre glimrende, og beviser at Megadeth består af nogle af de dygtigeste musikere indenfor branchen. Nye Megadeth-klassikere er der nu ikke at finde - måske med tiden.
Et ganske godt udspil fra Megadeth med eminent guitar- og trommespil krydret med Mustaines vrængende vokal. En god håndfuld fine numre, men desværre også en lille håndfuld fyldnumre, som ikke gør sig så godt. Deriblandt '44 Minutes' og det underligt valgte singleudspil 'Headcrusher'.
Antal nullermænd til Megadeth - Endgame: